PATTI SMITH bliver i dag 67 år.

af Dennis Otte

Den amerikanske sangerinde, sangskriver, digter og billedkunstner PATTI SMITH bliver i dag 67 år. 

I den forbindelse anbefales hendes erindringsbog Just Kids fra 2010.  

Med Just Kids hævede punkrocksangerinden og digteren Patti Smith (f. 1946) barren for rockselvbiografier i tiden; med sin overstrømmende poetiske flair er bogen andet og mere end ”blot” en gængs erindringsbog – det er et selvstændigt kunstværk.

Man når næsten ikke at ærgre sig over, at Smith ikke i så rigt mål dækker de sene perioder af sin karriere, så levende og hamrende velskrevet er fortællingerne om det at være ung sulten kunstner i USA i 1960’erne; og at være en yderst bevidst en af slagsen. Om at skabe sig tilhørsforhold, valgslægtskaber, danne sin egen poetik, sit eget kunst- og livssyn, i dette tilfælde i nært samspil med åndsfællen og kunstneren Robert Mapplethorpe, om hvem bogen også i høj grad drejer sig.

Vinklingen er i særlig grad lagt an på de tos fælles skabertrang og vej til ørenlyd, fra ludfattige og periodisk hjemløse bohemer, og til nogle af sin generations fremmeste repræsentanter for den nye hybrid mellem beatlitteratur, symbolistisk digtning, præpunk, billedkunst og et umage sammenrend af udskud, heroinskud og stjerneskud på Chelsea Hotel. Om at sove på strande, stjæle for at have til dagen, indprente sig tidens kunstneriske strømninger fra hippiekultur i Haight Ashbury over jazzmusik og hvor man var, da meldingen om John Coltranes utidige død kom, og til punkens eksplosive kræfter i den hedengangne GBCB Club på Manhattan med The Ramones, Television, Talking Heads og – nåh ja – The Patti Smith Group. Begavede refleksioner om det at slå igennem som kunstner, og afslutningsvis om den aids, der satte en stopper for det livslange åndsslægtskab mellem Patti og Robert, som trods forskellige senere livsbaner aldrig svigtede venskabet.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

Facebook voks uge 52

af Dennis Otte

24. december 2013

Jazzmusikeren YUSEF LATEEF er død, 93 år.

Det var en af verdens allerstørste jazzmusikere – eller skal vi blot sige en af verdens bedste musikere – der døde 23. december. Vel bringes nyheden midt i juletravlheden, og vel er 93 en umådelig høj alder, men ingen af delen gør tabet mindre. Han var nemlig aktiv og forbløffende givende at lytte til lige til det sidste; så sent som i 2010 udgav han sit sidste regulære album med den i dag profetiske titel Towards The Unknown.

Han blev født som William Emanuel Huddleston i Tennessee i 1920 og begyndte allerede som 18-årig at turnere med forskellige swing-bands og kom i kontakt med en række musikere, som senere også skulle opnå stor popularitet; Paul Chambers, Milt Jackson, Elvin Jones og Kenny Burrell. Det er i dag sjovt at tænke på, at den unge musiker indtil 1950 brugte kunstnernavnet Bill Evans (hans far havde ændret familiens navn) – det skorter jo ikke på jazzmusikere med netop dét navn. Han konverterede i denne periode imidlertid til islam og tog navnet Yusef Lateef, samtidig med at han blev inviteret til at turnere med selveste Dizzy Gillespies orkester. Lateefs hovedinstrumenter er tenorsaxofon og fløjte, men han er også en af de få jazzmusikere, der spiller obo og bassoon. Hertil kommer en række mere eksotiske instrumenter som koto, sarewa, arghul, shofar, shanai, bamboo-fløjte, kinesiske træfløjter og xun.

I 1957 begyndte han at indspille plader som orkesterleder på Savoy Records, men skiftede et par år senere til Prestige. Det var her hans indspilninger begyndte at vise sig signifikante og bevise deres originalitet; den formelt uddannede musiker inddrog et væld af østlige inspirationer og inkorporerede i sin jazz hvad man i dag ville betegne som verdensmusik. Særlig genklang vandt han med plader som Eastern Sounds og Into Something (begge 1961). Disse plader skulle senere blive en vigtig inspirationskilde for John Coltrane. Mod tressernes slutning influerede også soul og gospel hans plader. Lateef har, som ovenfor nævnt, holdt sig i form og relevant imponerende længe, og i 1987 vandt han en Grammy Award for bedste New Age Album for pladen Yusef Lateef’s Little Symphony. I 1992 etablerede han sit eget pladeselskab YAL Records og er foruden musikken kendt som skønlitterær forfatter, underviser og talsmand for Ahmadiyya Muslim Community. Han har udsendt over 50 plader i eget navn og fungeret som sideman for folk som Cannonball Adderley og Donald Byrd.

Photo is found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

KEITH RICHARDS fylder i dag, imod alle odds, 70 år

af Dennis Otte

Vi hylder den genstridige guitarist med en liste med 10 facts om The Rolling Stones-guitaristen.

Fra overdose.am

1. Keiths morfar turnerede England rundt med sit jazzband, og det vækkede drengens interesse for guitaren. Han fik sin første guitar af sin mor og øvede sig til plader med Duke Ellington, Billie Holiday og Louis Armstrong. Da rock and roll satte den nye dagsorden blev Elvis’ guitarist, Scotty Moore, Keiths første store guitarhelt. Siden lærte den unge rod bl.a. alle Chuck Berrys riffs og soli.
2. Han mødte sin senere bandkammerat Mick Jagger på togstationen, da denne var på vej til lektioner på London School of Economics – under armen havde Jagger et par R&B-plader fra Chess Records, som han havde bestilt hjem fra Amerika pr. postordre: selveste Chuck Berry og Muddy Waters! Det kickstartede broderskabet og åndsfællesskabet mellem de to musikhungrende teenagere.
3. Jagger sang allerede i et lokalt amatørband, Little Boy Blue and The Blue Boys, sammen med sin ven Dick Taylor, som også var en af Keiths venner. Der gik ikke lang tid før Keith var indlemmet i bandet. Snart kom også Brian Jones med ombord. I løbet af sommeren 1962 havde Keith forladt Sidcup Art College for at hengive sig fuldt til musikken.
4. The Rolling Stones tog deres navn efter den berømte Muddy Waters-sang, ”Rollin’ Stone” fra 1950, og skrev i 1963 kontrakt med pladeselskabet Decca – som få år forinden havde begået århundredes brøler ved at afvise The Beatles efter en audition med begrundelsen, at guitarbands var på vej ud.
5. Bandets manager blev den progressive Andrew Loog Oldham, som strøg s’et i Richards’, da han mente, at navnet Keith Richard appellerede bedre til popverdenen. I starten af 1970’erne vendte Keith dog tilbage til at stave sit navn Richards.  
6. Keith har sunget hele sit liv, lige siden han som dreng var medlem af skolekoret og tilmed opnåede at synge for Dronning Elizabeth. Han har sunget backing vocals på samtlige albums med The Rolling Stones og fra og med Between the Buttons fra 1967 har han på hver plade fået lov at synge lead eller co-lead på i hvert fald ét nummer. I alt er det blevet til lead-vocal på over 20 numre med The Rolling Stones. Også ved bandets koncerter har han fået overladt mikrofonen og synger således ofte især nummeret ”Happy” live.
7. Selvom Keith er kendt som rockguitarist par excellence, så har han faktisk også spillet basguitar på en række numre med The Rolling Stones, ligesom han ofte anvender keyboards som fremgangsmåde, når han skriver nye sange. Også på plade har han mange gange spillet keyboards.  
8. Keith har udgivet 2 soloalbums, Talk Is Cheap (1988) og Main Offender (1992), begge udgivet på Virgin til moderat succes. Særligt debuten klarede sig godt på begge sider af Atlanten. Inden da havde han i 1978 udgivet sin første solosingle med en coverversion af Chuck Berrys ”Run Rudolph Run” og Jimmy Cliffs ”The Harder They Come”. Keith blev optaget i Songwriters Hall of Fame i 1993.
9. Trods sit ry som en rastløs ballademager er Keith Richards lidt af en læsehest og har efterhånden opbygget et gedigent bibliotek i sit hjem i Connecticut. Det er særligt historiske bøger, der har hans interesse.
10. Keith har gennem årene medvirket på en lang række prominente musikeres plader. Som et af de mere kuriøse eksempler sang han – sammen med mange andre – backing vocals på ”All You Need Is Love” med The Beatles, da sangen blev transmitteret via satellit i den direkte udsendelse Our World i 1967 til 400 millioner seere i 26 lande. Herudover har han spillet basguitar for Billy Preston og guitar for bl.a. Alexis Korner, Faces, Peter Tosh, Tom Waits, Aretha Franklin, Chuck Berry, John Lee Hooker, Bobby Womack, Marianne Faithfull, Bo Diddley, B.B. King, Scotty Moore, Willie Nelson, Buddy Guy og Jerry Lee Lewis.

ÅRETS VOKSKABINET 2013: Stemmerne for årets plader optalt

Tusind tak for jeres stemmer på Facebook – nu foreligger resultatet…

Årets danske plader 2013 ifølge Ørevoks’ læsere:

1. Kashmir: E.A.R.
2. Allan Olsen: Jøwt
3. Rasmus Walter: Lige Her Lige Nu

Årets udenlandske plader 2013 ifølge Ørevoks’ læsere:

1. David Bowie: The Next Day
2. Nick Cave and The Bad Seeds: Push The Sky Away
3. Depeche Mode: Delta Machine

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

Facebook voks uge 50

af Dennis Otte

9. december 2013

I midten af december 1970 landede en god pakke i postkassen hos alle medlemmer af THE BEATLES officielle fanklub. Pakken indeholdt en julegave i form af en LP fra det da opløste band til de trofaste fans. Bandet havde hver jul fra 1963 til 1969 indspillet en julehilsen eksklusivt til fanklubbens medlemmer. Denne LP var en opsamling med alle 7 originale julehilsner som en tak fra The Fab Four. Den britiske version af LP'en hed From Then To You (endnu en "ringoism?"), mens den amerikanske udgave simpelthen hed The Beatles Christmas Album. 

I disse digitale tider nøjes vi med et link til den charmerende plade - her 50 år efter den første hilsen - med ønsket om en glædelig jul.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

Facebook voks uge 49

af Dennis Otte

4. december 2013

I dag er det 20 år siden FRANK VINCENT ZAPPA døde af prostatakræft; en sygdom han havde levet med i tre år. 

Hans autodidakte karriere strakte sig fra R&B, doo-wop, blues, comedy rock, spoken word, avantgarde, musique concreté, eksperimenterende rockmusik, orkestralt klassisk musik og jazz til rollen som filmskaber, en knivskarp samfundsdebattør – måske den mest veltalende og intelligente musiker vi har haft? – og pladeproducer. 

Han producerede selv langt størstedelen af sine over 60 plader – både i eget navn og med et af 60’ernes vigtigste bands, The Mothers of Invention, som han var leder af. Hans musik var en hårdkogt smeltedigel af sarkasme, satire, samfundskritik, humor, tegneserieunivers, Igor Stravinsky, Fluxus, pastiche, litterær lyrik, fusionsjazz, politik, religionskritik og sex – hamrende veloplagt og udfordrende leveret og sjovt nok ikke skabt på baggrund af stoffer. Dem var han nemlig, modsat mange kollegaer i sin generation, imod brugen af.

8. december 2013

Da jeg var teenager var John Lennon omtrent det eneste saliggørende. Han vakte mit samfundssind og min spæde politiske bevidsthed. Han kom helt op på piedestalen og blev dyrket i hoved og røv fra alle vinkler. 
Sidenhen kom modreaktionen; var han ikke i virkeligheden hyklerisk og egomanisk? 

Nu om stunder ser og hører jeg et enormt sammensat menneske, men først og fremmest et ægte og vedkommende menneske. Et eksempel på liv, som jeg aldrig bliver helt færdig med og som prikker til mig på nye måder i nye tider. I dag er det 33 år siden han blev dræbt.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

JIM MORRISON ville i dag være blevet 70 år. 10 facts om The Doors-forsangeren.

af Dennis Otte

Jim Morrison, Venice Beach, ca. 1969
Lånt fra morrisonhotelgallery.com

1) Morrison var fra en tidlig alder stærkt optaget af litteratur og filosofi og blandt favoritterne var klassikere som Friedrich Nietzsche, Charles Baudelaire, Molière, Jean Cocteau, Arthur Rimbaud, Franz Kafka og en masse andre.

2) I 1964 startede han på University of California, Los Angeles, hvor han bl.a. studerede komparativ litteratur og Antonin Artaud og skabte flere kortfilm. Han blev færdiguddannet fra universitetets filmskole i 1965.

3) I tiden herefter henslæbte Morrison en bohemetilværelse på lige dele LSD og dåsebønner, hvor han skrev en række digte, der siden anvendtes som sangtekster i The Doors, heriblandt ”Moonlight Drive”.  

4) Morrison mødte Ray Manzarek, som også havde gået på filmskolen, på stranden i Venice og Manzarek blev så imponeret over Morrisons tekster, at han mente de ville egne sig perfekt til et rockband. Senere samme sommer, i 1965, dannede de The Doors sammen med trommeslager John Densmore og guitarist Robby Krieger.

5) The Doors tog deres navn efter Aldous Huxleys bog, The Doors of Perception (1954), der beskriver åbningen af sindets døre ved hjælp af psykedeliske stoffer. Selv havde Huxley hentet udtrykket i William Blakes The Marriage of Heaven and Hell (1790).

6) Da The Doors i 1967 skulle spille i en direkte transmission af det populære Ed Sullivan Show, havde de fået indskærpet, at de måtte ændre sangteksten “Girl we couldn’t get much higher” til “Girl we couldn’t get much better” fordi “higher” refererede til stoffer. Morrison valgte blot at lægge endnu mere tryk på ordet ”higher”, da han sang hittet ”Light My Fire”, hvilket gjorde Sullivan så rasende, at han ikke ville hilse på bandet efterfølgende og forsikrede dem om, at de aldrig mere ville komme til at optræde i The Ed Sullivan Show. Morrison kiggede på ham og sagde: ”Hey man, we just did the Ed Sullivan Show!”.   

7) Selvom Morrison regnes for poeten i bandet, så var det faktisk ikke ham, men derimod guitaristen Robby Krieger, der skrev teksterne til nogle af de største hits som “Light My Fire”, ”Love You Two Times”, ”Love Her Madly” og ”Touch Me”.

8) Morrison havde et stort ønske om at blive anerkendt som digter. Derfor udsendte han to digtsamlinger, henholdsvis The Lords and the New Creatures (1969) og An American Prayer (1970), under sit fødenavn, James Douglas Morrison. Posthumt udkom Wilderness: The Lost Writings of Jim Morrison (1988) samt diverse bøger med samlede og udvalgte digte.

9) Morrison døde i juli 1971 i Paris, angiveligt af en overdosis heroin, og blev dermed en del af slænget af rockstjerner, der døde som 27-årige. En liste, der også omfatter bl.a. Robert Johnson, Jimi Hendrix, Brian Jones, Janis Joplin, Kurt Cobain og Amy Winehouse. 

10) I 1978 udkom pladen An American Prayer, hvor de overlevende medlemmer af The Doors havde sat musikledsagelse til digtoplæsninger indtalt af Morrison i marts 1969 og december 1970.

Facebook voks uge 48

af Dennis Otte

26. november 2013

ØREVOKS ANBEFALER:

Sort Sol-forsangeren STEEN JØRGENSEN er endelig udkommet med sin første soloplade, Standards For Living, udelukkende bestående af coverversioner af gedigne rockklassikere, som han med bl.a. Anders ”AC” Christensen og Kasper Winding indspillede i Abbey Road Studios allerede for to år siden. 

De danske anmeldere har været endog meget delte i deres dom over resultatet, men Ørevoks mener, at når blot man ikke forventer selvkomponeret materiale på Sort Sols tårnhøje niveau, men accepterer præmisserne om et album med fortolkninger af enormt slidstærke sange fra en af landets absolut bedste herrestemmer, ja så vokser oplevelsen faktisk for hvert genlyt. 

Pladen har snurret i over en uge nu, og især det originale favntag med den omarrangerede Beatles-klassiker ”Help!” er vellykket, leveret med levet liv fra en midaldrende mand. Det er et nyt perspektiv på en sang man troede at kende til bevidstløshed. Tom Waits ”Yesterday Is Here” yder Jørgensen ligeledes fuld retfærdighed med en personlig og overbevisende fortolkning. Et tredje højdepunkt er Joy Division-sangen ”Decades”, der ligesom Neil Youngs ”Helpless” leveres fejende flot. 

Et generelt problem hos Jørgensen har altid været hans hang til at overartikulere og lyde lidt for forceret; at sætte attitude over indlevelse, kunne man sige. Dette forhold er også faretruende tæt på at vælte oplevelsen i visse svagere passager på et album, der ellers samlet set er en kærkommen udgivelse her under den midlertidige solformørkelse.

27. november 2013

JIMI HENDRIX ville i dag være blevet 71 år. Inden hans egen enestående karriere tog fart, turnede og indspillede han med flere af tidens store navne, bl.a. The Isley Brothers på fx "Testify" og Little Richard på fx "I Don't Know What You Got (But It's Got Me):

29. november 2013

JOHN MAYALL bliver i dag 80 år.

Den engelske bluessanger, komponist, guitarist og organists karriere har strakt sig over samfulde 50 år, og i hans band, Mayall & The Bluesbreakers, har genrens helt store navne som Eric Clapton, Jack Bruce, Mick Taylor, Peter Green og Mick Fleetwood slået deres folder – for nu bare at nævne en tredjedel. 

Hans far var selv guitarist og jazzentusiast og fyldte sønnens øregange med lige dele Leadbelly, jazz og et delta af bluesmusikere. I 1962 blev Mayall medlem af The Blues Syndicate og den legendariske Alexis Korner opfordrede ham til at gøre musikken til sin levevej. Han flyttede derfor til London og allerede i slutningen af 1963 spillede han med sit band, The Bluesbreakers, på det sagnomspundne spillested Marquee Club, hvor også The Rolling Stones trakterede med R&B, blues og rock and roll.

Året efter var bandet backup for John Lee Hooker på dennes britiske tour, og pladekontrakten kom i hus med Decca sent samme år. I april 1965 kom den tidligere guitarist i The Yardbirds, en vis Eric Clapton, med ombord, og den konstellation udgav i sommeren 1966 en af de måske bedste bluesplader fra det årti, nemlig Bluesbreakers with Eric Clapton. Den evige vandrer Clapton fik som bekendt hurtigt strenge at spille på i Cream, så allerede senere samme år, i 1966, blev Peter Green bandets nye guitarist. Dette holdt imidlertid kun til året efter, hvor Mick Taylor overtog pladsen frem til 69, hvor han så overtog pladsen i The Rolling Stones efter Brian Jones. I mellemtiden var der udkommet en håndfuld albums med bandet, som absolut ikke var dårlige, men som tabte lidt momentum til den ovenfor nævnte milepæl.

Efter den første storhedstid i 1960’erne spillede Mayall lige så vel på andres som på egne plader og The Bluesbreakers havde fortsat hyppige udskiftninger – flere tidligere medlemmer kom også tilbage, som fx Mick Taylor i 1980’erne. Mayall har udgivet over 50 plader; seneste studiealbum er Tough fra 2009 og sidste år kom live-albummet Big Man Blues.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

Gæstevoks: Den musikalske and

Måneden Gæst er Jan Poulsen (f. 1962). Åbn pdf-filen nedenfor, og læs om de plader, Anders And har i sin samling.

Jan Poulsen debuterede som skribent i Sidegaden i 1982. Han har skrevet til diverse musikmagasiner, været ansat på Danmarks Radio fra 1982-1999 og blandt andet udgivet bøgerne:

Under en Sort Sol. Fra Pisserenden til Statens Museum for Kunst (2002)

David Bowie. Station til station (2006)

Something Rotten! Punk i Danmark. Maleri, musik og litteratur (2010)

Eik Skaløe. Spejder og steppeulv (2012)  

David Bowie. Station til station mod den næste dag (2013)

Klik her for at læse artiklen 

Tak til Jan Poulsen, Tulle Sigbrand og Jørn Johansen - og Anders And.