tirsdag den 1. juli 2014

Månedens gæst er klummeskribent og journalist Anders Højberg Kamp (f. 1985).


Af Dennis Otte

Han er i en ung alder blevet fast klummeskribent for Berlingskes københavnerside, AOK, hvor han ugentligt udspyder sin kulturliberale kulturkritik (www.aok.dk/klummer). Man kan af og til se ham på TV2 Lorry, hvor han uddyber sine klummer.
Han ser en tiltagende udrensning af hovedstadens brogede skæbner: rygeren, alkoholikeren, vagabonden, husbådejeren og dagdriveren. Han ser flere og flere glasfacader, flere og flere firkantede huse og flere og flere højtbelagte kombi-barnevogne.
Den kulturelle udrensning er ved at ødelægge det københavnske frisind.
Samtidig skriver den unge Højberg Kamp portrætter, features og reportager fra udkanten af Europa, hvor han har mødt ludfattige sigøjnere, rumænske anarkister, polske højrenationalister og krigsveteraner fra Balkan.
--- Øresnask, P3 og førsteverdensproblemer


Af Anders Højberg Kamp
Mandag-eftermiddagsblues klokken lidt over de 16. En smule udkørt efter weekendens rom og cuba-cigarer, en smule nedkørt af gårsdagens reperationsbajere. Kaffen på mit bord er lige så sort som udsigterne til at høre god musik på P3. Ikke desto mindre er det, hvad jeg har tænkt mig.
At skrive mine tanker om P3 ned, mens jeg lytter.
En spade er en spade, men jeg er nysgerrig efter, hvad fanden P3 er for en sag? Og om der findes spader på P3? Denne store, samlende mainstream radiokanal, som særligt skal fange de unge lyttere. Må denne mandag eftermiddag bryde mine fordomme om en radio fyldt med letpoleret dåsepop.
Jeg giver den en time. Eller lidt mindre. Til klokken 17. Alt, jeg kan klare. Tænder.
“I’m a man, I’m a man, I’m a man”, lyder et sukkersødt omkvæd. Radioværten fortæller, at nummeret hedder “The Man”. Det tror jeg gerne.
Efterfølgende er der noget brasiliansk fodboldsnak. Dernæst Amy Wineshouse:
“De vil have mig til at gå på afvænning, men jeg siger nej, nej, nej”, lyder den nasale stemme. Stemningsfuldt, må man indrømme. En anelse poleret og dog vellydende.
Men jeg er på jagt efter spader, ikke iørefaldende slagere. På jagt efter pedaler, wah, wah, skingre g-strenge, øresnask der bryder med Palle Pops foretrukne muzak.
Amy bliver til et eller andet ligegyldigt indiepopnummer med lidt støj i omkvædet, lige så firkantet og forudsigeligt som fesen fredagsunderholdning.
Og så er der radionyheder. En app, der kan give et lift, som politikerne kalder for piratkørsel. Et par tyrkere i Danmark, dem kan politikerne heller ikke lide. Og så har 16 palæstinensiske raketter ramt Israel.
Intet Nyt fra Vestbredden. Nu til sporten:
“Fifa er en bande af dumme svin”, lyder det nu fra Uruguays præsident, der forsvarer Suarez blodsugninger. Bedste vampyr siden Klaus Kinski.
Tilbage til musikken. En kvinde synger noget med “I think about you all the time”, og det er ikke det der 00er hit, man har hørt et utal af gange. Man falder lidt i søvn af kedsomhed, var det ikke for den inerverende stemme, den banale 90er synth og den dominerende tomgang.
Status på P3’s sendeflade efter 10 minutter: Mere kaffe!
Og så er der (c)rap:
“Vi kunne blive kærester, jeg har prøvet det før, men aldrig en som dig, har prøvet at forstå, hvorfor vi går hver for sig”.
Hold nu kæft, mand. Endnu et banalt kærlighedsnummer om manglende kys i Kongens Have.
Man giver sgu snart op. Dansktop forklædt som rap. Dansktop er bare bedre.
Det er helt fint med kærlighedssange og stramt produceret pop (så længe det har Amys niveau), men man bliver lidt træt i sjælen, når det tilsyneladende er det eneste, P3 har at byde på. I over en halv time har jeg kun hørt mere eller mindre enslydende, velfriseret pop. Man fornemmer lidt, at p3 ikke tør spille god musik. Men den sang er jo hørt før. Den kritik har P3 modstået før. 4 minutter lange guitarsoli og underlige mellemstykker er passé på p3.
“Jamen så skift dog kanal”, lyder den logiske opfordring.
Skal ske. Men jeg begræder, at mainstream-fladen skal være så pæn, konform og fantasiløs.
Så industriel og segment-orienteret, at der ikke er plads til det anderledes lydende lydniveau.
At der ikke er plads til det kunstneriske og afsender-orienterede, som bryder med de kommercielle, ensrettede standarder. Sandsynligvis en stor grund til, at rockmusikken har forladt mainstream-radioen. Den er for uforudsigelig og beskidt.
Jeg er sikker på, at populærkulturen afspejler sig i samfundet, hvis ikke ligefrem påvirker samfundet.
Påvirker samfundet i en retning, hvor der kun bliver plads til håndboldspillende middelklassepiger, middelmådigt tv2-serie crap og Hellerupske gader, hvor vi luger ud i ukrudtet:
Et samfund, hvor rygere står for skud, hvor hjemløse står for skud, hvor narkomaner og alkoholikere skal væk fra gadebilledet.
Her mens musikken spiller, går den mere og mere i tomgang, og jeg skal nok sige til, når de spiller noget tilnærmelsesvis interessant, der ikke ligner det, vi hørte lige før.
Som en kæmpe kulturinstitution, der vil ramme bredt, burde P3 spille noget mere alsidigt, turde spille det vi måske ikke lige er vant til at høre i stedet for bare at gøre lytterne vant til at
“høre det samme nummer igen og igen og igen. Det skulle være så trendy, jeg kalder det perverst”, som Tømrerclaus sang på en plade for en 10 års tid siden, allerede dengang var den kulturelle udrensning i fuld gang.


( … ) Klokken 16:50:
Så kom der endelig en markant, lidt skinger guitar: Den gamle 90er klassiker, den soulede The Seed af The Roots.


Og nu: Noget i den grad Natasja-inspireret rap. Noget med småproblemer, din nedtur og din stener.


“Fuck dine småproblemer”, synger han i omkvædet. Måske det er mig, han synger til, denne Kaka.
Meget passende sunget. Klokken er slagen fem, og jeg slukker for mine førsteverdensproblemer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar