Facebook voks uge 33

af Dennis Otte

15. AUGUST 2013

Det er i dag 48 år siden THE BEATLES skrev historie med deres legendariske koncert på SHEA STADIUM i New York City: verdens første store stadionkoncert! Det er svært at forestille sig i dag, hvor skelsættende denne begivenhed var: siden 1970’erne er stadionkoncerter blevet almindelig kutyme for musikkens store navne, og musikere som fx U2, The Rolling Stones, Michael Jackson og Paul McCartney har udfordret hinanden i nye bizarre sceneopsætninger og omfangsrige udstyrsstykker. Der var ca. 55.600 publikummer til Beatles-koncerten på Shea Stadium den 15. august 1965. Selv i dag er det et højt antal.

Hvor mange, der rent faktisk fik en musikalsk oplevelse den dag, er tvivlsomt: Ikke alene var der utroligt langt fra publikum til scene. Selve plænen var tom for publikum, som til gengæld stod som sild i tønder på tribunerne i mange etager. The Beatles må have været næsten umulige at se; det var årtier før de i dag så obligatoriske storskærme. Publikums øredøvende skrig hjalp ikke just på det faktum, at lyden i forvejen var ringe: musikken kom ud til koncertgæsterne direkte via de højttalere, som sportsudøverne plejede at blive præsenteret igennem - dette var den eneste lydkilde!

Som McCartney mange år senere bemærkede, var det ham en gåde, hvordan folk overhovedet kunne skelne de enkelte sange fra hinanden. I en berømt sekvens i den 50 minutters koncertfilm, som efterfølgende blev sendt på BBC 1. maj 1966, ser man Lennon opgive at få ørenlyd til at præsentere et nummer og i stedet, med himmelvendte øjne og manisk smilende, foretage sine velkendte fysiske skabagtigheder tilsat gutturale vrøvlelyde. I 2008 spillede Paul McCartney og Billy Joel den uigenkaldeligt sidste koncert på Shea Stadium nogensinde inden det berømte stadion lukkede og slukkede.

Om hele denne udvikling med massive stadionkoncerter tjener musikken vel, skal vi lade være op til den enkelte at vurdere: Vi hører gerne jeres bud i kommentarfeltet herunder.

15. AUGUST 2013

FRANZ BECKERLEE bliver i dag 71 år.

Inden den danske musiker, værktøjsmager, skulptør, billedkunstner og forfatter slog bredt igennem som ”Mr. Stone Free” – den Hendrix-influerede guitarist i Gasolin’ – havde han allerede markeret sig som både avantgardistisk jazzsaxofonist i The Contemporary Jazz Quintet og som pladeproducer for så fremtrædende danske bands i tiden som Burnin Red Ivanhoe og Alrune Rod. Beckerlee sad i producerstolen på begge bands debutplader, begge i 1969, samme år som Gasolin’ blev dannet med Wili Jønsson, Kim Larsen og Bjørn Uglebjerg.

Senere overtog Søren Berlev som bekendt stikkerne efter den allerede erfarne trommeslager Uglebjerg, der ikke kunne forene sig med bandets højlydte skænderier. Hverken Jønsson, Larsen eller Beckerlee var imidlertid erfarne på deres respektive instrumenter: Jønsson havde lige købt sin basguitar og Franz havde set lyset på en rejse til New York med multitalentet Torben Ulrich, en studierejse finansieret af et legat fra Den Danske Jazzkreds, som Beckerlee havde modtaget for anden gang. Som landets velsagtens førende jazzskribent var Ulrich den ideelle guide for den hungrende musiker. Ulrich fik behørigt ansporet Beckerlee til en jamsession på en club downtown med den stærkt Hendrix-influerede trio, The Third Eye. Herfra var der ingen vej tilbage: efter i 1968 at have udgivet den anden og sidste LP med The Contemporary Jazz Quintet koncentrerede Beckerlee sig om den elektriske guitar.

Beckerlee havde således allerede bl.a. spillet klarinet i Torben Dyjaks Jazzband og indspillet to plader med The Contemporary Jazz Quintet (flankeret af Hugh Steinmetz, Niels Harrit, Steffen Andersen og Bo Thrige Andersen), da den brede befolkning stiftede bekendtskab med den farvestrålende Gasolin’-guitarist. Efter Gasolin’ udsendte Beckerlee solopladen No Kiddin’ (1979) og en plade med bandet Wild Honey (1981), forsøgte sig som krimiforfatter (1984-85) og spillede i Christianshavn Bluesband med bl.a. Lone Kellermann og Søren Berlev (1987-93).

I starten af 1990’erne lagde han imidlertid musikken på hylden for at koncentrere sig om sine malerier og skulpturer. Beckerlee bryder årtiers musikalske tavshed, når han – som tidligere nævnt i Ørevoks – medvirker på Søren Andersens og Mika Vandborgs plade Electric Guitars, som udkommer 9. september i år. Beckerlee har dog (desværre) ingen planer om at genoptage musikken herudover.

16. AUGUST 2013

CHARLES BUKOWSKI (1920-1994) ville i dag være fyldt 93 år.

Den amerikanske digter, forfatter og evige outsider blev født som Heinrich Karl Bukowski i Tyskland og havde både polske og tyske aner.

Det sted de fleste forbinder med Bukowski, og som han selv aktivt valgte som sit eksil, var Los Angeles. Herfra hans verden gik, herfra flaskerne tømtes og hestene betragtedes på væddeløbsbanen. Herfra blev den særlige ”dirty realism” udlevet såvel i hans romaner, digte og i det private inferno af sex, selvhad og skrumpelever.

Tusinder af digte, hundredvis af noveller og 6 ikoniske romaner. I alt et livsværk på over 60 bøger – plus ikke så lidt løst herudover. Anset som misantropisk depraveret af den brede pæne offentlighed – og end ikke rigtig velkommen i the beatgeneration – var Bukowski en født outsider af nihilistisk tilsnit. ”Born into This”, som en fremragende dokumentarfilm fra 2003 om forfatteren hed. Heri fortalte bl.a. Sean Penn, Tom Waits og Bono om deres forhold til poeten. Om hønen eller ægget kom først – den massive sociale udstødelse eller det selvvalgte outsidereksil – er ikke så ligetil at svare på. Velsagtens en umage kombination.

De karsk humoristiske udfald mod den øvrige menneskehed er talrige og lyder fx, på spørgsmålet om hvorvidt han hader andre mennesker, således:

“I don’t hate them…I just feel better when they’re not around.”

Lige så lakonisk koncist som tiraden mod de intellektuelle:

 “An intellectual says a simple thing in a hard way. An artist says a hard thing in a simple way.”

Charles Bukowski er ikke for lalleglade skyklap-eskapister eller strømlinede moralister. Eller måske har han NETOP et og andet at sige til præcis dem:

“Some people never go crazy. What truly horrible lives they must lead.”

16. AUGUST 2013

ROCKSELVBIOGRAFIER vol V:

Keith Richards: Livet. 564 sider. 2010.

Der findes mange gode bøger i denne verden. Flere end man nogensinde vil kunne nå at gnave sig igennem i dette usle liv, om man så afsatte samtlige resterende år dertil – hvad jeg ikke sjældent har budgetteret med.

Det sker imidlertid ikke ofte, at der dumper en så velskreven selvbiografi ned i turbanen som denne af inkarnationen af rock og rul, for at bruge en lidt udslidt kliché. Dog en underbygget kliché, bliver man hurtigt klar over; med kyndig hjælp fra biografisten James Fox udpensler Rolling Stones-guitaristen sit liv og levned på en ubarmhjertig og stærkt underholdende facon. Man tager sig selv i gang på gang for sit indre øre at høre Keef’s raspende stemme, når man tages i hånden og føres ud i the crossfire hurricane, som har udgjort livet for Richards.

Jeg var på vagt inden jeg påbegyndte denne bog, havde mine forbehold: skulle jeg spises af med ren attitude og lir? Spil for galleriet og overfladisk smartness med fare for konstant at drøne hovedkulds ned i de så oplagte rock and roll klichéer, som en selvbiografi af netop denne dinosaurus hurtigt kunne resultere i? Allerede ved titlen rynkede jeg brynene: Life/Livet? Hvor banalt.

Well, Richards balancerer på kanten af klichéen, men falder aldrig i. Samtlige sider er fyldt til bristepunktet med levet liv, dyrekøbte erfaringer og almindelig skørlevned. Førstehåndsanekdoterne fra et halvt århundrede blandt musikkens største navne og detaljerigdommene leveres med et sprogligt overskud, der er en beatroman værdig. Clapton’s selvbiografi var rørende og gribende, Cash’s var autentisk og sanddrueligt nøgtern og Dylans var mytisk og cinematisk – Richards’ er det hele.

18. AUGUST 2013

Fik man ikke hørt LEONARD COHENs koncert i Odense lørdag aften, er der stadig mulighed for lidt Cohen på dansk grund i disse dage:

Udover forfatter, digter og musiker kan Cohen nemlig også skrive billedkunstner på sit CV – om end han selv er den første til at nedtone bibeskæftigelsen, der ofte er simplistiske stregtegninger ledsaget af underfundige kommentarer.  Leonard Cohen udstiller sine værker på Gallery Poulsen i Kødbyen indtil den 31. august. Der er åbent torsdag til fredag 12-17.30 og lørdag 11-15.

Om udstillingen og sine værker i almindelighed siger Cohen med vanlig ydmyghed:

”If there were no paintings in the world, mine would be very important. Same with my songs. Since this is not the case, let us make haste to get in line … The Curator has called this exhibition Leonard Cohen Artworks. I call my work Acceptable Decorations”.

Velsagtens en grotesk undervurdering af sine sange, men måske et ganske nøgternt og klædeligt forhold til sin billedkunst, som kan ses som et interessant appendix til hovedværket; sangene og bøgerne. For fans og almindelige beundrere af Cohens person og værk, er udstillingen imidlertid absolut et besøg værd. Og så er entréen gratis.


Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.