Ny plade fra Kashmir - E.A.R

af Dennis Otte

Lad mig slå det fast med det samme; Kashmir har begået en fandens god plade – en af dem, der bare vokser og vokser for hver genlytning. Det er modigt så sent i karrieren at smide de vante arbejdsmetoder overbord og kaste sig i eksperimenternes vold. Det er ikke desto mindre hvad den ellers så perfektionistiske og kontrolsøgende forsanger og sangskriver Kasper Eistrup har gjort. 

Kashmir har aldrig lagt skjul på, at de ikke blot udgiver en ny plade hvert andet år ”fordi det er tid igen”. Den slags bands og musikere findes der kun alt for mange af; musikere, der laver musik med kasseapparatets klang kaldende i baghovedet. Musikere som reproducerer den samme plade om og om igen hvert andet år. Ingen nævnt, ingen glemt (men et eksempel kunne staves D.A.D. bagfra og et andet kunne kalde sig AC/DC). Salig George Harrison sagde allerede ved sit 1988-comeback, at årsagen til at han havde været væk fra musikscenen i et halvt årti, havde været spørgsmålet om hvorvidt verden virkelig, sådan for alvor, havde brug for endnu en Harrison-LP. Men han var som bekendt også opfostret i en musikindustri, hvor der gerne skulle leveres et smash hit en gang i kvartalet år efter år, foruden naturligvis en LP eller to årligt. Akkurat det samme synspunkt fremlagde Kashmirs forsanger og sangskriver Kasper Eistrup ved lanceringen af både No Balance Palace, Trespassers og E.A.R. Som han udtalte i GO’ Aften Danmark i forbindelse med udgivelsen af E.A.R:

”Når man bliver voksen, og specielt i vores underlige jobs som ikke minder om normen, har det været vigtigt for os ikke at falde til den der pat, hvor vi bare har lavet musik på nøjagtig samme måde igen fordi vi ligesom skulle have til vores F1 Lån og sommerhus og motorbåd. At vi i stedet for tør bryde nogle af de der rammer og sige, at det stadig skal være lidt farligt og det skal stadigvæk handle om at lave god musik. Ikke handle om at skrive noget, der kan passe ind i P3 eller Grøn Koncert og så videre. Der har været nogle chancer og udfordringer i at arbejde mindre fokuseret imod at lave hits”.

Bandets keyboardspiller og multiinstrumentalist Henrik Lindstrand istemte:

”Det må ikke begynde at gå på automatik, den måde vi laver musik på. Derfor er vi nødt til at udfordre os selv og hvad vi skal hele tiden. Det er slet ikke en nødvendighed, at vi bliver ved med at lave musik”.

12 er det magiske tal

Nogle af de rammer, der blev brudt i processen med den nye plade var Eistrups styrende ånd og hånd. Bandet arbejdede på E.A.R meget to og to, hvor det tidligere almindeligvis har været Eistrup, der har været den bærende kreative kraft i alt fra tekst, melodi og artwork. Nu har bandet i højere grad ladet tilfældet råde og forsangeren har løsnet kontrollen og ladet de øvrige medlemmer bidrage mere i den kreative proces. Der blev optaget og anvendt reallyde og stumper af interviews med henholdsvis Patti Smith og Nico, to af rockens allerstørste sangerinder.

For at igangsætte denne kreative proces opstillede bandet i første omgang en række arbejdsregler, som var det musikalske svar på 1990’ernes dogmebrødre fra filmens verden. Ofte er begrænsninger medvirkende til at forhindre de vante arbejdsmønstre i at få overtag, sådan som man også så det i Lars von Triers og Jørgen Leths De Fem Benspænd, 2003, for nu at blive i filmanalogien. Det var således meningen, at pladen skulle bestå af 12 numre, kaldt Piece 1-12, pladen skulle hedde Peace 12 og ikke have noget cover i traditionel forstand, indspilles på 12 måneder på 12 spor og højst 12 instrumenter og udgives den 12. 12. 12.

Da de imidlertid stod med hele 22 indspilningsværdige kandidater, blev disse dogmer skrottet; fremgangsmåden havde fungeret over al forventning som fødselshjælper, men nu tog udformningen af det album, der skulle ende som den syvende i rækken endelig form. Titlen blev E.A.R: Eternal Amplified Restlessness og Eistrup stod atter for alle sangtekster og en god del af tegningerne i pladens visuelt enormt flotte booklet. Vinyludgaven er pladen er tilmed dobbelt for bedre lydkvalitet; den ene plade er hvid og den anden lilla. Hertil følger den smukt gennemførte booklet og en kode til at downloade albummet. Ammenam!

Gennemgang af de enkelte numre

Pladen åbner med den betagende hypnotiske Blood Beach; en sang, der bare vokser og vokser ved genlyt og til slut rummer Patti Smith-citatet ”disintegrating into light / that’s how I was taught about death”, taget fra et interview med musikeren og digterinden. Må jeg i den forbindelse kraftigt anbefale hendes selvbiografi, Just Kids, fra 2010, samt naturligvis hendes foreløbigt 11 plader.

Eistrups særegne vokal kommer virkelig til sin ret i dette nummer, med en melodi, der snor sig smidigt op og ned i sangens sommerprægtige blodbøg.

Næste nummer, Piece Of The Sun, hensætter os igen til en sommeraften. En berusende hymne om at være til stede i nuet, i tosomhed, i kærligheden – desværre med en afslutning, der i mine ører balancerer på grænsen til det for højstemt patetiske: ”And if you should die before I get close / I promise I will visit your grave / every day and bring you purple flowers / there are still songs to sing / there is still wine to drink / there is still time”. En følelse af lyrisk svigt jeg kun én gang før har oplevet hos Kashmir, nemlig på det ellers fine nummer Still Boy fra Trespassers, hvor der synges i samme højtidelige tone: ”Stepping out of everything to nothingness / cause at every tick of the clock / our time weighs a little less”. I virkeligheden er det uretfærdigt at fremhæve sådanne passager, for Eistrup er en af landets absolut bedste rocklyrikere. Det er netop derfor disse passager skærer lidt i mine ører; men det er måske bare mig, der er sart igen.

Nu vi er ved Trespassers; det album rummer den mesterlige sang Bewildered In The City – en fantastisk ballade af den slags som kritikere af bandet ofte vil henvise til med ord som ”glat”, ”overproduceret” eller ”radiohead’sk”. Særligt sammenligningen med Oxford-kvintetten Radiohead har bandet aldrig rigtig kunne undslippe, om end de i mine ører lyder lige så meget som sen Pink Floyd (lyd- og produktionsmæssigt), Neil Young (Eistrups vokal), Neu! (Mads Tunebjergs basgange og noget udechifrerbart i bandets sound). Mest af alt lyder Kashmir dog som sig selv og kritikken for at være for inspireret af forbillederne virker helt urimelig. Intet kommer af ingenting indenfor musikken og alle er naturligvis inspirerede af nogen. Naturligvis er der forskel på, hvor meget et givent band lyder som et andet og sommetider kan det utvivlsomt låne så ivrigt af forbilledernes virkemidler, at det ender med at lyde som et kopiband. Her kan et band løbe så meget i hælene af andre, at det totalt mister sin relevans. Host, host, Coldplay, host, Muse. De er, hvad jeg kalder ”biksemadsbands”: man tager alle sine yndlingsbands og kommer ned i en gryde, undlader at tilsætte krydderier og rører så rundt. Resultatet er som oftest derefter. 

Tredje nummer er Peace In The Heart. På visse måder kan den høres som et ekko af sangen Rocket Brothers, fra Zitilites, 10 år efter. Begge sange begræder tabet af en nær ven og alt det, som venskabet rummede. I Peace In The Heart handler det nok så meget om tabt ungdom og længsel tilbage til dengang hvor ”we were just you and me and time / and we would go to sleep somewhere down along the line / discussing our options of how to get some more wine / there was peace in the heart”.  

Tematikken med peace og restlessness kommer stærkt til udtryk i sidste vers, der på mange måder kan virke som en art opsummerende mantra for pladen:

”There are no constant safety zones / there are no strolls in silence / there are no stretches free from interruption / eternal peace is as much of a man made illusion / as the deconstruction of things is in the nature of man / imagine peace”

Pladens første single, begravelseshymnen Seraphina, er for mig pladens mindst vellykkede og ikke særlig repræsentativ for resten af pladen i form og udtryk. Bortset fra, at den ligeledes beskæftiger sig med at leve i nuet, at sige farvel til ting i livet og livet selv, samt det at have fred i sjælen. I mine ører bliver det imidlertid på dette nummer en kende fortegnet og ikke lige så forløst.

Milk For The Black Hearted er velsagtens pladens reneste og mest traditionelle kærlighedssang og en af mine favoritter på E.A.R. Eistrup synger melodilinjen gåsehudsfremkaldende smukt og i et dybere toneleje end normalt.

Efter den fine instrumentale Trench finder vi Purple Heart, Kashmirs til dato nok tydeligste hyldestreference til de tyske krautrockere Neu! og i særdeleshed deres nummer Hallogallo fra 1972. Nummerets titel kan enten være en henvisning til den amerikanske hærs medalje, uddelt til dræbte og tilskadekomne i militær tjeneste, eller mindre sandsynligt amfetaminpillen purple heart.

Pedestals er en over 8 minutter lang lydcollage; en mere lyttevenlig version af Lou Reeds Metal Machine Music, fra 1975. Dog ender Pedestals i sine sidste minutter i regulær sang. Der er noget droneagtigt monotont over dette flotte nummer.

This Love er lidt af en delikatesse rent vokalt; det er et first take og Eistrups demosang er brugt. Dette medfører, at der ikke synges helt rent i pitch.

På Foe To Friend anvendes der igen rigelige mængder lydcollager og rent instrumentalt er det et af pladen mest spændende og righoldige numre med en af Tunebjergs flotteste basgange. Eistrups vokal ligger lavt i mixet hvilket giver plads til at instrumenterne kan brillere.

Titelnummeret E.A.R er ligeledes et fantastisk nummer hvad angår lydcollage og rummer Nicos dragende germanske stemme; ”Maybe you pray for other people, for the young generation. Because they haven’t lived long enough to know anything about life. And since I am concerned with this planet, it scares me for them. And I think it will happen. It’s just waiting. Why do they build such things in the first place? If it wasn’t their intention to use it one day … to be born, I mean.. in order to have a beginning we have to have an end, right?”. Dette efterfølges af Eistrups smukke sang om det lille barn, der skal påbegynde livet. Eistrup blev selv far for første gang i 2010 og de mange refleksioner om tabt ungdom, overdragelse af planeten til de kommende generationer og det at have fred med sig selv, kan høres i denne kontekst. Bogstaverne E,A og R råbes da også taktfast af en gruppe børn.

Det afsluttende nummer, den højtidelige akustiske Peace In Our Time, viser en sjældent politisk eksplicit Eistrup:

”It’s funny how we believe that we all take part in democracy / when decisions are made by nine old morons / We are so conveniently bluffed restrained and cuffed / relentlessly stuffed with religious justice in the name of the Lord / So is it our money’s worth to believe in peace in our time on this earth / when you and me and the rest will never have a say?”

Nummeret kan minde om afslutningsnummeret på The Wall af Pink Floyd, Outside The Wall og ikke siden nummeret The New Gold fra Zitilites for 10 år siden, har Kashmir været så politiske. The New Gold var endda ganske implicit i sin kritik af USA og at være ”safe behind the Bush”.

Ekstra: hvorfor du også skal have Kashmirs opsamling, Katalogue

Kashmirs forrige plade, Trespassers, udgivet 1. Februar 2010, var et solidt, men også lidt forudsigeligt album fra et band, der siden 1999’s mesterlige udgivelse, The Good Life, efterhånden havde fundet sig til rette med sit publikum og sin form og udtryk. Én ting er homogenitet og originalt visuelt og sonisk udtryk; en ganske anden er risikoen for at stagnere i det, der føles så rigtigt. Det er et paradoks, de fleste musikere og bands med et par årtier på bagen kender. Der skal både mod og kreativitet til at genopfinde sig selv efter 20 år i samme band; ofte har en bandkonstellation på dette tidspunkt afsøgt og afprøvet alle muligheder for at vinde nyt udtryksmæssigt og kreativt terræn.

Det var en nærliggende konklusion at drage, da Kashmir i 2011 udgav det dobbelte opsamlingsalbum Katalogue i forbindelse med bandets 20 års fødselsdag. Når bands og musikere begynder at udgive best of og greatest hits, så betyder det som oftest, at bandet enten har toppet og udspillet sin relevans eller at pladeselskabet forsøger at malke succesen i en længere pause mellem pladeudgivelserne. Det lader imidlertid langt fra til at være tilfældet for Kashmir, hvis opsamling heller ikke var en regulær greatest hits, men kombinerede alle de største hits med en række sjældenheder og ikke tidligere udgivne numre. Mest interessant for fans var derfor dobbeltpladens inkludering af:

1. Åbningsnummeret Electrified Love (udråbt som ny single fra pladen til trods for sin status som leftover fra Trespassers).
2. Break of the Avalanche (oprindelig skrevet på opfordring til filmen Dansen i 2008, men hverken anvendt heri eller på albummet Trespassers – besynderligt, da det er et fremragende og stærkt nummer både musikalsk og tekstmæssigt).
3. Splittet Til Atomer (det eneste dansksprogede Kashmir-nummer, fraregnet deres indspilning af Fi-Fi Dong til Gasolin’-hyldestpladen i 1995. Sangen var et bestillingsarbejde fra DR’s radioprogram Det Elektriske Barometer, indspillet 2008 og første gang anvendt den 1. Februar 2009. Den afløste Gasolin’s Som Et Strejf Af En Dråbe fra 1973 og Sort Sols Når Solen Stikker Af fra 1994. På denne måde har radioprogrammet været i den privilegerede position at blive beriget med kendingsmelodier begået af tre af landets bedste bands gennem tiderne – hvis ikke DE bedste).
4. Supergirl (leftover fra sangpuljen til No Balance Palace, men ikke produceret af den legendariske producer Tony Visconti, i modsætning til resten af denne plade. Nummeret blev indspillet i 2005 og anvendt under rulleteksterne i filmen De Fortabte Sjæles Ø i 2007).
5. Cellophane (skrevet i sommeren 2003 og spillet flere gange under Zitilites-turnéen. Oprindeligt tiltænkt No Balance Palace, men fravalgt af tematiske og stilmæssige årsager. Eksisterer udelukkende i denne live-udgave fra Store Vega og anvendt i The Aftermath Live Concert Film, udsendt juni 2005).
6. Evermore (leftover fra Zitilites. Ikke tidligere udgivet.)
7. Little & The Vast (udgivet på pladen Gå Ikke Over Sporet i 1997 som bestillingsarbejde i forbindelse med DSB’s 150 års jubilæum).
8. Child Of A Distant Cult (optaget i forbindelse med DM i Rock den 30. april 1993 i Jazzhus Montmartre. Skrevet i 1991 som en af Kashmirs allerførste sange mens bandet stadig kaldte sig Nirvana, uvidende om eksistensen af nogle rastløse rødder i Seattle).

Ingen af disse sjældenheder er hvad man kunne falde fyld, og for de flestes vedkommende er det svært at begribe, hvorfor de blev valgt fra i første omgang. Man må således opfatte udgivelsen af Katalogue som en ærlig fejring af 20 års succes; en fejring af nogle af de bedste sange (endskønt det er påfaldende så mange højdepunkter, man føler, at der mangler) og en kærkommen lejlighed til at gøre disse rariteter tilgængelige for et bredere publikum.