ARCTIC MONKEYS: AM. (Pladeanmeldelse)

af Dennis Otte

”Satisfaction feels like a distant memory” synger Arctic Monkeys på deres nye plade, AM, som udkommer i dag. Ørevoks ender beklageligvis med en lignende konklusion efter at have hørt de energiske Sheffield-drenges aktuelle udladning: det ER ikke helt så tilfredsstillende som to første fremragende albums, der ruskede tiltrængt op i rocken og leverede et gangbart og troværdigt soundtrack til unge luftguitarister m/k, men mindre kan bestemt også gøre det. Siden kom de hæderlige Humbug og Suck It And See, der på sine bedste numre holdt en status quo, men hvor bandet i de svageste fremstod lidt som en parodi på sig selv i forsøget på flere kække sange om drukture, fester, sex og almindelige fjollerier.

På AM lyder Arctic Monkeys bestemt som sig selv, men det lykkes alligevel at bringe flere nuancer til torvs og paletten får et par nye farvestænk, når de i Los Angeles residerende aber stedvis forsøger sig med en mere poppet lyd, uh-huh-kor og flere opløftende dansable sange, der lyder upåklageligt lækre, men måske også glemmes, når dansen er slut. Mindeværdige er ikke desto mindre de gode riffs, der henleder tankerne på Black Sabbath. Alex Turner er fortsat veloplagt velsyngende og spiller stadig en ret så overbevisende guitar! ”No. 1 Party Anthem” er en smuk ballade, der ville gøre sig godt på Eltons Johns setliste, men i omkvædet også har reminiscenser til 90’ernes britpop. Arctic Monkey prøver at ryste posen og udvide deres udtryk, hvilket lykkes i et nummer som ”Fireside”. AM er en god Arctic Monkeys plade; trofaste fans vil begejstres over efterårets lydspor, radiolytterne vil få deres sult stillet med singleudspil som ”R U Mine?” og ”Do I Wanna Know?”, mens Ørevoks har indtryk af en samling velproducerede og velspillende poprocknumre, der ikke gør hverken fra eller til i den efterhånden lidt for trygge historie om de arktiske aber.   

Releasedate: 9/9-2013, Domino.