Forsinket besyv om ny Nick Cave: Push The Sky Away

af Dennis Otte

Det er 5 år siden Nick Cave and The Bad Seeds senest gav lyd fra sig med den lidt jævne Dig, Lazarus, Dig!!! Den 19. februar i år udkom så endelig opfølgeren, Push The Sky Away: en drømmende og afdæmpet plade, der markerer endnu et højdepunkt i en karriere fyldt med højdepunkter.

Vagtskifte

Hvor en del af numrene på Dig, Lazarus, Dig!!! næsten lige såvel kunne have indgået på det første af de to Grinderman-albums (hvor Cave påtog sig leadguitar i stedet for piano), så er Cave og besætningen her tilbage med en samling sange, der mere lyder som den nu klassiske The Boatman’s Call fra 1997. Og så alligevel ikke. Både fordi Cave’s sangskrivning har gennemgået en udvikling siden da og fordi bandet har været udsat for en del vigtige udskiftninger; den enigmatiske frontmand i tyske Einstürzende Neubauten, Blixa Bargeld, og Cave’s trofaste sideman helt tilbage fra tiden i The Boys Next Door og The Birthday Party, Mick Harvey, er således smuttet.

Til gengæld er bassisten Barry Adamson med ombord på en Nick Cave-plade for første gang siden You Funeral … My Trial fra 1986. Guitaristen Mick Harvey smuttede allerede i 2009 og det er således det første Bad Seeds-album uden ham. Bandet har valgt ikke for alvor at erstatte ham: den allestedsnærværende multiinstrumentalist Warren Ellis spiller lidt tenorguitar og så udfylder gæstemusikeren George Vjestica ellers resten af guitarrollen.

Et nyt lydbillede

Dette er en af de mest hørbare omstændigheder ved Push The Sky Away: det næsten totale fravær af guitar og den luftige minimalisme det bevirker. Herudover giver den i Bad Seeds-sammenhæng ellers så uhørte synthesizer, spillet af Warren Ellis, et fint diskret touch, særligt på titelnummeret. Den minimalistiske lyd er særligt mærkbar efter de to Grinderman-plader; begge bands består af de samme musikere, om end ikke alle medlemmer af The Bad Seeds var med i Grinderman. Det underspillende indtryk er til trods for inkludering af såvel piano, elektrisk piano, violin, bratsch, tenorguitar, fløjte, synthesizer, bas, trommer, 12-strengsguitar og saxofon. Alle disse instrumenter glider fornemt ind i det samlede lydbillede.

Push The Sky Away er en særdeles homogen plade, til trods for den rige tematik og musikalske variation. Bandet indspillede pladen over et par uger og lagde derefter diverse instrumentelle overdubs på – som de bagefter komplet fjernede igen, da de skønnede, at det oprindelige minimalistiske udtryk tjente sangene bedre end rigid virtuos perfektionisme og lir. På denne måde minder pladen visse steder mere om de fornemme filmsoundtracks, som Nick Cave og Warren Ellis i en årrække har begået; både til film, hvor Nick Cave selv var dybt involveret i manuskriptet samt til andres film. Et fint indtryk af d’herrers favntag med soundtrack’et som genre kan høres på den dobbelte opsamlingsplade White Lunar fra 2009.

Skub himlen væk

Tekstmæssigt oplever man på Push The Sky Away en Nick Cave, der meget uvant beskæftiger sig med emner som finanskrise og klimaforandringer: dette dog på en yderst subtil facon, der ligger milevidt fra sloganprægede paroler. Åbningsnummeret, den foruroligende We No Who U R, handlede i første omgang mere direkte om finanskrisen og er stadig henvendt til de finansslyngler, som Cave regner for de store skyldnere. ”We know where you live / and we know there’s no need to forgive”. Et nummer der, ligesom resten af pladen, blot vokser og vokser ved genlytninger.

Som altid handler Cave’s sange om menneskelig dårskab, længsler, tabuer, hævn og kærlighed, og her forefindes da også et par af de kærlighedsballader, som han er så mesterlig en leverandør af. Altid en romantiker af den gamle skole; ofte med gammeltestamentligt afsæt og twisted på den særlige Cave’ske facon. Således finder vi på Wide Lovely Eyes beretningen om en kvindes selvmord; både usigeligt poetisk og musikalsk afmålt eksekveret af The Bad Seeds, er det en skræmmende og paradoksalt nok udfriende og klaustrofobisk oplevelse.

Den aldrende mands bitterhed overfor ungdommens skønhed og livsglæde udfoldes betagende i Water’s Edge, prostitutionens kår og hykleri hudflettes på et af pladens hovednumre, Jubilee Street, inden Cave fremturer sin absurde (galgen)humor i den mesterlige Higg’s Boson Blues, der med afsæt i den såkaldte Higgs-partikel inddrager både Miley Cyrus OG Hannah Montana. Nick Cave and The Bad Seeds lukker ballet med den hypnotiske titelsang, hvor det konstateres:

“And some people Say it's just rock and roll
Oh, but it gets you
Right down to your soul”

Et statement der kunne lyde ret banalt i de forkerte hænder, men efter at være blevet trukket velvilligt rundt i Cave’s hule i 42 fantastiske minutter, overgiver man sig betingelsesløst - igen og igen.

Diskografi – alle med The Bad Seeds med mindre andet er anført

Door Door (1979, The Boys Next Door)

Prayers On Fire (1981, The Birthday Party)

Junkyard (1982, The Birthday Party)

From Her To Eternity (1984)

The Firstborn Is Dead (1985)

Kicking Against The Pricks (1986)

Your Funeral … My Trial (1986)

Tender Prey (1988)

Hee Haw (1988, The Birthday Party, indspillet 1979)

Mutiny (1988, The Birthday Party, indspillet 1982)

Ghosts … Of The Civil Dead (1989)

The Good Son (1990)

Henry’s Dream (1992)

Live Seeds (1993)

Let Love In (1994)

Murder Ballads (1996)

The Boatman’s Call (1997)

No More Shall We Part (2001)

Nocturama (2003)

The Abattoir Blues / The Lyre Of Orpheus (2004)

B-sides & Rarities (2005)

Grinderman (2007, Grinderman)

Dig, Lazarus, Dig!!! (2008)

White Lunar (2009, soundtrack-compilation)

Grinderman 2 (2010, Grinderman)

Push The Sky Away (2013)

Bibliografi

And The Ass Saw The Angel (1989, roman)

The Death Of Bunny Munro (2009, roman)