mandag den 26. august 2013

Facebook voks uge 34

af Dennis Otte
21. august 2013


JOE STRUMMER (John Graham Mellor, 1952-2002) ville i dag være fyldt 61 år.
Strummer er bedst kendt som forsanger og rytmeguitarist i punkgruppen The Clash, med hvem han udsendte seks regulære albums fra 1977 til 1985. Undervejs med udvikling fra den rene simple punk til senere klædeligt at implementere elementer som reggae, ska, rockabilly og et hav af andre stilarter – mest demonstrativt på den tredobbelte LP Sandinista fra 1980. The Clash nåede manegen rundt: fra små punkspillesteder med indforstået følge og materiale af stærkt politisk tilsnit til store stadionkoncerter og radiohits på begge sider af Atlanten. Dog altid med en vis portion integritet i behold.
Inden The Clash var Strummer medlem af gruppen The 101ers og havde senere i soloårene de to backingsbands Latino Rockabilly War og - op til sin pludselige død af en uopdaget hjertefejl – The Mescaleros. I starten af 1990’erne var Strummer tilmed kortvarigt frontmand for The Pogues, da deres ikoniske forsanger Shane MacGowan forlod bandet grundet sine massive alkoholproblemer. Udover soloalbums og soundtracks nåede Strummer også at fungere som radiovært og skuespiller.
Joe Strummer blev posthumt, sammen med The Clash, optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 2003. 

21. august 2013


SID BERNSTEIN er død, 95 år gammel.
Den legendariske koncertarrangør og impresario var den første i verden til at arrangere store stadionkoncerter og stod ligeledes bag den første rockkoncert i Madison Square Garden. Som promoter var han den første, der fik The Beatles, The Rolling Stones, The Kinks, The Moody Blues og et hav af andre engelske navne til USA. På denne måde var han en afgørende brik i the ”british invasion”. Han var koncertarrangør for alle fra Frank Sinatra til Jimi Hendrix og det er ikke en overdrivelse at sige, at han ændrede musikindustrien i sine velmagtsdage. 







23. august 2013


KEITH MOON (1946-78) ville i dag være fyldt 67 år. Moon var en ganske afgørende force i et af alle tiders største rockband, The Who: ligesom en stol har fire ben og ville tilte uden det ene, var hans originale, uortodokse og vanvittige spil noget nær uundværligt for bandets lyd. Dette skulle også vise sig efter hans død: bandet udgav et par plader uden stor succes og magien var væk. Moon’s trommespil var monumentalt. Hvor Ringo Starr’s force snarere var det solide backbeat og en distinkt lyd, der ikke kan købes for penge, tillod Moon sig at være lige så meget frontmand som Daltrey og Townshend og blev en rock and roll persona på højde med de allerstørste i branchen. Ørevoks bringer her en liste over 10 ting du måske ikke vidste om Keith Moon:  


1) Moon var stor fan af amerikansk surfmusik som fx Dick Dale (kender du ham ikke, tjek ham ud) og The Beach Boys.

2) Netop Dick Dale var blandt de mange gæster på Moon’s eneste soloalbum, verdens måske mest kitschede LP fra en seriøs rockstjerne, Two Sides of the Moon (1975), hvor hovedpersonen selv sang alle sange – heriblandt Beach Boys’ ”Don’t Worry Baby”. Øvrige medvirkende tæller fx Ringo Starr, David Bowie, Spencer Davis, Suzi Quatro, Klaus Voorman og Bobby Keys.

3) Blandt Moon’s forbilleder var den geniale jazztrommeslager Gene Krupa og rocktrommeslagere som DJ Fontana (Elvis Presley) og Tony Meehan (The Shadows).

4) Selvom man umiddelbart ikke skulle tro Moon var klassisk skolet, så tog han rent faktisk timer hos trommeslageren Carlo Little, der var med i en meget tidlig konstellation af The Rolling Stones og senere  Screaming Lord Sutch & The Savages og Cyril Davies All Stars.

5) I modsætning til samtidige trommeslagere som John Bonham (Led Zeppelin) og Ginger Baker (Cream) kunne Moon ikke fordrage trommesoloer. For at drille ham, og måske af musikalsk nysgerrighed, besluttede det øvrige band ved en koncert at stoppe med at spille pludseligt og overlade pladsen til en trommesolo. Moon stoppede imidlertid også brat og råbte: ”drum solos are boring!”

6) Pete Townshend var som bekendt hovedsangskriver i The Who, men Moon’s bidrag til sangskrivningen omfatter følgende 7 kompositioner: ”I Need You” (som han også synger), ”Cobwebs and Strange”, ”In The City”, ”Dogs Part Two”, ”Tommy’s Holiday Camp”, ”Waspman” og ”Girl’s Eyes”.

7) Hvor Townshend’s bevæggrunde for at smadre sit instrument var en del af hans auto destructive art, havde Moon mere jordnære motiver for at smadre sit trommesæt; det var simpelthen sjovt. Var knofedt ikke nok, supplerede han gerne med eksplosiver og havde under TV-udsendelsen ”Ready Steady Go!” fyldt så meget krudt i stortrommen, at Townshend fik lagt kimen til sin livslange høreskade.

8) Moon inspirerede angiveligt til navnet Led Zeppelin, da han i 1966 overvejede at forlade The Who og starte en supergruppe med John Entwistle og Jimmy Page. Forslaget blev stemt ned som en ”lead zeppelin”.

9) Det skete flere gange med års mellemrum at Moon besvimede under koncerter som resultat af massivt stof- og alkoholmisbrug. Under Quadrophenia-turnéen i 1973 besvimede han ind over sit trommesæt midt under ”Won’t Get Fooled Again”, blev båret ud af roadies, fik en hurtig indsprøjtning cortisone og kunne spille en halv time mere, inden han én gang for alle gik ud som et lys under ”Magic Bus”. Townshend spurgte publikum om nogen kunne spille trommer – og en lokal trommeslager hoppede spontant op på scenen og spillede resten af koncerten.

10) Moon’s excentriske adfærd, showmanship og humor kom til udtryk i en række kuriøse filmroller, bl.a. Frank Zappa’s 200 Motels og Buddy Holly-filmen That’ll Be The Day.

25. august 2013

I morgen, mandag 26. august, udkommer det fjerde og længe ventede album fra skotske FRANZ FERDINAND. Opfølgeren til 2009’s Tonight-album har fået titlen Right Thoughts, Right Words, Right Action og lægger sig i naturlig forlængelse af de tre foregående plader (foruden den fine dub-plade Blood fra 2009), der både er forsøgt karakteriseret som ”indie”, ”post punk”, ”dance punk” og ”new wave” – Franz Ferdinand lyder dog fortsat hovedsageligt som sig selv og er selvrefererende frem for – som fx Coldplay – hovedløst at jagte den til enhver tid mest populære lyd. Dette tjener Alex Kaprano og hans kumpaner til ære på et fornemt album, der ganske vist ikke lever op til den mesterlige debut fra 2004, hvilket da også ville være lidt af en bedrift al den stund debuten vitterligt er et af forrige årtis mest friske pust på en stadig hensygnende alternativ rockscene.
Dengang for snart 10 år siden havde medlemmerne netop fået deres første instrumenter og havde lært sig selv at spille med en hensigtserklæring om at lave musik, der kunne få de unge damer på dansegulvet. Dette synes stadig at være opskriften, men der er, ligesom på de to foregående albums, føjet stadig nye nuancer og aspekter til det selvproducerede lydbillede. Det er fornemt, velspillet, oplagt, intelligent og tounge-in-cheek med dét ekstra lag, der har gjort Franz Ferdinand til det måske mest postmoderne band efter årtusindeskiftet. Alene navnet! Det rigt varierede album er kun 35 minutter langt, rummer 10 velskrevne og velleverede numre, hvoraf afslutningsnummeret, ”Goodbye Lovers & Friends” giver tydelige associationer til Talking Heads og David Byrne – hvilket bestemt er positivt ment. ”Evil Eye” er årgangs-Franz Ferdinand, titelnummeret og ”Love Illumination” er som de to første singler fra pladen begge slagkraftige dansable perler og ”Stand on the Horizon” har klare disco-reminiscenser. Den lydmæssige legesyge i ”The Universe Expanded” og ”Brief Encounters” bør også fremhæves. 

Right Thoughts, Right Words, Right Action er produceret af bandet selv og udkommer på selskabet Domino som digitalt download, CD, deluxe limited edition dobbelt CD, LP og deluxe dobbelt LP. Bonus-pladen er i LP- såvel som CD-versionen en live session optaget i Konk Studios i London og har fået titlen Right Notes, Right Words, Wrong Order.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

søndag den 18. august 2013

Facebook voks uge 33

af Dennis Otte

15. AUGUST 2013

Det er i dag 48 år siden THE BEATLES skrev historie med deres legendariske koncert på SHEA STADIUM i New York City: verdens første store stadionkoncert! Det er svært at forestille sig i dag, hvor skelsættende denne begivenhed var: siden 1970’erne er stadionkoncerter blevet almindelig kutyme for musikkens store navne, og musikere som fx U2, The Rolling Stones, Michael Jackson og Paul McCartney har udfordret hinanden i nye bizarre sceneopsætninger og omfangsrige udstyrsstykker. Der var ca. 55.600 publikummer til Beatles-koncerten på Shea Stadium den 15. august 1965. Selv i dag er det et højt antal.

Hvor mange, der rent faktisk fik en musikalsk oplevelse den dag, er tvivlsomt: Ikke alene var der utroligt langt fra publikum til scene. Selve plænen var tom for publikum, som til gengæld stod som sild i tønder på tribunerne i mange etager. The Beatles må have været næsten umulige at se; det var årtier før de i dag så obligatoriske storskærme. Publikums øredøvende skrig hjalp ikke just på det faktum, at lyden i forvejen var ringe: musikken kom ud til koncertgæsterne direkte via de højttalere, som sportsudøverne plejede at blive præsenteret igennem - dette var den eneste lydkilde!

Som McCartney mange år senere bemærkede, var det ham en gåde, hvordan folk overhovedet kunne skelne de enkelte sange fra hinanden. I en berømt sekvens i den 50 minutters koncertfilm, som efterfølgende blev sendt på BBC 1. maj 1966, ser man Lennon opgive at få ørenlyd til at præsentere et nummer og i stedet, med himmelvendte øjne og manisk smilende, foretage sine velkendte fysiske skabagtigheder tilsat gutturale vrøvlelyde. I 2008 spillede Paul McCartney og Billy Joel den uigenkaldeligt sidste koncert på Shea Stadium nogensinde inden det berømte stadion lukkede og slukkede.

Om hele denne udvikling med massive stadionkoncerter tjener musikken vel, skal vi lade være op til den enkelte at vurdere: Vi hører gerne jeres bud i kommentarfeltet herunder.

15. AUGUST 2013

FRANZ BECKERLEE bliver i dag 71 år.

Inden den danske musiker, værktøjsmager, skulptør, billedkunstner og forfatter slog bredt igennem som ”Mr. Stone Free” – den Hendrix-influerede guitarist i Gasolin’ – havde han allerede markeret sig som både avantgardistisk jazzsaxofonist i The Contemporary Jazz Quintet og som pladeproducer for så fremtrædende danske bands i tiden som Burnin Red Ivanhoe og Alrune Rod. Beckerlee sad i producerstolen på begge bands debutplader, begge i 1969, samme år som Gasolin’ blev dannet med Wili Jønsson, Kim Larsen og Bjørn Uglebjerg.

Senere overtog Søren Berlev som bekendt stikkerne efter den allerede erfarne trommeslager Uglebjerg, der ikke kunne forene sig med bandets højlydte skænderier. Hverken Jønsson, Larsen eller Beckerlee var imidlertid erfarne på deres respektive instrumenter: Jønsson havde lige købt sin basguitar og Franz havde set lyset på en rejse til New York med multitalentet Torben Ulrich, en studierejse finansieret af et legat fra Den Danske Jazzkreds, som Beckerlee havde modtaget for anden gang. Som landets velsagtens førende jazzskribent var Ulrich den ideelle guide for den hungrende musiker. Ulrich fik behørigt ansporet Beckerlee til en jamsession på en club downtown med den stærkt Hendrix-influerede trio, The Third Eye. Herfra var der ingen vej tilbage: efter i 1968 at have udgivet den anden og sidste LP med The Contemporary Jazz Quintet koncentrerede Beckerlee sig om den elektriske guitar.

Beckerlee havde således allerede bl.a. spillet klarinet i Torben Dyjaks Jazzband og indspillet to plader med The Contemporary Jazz Quintet (flankeret af Hugh Steinmetz, Niels Harrit, Steffen Andersen og Bo Thrige Andersen), da den brede befolkning stiftede bekendtskab med den farvestrålende Gasolin’-guitarist. Efter Gasolin’ udsendte Beckerlee solopladen No Kiddin’ (1979) og en plade med bandet Wild Honey (1981), forsøgte sig som krimiforfatter (1984-85) og spillede i Christianshavn Bluesband med bl.a. Lone Kellermann og Søren Berlev (1987-93).

I starten af 1990’erne lagde han imidlertid musikken på hylden for at koncentrere sig om sine malerier og skulpturer. Beckerlee bryder årtiers musikalske tavshed, når han – som tidligere nævnt i Ørevoks – medvirker på Søren Andersens og Mika Vandborgs plade Electric Guitars, som udkommer 9. september i år. Beckerlee har dog (desværre) ingen planer om at genoptage musikken herudover.

16. AUGUST 2013

CHARLES BUKOWSKI (1920-1994) ville i dag være fyldt 93 år.

Den amerikanske digter, forfatter og evige outsider blev født som Heinrich Karl Bukowski i Tyskland og havde både polske og tyske aner.

Det sted de fleste forbinder med Bukowski, og som han selv aktivt valgte som sit eksil, var Los Angeles. Herfra hans verden gik, herfra flaskerne tømtes og hestene betragtedes på væddeløbsbanen. Herfra blev den særlige ”dirty realism” udlevet såvel i hans romaner, digte og i det private inferno af sex, selvhad og skrumpelever.

Tusinder af digte, hundredvis af noveller og 6 ikoniske romaner. I alt et livsværk på over 60 bøger – plus ikke så lidt løst herudover. Anset som misantropisk depraveret af den brede pæne offentlighed – og end ikke rigtig velkommen i the beatgeneration – var Bukowski en født outsider af nihilistisk tilsnit. ”Born into This”, som en fremragende dokumentarfilm fra 2003 om forfatteren hed. Heri fortalte bl.a. Sean Penn, Tom Waits og Bono om deres forhold til poeten. Om hønen eller ægget kom først – den massive sociale udstødelse eller det selvvalgte outsidereksil – er ikke så ligetil at svare på. Velsagtens en umage kombination.

De karsk humoristiske udfald mod den øvrige menneskehed er talrige og lyder fx, på spørgsmålet om hvorvidt han hader andre mennesker, således:
“I don’t hate them…I just feel better when they’re not around.”

Lige så lakonisk koncist som tiraden mod de intellektuelle:
 “An intellectual says a simple thing in a hard way. An artist says a hard thing in a simple way.”

Charles Bukowski er ikke for lalleglade skyklap-eskapister eller strømlinede moralister. Eller måske har han NETOP et og andet at sige til præcis dem:
“Some people never go crazy. What truly horrible lives they must lead.”

16. AUGUST 2013

ROCKSELVBIOGRAFIER vol V:

Keith Richards: Livet. 564 sider. 2010.

Der findes mange gode bøger i denne verden. Flere end man nogensinde vil kunne nå at gnave sig igennem i dette usle liv, om man så afsatte samtlige resterende år dertil – hvad jeg ikke sjældent har budgetteret med.

Det sker imidlertid ikke ofte, at der dumper en så velskreven selvbiografi ned i turbanen som denne af inkarnationen af rock og rul, for at bruge en lidt udslidt kliché. Dog en underbygget kliché, bliver man hurtigt klar over; med kyndig hjælp fra biografisten James Fox udpensler Rolling Stones-guitaristen sit liv og levned på en ubarmhjertig og stærkt underholdende facon. Man tager sig selv i gang på gang for sit indre øre at høre Keef’s raspende stemme, når man tages i hånden og føres ud i the crossfire hurricane, som har udgjort livet for Richards.

Jeg var på vagt inden jeg påbegyndte denne bog, havde mine forbehold: skulle jeg spises af med ren attitude og lir? Spil for galleriet og overfladisk smartness med fare for konstant at drøne hovedkulds ned i de så oplagte rock and roll klichéer, som en selvbiografi af netop denne dinosaurus hurtigt kunne resultere i? Allerede ved titlen rynkede jeg brynene: Life/Livet? Hvor banalt.

Well, Richards balancerer på kanten af klichéen, men falder aldrig i. Samtlige sider er fyldt til bristepunktet med levet liv, dyrekøbte erfaringer og almindelig skørlevned. Førstehåndsanekdoterne fra et halvt århundrede blandt musikkens største navne og detaljerigdommene leveres med et sprogligt overskud, der er en beatroman værdig. Clapton’s selvbiografi var rørende og gribende, Cash’s var autentisk og sanddrueligt nøgtern og Dylans var mytisk og cinematisk – Richards’ er det hele.

18. AUGUST 2013

Fik man ikke hørt LEONARD COHENs koncert i Odense lørdag aften, er der stadig mulighed for lidt Cohen på dansk grund i disse dage:

Udover forfatter, digter og musiker kan Cohen nemlig også skrive billedkunstner på sit CV – om end han selv er den første til at nedtone bibeskæftigelsen, der ofte er simplistiske stregtegninger ledsaget af underfundige kommentarer.  Leonard Cohen udstiller sine værker på Gallery Poulsen i Kødbyen indtil den 31. august. Der er åbent torsdag til fredag 12-17.30 og lørdag 11-15.

Om udstillingen og sine værker i almindelighed siger Cohen med vanlig ydmyghed:
”If there were no paintings in the world, mine would be very important. Same with my songs. Since this is not the case, let us make haste to get in line … The Curator has called this exhibition Leonard Cohen Artworks. I call my work Acceptable Decorations”.

Velsagtens en grotesk undervurdering af sine sange, men måske et ganske nøgternt og klædeligt forhold til sin billedkunst, som kan ses som et interessant appendix til hovedværket; sangene og bøgerne. For fans og almindelige beundrere af Cohens person og værk, er udstillingen imidlertid absolut et besøg værd. Og så er entréen gratis.


Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.



søndag den 11. august 2013

Facebook voks uge 32

af Dennis Otte
4. august 2012

Det er i dag 102 år siden at verdens måske bedst kendte jazzmusiker gennem tiderne, LOUIS ARMSTRONG, blev født i New Orleans. 

I den forbindelse fokuserer vi her ganske kort på ”Satchmos” forhold til Danmark. 


Louis Armstrong gæstede hele 10 gange Danmark for at give koncerter – ofte flere koncerter pr. besøg. Første gang så tidligt som 1933, hvor han blev modtaget på Københavns Hovedbanegård af blandt andre den danske jazzmusiker Leo Mathisen; denne begivenhed er foreviget på fotografiet ovenfor. 

Ved besøget i 1933 gav han hele 8 udsolgte koncerter i Tivoli samt 2 i Odense. Armstrong afsatte også tid til at medvirke i et dansk lystspil; ”København, Kalundborg og - ?” (i biograferne 1934), hvor han optrådte i den vellignende rolle som garvet showmand og orkesterleder. I filmen medvirkede bl.a. Ludvig Brandstrup, Ib Schønberg og Arthur Jensen. I 1959 var der igen bud efter verdensstjernen i en dansk film: ”Kærlighedens Melodi”, hvor også danske Nina & Frederik, Karl Stegger, Jørgen Ryg (som jo selv var trompetist) blandt mange andre medvirkede.

Armstrong var regelmæssigt i Danmark (1933, 1949, 1952, 1955, 1956, 1957, 1959, 1961, 1962, 1967) og spillede i KB Hallen, Odd Fellow Palæet, Falkonercentret og Tivoli, men nåede også at blæse danskerne et stykke i både Odense, Aarhus og Aalborg.

Efter en opvækst i fattigdom blandt kriminelle og prostituerede blev han som 12-årig anbragt på opdragelsesanstalt og modtog sin første musikundervisning. Han forlod i 1922 New Orleans til fordel for et job som kornettist i King Olivers Creole Jazz Band i Chicago. Efter debuten på grammofonplade i 1923 gjorde den unge Armstrong sig for alvor bemærket som orkesterleder i sine Hot Five og senere Hot Seven i sidste halvdel af 1920’erne. Han blev stildannende og skoledannende som jazzens første væsentlige solist og opfandt (ved tilfældets magt, da sangteksten under pladeindspilning røg af stativet) sangformen scat, som han blev vidt berømmet for. 

Bredest offentlig popularitet har Armstrong fået med sine varmt indlevende fortolkninger af tidens populære melodier afsunget med den karakteristiske sprøde stemmeføring og frasering.


9. august 2012

WHITNEY HOUSTON ville i dag være blevet 50 år. 

I den forbindelse bringer vi en liste over 10 ting du måske ikke vidste om sangerinden.







1. 
Hun har udsendt 6 studiealbums og medvirket i 6 film. Herudover julealbum og soundtracks.

2.      
Som den eneste artist nogensinde har Whitney haft hele syv #1 hits på Billboard Hot 100 i træk. Da hun i 1985 debuterede med sit selvbetitlede album, blev pladen det bedst sælgende debutalbum nogensinde fra en kvindelig artist.
  
3.     
 Whitney opvoksede i New Jersey i en særdeles musikalsk familie: hendes mor var gospelsangerinden Cissy Houston, hendes kusiner var Dionne Warwick og Dee Dee Warwick, hendes gudmor var Darlene Love og Aretha Franklin var så nær en ven af familien at Whitney kaldte hende sin tante. Således fik Whitney soul, r&b, pop og gospel ind med modermælken.

4.      
Som 11-årig begyndte hun at optræde solo i New Hope Baptist Church’s børnekor, hvor hun lærte at spille klaver. Herudover optrådte hun senere ved enkelte lejligheder med sin mor på scenen, når Cissy havde sin teenagedatter med på klubturne.

5.  
Som 14-årig startede hun en karriere som korsanger på forskellige pladeudgivelser, herunder singlen ”Life’s a Party” med Michael Zager Band (1977) og ”I’m Every Woman” med Chaka Khan (1978).

6.     
Whitney stiftede i 1989 The Whitney Houston Foundation For Children med det formål at rejse midler til nødlidende børn, herunder hjemløshed, kræft eller AIDS.

7.     
I 2001 underskrev Whitney den største pladekontrakt nogensinde i musikkens historie. Kontrakten var med Arista/BMG og lød på 100 millioner dollars.

8.      
”I Will Always Love You” er næsten en signatursang for Whitney, men sangen blev oprindelig skrevet og indspillet af Dolly Parton i 1973 og udsendt på albummet Jolene i 1974.

9.      
Ifølge Guinnes World Records er Whitney den mest prisbelønnede sangerinde nogensinde: i 2010 optaltes hendes awards til i alt 415 statuetter. Heriblandt 30 Billboard Music Awards, 22 American Music Awards, 6 Grammy Awards og 2 Emmy Awards.

10. 
Hvis man skulle betvivle Whitneys indflydelse og betydning, kan man blot se på listen over kvindelige arvtagere, der har udpeget hende som stor inspirationskilde: Kelly Clarkson, Britney Spears, Celine Dion, Mariah Carey, Christina Aguilera og talrige andre. 


7. august 2012

ROCKBIOGRAFIER Vol IV:

Ozzy Osbourne: I Am Ozzy. 415 sider. 2012.

Uanset om du er Ozzy-fan, Black Sabbath-discipel eller generelt til heavy metal, så vil du elske denne veloplagte og usandsynlige selvbiografi. Usandsynlig fordi den - som Ozzy allerede er inde på i de første sider, inden bogen går rigtig i gang – er skrevet af en mand, som ikke troede at kunne huske noget som helst, og som mange betragter som en omvandrende reality-bedstefar, som MTV-generationen kan grine af. 

I denne bog genvinder Ozzy Osbourne sin værdighed og status, i det omfang man altså måtte mene, han havde mistet disse: man griner med ham og ikke af ham. Ozzy styrer suverænt hvornår der skal grines og hvornår der skal grædes. Og der er rig lejlighed til begge dele gennem dette fantastisk morsomme, gruopvækkende, angstmartrede, kærlige, sindssyge, familiære, og ekstremt læseværdige vidnesbyrd fra et liv i overhalingsbanernes nødspor.

Fra teenageårene som latterligt elendig kriminel med fængselsstraf til følge, ordblindhed, de første musik-kickstartende Beatles-singler og endelig – efter alle disse nederlag og ydmygelser – musikkens katharsis og frelse. Når der altså ikke lige skydes hele hønsegårde i vildt alkoholiseret nervesammenbrud, sniffes baner på bredde med guitarens gribebræt, når tømrermændene og refleksionen sætter nådesløst ind og venner og bandmedlemmer dør i natlige flystyrt. Eller hovedpersonen selv – i bogstaveligste forstand – brækker halsen i høj fart fra firhjulet motorcykel og ender i coma. 

Osbourne er trods alt dette uhøjtideligheden og ydmygheden selv. Dramaerne fortælles nøgternt og uden selvynk, men med kærligt blik for den frelsende forsoner i skikkelse af hustru, manager og partner in crime, Sharon Osbourne. Og så ikke et ord om flagermus i denne boganbefaling; det står alt sammen at læse i Ozzys hæsblæsende rørende erindringer.

10. august 2012

Hvordan ville det mon lyde, hvis 10 AF LANDETS BEDSTE GUITARISTER alle leverede deres solo på ét og samme nummer, én efter én? 

Tanken er ikke længere en hypotetisk drengedrøm, når guitarrødderne Søren Andersen og Mika Vandborg den 9. september i år udgiver deres fælles plade ELECTRIC GUITARS.

Udover d’herrer selv medvirker et sandt overflødighedshorn af danske guitarlegender – hvoraf det største scoop velsagtens er den gamle Gasolin’-guitarist Franz Beckerlee, som lagde musikken på hylden i 1991 for at hellige sig sin malerkunst og sine skulpturer.

De øvrige guitarister på albummets tolvte sang, ”Hero Of Mine”, er i kronologisk rækkefølge:

Solo 1: Mika Vandborg
Solo 2: Søren Andersen
Solo 3: Per Møller
Solo 4: Poul Halberg
Solo 5: Billy Cross
Solo 6: Jacob BinzerSø
Solo 7: Tim Christensen
Solo 8: Franz Beckerlee
Solo 9: Uffe Steen
Solo 10: Jens Runge
Solo 11: Aske Jacoby
Solo 12: Mikkel Nordsø

Udvælgelsen beroede på, at guitaristerne hver især skulle have betydet noget særligt for Andersen og Vandborg. De skulle, efter Vandborgs udsagn, have haft en effekt på dem og de skulle have haft en oplevelse med dem.

En sådan idé er aldrig før ført ud i livet i dansk rock, men kan minde om Paul McCartneys ”Rockestra Theme” fra 1979-albummet Back To The Egg, hvor et festfyrværkeri af stjernestøv medvirkede på deres respektive instrumenter: bl.a. David Gilmour, Hank Marvin, Pete Townshend, John Bonham, John Paul Jones, Gary Brooker, Paul McCartney og mange andre. 

Pladen Electric Guitars udkommer 9. September 2013 på CD og LP fra Target Records.



torsdag den 8. august 2013

Kristina Stoltz: Et kød (boganbefaling)

af Heidi Buur
Noveller. Rosinante. 2013. 145 sider.


Denne erotiske novellesamling udkom lige et par måneder før Fifty Shades, og jeg var nysgerrig på den, og syntes at både titel og cover udstrålede noget sensuelt. Men så hørte jeg så meget dårligt om den, og mistede interessen. For nylig fik jeg den anbefalet af en bogbuslåner, hvis anbefalinger om musik og litteratur plejer at holde stik. Så jeg tog den med hjem.

Jeg var næsten sikker på, at jeg hurtigt ville lægge den fra mig. Havde ikke læst noget af Stoltz før, men min fordom var, at hun ville have et alt for litterært sprog til mig, og at plottene var for langt ude.

Den fordom pakkede jeg væk, da jeg havde læst første novelle "Therese", om en kvinde der forfører en (meget) ung dreng. Den var god nok til at jeg fortsatte, og næste novelle "Kattemor" fik mig virkelig revet med. Om hvordan en ung kvinde får taget sin uskyld af et trekløver fra en italiensk restaurant. Meget sanseligt, både med beskrivelsen af maden og selve akten. Meget vellykket novelle - og det var de andre også.

Plottene er langt ude, men ikke for langt ude. Og det hele er jo bare fantasier, så for mig er det okay at overskride grænserne og bruge både slanger og rensdyrgevirer som 'metaforer', det andet har man jo læst så mange gange før.

Så jeg vil bestemt anbefale at læse den, men læs den som noveller med et erotisk strejf. Læs den ikke, hvis du savner De Grå Sider, for så bliver du skuffet. Til det formål anbefaler jeg Templet, som var sådan lidt Fifty Shades med mere O's Historie.

Klik her for en læseprøve på Therese, den første novelle. Og her for Duellen.

Og her kan du høre Kristina Stoltz fortælle og læse lidt op.

Lidt lunken anmeldelse, men god læsning hvis man vil læse mere: Litteraturnu.


Postet på Karmabooks 8. juli 2013

søndag den 4. august 2013

Facebook voks uge 31

af Dennis Otte
3. august 2013

JAMES HETFIELD fylder i dag 50 år.

Som forsanger og guitarist i Metallica var han en afgørende del af opblomstringen af den såkaldte thrash metal, hvor bands som Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax ofte betegnes som ”the Big Four”. Med sine intense riffs på sin Gibson Explorer bragte han genren tilbage til sin urkraft; fascineret som han altid har været af riffmageren Tony Iommi fra Black Sabbath. 

Som teenager lyttede han meget til samtidige navne som Aerosmith, Thin Lizzy og AC/DC, inden navnene fra New Wave of British Heavy Metal for alvor fik tag i ørerne på den unge Hetfield, som allerede havde været medlem af et par garagebands (Obsession og Leather Charm), som begge endte blindt. 

Det var først da han i et lokalt Los Angeles-baseret musikblad så Lars Ulrichs annoncering efter musikalske legekammerater, at han for alvor kom på sporet af noget langtidsholdbart og prægnant: sammen dyrkede de Judas Priest, Iron Maiden, Diamond Head, Saxon osv. og fik dannet Metallica, som i de følgende årtier udviklede sig til velsagtens verdens største og bredest appellerende heavy metalband.

5. august 2013

Det er i dag 102 år siden at verdens måske bedst kendte jazzmusiker gennem tiderne, LOUIS ARMSTRONG, blev født i New Orleans. I den forbindelse fokuserer vi her ganske kort på ”Satchmos” forhold til Danmark.

Louis Armstrong gæstede hele 10 gange Danmark for at give koncerter – ofte flere koncerter pr. besøg. Første gang så tidligt som 1933, hvor han blev modtaget på Københavns Hovedbanegård af blandt andre den danske jazzmusiker Leo Mathisen; denne begivenhed er foreviget på fotografiet ovenfor. Ved besøget i 1933 gav han hele 8 udsolgte koncerter i Tivoli samt 2 i Odense. Armstrong afsatte også tid til at medvirke i et dansk lystspil; ”København, Kalundborg og - ?” (i biograferne 1934), hvor han optrådte i den vellignende rolle som garvet showmand og orkesterleder. I filmen medvirkede bl.a. Ludvig Brandstrup, Ib Schønberg og Arthur Jensen. I 1959 var der igen bud efter verdensstjernen i en dansk film: ”Kærlighedens Melodi”, hvor også danske Nina & Frederik, Karl Stegger, Jørgen Ryg (som jo selv var trompetist) blandt mange andre medvirkede.

Armstrong var regelmæssigt i Danmark (1933, 1949, 1952, 1955, 1956, 1957, 1959, 1961, 1962, 1967) og spillede i KB Hallen, Odd Fellow Palæet, Falkonercentret og Tivoli, men nåede også at blæse danskerne et stykke i både Odense, Aarhus og Aalborg.

Efter en opvækst i fattigdom blandt kriminelle og prostituerede blev han som 12-årig anbragt på opdragelsesanstalt og modtog sin første musikundervisning. Han forlod i 1922 New Orleans til fordel for et job som kornettist i King Olivers Creole Jazz Band i Chicago. Efter debuten på grammofonplade i 1923 gjorde den unge Armstrong sig for alvor bemærket som orkesterleder i sine Hot Five og senere Hot Seven i sidste halvdel af 1920’erne. Han blev stildannende og skoledannende som jazzens første væsentlige solist og opfandt (ved tilfældets magt, da sangteksten under pladeindspilning røg af stativet) sangformen scat, som han blev vidt berømmet for. Bredest offentlig popularitet har Armstrong fået med sine varmt indlevende fortolkninger af tidens populære melodier afsunget med den karakteristiske sprøde stemmeføring og frasering.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.



torsdag den 1. august 2013

Gæstevoks: "Et langt, mærkeligt trip: Grateful Dead Revisited"

Ørevoks lancerer som noget helt nyt Månedens Gæstevoks, hvor vi hver måned giver ordet til en gæst.

I denne første måned er det musikskribent ved GAFFA og lejlighedsvis hos Fyens Stiftstidende, Christoffer Henneberg. Han har skrevet en tekst om Grateful Dead, som her bringes for første gang i anledning af Jerry Garcias 71 års fødselsdag. Desuden medvirker han til september i en antologi redigeret af Anne-Marie Mai: "Hvor skønne havfruer flyder. Om Bob Dylans digtning". Udkommer på Syddansk Universitetsforlag.

af Christoffer Henneberg


Allerede ved indgangen til halvfjerdserne kunne Grateful Dead se tilbage på deres karriere og synge: ”What a long, strange trip it's been”. Dengang kunne de selvfølgelig ikke vide, at trippet ville vare meget længere og blive endnu mere mærkeligt, end det var i forvejen. Eller som bassisten Phil Lesh siden opsummerede det:”It was definitely long, definitely strange, and definetely a trip.” Det lange, mærkelige trip blev med tiden et slogan for Grateful Dead, idet trippet både kunne betyde den psykedeliske rejse i det indre rum, men også – i mere bogstavelig forstand – gruppens omfattende turnévirksomhed, der først sluttede med Jerry Garcias død i 1995.
 Grateful Dead var én af de der grupper, der altid delte vandene. For nogle var de det fedeste flip – for andre en flok overvintrede hippier, der ikke kunne spille og da slet ikke synge. Uanset hvad slog gruppen aldrig rigtigt igennem herhjemme, selvom de havde en stor fortaler i Dan Turèll. Nu var Turèll som bekendt fortaler for mange ting, men Grateful Dead havde en særstatus hos digteren, idet de efter alt at dømme var hans yndlingsbeatgruppe, og de dukker således ofte op som reference i flere af hans skønlitterære tekster. Turèll søgte endvidere i en række artikler og anmeldelser at introducere gruppen for et dansk publikum, ligesom han stod for et interview med Jerry Garcia i anledning af den legendariske københavnerkoncert i 1972.
 Grateful Dead havde rødder i San Franciscos folk- og beatmiljøer, der omkring 1965 udviklede sig til en psykedelisk hippiescene med slumkvarteret Haight-Ashbury som centrum. Egentlig var de et jugband kaldet ”Mother McCrees Uptown Jug Champions”, men under påvirkning af The Beatles satte de strøm til og skiftede navn til The Warlocks, siden Grateful Dead.
 Navnet stammede ifølge Garcia fra et tilfældigt opslag i en ordbog, men kan spores tilbage til et tysk folkeeventyr. Hovedpersonen møder et ligfølge, der ikke kan få deres lig begravet, med mindre han dækker udgifterne. Hvad han så også gør. Senere møder han en venlig mand, som han går i kompagni med. Denne mand gør ham mange tjenester, redder hans liv og viser sig til sidst at være: den taknemlige døde. Mange i miljøet fandt navnet for morbidt, men det hang fast og var, om ikke andet, en passende overskrift for gruppens pionerarbejde inden for det psykedeliske felt.
 San Franciscos hippiescene kulminerede i den første Human Be-In i Golden Gate Park i januar 1967, hvor Grateful Dead, sammen med andre Bay Area-grupper, spillede en free concert i tidens ånd. Senere på året fulgte den hypede Summer of Love, men allerede inden da havde de været husorkester ved Ken Keseys kollektive syrefester. Disse syrefester eller happenings – fastholdt for eftertiden i Tom Wolfes The Electric Kool-Aid Acid Test – skulle vise sig at udstikke retningen for gruppens videre trip.
 For det første fordi musikken blev improviseret frem. Men også fordi der var en udflydende grænse mellem optrædende, publikum og begivenhed, der blev modellen for alle senere Grateful Dead-koncerter, hvor man på forskellige måder opfordrede publikum til at deltage. Grateful Dead fungerede i det hele taget bedst i samspil med publikum, hvorfor det også først var med live-pladen Live/Dead (1969), at de begyndte at give mening uden for rammerne af San Francisco-scenen. I sin anmeldelse af Live/Dead konkluderede Dan Turèll således: ”Gruppen må ikke overses. Den har krydset nogle veje, den har undersøgt nogle forhold. Og dens musik er en af de mest bevidsthedsudvidende oplevelser, beatmusikken rummer i dag.”
 I betragtning af Grateful Deads tilknytning til hippiescenen er det bemærkelsesværdigt få af deres sange, der direkte adresserer samtiden, ligesom f.eks. Jefferson Airplanes gjorde det. Der er ikke megen revolutionær bragesnak hos Grateful Dead. De tilhørte snarere den del af ungdomsoprøret, der med stoffernes hjælp tog på en indre rejse i sindet i den tro, at friheden først og fremmest var noget, der skulle realiseres i den enkeltes bevidsthed. De var som William Burroughs engang sagde: ”astronauter i det indre rum”.
 Den eneste sang i Grateful Dead-kataloget med dagsaktuel karakter er ”New Speedway Boogie”, der omhandler Altamont-affæren. Grateful Dead havde været involveret i planlægningen af den katastrofale koncert, og der er ingen tvivl om, at begivenheden rystede Grateful Dead-lejren. Man forlod det efterhånden betændte miljø i Haight-Ashbury og bosatte sig i Marin County, nord for San Francisco. Musikalsk orienterede man sig mod countryen, som Bob Dylan havde gjort respektabel (for ikke at sige kommerciel) med Nashville Skyline året forinden. De følgende udgivelser Workingman's Dead og American Beauty beviste, at Grateful Dead ikke bare var det psykedeliske live-band par excellence, men også kunne præstere selvskrevne sange af overraskende høj kvalitet.
 Sangene var skrevet af Garcia i samarbejde med lyrikeren Robert Hunter, og størstedelen af dem blev senere koncertstandarder. Der var f.eks. signatursangen ”Truckin'” og ”Uncle John's Band” med dens velturnerede vokalharmonier a la Crosby, Stills, Nash & Young. Der var desperado-fortællingen ”Friend of The Devil”, som Dylan senere tog op i koncertsammenhæng – og mange andre. Både Workingman's Dead og American Beauty sneg ind på den amerikanske albumhitlistes top 40.
 I 1971 fulgte det dobbelte live-set Grateful Dead, der egentlig skulle have heddet Skullfuck, men det var pladeselskabet Warner Brothers ikke så meget for. Albummet er imidlertid mest kendt for den invitation, der stod på bagsiden:


DEAD FREAKS UNITE: Who are you? Where are you? How are you?
Send us your name and address and we'll keep you informed
Dead Heads, P.O. Box 1065, San Rafael, California 94901


Dette blev begyndelsen til en de største og mest hengivne fanbaser nogensinde; de såkaldte deadheads, hvis højeste ønske ganske enkelt var at se så mange Grateful Dead-koncerter som muligt (i 1995 var der angiveligt 110.000 deadheads tilmeldt gruppens mailingliste). Desuden gjorde de sig i tape trading, udveksling af bånd fra koncerterne. Grateful Dead opmuntrede selv hertil, idet de – stik imod branchens beskyttelse af rettighederne – indrettede særlige områder foran scenen ved koncerterne, hvor båndamatører kunne sætte deres eget grej op og optage musikken.
Den voksende base af deadheads betød, at Grateful Dead omsider blev en overskudsforretning. De havde altid været lige så meget et socialt eksperiment som en musikgruppe, men nu havde de pludselig råd til at etablere et helt parallelsamfund i Marin County med eget pladeselskab, pr-organisation, pushere osv.  
 I foråret 1972 lagde de deres Europa-turné forbi København, hvor de blev modtaget af Danmarks førende deadhead Dan Turèll. Turèll observerede senere hvordan omkring halvtreds mennesker ”pludselig fyldte et hotel i Nyhavn og slæbte instrumenter og tasker og kufferter og hinanden ind, syngende og talende og væltende i en strøm ud fra to enorme busser indtil det få minutter før så kedsommeligt respektable hotel absolut ikke lignede sig selv mere...”
 Om selve koncerten fortælles det i øvrigt, at én blandt publikum på et tidspunkt råbte: ”Mere kul på!”, hvortil Garcia svarede: ”Easy, easy, we got all night”. Grateful Dead var kendt for at spille i op mod 4 timer og havde bestemt ikke travlt. Eller som Garcia sagde: ”Nu hvor vi alligevel er her, kan vi lige så godt spille.”
 I løbet af halvfjerdserne blev Grateful Dead i stigende grad et kult-band. De figurerede ikke på hitlisterne, og kritikerne brød sig ikke synderligt om dem. Det var nu heller ikke nødvendigt, for det stigende antal deadheads betød, at de kunne afsætte koncertbilleter i stor stil. Ved indgangen til firserne var Grateful Dead blandt de mest indbringende koncertnavne i USA.
Alt var dog ikke fede vibrationer i Grateful Dead-lejren. Garcia havde med tiden antaget en gråskægget, alfaderlig skikkelse, men bag scenen havde han fået smag for hårde stoffer, og i midtfirserne kollapsede han pga. uplejet sukkersyge. Da han vågnede en uge efter, måtte han lære at spille guitar igen fra bunden af. Allerede året efter kom Grateful Dead dog stærkt igen med studiepladen ”In The Dark”, der tilmed kastede hitsinglen ”Touch of Grey” af sig. Det var også i denne periode, at de turnerede med Dylan, og det er ikke utænkeligt, at han fik idéen til sin egen Never Ending Tour fra Grateful Deads konstant omrejsende karneval.
 Grateful Dead fremstod i det hele taget revitaliserede og kunne nu fylde de største stadions landet over med en helt ny generation af deadheads. Undervjes var der beskyldninger om, at de solgte nostalgi til en historieløs ungdom, men det var egentlig paradoksalt, at en musik, der i så høj grad grad voksede ud af nu'et, samtidig skulle kunne være nostalgisk.
 Under en Amerika-rejse i senfirserne så Dan Tùrell Grateful Dead i Californien og sendte følgende stemningsbeskrivelse hjem til Politiken: ”En dyb eufori breder sig blandt publikum, hvis man kan kalde os det – vi er nemlig lidt mere publikum end andre, vi er i højere grad deltagere i en ubeskrivelig sammensværgelse. Dét er en af de specielle fornemmelser ved en dead-koncert – når den lykkes.”
  Grateful Deads betydning for Dan Tùrell fremgik af digterens bisættelse i 1993, hvor sangen ”Black Muddy River” blev afspillet. Turèll havde tidligere på fornem vis fordansket dødsflodshymnen til ”Langs med Åboulevarden”.
 To år senere, i 1995, døde Jerry Garcia af et hjerteslag på en afvænningsklinik i Marin County, 53 år gammel. En væsentlig repræsentant for dét, som Turèll havde kaldt ”det Andet Amerika” var gået bort, for ikke at tale om et helt parallelsamfund af deadheads, der nu havde mistet sin patriark. Informations Lars Movin kunne fra San Francisco berette, hvordan byens borgmester beordrede rådhusets flag på halv og fik rejst et batiktrykt Grateful Dead-flag på toppen af bygningen. Desuden var der i medierne den forventelige snak om, at tresserne omsider var forbi og alt det der. Men allermest rørende var den hyldest, som Bob Dylan gav Garcia som en musiker, der filtrerede en lang række amerikanske stilarter:


There's no way of measuring his greatness or magnitude as a person or as a player. I don't think any eulogizing will do him justice. He was that great, much more than a superb musician with an uncanny ear and dexterity. He's the very spirit of whatever is Muddy River country at its core and screams up into the spheres. He really had no equal. To me he wasn't only a musician and friend, he was more like a big brother who taught and showed me more than he'll ever know. There's a lot of spaces and advances between The Carter Family, Buddy Holly and, say, Ornette Coleman, a lot of universes, but he filled them all without being a member of any school. His playing was moody, sophisticated, hypnotic and subtle. There's no way to convey the loss. It just digs down really deep.


De resterende medlemmer fortsatte for en tid under navnet The Dead, men uden Garcia som musikalsk indpisker og fikspunkt var de mere eller mindre dødsdømte. Det lange, mærkelige trip var forbi, men de døde lever videre i den strøm af live-udgivelser fra arkiverne, der er kommet siden Garcias død. At Grateful Dead på et tidligt tidspunkt etablerede et eget arkiv med koncerter-optagelser betyder, at der er nok til et langt liv efter døden. I dagens anledning udkommer således den tre-dobbelte Dave´s Picks Volume 7, der indeholder en komplet koncert fra Illinois i 1977.