Peter Sommer: Portræt og pladeanmeldelse

Alt forladt

Lånt fra Gaffa

  af Dennis Otte

Det er sådan det kører, når det ikke går

Peter Sommer er blevet skilt. Eller det vil sige, det er han teknisk set ikke, for han var aldrig gift med ekskæresten og sangerinden Lise Westzynthius. Men sammen har de sønnen Ivan i den skolesøgende alder hjemme i Skanderborg, hvor Sommer stadig bor og har sit øvelokale i gåafstand fra sin bopæl. I dette område har Sommer boet det meste af sit liv og har efter eget udsagn aldrig rigtig mødt modstand i livet; han havde oplevet livet op til sin skilsmisse som en opadgående kurve af indfriede ambitioner og generelle ønsker til tilværelsen. Så meget desto værre ramte nederlagsfølelsen ham i forbindelse med skilsmissen. Allerede på sin forrige plade, hovedværket Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene, sang han om at ”erkende at vi mødtes og vil skilles som undrende spørgsmålstegn / at vi nok aldrig bliver bilen, der automatisk kører hjem i carporten på villavejen”. På den måde ligger den nye skilsmisseplade i logisk forlængelse af forgængeren, som i øvrigt markerede en klar modning i Sommers sangskrivning og indvarslede et mørke og en seriøsitet, der ikke i samme omfang prægede de to første soloplader. Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene er måske en af de bedste dansksprogede plader de seneste 10 år og kan varmt anbefales at gå ombord i.

Her er en flygtning, der kysser sit spor

Sommer startede sammen med vennen Carsten Valentin Lassen i gruppen Superjeg, der udgav to plader i henholdsvis 2002 og 2003 inden Sommer i 2004 gik solo med pladen På Den Anden Side, der gav ham et par solide radiohits med sangene Valby Bakke og Tigger, hvoraf den første blev en gedigen landeplage og hans egentlige folkelige gennembrud. Hvilket som bekendt både kan være en lykke og en forbandelse, hvis man gerne på et tidspunkt vil videre og ikke udelukkende huskes af det brede P3-segment som ham, der begyndte at snakke om Valby Bakke. Denne stigmatisering kunne ved en overfladisk betragtning risikere at kategorisere Peter Sommer som en del af den syng-dansk-bølge, der hærgede de danske radiostationer i de år; bløde mænd med følsomme sange for akustisk guitar som Tue West, Rasmus Nøhr eller ligefrem Johnny Deluxe (hvis vi nu skal gå til yderligheder). Sommer har imidlertid altid holdt et lyrisk niveau som disse kun kunne drømme om, om end der altså er tale om sangtekster og ikke ligefrem digte, der kan stå for sig selv. Det er naturligvis heller ikke hensigten, og den symbiotiske synergieffekt opstår selvsagt gennem den sungne fremførelse. Han har altid været antisanger i den Lou Reed’ske eller Leonard Cohen’ske tradition, og ligesom hos Cohen er også Sommers stemme ad åre blevet stadig dybere. På sin anden plade, Destruktive Vokaler fra 2006, cementerede Sommer sin position som dansk skjald og syngende lazaron med hørbare inspirationskilder i Kim Larsen (anno Værsgo) og CV Jørgensen. Med CV Jørgensen deler Sommer i særdeleshed forkærligheden for at jonglere med ordene, bytte opfindsomt om på ordspil og uddrage nye (dobbelte) betydninger. Især hans tredje og fjerde plade er simpelthen propfyldte med gode tekster.

Peters ommer

Men bedst som man således troede, at man i Peter Sommer havde fået udviklet en rigtig moden og lyrisk kompetent dansksyngende nationalskjald som arvtager til den gamle garde af Belli’er, Dissing’er og Larsen’er, en traditionsbunden fakkelbærer med eget Steppeulv-trofæ og en samlet dansk musikpresses rosende ord i ryggen, ja så kom altså den nye ”skilsmisseplade”, Alt Forladt. Inden da havde Sommer som bekendt været den danske sommer rundt på festivaler og større byfester med vennen og kollegaen Simon Kvamm og deres duo, De Eneste To, der udgav en eponym plade i oktober 2010. Her havde de Simon Kvamms lillebror, den tidligere Wong Boy, Stefan Kvamm, med på mixerpult og electronica. Og her begynder en mindre tragedie for Peter Sommer, der fører til et tæt samarbejde med Stefan Kvamm på Alt Forladt.

Hvis der ikke var huller, var der aldrig noget som helst i vejen

Kvamm har produceret pladen med dens massive opbud af elektroniske beats og næsten totale fravær af de analoge instrumenter, der var så dominerende på Sommers tidligere plader. Eller det vil sige; de er der, instrumenterne, men lader sig dårligt høre. Og hvilken skam, Kvamm! Man fristes til at kalde denne plade for Peters ommer frem for Peter Sommer, der om pladen fortalte, at den skulle opfattes som en art ”dagen-derpå-dance”. Dance til nytårsdag mens tømmermænd og indtryk blev bearbejdet. Idéen er der som sådan ikke noget galt med, og det kan minde om solopladen Unfinished Monkey Business fra den tidligere forsanger i The Stone Roses, Ian Brown. Problemet er blot, at Stefan Kvamm ikke er nogen Ian Brown og ej heller ejer den flair for electronica, som man finder hos eksempelvis Mikael Simpson, Anders Trentemøller eller Mike Sheridan. Hans kække udtryk og tunge dansable beats virker for størstedelens vedkommende malplacerede og akavede overfor Sommers personlige tekster og ærinde. Dette clash kunne måske i teorien synes at udmønte sig i en opfindsom kombination, som det faktisk gør på enkelte numre og i visse passager. Det fungerer efter min mening rigtig godt på et nummer som Hvor Langt Skal Vi Ud, hvor Kvamms produktion og Sommers sang og tekst rent faktisk komplimenterer hinanden og passer sammen.

Problemet er bare overordnet, at Stefan Kvamm stjæler billedet og som lytter står jeg undrende tilbage, fuldstændig som ved Peter Sommer-koncerten på Forbrændingen den. 26. april, hvor Peter Sommer stod tomhændet foran fire abnormt grimme discokugler, der tårnede sig op i baggrunden bag Kvamms DJ-pult. Allerede i første nummer fór Sommer vild i teksten og så forlegen ud. Værst var det, da han og hans beskedne band, bestående af den ellers habile guitarist Søren Zahle og den glimrende Palle Hjort på klaver og mellotron, overlod scenen til Stefan Kvamm, der hurtigt fik koncerten hensat til et techno-helvede på et provinsdiskotek med en allerhelvedes enerverende DJ. Kvamm hoppede og dansede mens DJ-pulten brændte sonisk sammen og udgød ubehjælpsomme beats. Under dette halvpinlige intermezzo var Sommer gået i baren blandt publikum og stod ved siden af mig med et stort grin og klappede af sin kammerat på scenen, inden han og bandet gik op og gav ekstranumrene.

Som om dette ikke var nok, så var de gamle numre som blev fremført ved koncerten også sovset ind i synth og beats. Det taler for sig selv, at alle tre musikere på Alt Forladt spiller synthesizer.

Højdepunkterne var imidlertid titelnummeret fra Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene og den mesterlige Hvad Sker Der I Dit Hoved. 

Allerede den rent visuelle forskel på pladecoveret fra Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene og til Alt Forladt burde have en afskrækkende effekt; hvor førstnævnte pladecover viser tre billeder af Sommer med forskellige varianter af langt hår og lignende en moderne hippie, så viser det nye cover Sommer med sorte solbriller og hat, kækt bidende sig selv i underlæben. Generelt en cover art, der ville have været mere passende for Xander Linnet eller Kato. Det ligner mest af alt et desperat forsøg på at nå det brede mainstreampublikum og få fat i de unge mennesker, der aldrig rigtig har forstået Sommers sangcyklus. Resultatet bliver, at Sommer sætter sig mellem to stole og ender med at drukne sine fremragende tekster og sangforedrag i en sovs af synths, overdøvet af Stefan Kvamms lidet mindeværdige beats. Misforstå mig ret: jeg ønsker ikke en Vol. II af den forrige plade og stiller mig heller ikke op i køen af folk, der begræder, at musikere udvikler sig og skifter udtryk. Jeg ville blot sådan ønske, at man kunne skrue lidt ned for ”kvammometeret” inden det begynder at ligne en ny konstellation af De Eneste To – nu med lillebror. I øvrigt var der allerede på den forrige plade anvendt electronica, men på en diskret og smagfuld måde. Nummeret Jalousi (Igen!) kunne lydmæssigt lige så godt have indgået på Alt Forladt.

Nedenunder denne malplacerede maskinpark gemmer der sig rent faktisk konturerne til en god gedigen skilsmisseplade; en af dem, hvor man spejler sig, genkender følelser og føler med fortælleren, uden at det bliver hverken patetisk selvmedlidende eller for strengt privat for lytteren at blive en del af. Thi visse følelser er noget nært almenmenneskelige, og det lykkes Sommer at formidle sig tekstmæssigt udenom de værste småborgerlige faldgrupper og klichéer om, hvordan det hele skulle have været, men altså ikke blev. ”Tvivlen er i huset”, som der lakonisk synges. Ingen bitterhed rettes imod modparten, i dette tilfælde ret konkret Lise Westzynthius (ex Luksus), som selv i 2012 gav skilsmissen sit eget besyv med på sin første danske soloplade, Tæt På En Kold Favn. Hos Sommer udpeges der ingen skyldnere og der bebrejdes ikke andet end gemytternes almindelige uoverensstemmelser og parrets forskelligheder. I modsætning til Bob Dylans ikoniske skilsmisseplade Blood On The Tracks fra 1975, hvor mesterlige sange som Idiot Wind talte deres eget bitre sprog. ”Vi gav det alt vi ku’ gi’ / vi har stadig vores ting tilbage”, hedder det smertende nøgternt. Det her er en voksen mands plade. En mand, der tager sit ansvar alvorligt om end det opblødes i druk; ”fuld i dag og fuld i går / fuld i overmorgen / bag den store dør er en større dør / og bag den lever sorgen … Hvor langt skal vi ud / før vi endelig finder læ”.

Her kommer analogien med ”tømmermænds-dance” måske til sin ret, i den forstand, at pladen domineres af Sommers accept og erkendelse af fejl og mangler og et realistisk syn på og bearbejdelse af samme. Det er en hård proces som mange kender til, når man ”ruller med slagene / afvikler dagene”. Sommer har alle dage mestret den tilsyneladende umiddelbare sangtekst, der ved talrige genlytninger viser sig at have en mindre banal klangbund end først antaget. Med undtagelse af to sange, Lamineret og Beruset, er alle teksterne på den nye plade af høj kvalitet. Lamineret rummer paradoksalt nok noget af pladens fornemste metaforik og lyrik, samtidig med, at dele af teksten kan virke decideret tåkrummende. Men hvem kan stå for et vers som; ”Der findes ingen lov efter alt at dømme / du har lov til at tabe / du har lov til at drømme”? Læg venligst mærke til dobbeltbetydningen i første linje. Samme dobbelttydighed som gør sig gældende helt ud i pladen titel, Alt Forladt; tilgivende, eftergivende forlades alt. ”Sådan faldt vi ligesom ud / så lange som vi var”.