af Dennis Otte
Bedst som man sidder og planlægger en tekst om de store minimalistiske avantgardister som Karlheinz Stockhausen, Terry Riley, John Cage, La Monte Young og Philip Glass tikker der en besked ind: den kommer fra en sønderjysk fyr, Søren Nissen Jørgensen på 25, der, som havde han set mig over skulderen, beder mig lytte til sin musik med henblik på at skrive om den. Og det bemærkelsesværdige er, at selvom jeg i dagevis således har fyldt øregangene med ovennævnte pionerer, så falder jeg i staver over den unge jydes tilsvarende minimalistiske musik, og har på ingen måder lyst til at slukke eller skifte track. Nej, jeg lytter til ende, nysgerrigt, som om det snarere er mine ører end mig, der beslutter. Således kom musikeren, der kalder sit enmandsprojekt So I’m An Islander, krybende ind under huden på mig – den gør ikke meget væsen af sig, den postulerer intet, gør sig ikke til, men er svær at ryste af. Og hvorfor skulle man da også det, når den ambiente instrumentalmusik svøber sig diskret om een. Pludselig står Brian Eno og nikker for mit indre blik, Cluster klapper rytmisk med på de nyklassicistiske klaverbårne toner, som ikke skammer sig overfor dén Philip Glass-plade, jeg et par timer forinden hørte.
Det er i sig selv imponerende; at det lykkes denne unge danske musiker at frembringe så mange stærkt minimalistiske tracks, som naturligvis ikke kan eller bør sidestilles med de pionerer, jeg her associerer dem med, men som med smuk selvfølgelighed svæver som en luftballon gennem rummet. Det beder musikken heller ikke om, det står får min egen regning, faktisk beder musikken slet ikke om noget, den er bare.
Selv forklarer So I’m An Islander, at musikprojektet tager udgangspunkt i den sønderjyske natur og kultur – og at det i øvrigt, tilføjer han med samme klædelige beskedenhed som går igen i musikken, er et hobbyprojekt. I så fald en god hobby, og en hobby, der har vundet ham trofaste lyttere mange steder i verden. Han har aldrig været tilknyttet noget selskab, men lader musikken – opdelt i albums, tematisk fordelt komplet med smuk cover art og dialektinspirerede titler – ligge frit tilgængeligt på sin hjemmeside For som han afslutningsvist skriver: ”Det kunne være I ville synes om musikken, og dét, projektet står for - nemlig at fortolke den sønderjyske magi, som nogle mener, er ved at forsvinde! En tendens man ser i andre yderområder”.
Det er i sig selv imponerende; at det lykkes denne unge danske musiker at frembringe så mange stærkt minimalistiske tracks, som naturligvis ikke kan eller bør sidestilles med de pionerer, jeg her associerer dem med, men som med smuk selvfølgelighed svæver som en luftballon gennem rummet. Det beder musikken heller ikke om, det står får min egen regning, faktisk beder musikken slet ikke om noget, den er bare.
Selv forklarer So I’m An Islander, at musikprojektet tager udgangspunkt i den sønderjyske natur og kultur – og at det i øvrigt, tilføjer han med samme klædelige beskedenhed som går igen i musikken, er et hobbyprojekt. I så fald en god hobby, og en hobby, der har vundet ham trofaste lyttere mange steder i verden. Han har aldrig været tilknyttet noget selskab, men lader musikken – opdelt i albums, tematisk fordelt komplet med smuk cover art og dialektinspirerede titler – ligge frit tilgængeligt på sin hjemmeside For som han afslutningsvist skriver: ”Det kunne være I ville synes om musikken, og dét, projektet står for - nemlig at fortolke den sønderjyske magi, som nogle mener, er ved at forsvinde! En tendens man ser i andre yderområder”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar