søndag den 8. december 2013

JIM MORRISON ville i dag være blevet 70 år. 10 facts om The Doors-forsangeren.

af Dennis Otte

Jim Morrison, Venice Beach, ca. 1969
Lånt fra morrisonhotelgallery.com
1) Morrison var fra en tidlig alder stærkt optaget af litteratur og filosofi og blandt favoritterne var klassikere som Friedrich Nietzsche, Charles Baudelaire, Molière, Jean Cocteau, Arthur Rimbaud, Franz Kafka og en masse andre.
2) I 1964 startede han på University of California, Los Angeles, hvor han bl.a. studerede komparativ litteratur og Antonin Artaud og skabte flere kortfilm. Han blev færdiguddannet fra universitetets filmskole i 1965.
3) I tiden herefter henslæbte Morrison en bohemetilværelse på lige dele LSD og dåsebønner, hvor han skrev en række digte, der siden anvendtes som sangtekster i The Doors, heriblandt ”Moonlight Drive”.  

4) Morrison mødte Ray Manzarek, som også havde gået på filmskolen, på stranden i Venice og Manzarek blev så imponeret over Morrisons tekster, at han mente de ville egne sig perfekt til et rockband. Senere samme sommer, i 1965, dannede de The Doors sammen med trommeslager John Densmore og guitarist Robby Krieger.
5) The Doors tog deres navn efter Aldous Huxleys bog, The Doors of Perception (1954), der beskriver åbningen af sindets døre ved hjælp af psykedeliske stoffer. Selv havde Huxley hentet udtrykket i William Blakes The Marriage of Heaven and Hell (1790).
6) Da The Doors i 1967 skulle spille i en direkte transmission af det populære Ed Sullivan Show, havde de fået indskærpet, at de måtte ændre sangteksten “Girl we couldn’t get much higher” til “Girl we couldn’t get much better” fordi “higher” refererede til stoffer. Morrison valgte blot at lægge endnu mere tryk på ordet ”higher”, da han sang hittet ”Light My Fire”, hvilket gjorde Sullivan så rasende, at han ikke ville hilse på bandet efterfølgende og forsikrede dem om, at de aldrig mere ville komme til at optræde i The Ed Sullivan Show. Morrison kiggede på ham og sagde: ”Hey man, we just did the Ed Sullivan Show!”.   
7) Selvom Morrison regnes for poeten i bandet, så var det faktisk ikke ham, men derimod guitaristen Robby Krieger, der skrev teksterne til nogle af de største hits som “Light My Fire”, ”Love You Two Times”, ”Love Her Madly” og ”Touch Me”.
8) Morrison havde et stort ønske om at blive anerkendt som digter. Derfor udsendte han to digtsamlinger, henholdsvis The Lords and the New Creatures (1969) og An American Prayer (1970), under sit fødenavn, James Douglas Morrison. Posthumt udkom Wilderness: The Lost Writings of Jim Morrison (1988) samt diverse bøger med samlede og udvalgte digte.
9) Morrison døde i juli 1971 i Paris, angiveligt af en overdosis heroin, og blev dermed en del af slænget af rockstjerner, der døde som 27-årige. En liste, der også omfatter bl.a. Robert Johnson, Jimi Hendrix, Brian Jones, Janis Joplin, Kurt Cobain og Amy Winehouse. 
10) I 1978 udkom pladen An American Prayer, hvor de overlevende medlemmer af The Doors havde sat musikledsagelse til digtoplæsninger indtalt af Morrison i marts 1969 og december 1970.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar