torsdag den 2. maj 2013

Den Stjålne Vej (Boganbefaling)

Roman. Politiken. 2012. 307 sider.
af Heidi Buur

Den ER virkelig så god som de siger. Den fik Bogforums debutantpris i november sidste år, og er nomineret til DRs romanpris i år, og rigtig mange snakker om den. Jeg har anbefalet den til kunder og brugere, som var vilde med "Under en strålende sol", og mens jeg læste den, var jeg i samme stemning som dengang jeg læste dén og "Boghandleren i Kabul". .

Vi følger tre hovedpersoner, og alle har de forskellige, men barske og vedkommende historier - som i øvrigt er bygget over virkelige begivenheder. Alle tre historier rørte mig, men særlig interessant er historien om Khan, ingeniøren der bygger en vej, og som kidnappes af Taleban, der af flere grunde er imod vejen. Khan er en stærkt troende muslim, og han får ved hjælp af sin viden og sin kærlige, vise måde at være på, åbnet flere af kidnappernes øjne. Og mine. Det var forfriskende at få et nyt billede af Islam, et billede af en forhadt religion der også er næstekærlig og tilgivende.  Samtidig bliver jeg også bare så vred og frustreret over deres ekstreme overbevisninger, det undertrykkende kvindesyn og den dér krigsliderlighed der hersker blandt ekstremisterne.

Meget stærk bog, som jeg slet ikke kunne lade ligge og derfor hurtigt fik læst. Riebnitzsky skriver virkelig godt, sproget er farverigt, men bliver aldrig for storladent og kvalmende. De væmmelige passager beskrives objektivt og nøgternt, og det gør, at det er til at holde ud at læse.

Jeg havde nok ikke fået den læst, hvis ikke min kollega gav mig den i hånden og smittede mig med sin begejstring. Det er den slags anbefalinger der gør, at man læser en bog (selvom man ikke troede man orkede at skulle til Afghanistan og forholde sig til den slags.)


Her er en god og beskrivende anmeldelse fra Litteratursiden.

Og til dem der har læst den og vil have mere, findes her også en analyse og en linksamling om bogen.


(fra Karmabooks)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar