tirsdag den 21. maj 2013

Marstrand-Jørgensen: Hvad man ikke ved (boganbefaling)


af Heidi Buur
Roman. Gyldendal. 2012. 540 sider.
Klik her for at læse handling fra Saxo

Jeg fik et eksemplar af den her, fordi jeg skulle med til et læseklubs-arrangement på Ordkraft, hvor vi skulle møde Marstrand-Jørgensen (MJ) og stille spørgsmål om bogen. Jeg havde alligevel tænkt mig at læse den, for flere kolleger har rost den til skyerne og én har allerede spået den krønike-klassiker-status.

Desværre havde jeg lige fået fingrene i den nye John Ajvide Lindqvist, da jeg begyndte på den, og det yder ikke en bog særlig meget retfærdighed, at jeg egentlig hellere vil læse noget andet. Havde en følelse af at være lidt utro...

Måske var det derfor det tog lidt tid for mig at komme ind i den. Jeg blev ikke rigtig fanget af personerne og historien, og jeg var nok stoppet, hvis ikke det var fordi jeg skulle læse den færdig inden Ordkraft. Så jeg fortsatte, og det er jeg glad for.

Langsomt krøb personerne under huden på mig, og jeg blev især grebet af Flora, datteren som vi følger til hun er femten år. Stemningerne er så velbeskrevet, at jeg virkelig var til stede - på Ø-lejren for eksempel. Jeg er meget spændt på at følge hendes udvikling i de næste bind, og synes det er sjovt at tænke på, at MJ sidder og skriver på det lige nu.

Seksualitet spiller en stor rolle i bogen, og der er mange fine passager om emnet - lige fra den seksuelle frigørelse, med swingerklubber og Free Love i kollektivet til beskrivelser af Barnets første møde med sin kønsdrift. Jeg synes aldrig det kammer over og bliver for meget, men at det er relevant for historien og interessant at læse om.

Her kan du debattere bogen på Litteratursiden og Her kan du læse positiv anmeldelse samme sted.

Jeg vil sammenligne romanen med disse fire: Fælles for dem er et smukt og varieret sprog.

Links fører til anmeldelser på Litteratursiden.dk


Hvis du vil læse den, anbefaler jeg, at du giver dig tid til at komme ordentligt ind i den. Det optimale vil være at have ferie, så du kan tage nogle lange stræk af gangen, og rigtig fordybe dig. Det er synd for bogen kun at tage en side hist og pist som jeg gjorde i begyndelsen. Giv den tid og få en fin læseoplevelse.

Det var i øvrigt behageligt og sjovt at møde MJ til Ordkraft, og alle jeg talte med var enige om, at hun var veltalende og charmerende. Se selv her - og få en snas af bogen læst højt:






Ingen kommentarer:

Send en kommentar