torsdag den 16. maj 2013

Ginsberg (Beat-portræt)



af Dennis Otte

Allen Ginsberg (1926-1997), født Irwin Allen Ginsberg, var om nogen den samlende gestalt og praktiske gris i beatgenerationen. Hvor Jack Kerouac og andre af beatdigterne var forbeholdne overfor den institutionalisering der fulgte med etiketten ”beatdigter” og i perioder forsøgte at frigøre sig fra at blive sat i bås eller fastlåst i nogle mønstre, var Ginsberg altid tro mod begrebet beat. Han var yderst socialt anlagt og en fremragende formidler, brobygger, organisator og repræsentant for beatgenerationens ansigt og image. Ginsberg kom fra en jødisk baggrund, hvor han hos sine forældre boede i Newark, New Jersey. Her boede også hans senere mentor, forfatteren William Carlos Williams. Faderen var lærer og digter, imens moderen var aktivt medlem af Amerikas kommunistiske parti, hvilket var ekstremt ildeset i det kommunistforskrækkede land. Hun blev da også af myndighederne stemplet som værende mentalt syg, hvilket sandsynligvis lagde fundamentet for Ginsbergs senere så markante antiautoritære og frihedskrævende livssyn. Ligesom Kerouac var Ginsberg erklæret buddhist til trods for sin jødiske opvækst.  

Howl

Han debuterede som 30-årig i 1956 med den afgørende og genrecementerende digtsamling Howl and other Poems, der med sine kaskader af epokegørende samfundskritik, verdensomfavnende tolerance og nedbrydning af bl.a. seksuelle og religiøse tabuer hurtigt vandt stor genklang hos det såkaldte andet Amerika, oppositionen til det bestående, der længe havde længtes efter noget ubestemmeligt, der kunne formulere og varetage tidens udbryder- og frihedstrang.


Titeldigtet, Howl, begynder med de berømte ord: “I saw the best minds of my generation destroyed by madness,  starving hysterical naked,  dragging themselves through the negro streets at dawn looking for an angry fix, angelheaded hipsters burning for the ancient heavenly connection to the starry dynamo in the machinery of night, ...”. Dette blev I Erik Thygesens oversættelse til: “Jeg har set min generations bedste hjerner ødelagt af galskab, sultende hysteriske nøgne, slæbe sig gennem negergader ved daggry på jagt efter smertende skud, hipster med engleansigter tørstende efter den ældgamle himmelske forbindelse til stjernedynamoen i nattens maskineri, …”.

Allerede  4-5 ord inde i sit debutdigt, taler Ginsberg om sin generation, der måske består af ligesindede outlaws, hobos og outsidere, men også mere generelt kan være en henvisning til de masser af unge amerikanere, som har knækket nakken i forsøget på at opretholde en borgerlig tilværelse. Dem som i sidste ende er målgruppen for beatdigterne, fordi de netop er så ødelagte af galskab, sultende, hysteriske og nøgne. De, som i industrialiseringens maskineri slæber sig igennem gaderne og længes mod en injektion af noget lindrende og opstemmende. Med sine referencer til ”den ældgamle himmelske forbindelse”, lægger Ginsberg sig i forlængelse af visionære og profetiske digtere som William Blake (1757-1827) og Walt Whitman (1819-1892). Med disse digtere deler han sit kosmiske seersprog og den panteistiske livsopfattelse.


Poetisk protestprofet


Denne længsel efter frigørelse stødte imidlertid hovedet mod konservatismens og puritanismens væg, da 520 eksemplarer af digtsamlingen, grundet sine homoerotiske referencer og henvisninger til euforiserende stoffer, blev beslaglagt den 25. marts 1957. City Lights’ forlægger, beatforfatter og nære ven af Ginsberg, Lawrence Ferlinghetti stod nu anklaget for udbredelse af utugtige skrifter. Sigtelsen frafaldt imidlertid, eftersom dommer Clayton Horn fastslog værkets sociale relevans. Skæbnens ironi ville, at anklagen og den følgende retssag fik så massiv en mediedækning på begge sider af Atlanten, at den i sidste ende åbnede en masse menneskers øjne for værket. Op igennem 1960’erne og 1970’erne blev Ginsberg en nærmest profetisk skikkelse for hippiebevægelsen og ungdomsoprøret som helhed i kraft af sin usædvanlige position som uortodoks jødisk buddhist, erklæret og stolt homoseksuel og pacifist med faste holdninger til atombomben og krigen i Vietnam, samt sit nære venskab med musikeren Bob Dylan.  


Groft forenklet kan man sige, at Jack Kerouac mest appellerede til 1950’ernes unge første teenagere, for hvem han med sit smukke udseende blev ophøjet til et kultidol. Ginsberg fik snarere en position som hippiernes profet, der med sin hyppige deltagelse i en lang række af hippiernes mærkesager, demonstrationsmarcher og andre anliggender blev et symbol på hele den vestlige verdens ungdomsoprør i 1960’erne. Den tredje er de helt store beatdigtere, William S. Burroughs, er som skrevet derimod blevet taget til indtægt for en stor del af punkens æstetik og ideologi, med dens dyrkelse af det grimme, iklædningen af samfundets affald samt den nihilistiske og anarkistiske livsanskuelse ud fra parolen ”no future”.     

Ingen kommentarer:

Send en kommentar