JOHNNY RAMONE: Commando. En selvbiografi.

af Dennis Otte

ROCKSELVBIOGRAFIER VOL VI

I 2004 døde Johnny Ramone (John William Cummings) af kræft efter længere tids sygdom. Han havde ellers aldrig i sit liv været syg, fortæller ”kommandøren” i sin nyligt udgivne selvbiografi; han troede simpelthen ikke at han kunne blive syg, end ikke forkølelse døjede den gnavne guitarist med. Han viser sig i sin efterladte biografi som en mand med sine meningers mod; en mand, som var kompromisløs omkring sin musik, gerne erkendte en dårlig plade, men sandelig også fastholdt at The Ramones var det bedste band i verden, og at de aldrig blev overgået – en påstand Ørevoks har mere end almindeligt mange forbehold over for. At The Ramones skulle have opfundet punken, er ligeledes en debat som de lærde stadig fører. Hvilken betegnelse man så vil udstyre eksempelvis de meget tidligere The Stooges med, er et spørgsmål der naturligt melder sig.

At Johnny Ramone var en original guitarist og medopfinder af den spæde punkguitarlyd, som den tog sig ud blandt de første kuld af punks på begge sider af Atlanten, er der nok ikke meget tvivl om; man kan altid hører, når det er ham, skåret helt ind til benet i en hæsblæsende monotoni, der kogte rock and roll ned til sin essens og urkraft. Al virtuositet var bandlyst og enkelheden en dyd. At numrene så ofte kom til at ligne hinanden lidt vel meget, er en anden sag. Effektivt var det. Hertil kom bandets visuelle fremtoning og rå æstetik; slidte jeans, langt sort hår og læderjakke over den hvide t-shirt, ofte med tegneserie-logo påtrykt. Alt blev nøje kalkuleret af Johnny; hvordan de skulle stå på scenen og hvem der skulle udtale sig til pressen. Johnny Ramone langer i bogen nådesløst ud efter andre bands, bandkammerater og fortæller ærligt, hvordan han nidkært sparede op til at kunne trække sig tilbage til et otium i Californien.  

Johnny Ramone var en meget sammensat mand. Skråsikkert republikansk og højreorienteret i en grad, så man kan væmmes. Hvordan han fik regnestykket til at gå op mellem på den ene side at være oprørsk ungdomskriminel er en gåde. Fx da han hørte The Beatles på Shea Stadium og medbragt en pose sten, som han havde i sinde at kaste efter bandet. Senere i bogen fortæller han, hvordan han smadrer en publikummer med sin guitar fordi der er blevet spyttet mod The Ramones. Og  følgende udsagn om Vietnamkrigen: ”Jeg forstod ikke, hvorfor vi ikke bare bombede det sted fuldstændig i smadder” og ”Og så begyndte jeg at heppe på Nixon af den simple grund, at folk ikke syntes, at han så godt ud. Og da Goldwater så stillede op, og han begyndte at snakke om at bombe Vietnam, så sagde jeg bare, ”det lyder helt rigtigt efter min mening”. Helt rigtigt at bombe et lands civilbefolkning i smadder. Velbekomme! 

Sidst i bogen følger Johnnys top 10 lister over ting som baseballspillere, Elvis-bøger, yndlingsrepublikanere og punkbands.

Johnny Ramones selvbiografi er hurtigt læst og anbefales til alle punkfans. Den er provokerende, punk og primitiv. 

Udgivet på KLIM, juni 2013.