af Dennis Otte
Den engelske musiker slog eftertrykkeligt igennem som først relativt menigt medlem af Syd Barretts psykedeliske rockband Pink Floyd, hvor han var bassist og sang lead på nogle af numrene, ligesom han skrev nummeret ”Take Up Thy Stethoscope and Walk” på bandets geniale debutalbum, The Piper at the Gates of Dawn fra 1967. Sammen med de resterende medlemmer er han også krediteret som medkomponist på ”Pow R. Toc H” og den suveræne ”Interstellar Overdrive”. Det var imidlertid først da Syd Barrett tog varig skade af for mange stoffer og forlod bandet, at Waters tog chefkasketten på. Og beholdt den på. Han skrev nu hovedparten af bandets sange og tekster og var den kunstneriske og praktiske leder.
Et progressivt band
Hvor mange af tidens andre store psykedeliske rockbands løb ud med badevandet, efter den første fascination af lyd- og lysshows var ovre blandt de trendy og stenede hippier, skulle Pink Floyd vise sig at være en hel del mere vedholdende og have en berettigelse hele vejen op gennem 1970’erne, hvor mange musikere fra 1960’erne ellers blev overhalet eftertrykkeligt indenom af først glam og heavy og siden punk og new wave. Men hvad med den progressive rock? Den havde jo meget medvind i de spæde 70’ere, inden det nogle år senere næsten blev mere pinligt at gå ind i en pladebutik og bede om prog-rock, end at spørge efter pornoblade i kiosken. Den progressive rock havde klart sin eksistensberettigelse i begyndelsen; velsagtens søsat af landvindinger fra fx Procol Harum og deres ”A Whiter Shade of Pale” fra 1967 – en dygtig blanding af klassisk musik og rock. Og virtuost spillet på kæmpemæssige udstyrsstykker, der hen ad vejen ofte endte med at være prætentiøse og ved genhør klinge lidt hult og pompøst. Det var tit symfoniske og meget lange stykker musik leveret af bl.a. Emerson, Lake & Palmer, Yes, King Crimson, Genesis og … Pink Floyd.
Man kan indvende, at disse bands både udgav skidt og kanel (som de fleste andre). Det er under alle omstændigheder en smagssag. Ørevoks lytter helst til King Crimson og Genesis – udover Pink Floyd, hvis plader Ummagumma (1969) og Atom Heart Mother (1970) nok var de mest prog-rockede – mens Yes og Emerson Lake & Palmer måske bliver lidt for meget tomt lir og prætentiøst. Selv når Pink Floyd var mest prog-rock, var de samtidig så meget andet: der var stiløvelser i og lån fra blues, art rock, hard rock, elektronisk musik, krautrock og endda country. Foruden en række af de eksperimenter med implementering af reallyd, som bandet næsten gjorde til et særkende.
Hovedværkerne
Men det var uden tvivl de store hovedværker, der afstedkom den klassikerstatus, som bandet har besiddet i efterhånden en del årtier. De var ikke blot hovedværker for Pink Floyd, men hovedværker i 1970’ernes musik. Foruden debuten også Saucerful of Secrets (1968), Meddle (1971), The Dark Side of the Moon (1973), Wish You Were Here (1975), Animals (1977) og den monumentale The Wall (1979), som er kendt af det bredeste publikum, omsat til film og som Roger Waters skamrider og malker lidt vel rigeligt i kæmpe (smagløse) musicallignende opsætninger på al verdens stadions. De fleste – for ikke at sige alle – disse plader var konceptalbums og hvis de ikke var udelukkende med musik og tekst af Waters, så var det meget tæt på. Han ledte gruppen, så ingen var i tvivl om, hvem der var chefen og den kreative drivkraft – som så desværre også aktivt kvalte de øvrige medlemmers forsøg på at skrive sange til pladerne. The Wall var i høj grad et selvbiografisk værk om Waters barndom og ungdom. Den sidste plade med Waters ved roret, med den passende titel The Final Cut, var endnu en (lettere prætentiøs) opsætning af Waters baggrund og tanker. Den var egentlig først tænkt som et soundtrack til filmen The Wall, men efter Thatchers Falklandskrig ændrede Waters retningen og resultatet blev en antikrigsplade med afsæt i hans fars skæbne som dræbt soldat under Anden Verdenskrig. Waters nævnte en række statsledere ved navn, herunder Margaret Thatcher, og var eksplicit kritisk overfor the Conservative Party. Pladen havde den sigende undertitel; ”A requiem for the post-war dream by Roger Waters, performed by Pink Floyd”.
Solo
Waters forlod herefter Pink Floyd og David Gilmour overtog styringen af bandet. Det kom der to ganske hæderlige albums ud af; A Momentary Lapse of Reason (1987) og The Division Bell (1994), som beviste hvad vi godt vidste i forvejen – at Gilmour er en gudsbenådet guitarist og en ret god sanger. Bedre end Waters, kan man mene.
Waters har udgivet tre egentlige soloalbums; The Pros and Cons of Hitch Hiking (1984), Radio K.A.O.S. (1987) og Amused to Death (1992). Alle til pæne anmeldelser. Herudover et soundtrack, When The Wind Blows, hvor David Bowie gæsteoptræder og er medforfatter på et nummer.
I 2005 udgav Waters sit bud på en opera, Ça Ira. Ikke en rockopera som The Wall eller Tommy, men et stykke klassisk musik; en opera i 3 akter udsat for kvindelig operasanger og hele molevitten. Resultatet blev mere kuriøst end egentlig godt, lidt ligesom når Paul McCartney har forsøgt sig som klassisk komponist.
The Dark Side of the Moon lå på på Billboard 200 i hele 736 uger i træk og har solgt over 40 millioner eksemplarer. Det gør det ikke alene til Pink Floyds kommercielt mest succesfulde album, det er ligeledes det anden mest solgte album i musikhistorien. Ret godt gået af et så eksperimenterende album uden oplagte hitsingler. Det nærmeste man kommer et hit, er sangen ”Money”. I 2010 havde The Wall solgt over 23 millioner eksemplarer.
Roger Waters og resten af Pink Floyd blev i 1996 optaget i The Rock and Roll Hall of Fame.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar