Facebook voks uge 48

af Dennis Otte

26. november 2013

ØREVOKS ANBEFALER:

Sort Sol-forsangeren STEEN JØRGENSEN er endelig udkommet med sin første soloplade, Standards For Living, udelukkende bestående af coverversioner af gedigne rockklassikere, som han med bl.a. Anders ”AC” Christensen og Kasper Winding indspillede i Abbey Road Studios allerede for to år siden. 

De danske anmeldere har været endog meget delte i deres dom over resultatet, men Ørevoks mener, at når blot man ikke forventer selvkomponeret materiale på Sort Sols tårnhøje niveau, men accepterer præmisserne om et album med fortolkninger af enormt slidstærke sange fra en af landets absolut bedste herrestemmer, ja så vokser oplevelsen faktisk for hvert genlyt. 

Pladen har snurret i over en uge nu, og især det originale favntag med den omarrangerede Beatles-klassiker ”Help!” er vellykket, leveret med levet liv fra en midaldrende mand. Det er et nyt perspektiv på en sang man troede at kende til bevidstløshed. Tom Waits ”Yesterday Is Here” yder Jørgensen ligeledes fuld retfærdighed med en personlig og overbevisende fortolkning. Et tredje højdepunkt er Joy Division-sangen ”Decades”, der ligesom Neil Youngs ”Helpless” leveres fejende flot. 

Et generelt problem hos Jørgensen har altid været hans hang til at overartikulere og lyde lidt for forceret; at sætte attitude over indlevelse, kunne man sige. Dette forhold er også faretruende tæt på at vælte oplevelsen i visse svagere passager på et album, der ellers samlet set er en kærkommen udgivelse her under den midlertidige solformørkelse.

27. november 2013

JIMI HENDRIX ville i dag være blevet 71 år. Inden hans egen enestående karriere tog fart, turnede og indspillede han med flere af tidens store navne, bl.a. The Isley Brothers på fx "Testify" og Little Richard på fx "I Don't Know What You Got (But It's Got Me):

29. november 2013

JOHN MAYALL bliver i dag 80 år.

Den engelske bluessanger, komponist, guitarist og organists karriere har strakt sig over samfulde 50 år, og i hans band, Mayall & The Bluesbreakers, har genrens helt store navne som Eric Clapton, Jack Bruce, Mick Taylor, Peter Green og Mick Fleetwood slået deres folder – for nu bare at nævne en tredjedel. 

Hans far var selv guitarist og jazzentusiast og fyldte sønnens øregange med lige dele Leadbelly, jazz og et delta af bluesmusikere. I 1962 blev Mayall medlem af The Blues Syndicate og den legendariske Alexis Korner opfordrede ham til at gøre musikken til sin levevej. Han flyttede derfor til London og allerede i slutningen af 1963 spillede han med sit band, The Bluesbreakers, på det sagnomspundne spillested Marquee Club, hvor også The Rolling Stones trakterede med R&B, blues og rock and roll.

Året efter var bandet backup for John Lee Hooker på dennes britiske tour, og pladekontrakten kom i hus med Decca sent samme år. I april 1965 kom den tidligere guitarist i The Yardbirds, en vis Eric Clapton, med ombord, og den konstellation udgav i sommeren 1966 en af de måske bedste bluesplader fra det årti, nemlig Bluesbreakers with Eric Clapton. Den evige vandrer Clapton fik som bekendt hurtigt strenge at spille på i Cream, så allerede senere samme år, i 1966, blev Peter Green bandets nye guitarist. Dette holdt imidlertid kun til året efter, hvor Mick Taylor overtog pladsen frem til 69, hvor han så overtog pladsen i The Rolling Stones efter Brian Jones. I mellemtiden var der udkommet en håndfuld albums med bandet, som absolut ikke var dårlige, men som tabte lidt momentum til den ovenfor nævnte milepæl.

Efter den første storhedstid i 1960’erne spillede Mayall lige så vel på andres som på egne plader og The Bluesbreakers havde fortsat hyppige udskiftninger – flere tidligere medlemmer kom også tilbage, som fx Mick Taylor i 1980’erne. Mayall har udgivet over 50 plader; seneste studiealbum er Tough fra 2009 og sidste år kom live-albummet Big Man Blues.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.