af Dennis Otte
Da KURT COBAIN den 8. april 1994 af en håndværker blev fundet død i sit hjem i Seattle, havde han allerede været død i tre dage. Håndværkeren troede, at der var tale om en dukke af en art, som Nirvanas allerede i levende live legendariske forsanger lå dér livløs med en blodtilsølet shotgun ved sin side – skudt gennem hovedet.
DET ER I DAG PRÆCIS 20 ÅR SIDEN de seneste årtiers største rockmusiker døde. Højst sandsynligt (og ifølge den officielle rapport) for egen hånd, selvom alternative teorier i samfulde 20 år har floreret hyppigt. Flere folk tæt på Cobain mener, at han var udsat for en forbrydelse. Utvivlsomt er det imidlertid, at Cobain levede et endog meget hårdt liv med heroin, voldsomt ulidelige kroniske mavesmerter og en livsholdning, der vidnede om lige dele apati, nihilisme og grundlæggende mistro og foragt for tilværelsen, iblandet den helt enestående evne til at formidle med humor, sarkasme, afgrundsdyb melankoli og frem for alt en ubetalelig ægthed, der med katapultagtig fart havde fået en hel generation af utilpassede outsidere til øjeblikkeligt at identificere sig med hans udsathed. En rolle, som den ængsteligt følsomme fyr ingenlunde kunne honorere og aldrig havde bedt om. Vel havde han selv et stykke hen ad vejen spillet med på markedsmekanismerne og MTV’s lancering med alt hvad det indebar af pressearbejde, men det syntes altid at være i musikkens ærinde. Meget tyder tilmed på, at dette massive pres var medvirkende til hans selvmord. Så meget desto stærkere står han i dag, hvor ægthed i ungdomskulturen oftest er en saga blot – ingen nævnt, ingen glemt, Miley, Gaga, Bieber & co!
Da Joy Division’s Ian Curtis blev fundet i sit hjem efter sit selvmord, var det Iggy Pop’s LP The Idiot, der stadig snurrede i udløbsrillen på grammofonen. I Cobains tilfælde var det R.E.M.’s mesterlige Automatic For The People. Michael Stipe og Cobain planlagde at arbejde musikalsk sammen. Cobain var stor beundrer af Stipe. Dette smukke initiativ satte selvmordet desværre en stopper for. Cobain var, om ikke automatisk for folket, så dog en mand af folket; en fyr, som forblev tro mod sit udgangspunkt på trods af verdensberømmelse – eller måske netop derfor. En fyr for hvem R.E.M.’s antiselvmordsballade “Everybody Hurts” ikke rakte. Har du en time i overskud, så kan du mindes musikeren med nedenstående berømte koncert, optaget fem måneder før selvmordet. Først efter dødsfaldet blev scenografiens lighed med begravelsesdekorationer skræmmende slående.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar