torsdag den 1. august 2013

Gæstevoks: "Et langt, mærkeligt trip: Grateful Dead Revisited"

Ørevoks lancerer som noget helt nyt Månedens Gæstevoks, hvor vi hver måned giver ordet til en gæst.

I denne første måned er det musikskribent ved GAFFA og lejlighedsvis hos Fyens Stiftstidende, Christoffer Henneberg. Han har skrevet en tekst om Grateful Dead, som her bringes for første gang i anledning af Jerry Garcias 71 års fødselsdag. Desuden medvirker han til september i en antologi redigeret af Anne-Marie Mai: "Hvor skønne havfruer flyder. Om Bob Dylans digtning". Udkommer på Syddansk Universitetsforlag.

af Christoffer Henneberg


Allerede ved indgangen til halvfjerdserne kunne Grateful Dead se tilbage på deres karriere og synge: ”What a long, strange trip it's been”. Dengang kunne de selvfølgelig ikke vide, at trippet ville vare meget længere og blive endnu mere mærkeligt, end det var i forvejen. Eller som bassisten Phil Lesh siden opsummerede det:”It was definitely long, definitely strange, and definetely a trip.” Det lange, mærkelige trip blev med tiden et slogan for Grateful Dead, idet trippet både kunne betyde den psykedeliske rejse i det indre rum, men også – i mere bogstavelig forstand – gruppens omfattende turnévirksomhed, der først sluttede med Jerry Garcias død i 1995.
 Grateful Dead var én af de der grupper, der altid delte vandene. For nogle var de det fedeste flip – for andre en flok overvintrede hippier, der ikke kunne spille og da slet ikke synge. Uanset hvad slog gruppen aldrig rigtigt igennem herhjemme, selvom de havde en stor fortaler i Dan Turèll. Nu var Turèll som bekendt fortaler for mange ting, men Grateful Dead havde en særstatus hos digteren, idet de efter alt at dømme var hans yndlingsbeatgruppe, og de dukker således ofte op som reference i flere af hans skønlitterære tekster. Turèll søgte endvidere i en række artikler og anmeldelser at introducere gruppen for et dansk publikum, ligesom han stod for et interview med Jerry Garcia i anledning af den legendariske københavnerkoncert i 1972.
 Grateful Dead havde rødder i San Franciscos folk- og beatmiljøer, der omkring 1965 udviklede sig til en psykedelisk hippiescene med slumkvarteret Haight-Ashbury som centrum. Egentlig var de et jugband kaldet ”Mother McCrees Uptown Jug Champions”, men under påvirkning af The Beatles satte de strøm til og skiftede navn til The Warlocks, siden Grateful Dead.
 Navnet stammede ifølge Garcia fra et tilfældigt opslag i en ordbog, men kan spores tilbage til et tysk folkeeventyr. Hovedpersonen møder et ligfølge, der ikke kan få deres lig begravet, med mindre han dækker udgifterne. Hvad han så også gør. Senere møder han en venlig mand, som han går i kompagni med. Denne mand gør ham mange tjenester, redder hans liv og viser sig til sidst at være: den taknemlige døde. Mange i miljøet fandt navnet for morbidt, men det hang fast og var, om ikke andet, en passende overskrift for gruppens pionerarbejde inden for det psykedeliske felt.
 San Franciscos hippiescene kulminerede i den første Human Be-In i Golden Gate Park i januar 1967, hvor Grateful Dead, sammen med andre Bay Area-grupper, spillede en free concert i tidens ånd. Senere på året fulgte den hypede Summer of Love, men allerede inden da havde de været husorkester ved Ken Keseys kollektive syrefester. Disse syrefester eller happenings – fastholdt for eftertiden i Tom Wolfes The Electric Kool-Aid Acid Test – skulle vise sig at udstikke retningen for gruppens videre trip.
 For det første fordi musikken blev improviseret frem. Men også fordi der var en udflydende grænse mellem optrædende, publikum og begivenhed, der blev modellen for alle senere Grateful Dead-koncerter, hvor man på forskellige måder opfordrede publikum til at deltage. Grateful Dead fungerede i det hele taget bedst i samspil med publikum, hvorfor det også først var med live-pladen Live/Dead (1969), at de begyndte at give mening uden for rammerne af San Francisco-scenen. I sin anmeldelse af Live/Dead konkluderede Dan Turèll således: ”Gruppen må ikke overses. Den har krydset nogle veje, den har undersøgt nogle forhold. Og dens musik er en af de mest bevidsthedsudvidende oplevelser, beatmusikken rummer i dag.”
 I betragtning af Grateful Deads tilknytning til hippiescenen er det bemærkelsesværdigt få af deres sange, der direkte adresserer samtiden, ligesom f.eks. Jefferson Airplanes gjorde det. Der er ikke megen revolutionær bragesnak hos Grateful Dead. De tilhørte snarere den del af ungdomsoprøret, der med stoffernes hjælp tog på en indre rejse i sindet i den tro, at friheden først og fremmest var noget, der skulle realiseres i den enkeltes bevidsthed. De var som William Burroughs engang sagde: ”astronauter i det indre rum”.
 Den eneste sang i Grateful Dead-kataloget med dagsaktuel karakter er ”New Speedway Boogie”, der omhandler Altamont-affæren. Grateful Dead havde været involveret i planlægningen af den katastrofale koncert, og der er ingen tvivl om, at begivenheden rystede Grateful Dead-lejren. Man forlod det efterhånden betændte miljø i Haight-Ashbury og bosatte sig i Marin County, nord for San Francisco. Musikalsk orienterede man sig mod countryen, som Bob Dylan havde gjort respektabel (for ikke at sige kommerciel) med Nashville Skyline året forinden. De følgende udgivelser Workingman's Dead og American Beauty beviste, at Grateful Dead ikke bare var det psykedeliske live-band par excellence, men også kunne præstere selvskrevne sange af overraskende høj kvalitet.
 Sangene var skrevet af Garcia i samarbejde med lyrikeren Robert Hunter, og størstedelen af dem blev senere koncertstandarder. Der var f.eks. signatursangen ”Truckin'” og ”Uncle John's Band” med dens velturnerede vokalharmonier a la Crosby, Stills, Nash & Young. Der var desperado-fortællingen ”Friend of The Devil”, som Dylan senere tog op i koncertsammenhæng – og mange andre. Både Workingman's Dead og American Beauty sneg ind på den amerikanske albumhitlistes top 40.
 I 1971 fulgte det dobbelte live-set Grateful Dead, der egentlig skulle have heddet Skullfuck, men det var pladeselskabet Warner Brothers ikke så meget for. Albummet er imidlertid mest kendt for den invitation, der stod på bagsiden:


DEAD FREAKS UNITE: Who are you? Where are you? How are you?
Send us your name and address and we'll keep you informed
Dead Heads, P.O. Box 1065, San Rafael, California 94901


Dette blev begyndelsen til en de største og mest hengivne fanbaser nogensinde; de såkaldte deadheads, hvis højeste ønske ganske enkelt var at se så mange Grateful Dead-koncerter som muligt (i 1995 var der angiveligt 110.000 deadheads tilmeldt gruppens mailingliste). Desuden gjorde de sig i tape trading, udveksling af bånd fra koncerterne. Grateful Dead opmuntrede selv hertil, idet de – stik imod branchens beskyttelse af rettighederne – indrettede særlige områder foran scenen ved koncerterne, hvor båndamatører kunne sætte deres eget grej op og optage musikken.
Den voksende base af deadheads betød, at Grateful Dead omsider blev en overskudsforretning. De havde altid været lige så meget et socialt eksperiment som en musikgruppe, men nu havde de pludselig råd til at etablere et helt parallelsamfund i Marin County med eget pladeselskab, pr-organisation, pushere osv.  
 I foråret 1972 lagde de deres Europa-turné forbi København, hvor de blev modtaget af Danmarks førende deadhead Dan Turèll. Turèll observerede senere hvordan omkring halvtreds mennesker ”pludselig fyldte et hotel i Nyhavn og slæbte instrumenter og tasker og kufferter og hinanden ind, syngende og talende og væltende i en strøm ud fra to enorme busser indtil det få minutter før så kedsommeligt respektable hotel absolut ikke lignede sig selv mere...”
 Om selve koncerten fortælles det i øvrigt, at én blandt publikum på et tidspunkt råbte: ”Mere kul på!”, hvortil Garcia svarede: ”Easy, easy, we got all night”. Grateful Dead var kendt for at spille i op mod 4 timer og havde bestemt ikke travlt. Eller som Garcia sagde: ”Nu hvor vi alligevel er her, kan vi lige så godt spille.”
 I løbet af halvfjerdserne blev Grateful Dead i stigende grad et kult-band. De figurerede ikke på hitlisterne, og kritikerne brød sig ikke synderligt om dem. Det var nu heller ikke nødvendigt, for det stigende antal deadheads betød, at de kunne afsætte koncertbilleter i stor stil. Ved indgangen til firserne var Grateful Dead blandt de mest indbringende koncertnavne i USA.
Alt var dog ikke fede vibrationer i Grateful Dead-lejren. Garcia havde med tiden antaget en gråskægget, alfaderlig skikkelse, men bag scenen havde han fået smag for hårde stoffer, og i midtfirserne kollapsede han pga. uplejet sukkersyge. Da han vågnede en uge efter, måtte han lære at spille guitar igen fra bunden af. Allerede året efter kom Grateful Dead dog stærkt igen med studiepladen ”In The Dark”, der tilmed kastede hitsinglen ”Touch of Grey” af sig. Det var også i denne periode, at de turnerede med Dylan, og det er ikke utænkeligt, at han fik idéen til sin egen Never Ending Tour fra Grateful Deads konstant omrejsende karneval.
 Grateful Dead fremstod i det hele taget revitaliserede og kunne nu fylde de største stadions landet over med en helt ny generation af deadheads. Undervjes var der beskyldninger om, at de solgte nostalgi til en historieløs ungdom, men det var egentlig paradoksalt, at en musik, der i så høj grad grad voksede ud af nu'et, samtidig skulle kunne være nostalgisk.
 Under en Amerika-rejse i senfirserne så Dan Tùrell Grateful Dead i Californien og sendte følgende stemningsbeskrivelse hjem til Politiken: ”En dyb eufori breder sig blandt publikum, hvis man kan kalde os det – vi er nemlig lidt mere publikum end andre, vi er i højere grad deltagere i en ubeskrivelig sammensværgelse. Dét er en af de specielle fornemmelser ved en dead-koncert – når den lykkes.”
  Grateful Deads betydning for Dan Tùrell fremgik af digterens bisættelse i 1993, hvor sangen ”Black Muddy River” blev afspillet. Turèll havde tidligere på fornem vis fordansket dødsflodshymnen til ”Langs med Åboulevarden”.
 To år senere, i 1995, døde Jerry Garcia af et hjerteslag på en afvænningsklinik i Marin County, 53 år gammel. En væsentlig repræsentant for dét, som Turèll havde kaldt ”det Andet Amerika” var gået bort, for ikke at tale om et helt parallelsamfund af deadheads, der nu havde mistet sin patriark. Informations Lars Movin kunne fra San Francisco berette, hvordan byens borgmester beordrede rådhusets flag på halv og fik rejst et batiktrykt Grateful Dead-flag på toppen af bygningen. Desuden var der i medierne den forventelige snak om, at tresserne omsider var forbi og alt det der. Men allermest rørende var den hyldest, som Bob Dylan gav Garcia som en musiker, der filtrerede en lang række amerikanske stilarter:


There's no way of measuring his greatness or magnitude as a person or as a player. I don't think any eulogizing will do him justice. He was that great, much more than a superb musician with an uncanny ear and dexterity. He's the very spirit of whatever is Muddy River country at its core and screams up into the spheres. He really had no equal. To me he wasn't only a musician and friend, he was more like a big brother who taught and showed me more than he'll ever know. There's a lot of spaces and advances between The Carter Family, Buddy Holly and, say, Ornette Coleman, a lot of universes, but he filled them all without being a member of any school. His playing was moody, sophisticated, hypnotic and subtle. There's no way to convey the loss. It just digs down really deep.


De resterende medlemmer fortsatte for en tid under navnet The Dead, men uden Garcia som musikalsk indpisker og fikspunkt var de mere eller mindre dødsdømte. Det lange, mærkelige trip var forbi, men de døde lever videre i den strøm af live-udgivelser fra arkiverne, der er kommet siden Garcias død. At Grateful Dead på et tidligt tidspunkt etablerede et eget arkiv med koncerter-optagelser betyder, at der er nok til et langt liv efter døden. I dagens anledning udkommer således den tre-dobbelte Dave´s Picks Volume 7, der indeholder en komplet koncert fra Illinois i 1977.

 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar