onsdag den 18. december 2013

KEITH RICHARDS fylder i dag, imod alle odds, 70 år

af Dennis Otte
Vi hylder den genstridige guitarist med en liste med 10 facts om The Rolling Stones-guitaristen.
Fra overdose.am

  1. Keiths morfar turnerede England rundt med sit jazzband, og det vækkede drengens interesse for guitaren. Han fik sin første guitar af sin mor og øvede sig til plader med Duke Ellington, Billie Holiday og Louis Armstrong. Da rock and roll satte den nye dagsorden blev Elvis’ guitarist, Scotty Moore, Keiths første store guitarhelt. Siden lærte den unge rod bl.a. alle Chuck Berrys riffs og soli.
  2. Han mødte sin senere bandkammerat Mick Jagger på togstationen, da denne var på vej til lektioner på London School of Economics – under armen havde Jagger et par R&B-plader fra Chess Records, som han havde bestilt hjem fra Amerika pr. postordre: selveste Chuck Berry og Muddy Waters! Det kickstartede broderskabet og åndsfællesskabet mellem de to musikhungrende teenagere.
  3. Jagger sang allerede i et lokalt amatørband, Little Boy Blue and The Blue Boys, sammen med sin ven Dick Taylor, som også var en af Keiths venner. Der gik ikke lang tid før Keith var indlemmet i bandet. Snart kom også Brian Jones med ombord. I løbet af sommeren 1962 havde Keith forladt Sidcup Art College for at hengive sig fuldt til musikken.
  4. The Rolling Stones tog deres navn efter den berømte Muddy Waters-sang, ”Rollin’ Stone” fra 1950, og skrev i 1963 kontrakt med pladeselskabet Decca – som få år forinden havde begået århundredes brøler ved at afvise The Beatles efter en audition med begrundelsen, at guitarbands var på vej ud.
  5. Bandets manager blev den progressive Andrew Loog Oldham, som strøg s’et i Richards’, da han mente, at navnet Keith Richard appellerede bedre til popverdenen. I starten af 1970’erne vendte Keith dog tilbage til at stave sit navn Richards.  
  6. Keith har sunget hele sit liv, lige siden han som dreng var medlem af skolekoret og tilmed opnåede at synge for Dronning Elizabeth. Han har sunget backing vocals på samtlige albums med The Rolling Stones og fra og med Between the Buttons fra 1967 har han på hver plade fået lov at synge lead eller co-lead på i hvert fald ét nummer. I alt er det blevet til lead-vocal på over 20 numre med The Rolling Stones. Også ved bandets koncerter har han fået overladt mikrofonen og synger således ofte især nummeret ”Happy” live.
  7. Selvom Keith er kendt som rockguitarist par excellence, så har han faktisk også spillet basguitar på en række numre med The Rolling Stones, ligesom han ofte anvender keyboards som fremgangsmåde, når han skriver nye sange. Også på plade har han mange gange spillet keyboards.  
  8. Keith har udgivet 2 soloalbums, Talk Is Cheap (1988) og Main Offender (1992), begge udgivet på Virgin til moderat succes. Særligt debuten klarede sig godt på begge sider af Atlanten. Inden da havde han i 1978 udgivet sin første solosingle med en coverversion af Chuck Berrys ”Run Rudolph Run” og Jimmy Cliffs ”The Harder They Come”. Keith blev optaget i Songwriters Hall of Fame i 1993.
  9. Trods sit ry som en rastløs ballademager er Keith Richards lidt af en læsehest og har efterhånden opbygget et gedigent bibliotek i sit hjem i Connecticut. Det er særligt historiske bøger, der har hans interesse.
  10. Keith har gennem årene medvirket på en lang række prominente musikeres plader. Som et af de mere kuriøse eksempler sang han – sammen med mange andre – backing vocals på ”All You Need Is Love” med The Beatles, da sangen blev transmitteret via satellit i den direkte udsendelse Our World i 1967 til 400 millioner seere i 26 lande. Herudover har han spillet basguitar for Billy Preston og guitar for bl.a. Alexis Korner, Faces, Peter Tosh, Tom Waits, Aretha Franklin, Chuck Berry, John Lee Hooker, Bobby Womack, Marianne Faithfull, Bo Diddley, B.B. King, Scotty Moore, Willie Nelson, Buddy Guy og Jerry Lee Lewis.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar