torsdag den 13. februar 2014

Den kækt drengede gavflab ROBBIE WILLIAMS bliver i dag 40 år.

af Dennis Otte
Lånt fra fanart.tv
Som eksponent for den let tilgængelige popmusik har han i et par årtier vist sig som en af vor tids største entertainere og karismatiske showmen - elsk det eller rynk på næsen; det lader sig ikke benægte, at Williams med sine iørefaldende popsange og medfødte publikumstække har charmeret et talstærkt og bredt udsnit af særligt den europæiske befolkning.
Robert Peter Williams fra Stoke-on-Trent, Staffordshire, har solgt over 70 millioner plader på verdensplan, hvilket lister ham blandt de bedst sælgende musikere overhovedet. Han er angiveligt den bedst sælgende britiske soloartist nogensinde i Storbritannien – foran giganter som Paul McCartney og Elton John. Han kom i Guinness Rekordbog efter i 2006 at have solgt 1,6 millioner koncertbilletter – på én dag! Og sådan kan man fortsætte med opremsningerne, for Williams er en særdeles prisbelønnet herre, og en popmusiker, der med sit bedste arbejde har formået at skabe varig og intelligent popmusik til masserne. Han favner bredt, lige fra teenagehysteriet og idoldyrkelsen i Take That til midaldrende husmødre og snart sagt ethvert segment med øre for en god popmelodi, leveret med croon eller flabet glimt i øjet.
Han var medlem af Take That fra 1990 til 1995, hvor han forlod bandet til fordel for en solokarriere, men blev medlem igen i 2010, sideløbende med solokarrieren. Fra debuten med Life Thru a Lens i 1997 til Swing Both Ways i 2013, har han med god træfsikkerhed leveret soundtracket til bilradioer, stereoanlæg og diskoteker. Der findes en skæring til enhver lejlighed, og selvom ikke alle albums er helstøbte, så støder man somme tider på en begavet tekst med bid i, ofte skrevet i tæt samspil med Guy Chambers. Nok er Williams stjerne falmet de senere år; det er de færreste beskåret at holde sig på toppen af hitlisterne årti efter årti, men den faste fanskare er trofast, hvad enten det drejer sig om poppede ballader, flabet pop-rock eller Williams personlige favntag med dén crooner-tradition som han elsker så højt fra Sinatra til Elvis og Sammy Davis Jr.

Det er en mere moden drengerøv, der nu som 40-årig – med grå stænk i det sorte hår – efter mange vilde år med misbrug og en stjernestatus som ikke altid var lige let at tackle, har etableret sig med hustru og barn; i 2010 blev han gift med Ayda Field, og to år senere, i september 2012, blev han far til datteren Theodora Rose.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar