onsdag den 5. februar 2014

I dag er det 100 år siden den amerikanske forfatter WILLIAM S. BURROUGHS kom til verden

af Dennis Otte

I den forbindelse bringer vi her en opdateret version af det beat-portræt der blev bragt i maj 2013.

Lånt fra ikewrites.com

William S. Burroughs (1914-1997), med det borgerlige navn William Seward Burroughs II, indskrev sig med sine 18 romaner, seks novellesamlinger og fire essaysamlinger i beatlitteraturens absolutte elite. Burroughs blev født ind i en velhavende familie i St. Louis, Missouri; hans farfar, William Seward Burroughs I, havde i 1897 opfundet regnemaskinen. Efter i 1932 at have forladt hjemmets trygge rammer startede han på Harvard University og blev i samme periode kraftigt tiltrukket og fascineret af den gryende modkultur med sin underverden af narkotika. Han havde allerede som teenager skrevet en række essayistiske tekster, men det var imidlertid først i 1945 at han for alvor havde besluttet at tage skriveriet seriøst.

Afskyvækkende kickstart Burroughs var gift med Joan Vollmer, som han boede sammen med, mens han ernærede sig ved en række småjobs som bartender og detektiv. Jobs som han senere, i øvrigt i et interview med Dan Turèll, har påpeget at han beherskede yderst ringe. Men ikke desto mindre er den slags lurvede jobs med til at skabe mystik om myten. Burroughs henslæbte et liv som narkoman, en tilstand han flere steder refererer til som ”sygdommen”, og i modsætning til de andre beatforfattere så begrænsede Burroughs forbrug af stoffer sig ikke til eksperimenter med bevidsthedsudvidende euforiserende stoffer. Han var hardcore stiknarkoman, afhængig til det livstruende. I en tilstand af beruselse havde den våbenfascinerede Burroughs i 1951 villet lege den såkaldte Wilhelm Tell-leg; en leg med liv og død, hvor en person placerer fx et æble oven på sit hoved, hvorefter en anden skal skyde æblet ned, vel at mærke uden at ramme vedkommende. En ekstrem foreteelse, der kan minde om knivkastning og lignende. Den stærkt benzedrinafhængige Joan Vollmer placerede beruset et glas på sit hoved, kiggede fnisende på Burroughs, der tog sigte og skød hende lige i hovedet. Hun var død med det samme.
Der er lige siden dette dybt sørgelige drab blevet spekuleret over, om hvorvidt denne leg blot var et påskud fra Burroughs side til at dræbe sin kone og moderen til deres fælles barn. Al efterforskning i sagen tyder dog på et ulykkestilfælde forårsaget at to randeksistensers skødesløse omgang med skydevåben i en yderst påvirket tilstand. Efter sådan en oplevelse var tømmermændene til at tage og føle på, og Burroughs har i en af sine yderst sjældne berøringer af emnet efterfølgende kommenteret: ”Jeg er nødt til at drage den afskyvækkende konklusion at jeg aldrig ville være blevet forfatter, hvis det ikke var for Joans død, og til at indse i hvor høj grad denne hændelse har foranlediget og formet mit forfatterskab. Jeg lever under besættelsens konstante åg og er altid på flugt fra besættelse, fra Kontrol. Joans død gav mig øjenkontakt med fremmedlegemet, den Onde Ånd, og åbnede herved en livslang kamp, hvor der ikke fandtes anden udvej end at skrive mig ud”. Efter denne makabre hændelse, som hjemsøgte og plagede Burroughs lige til hans død, var han helt konkret blevet en outlaw; en fredløs, som man kender det fra gamle amerikanske cowboymyter. Han blev efter 13 dage løsladt mod kaution og retssagen mod ham endte med at frifinde ham for agtsomt drab.
Burroughs var biseksuel, men udviklede efter Joans død en sær berøringsangst overfor kvinder og sprang nu ud som erklæret homoseksuel. Dette var aldeles ikke velanset i hverken hans overklassebaggrund eller i det amerikanske samfund generelt, men Burroughs hverken skjulte det eller koketterede med det, om end faktummet blev beskrevet i mange af hans værker og ligefrem lagde titel til bogen Queer. Burroughs var den første til at udgive et beatværk og indledte således generationen, som i de følgende år skulle blive oversvømmet med en række andre beatværker, før The Beat Generation i sidste halvdel af 1950’erne voksede sig fra at være et hipt undergrundsfænomen til at blive en kult med masseappel.
Burroughs var med sit næsten teoretiske syn på sproget måske den sværest tilgængelige af beatpionererne, eftersom hans ikke-lineære romaner ofte blander science fiction med cut up og andre påfund. Den første roman hed ganske betegnende Junky: Confessions of an Unredeemed Addict (1953). I dansk oversættelse; Junkie: En ikke omvendt narkoman og homoseksuels bekendelser. Den var en realistisk og i høj grad selvbiografisk skildring af forfatterens liv som dybt narkotikaafhængig og kontakt med læger, politi og psykologer. Bogen var revolutionerende ved at behandle emnet narkotika uden en moraliserende og lægelig tilgang, men som en rent realistisk og ikke-propaganderende litteratur. Allerede inden Joans død havde Burroughs omtrent færdiggjort hele to romaner i Mexico, selvom bogen Queer først blev udgivet så sent som i 1985.
Junkiens nøgne frokost Junkie (1953) blev til på opfordring af Ginsberg, der i sidste instans også var medvirkende til at få den publiceret under pseudonymet William Lee, selvom dette i første omgang blev i form af billig paperback – det gode ved dette var imidlertid, at bogen herved fik karakter af undergrund og det som amerikanerne kalder pulp: en underlødig form for litteratur, hvilket den jo i virkeligheden også var, og at en masse mennesker havde råd til at købe den. At den tilmed fik påklistret mærkatet ”farlige bøger” i både den amerikanske og den danske udgave, virkede sandsynligvis stik imod myndighedernes hensigt; på samme måde som med musik, der fik denne etikette blev værket kun endnu mere eftertragtet og spændende blandt folk, der opfattede sig selv som grænsesøgende og hardcore. Læseren blev herved implementeret i forfatterens egen antiautoritet. Burroughs første to romaner var skrevet i en mere konventionel lineær narrativ form med et traditionelt plot og fremadskridende handlingsforløb. Dette blev for alvor punkteret med den revolutionerende cut up roman, Naked Lunch (1959) som var skrevet på foranledning af vennen og billedkunstneren Brion Gysins opdagelser af cut up-teknikken.
Nu hjalp Ginsberg og Keroauc begge Burroughs med at redigere og arrangere disse afsnit i bogen, eller routines, som Burroughs kaldte dem; små afsnit i bogen, der var opbygget over en drøm, tanke eller vision han havde haft. Fx det absurd komiske afsnit om ”det talende røvhul”; en klar bøssereference med freudianske undertoner. Dette, at Burroughs involverede Ginsberg og Kerouac i sin litterære proces, vidner om det åndelige sammenhold og makkerskab der især op gennem 1950’erne kendetegnede beatforfatterne, hvor Ginsberg og Burroughs også boede sammen i perioder. Det følgende afsnit udgør de allerførste linjer i Naked Lunch og vidner om den paranoia, angst og afhængighed, som bogen er skrevet på. Man mærker også rytmen og den konstante følelse af bevægelse og nærvær i det ligefremme hverdagssprog:
”Jeg kan mærke strisserne i luften derude, mærke hvor de nærmer sig forsigtigt for at slutte ringen, anbringer deres luskede stikkerfælder, nynner stille over min ske og pipette som jeg smider væk ved Washington Street Station, hopper over en korsbom og to trapper ned ad jerntrinene, springer på et nordgående A-tog”.
Godfather of punk Ligesom Ginsberg Howl and other Poems blev også Naked Lunch anmeldt og retsforfulgt som uanstændig litteratur i en række stater. Først i 1966 kunne Massachusetts højesteret erklære bogen ”ikke uanstændig”, og hermed blev bogen det sidste eksempel på retsforfølgelse af et litterært værk, kun bestående af ord alene, som værende uanstændigt i Amerikas historie. Hans avantgardistiske ry voksede internationalt i takt med, at hippiernes modkultur opdagede hans tidligere værker. Han er tilmed blevet kaldt punkens gudfader. Dette naturligvis ikke i nogen musikalsk henseende, hvor denne titel i høj grad med rette er tilfaldet Iggy Pop & The Stooges og Lou Reeds Velvet Underground. 
Apropos rockmusik, så var der på Burroughs ældre dage bud efter ham i musikkens verdens, og han har således indspillet og udgivet musik med både Tom Waits (på pladen The Black Rider, 1993), med R.E.M. (på nummeret ”Star Me Kitten”, 1992, brugt i X-Files, 1996) og Kurt Cobain fra Nirvana (på ”The Priest They Called Him”, 1993).
Burroughs døde i sit hjem i Lawrence, Kansas efter et hjerteanfald i 1997.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar