af Dennis Otte
Black Sabbath er stærkt tilbage efter en pladepause på 18 år; det er imidlertid hele 35 år siden at Birmingham-bandet sidst indspillede en plade med den originale forsanger, Ozzy Osbourne. Fælles for både det seneste udspil fra den originale line up (Never Say Die!, 1978) og det seneste med Tony Martin som forsanger (Forbidden, 1995), er, at begge disse plader var sørgelige og uvigtige udgivelser milevidt fra fordums storhed.
Det er således særdeles modigt at de gamle kumpaner tør kaste sig ud i en helt ny plade med lutter nyt materiale efter så mange år – og med de enorme forventninger der uvægerligt vil være. Guitaristen Tony Iommi har kæmpet mod kræften længe og Ozzy’s kamp imod alkoholen er permanent. På denne baggrund synes oddsene for en vellykket ny plade ikke nødvendigvis at være høje. Hertil kommer, at den originale trommeslager, Bill Ward, af kontraktmæssige årsager har måttet melde pas og har overladt stikkerne til den yderst habile Brad Wilk (Rage Against The Machine og Audioslave).
Den gode nyhed er, at bandet lever op til forventningerne; ja faktisk overskrider de mine. Thi jeg havde i mit stille sind ikke turde håbe på et så velskabt og potent udspil oven på alle de middelmådige plader med skiftende forsangere. Ikke meget mere har der været at hente i Ozzy’s ellers fine solokarriere.
Rick Rubin i producerstolen
De aldrende herrer har imidlertid været omhyggelige og tænkt sig om denne gang. De har ganske velvalgt hyret den altid fantastiske producer Rick Rubin, der tidligere har ageret troldmand for så forskellige navne som Red Hot Chili Peppers, Run DMC, Beastie Boys, Slayer og Metallica, ligesom han nærmest reddede Johnny Cash’s pladekarriere og fik ham redefineret og introduceret til et nyt publikum – og genvundet det gamle – med den geniale serie American Recordings.
Således i sikre hænder, besluttede Black Sabbath at forsøge at vende tilbage til den lyd og det udtryk, der startede det hele dengang i starten af 70’erne. Uden at lyde som en parodi på sig selv, og uden bevidstløst at genbruge en formel, har bandet fået skabt et solidt værk af 8 lange numre (plus 3 ekstra sange på special edition udgaven), hvor de både genopsøger de klassiske temaer og dyder, men også lægger nye nuancer til det samlede billede. Det er i høj grad Rick Rubins fortjeneste; han ejer en unik evne til at få musikere til at yde deres bedste. Uden selv at stjæle billedet eller sovse pladen ind i sin signaturlyd, som visse andre producere på godt og ondt kan gøre. Det er da også Rubin, der i samfulde 13 år har forsøgt at få dette album i kassen i sit Shangri-La Studios i Malibu. Pladetitlen 13 refererer dermed til både dette forhold, mytologien omkring det uheldsvangre tal samt dette sene udgivelsesår, 45 efter bandets dannelse i 1968.
På skuldrene af sig selv
Pladens første nummer, End Of The Beginning, giver i sin åbning, inden Ozzy for første gang åbner munden, reminiscenser tilbage til både Iron Man og Black Sabbath. Dengang det nu aldrende band definerede og omtrent opfandt heavy metal genren, som vi kender den i dag. At begrebet så blev lanceret første gang hos forfatteren William S. Burroughs og musikalsk hos Steppenwolf i verset til Born To Be Wild, og at det kan argumenteres, at allerede tidlig Kinks og Cream støbte fundament til den hårde rock, ændrer ikke på, at diverse undergenrer i heavy metal efter Black Sabbath’s debut i 1970 står i massiv gæld til pionererne. Det kan faktisk være svært at overvurdere deres betydning for heavy metals historie, uanset hvor stringent man vælger at forholde sig til begrebet; Tony Iommi, Ozzy Osbourne, Geezer Butler og Bill Ward viste hvor gravstenen skulle stå. Ved at sænke hastigheden i blues-rocken, spille lettere ude af takt og inkorporere virkemidler og effekter fra gyserfilmen, fik bandet skabt noget helt nyt og unikt. Og blev følgelig haglet ned af anmelderne for det. De har siden lyttet og lært, anmelderne, sammen med snart sagt et hvert andet proletargarageband med uro i fingre og stemmebånd.
13
Teksterne er atter forfattet af Geezer Butler, som også løftede denne opgave fornemt på de første 6 uanfægtelige Black Sabbath-plader. Der er sket en modning lyrisk fra det unge og rastløse vanvid imod en mere moden melankoli. Religiøse og psykologiske spørgsmål og dilemmaer præger teksterne, hvoraf afslutningsnummeret, Dear Father, omhandler noget så uhyggeligt og konkret som Geezer’s egne oplevelser af misbrug i barndommen. Overordnet er teksterne dog ikke alle steder lige så vellykkede som i bandets velmagtsdage.
Bandets guitarist, Tony Iommi imponerer imidlertid nok en gang med et solidt opbud af de tunge riffs, som han er en af gudfædrene til. Og som han, grundet en arbejdsulykke på fabrikken som helt ung hvor han fik kappet de øverste led af på et par fingre, måtte finde en helt særlig teknik til at udvikle; ligesom den legendariske jazzguitarist Django Reinhardt, der ligeledes var udsat for en ulykke og fik sin hånd slemt forbrændt, har Iommi måtte forme sit spil herefter. Hans helt særlige lyd skyldes således i høj grad, at han har monteret metalstumper på de afkortede fingre, hvilket afstedkommer det metallisk hårde resultat, der i de tidlige år var med til at definere genren.
I modsætning til mange af de forgangne plader, hvor bandet har haft skiftende forsangere og i alt har haft hele 26 medlemmer samlet set, har Iommi ikke lagt lag på lag af guitar i et utal af spor, men for det meste, og på foranledning af Rubin, holdt sig på ét spor og én guitar. Ligesom i de gode gamle dage. Kompositorisk er pladen spændende og dygtigt udført med sine hyppige og markante skift og på nummeret Zeitgeist giver Iommi sin hidtil tydeligste hyldestreference til netop Django Reinhardt. Stærkeste nummer må imidlertid være førstesinglen, God Is Dead?, med sine Nietzsche-referencer og Ozzy’s kraftfulde sangforedrag.
Føromtalte Dear Father, som lukker pladen, slutter med sin brug af regn og kirkeklokker ringen i fortællingen om Black Sabbath; det var nemlig med disse effekter pladelytterne allerførst stiftede bekendtskab med dem på deres selvbetitlede åbningsnummer på deres selvbetitlede debutplade. Skulle dette vise sig at være punktummet for bandets brogede karriere, er det således en yderst værdig gravskrift for et af de mest betydningsfulde og indflydelsesrige bands nogensinde, her 70 millioner solgte albums efter debuten.
Lad mig til sidst kraftigt og glohedt anbefale Ozzy Osbourne’s fremragende og på én gang morsomme og sørgelige selvbiografi, I Am Ozzy, fra 2010.
Diskografi (med Ozzy Osbourne)
Black Sabbath (1970)
Paranoid (1970)
Master Of Reality (1971)
Vol. 4 (1972)
Sabbath Bloody Sabbath (1973)
Sabotage (1975)
Technical Ecstasy (1976)
Never Say Die! (1978)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar