TIM CHRISTENSEN BLIVER I DAG 40 ÅR

af Dennis Otte

Det er ikke mange tidløse sangskrivere i absolut verdensklasse, vi har her i Danmark. En af dem, en af de mest slidstærke, runder i dag et skarpt hjørne. Han er forsøgt rubriceret som alt muligt i sin professionelle karriere, som har varet over halvdelen af hans liv; den grønne bølges gulddreng fra det hedengangne 90’er-band Dizzy Mizz Lizzy, popgenial ballademager med moderne evergreens som ”Love Is A Matter Of…”, ”Kings Garden”, ”Stranger”, ”How Far You Go” og ikke mindst ”Right Next To The Right One”, som både i kraft af status som titelmelodi til TV-serien Nikolaj & Julie og fordi en vis Celine Dion indspillede sin version af sangen til sit album Taking Chances (2007) blev så (over)eksponeret, at ophavsmanden selv gav den en velfortjent pause.

Men i bund og grund af Christensen en klassisk sangskriver af den gamle skole; ikke én, der løber efter tidens nyeste trends – selvom han netop har skrevet og udsendt en sang sammen med Mads Langer. Hans udogmatiske tilgang til musik stråler også ud af æteren, når han sidder som radiovært i Tims Top 3 på P6 Beat (et program, som havde sin indtil videre sidste udsendelse i søndags). Han er glødende passioneret musikelsker og har en bred smag; kan finde kvaliteter i de fleste genrer, blot der er noget på hjerte. Et godt eksempel på hans tro på egen dømmekraft er hans favntag med noget så potentielt cheesy som Michael Boltons tåreperser ”How Am I Supposed To Live Without You”, som han udgav på en EP i 2012. For som han sagde; nedenunder al staffagen ligger der jo en rigtig fin lille sang. Ligeledes har han givet tilladelse til, at børnekanalen Ramasjang bruger en af hans overskudssange, den stærkt fængende perle ”Caught In The Arms”, som til lejligheden er udstyret med en dansk børnetekst. Ærgerligt, kan man sige, for sangen fortjener i det mindste også at blive indspillet i originalversion af ophavsmanden selv.

De to albums, som det blev til i den hårdrockede drengerøvstrio Dizzy Mizz Lizzy, har for længst indskrevet sig som moderne klassikere og soundtrack til såvel teens som andre med hang til melodiøs rock af høj kaliber (og bemærkelsesværdigt nok viste det sig, da bandet i 2010 gendannedes for en række koncerter i Danmark og Japan, hvor de også var og er store, at det ingenlunde blot var 90’ernes teens, som skulle på nostalgisk genhør; nej, unge mennesker, som knap nok var født dengang, troppede begejstret op og sang med på hver en strofe). 2 albums, ”one guitar, one bass and a drummer, that’s really all it takes” før Dizzy sejrede sig ihjel; presset var hårdt, og uenigheden om den musikalske linje førte til bruddet. Vejen til solokarrieren var banet. Solodebuten fra 2000, Secrets On Parade, indeholder ikke én mindre god sang; der er fuldt hus fra start til slut, stor inderlig nødvendighed og et hold, som bare spiller blændende.

Tim Christensen er mildt sagt multiinstrumentalist, og har i en række tilfælde indspillet alle instrumenter selv på sine egne sange. Derudover er han i kraft af sine evner som arrangør, komponist og instrumentalist en efterspurgt herre på andre musikeres plader. Blandt disse Kashmir, Mew, Swan Lee, Lars H.U.G., Tue West, Rasmus Nøhr, Kim Larsen og Mads Langer. Rent faktisk spiller Tim også med på Celine Dions genindspilning af sangen, hvorefter sangerinden til slut indsang vokal i Las Vegas.

Da Paul McCartney 18. juni 2012 blev 70 år, fejrede den store Beatles-fan Tim Christensen det med en overbevisende genopførelse af hele eks-beatlens andet soloalbum, Ram, fra 1972, plus en række højdepunkter fra McCartneys øvrige soloår. Han havde allieret sig med sit fremragende band, The Damn Crystals, og sine to musikalske legekammerater, amerikanerne Tracy Bonham og Mike Viola. Resultatet udsendtes på DVD’en Pure McCartney i 2013. Ni år forinden, i 2004, havde Tim Christensen ligeledes gået i The Beatles’ fodspor – bogstaveligt talt – da han indspillede Live at Abbey Road, som udkom på DVD og CD. Det var med hans daværende tour-band, hans bedste til dato, bestående af blandt andre den uforlignelige trommeslager Olaf Olsen og multiinstrumentalisten Nicolai Munch-Hansen. Tim Christensen havde dog allerede tidligere indspillet plade i de legendariske Abbey Road-studier i London, da han indspillede den anden og sidste plade med Dizzy Mizz Lizzy, Rotator, fra 1996.  

Foruden de fire mesterlige soloalbums, Secrets On Parade (2000), Honeyburst (2003), Superior (2008) og The Damn Crystals (2011), har Tim Christensen i 2012 udsendt EP’en The EP Series - Volume 1: Acoustic Covers, som tager udgangspunkt i de såkaldte Low Key/Late Night Sessions, hvor musikeren bevæbnet med sin akustiske guitar i sin egen dagligstue spiller versioner af såvel egne som andres sange, til stor glæde for fanskaren, der ofte får lov at byde ind med forslag.