søndag den 29. september 2013

Facebook voks uge 39

 Dennis Otte

24. september 2013

BLIND LEMON JEFFERSON (Lemon Henry Jefferson, 1893-1929) bliver i dag 120 år.
Jefferson er ofte med rette blevet kaldt ”Father of the Texas Blues” og er som sådan en af de mest indflydelsesrige bluesmusikere verden har set. Selvom han kun var aktiv i tre år – fra 1926-1929 – har hans betydning vist sig langtrækkende og har influeret ikke så få senere giganter i bluesmusikken såsom B.B. King, Lightnin’ Hopkins, Leadbelly, Son House og Robert Johnson. I disse få år udsendte selskabet Paramount en række fine shellac 10” singler med Jefferson.
Hvis man ikke allerede kender disse gamle drenge, så anbefaler Ørevoks kraftigt at dykke ned i især Robert Johnson, Son House og senere giganter som Elmore James, Muddy Waters og Howlin’ Wolf. Så kan man altid senere gå helt tilbage til Charley Patton og ja, Blind Lemon Jefferson: en betydelig del af selve fundamentet for blues.
Jefferson blev en af 1920’ernes mest populære bluesmusikere med sin distinkte stemme og originale akustiske guitarspil på legendariske indspilninger som fx ”See That My Grave Is Kept Clean” (1927), som er blevet indspillet af fx Bob Dylan, Grateful Dead og B.B. King. Jefferson er også manden bag ”Matchbox Blues” (1927), som senere, i en rockabilly-transformeret udgave, blev gjort kendt af Carl Perkins og senere indspillet af The Beatles.  
Blind Lemon Jefferson blev optaget i Blues Hall Of Fame i 1980.

27. september 2013


ROBBIE SHAKESPEARE bliver i dag 60 år.
Når snakken går på hvilken rytmesektion, der er musikhistoriens bedste, er der naturligvis mange bud og kandidater - men den tørre statistik vil vide, at få rytmesektioner har været hyppigere anvendt af alverdens musikere end duoen Sly and Robbie. Såvel de største giganter som de mere delikatesse- eller undergrundorienterede navne har siden 1970’erne fået deres managers telefon til at gløde. Og sikke en genremæssig spændvidde de har præsteret: selvom deres rødder ligger solidt i Jamaicas reggae, har de indspillet i en lang række genrer med så forskellige navne som fx Bob Dylan, Fugees, Grace Jones, Herbie Hancock, Ian Dury, Serge Gainsbourg, Joe Cocker, Madonna, Marianne Faithfull, Mick Jagger, No Doubt og Simply Red.
Bassisten Robbie Shakespeare og trommeslager Sly Dunbar fandt tidligt sammen om en fælles kærlighed til især reggae, men også bl.a. country, Philly Sound og Motown. Det anslås, at makkerparret medvirker på over 200.000 indspilninger, enten som musikere eller som producere, herunder et hav af reggaemusikere (fx Peter Tosh og Dennis Brown) foruden deres egne omfangsrige bagkatalog i eget navn, startende i 1981 med Sly and Robbie Present Taxi.

28. september 2013

Den amerikanske r&b- og soulsanger BEN E. KING bliver i dag 75 år.
Bedst kendt er guitaristen og pianisten nok for den udødelige ”Stand By Me” - der er indspillet af bl.a. John Lennon - som han skrev sammen med et af periodens største sangskriverpar, Leiber & Stoller. Sangen blev et hit for King af flere omgange, først ved originaludgivelsen i 1961 og sidenhen i 1986, hvor den blev brugt som soundtrack til en film af samme navn. Foruden sin markante solokarriere, har han gjort sig bemærket som medlem og sanger i doo-wop-gruppen The Drifters fra 1958-60 og igen fra 1981-85. Inden da var han, under sit fødenavn Benjamin Earl King, medlem af gruppen The Five Clowns. Det var denne gruppe, som senere samme år blev reinkarneret som The Drifters. Der havde forinden eksisteret et helt andet band med navnet The Drifters, men deres manager havde fyret hele bandet og erstattet dem med medlemmerne af The Five Clowns (!). King sang lead på sange som ”There Goes My Baby” og “Save the Last Dance for Me”. Han nåede dog kun at indsynge i alt 13 sange med The Drifters (heraf to som backing), hvorefter han drev mod en succesfuld solokarriere i maj 1960. Han fik, udover ”Stand By Me”, et stort hit med ”Spanish Harlem”, skrevet af Jerry Leiber og Phil Spector. På den måde indskrev han sig med hele tre sange i The Rock and Roll Hall of Fame’s 500 Songs that Shaped Rock and Roll med netop ”Stand By Me”, ”There Goes My Baby” og ”Spanish Harlem”.
Ben E. King er optaget i The Rock and Roll Hall of Fame som medlem af The Drifters og har været nomineret dertil som soloartist.

29. september 2013


The Killer bliver i dag 78 år: JERRY LEE LEWIS, en af rock and rolls ældste statsmænd og pionerer er blandt de allersidste af de helt store fra 1950’ernes rock and roll, udover giganter som Chuck Berry (86 år) og Little Richard (80 år). 

De tre herrer turnerede i øvrigt sammen i Europa så sent som i 1998. Han er den sidste overlevende fra Sun Records Million Dollar Quartet, som foruden Lewis bestod af Elvis Presley, Johnny Cash, Carl Perkins og Roy Orbison.
Efter en opvækst i fattige kår chokerede han lokalsamfundet og kirken ved at spille ”djævlens musik”: voldsomme boogie woogie-versioner af salmer på kirkens orgel. Han indspillede sin første demo i 1954, tog til Nashville og blev afvist ved countrymusikkens hellige gral, Grand Ol’ Opry, og spillede i stedet på barer og værtshuse, hvor han ofte sparkede klaverbænken væk og spillede stående. Lewis indspillede første gang hos de legendariske Sun Records i 1956. Året efter kom det helt store gennembrud med klassikeren ”Whole Lotta Shakin’ Goin’ On” og klavertæskeren red nu på en bølge af verdensomspændende succes med opfølgere som ”Great Balls of Fire”, ”High School Confidential” og ”Breathless”.

Hans popularitet styrtdykkede imidlertid da det i 1958 kom frem, at han havde giftet sig med sin 13-årige kusine – det var i øvrigt den 22-årige sangers tredje ægteskab! Hans syvende og indtil videre sidste ægteskab indledte han i 2012. Han vendte stærkt tilbage i 1964 med albummet Live at the Star Club, Hamburg, som mange betegner som et af de bedste live-albums i rockens historie. Fra sidste halvdel af tresserne skabte Lewis sig en solid karriere i countrymusikken, men har aldrig opgivet den rå rock and roll. Så sent som i 2010 udsendte han det vellykkede album Mean Old Man med coverversioner af bl.a. Jagger/Richards, Chuck Berry og John Fogerty, et titelnummer skrevet af Kris Kristofferson og hvor kapaciteter som Eric Clapton og Ringo Starr også medvirker. I maj 2013 åbnede den utrættelige Lewis en ny club i Memphis, hvor der live leveres god rock and roll og serveres traditionelle sydstatsretter i perfekte omgivelser af memorabilia som mesterens motorcykel og gamle klaverer!

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

mandag den 23. september 2013

HVOR DEJLIGE HAVFRUER SVØMMER. Om Bob Dylans digtning (Boganmeldelse)

af Dennis Otte

Jeg skal gerne indrømme, at jeg plejer at afsikre mit jagtgevær, når jeg ser mine yndlingsmusikere eller favoritforfattere udsat for omsiggribende akademiske analyser. 

Den netop udgivne antologi om Bob Dylans digtning, HVOR DEJLIGE HAVFRUER SVØMMER, besidder imidlertid så tilpas høj nørdfaktor og engagement, at den var en sand fornøjelse at læse. 

I forordet introduceres bogens agenda: omdrejningspunktet er Dylans to koncerter i Odense – en by som alle bogens bidragydere har tæt tilknytning til – og der tages udgangspunkt i de ved koncerterne spillede sange. Redaktionen, der bl.a. består af Anne-Marie Mai, lægger stilen an allerede i forordet, når paralleller drages til byens store eventyrdigter, HC Andersen:
”Der var så dejligt ude på landet. Det var sommer. Kornet stod gult, håret gråt og gennem brillerne så man ud over de grønne enge, og dér gik den gamle kunstner og talte amerikansk, for det sprog havde han lært hjemmefra. Jo, der var rigtignok dejligt dernede i landsbyen”
Der refereres naturligvis til Dylans meget roste koncert i Den Fynske Landsby den 27. juni 2011, men der trækkes også i bogen tråde tilbage til musikerens besøg i Arena Fyn, den 28. maj 2008.   
I direkte forlængelse heraf sætter den første bidragyder, Heinrich Detering, Dylans digtekunst ind i en eventyrkontekst i sin tekst, ”Once Upon A Time – Bob Dylans eventyr”, og påviser hvordan Dylan oftere end de fleste måske skulle antage, drager referencer til eventyrgenren og digter videre eller placerer eventyrkonnotationer i ny kontekst. Cirklen tilbage til HC Andersen sluttes på ny, uden at det virker søgt.
Herpå følger teksten ”Boots of Spanish Leather” – en traditionel ballade?”, der, som titlen antyder, placerer den gamle Dylan-sang i en europæisk balladetradition og påviser, med righoldige eksempler fra Dylans øvrige værk og med eksempler og referencer fra traditionelle ballader, hvor solidt fat Dylan har om traditionen og den i generationer overleverede musikhistorie flere århundreder tilbage.
Christoffer Hennebergs tekst, ””I think I’ll call it America”: Highway 61 Revisited”, behandler Dylans brug af satire og sort humor som værn mod det forstokkede Amerika. Her drages paralleller mellem Dylan i midten af 1960’erne og samtidige romanforfattere som Joseph Heller, Ken Kesey, Thoma Pynchon og Kurt Vonnegut. Disse har nemlig, påviser Henneberg, satiren tilfælles som modværge og angreb på, hvad han betegner som sakrosankte amerikanske institutioner, og indskriver sig alle i, hvad den svenske Dylan-forsker, Mats Jacobsson, har kaldt tressernes ikonoklastiske diskurs.
Heinrich Detering leverer endnu en god tekst; ”Stemmerne fra Limbo. Bob Dylans sene Song Poetry”, der med udgangspunkt i ”Workingman’s Blues #2” (fra Modern Times, 2006), dykker ned i den smeltedigel af inspirationskilder, lån og referencer fra verdenslitterære klassikere, filmhistorie og førindustriel musik, som omtransformeret udgør grundelementerne i Dylans sene plader efter årtusindskiftet. Altid dygtigt arrangeret og med sikkert hånd gjort umiskendeligt dylansk. Og ikke mindst nutidigt relevant, så samtiden afslører sig som en ynkelig genudsendelse af gammelkendte problemstillinger, der kører uforanderligt i ring.
Midt i bogen findes ni tegninger af Dylan, udført af Jørgen Bispelund Knudsen på baggrund af nogle af de mest kendte og ikoniske fotografier af musikeren gennem hele karrieren. Disse tegninger garneres med en digtsuite af Klaus Høeck med titlen ”dylan i landsbyen”. Og det er helt klassisk Høeck, komplet med udelukkende små bogstaver.
I sin tekst ”Tingene har forandret sig – også for kunstneren”, tager Anne-Marie Mai – på baggrund af sangen ”Things Have Changed” – udgangspunkt i Dylans kunstnergestalt gennem årene og hans forhold til og plads i eget værk.  
Antologiens sidste tekst er Anders Thyrring Andersens 50 sider lange ”Before the Flood. Apokalypse og kristen modernisme hos Bob Dylan”, hvor der på baggrund af ”All Along the Watchtower” dykkes ned i Dylans hyppige brug af særligt gammeltestamentlige dommedagskonnotationer.
Det er en god bog dylanologerne har præsteret. Eneste minus er, hvis man skal være pedantisk, at når nu hele fire særdeles sprogkyndige mennesker står angivet som redigerende redaktører, så kunne man have ønsket sig, at én af dem havde påtaget sig at læse korrektur på den samlede udgivelse. Som hengiven Dylan-fan fik jeg imidlertid meget ud af bogen og dens grundighed i referencer til litteratur og musik, som Dylan har ladet sig inspirere af (eller ligefrem har stjålet/lånt fra), og Hvor dejlige havfruer svømmer er således langt mere anbefalelsesværdig end sin 41 år gamle forgænger udi akademisk Dylan-analyse på dansk, Jesper Tangs temmelig tunge Bob Dylan Smiler.
Hvor dejlige havfruer svømmer. Om Bob Dylans digtning er udkommet 21. september på Syddansk Universitetsforlag, er på 220 sider og koster 248,- kr.  

Facebook voks uge 38

af Dennis Otte

22. september 2013


NICK CAVE bliver i dag 56 år.
Vi benytter lejligheden til at invitere til LYTTEKLUB/FOREDRAG om Nick Cave med Taastrup Bibliotek og Dennis Otte (Ørevoks) den 9. oktober kl. 19-20.30.
Arrangementet er et samarbejde mellem DR P6 Beat, Gaffa, Bibzoom og biblioteket. Kom og lyt til musik og ord og få en snak om en af vor tids største musikere og multikunstnere på:


Taastrup Hovedgade 86
2630 Taastrup
19. september 2013


JARVIS COCKER bliver i dag 50 år.
Som forsanger i det engelske band Pulp gjorde han sig bemærket i 1990’ernes britpop, men bandet havde faktisk allerede albumdebuteret i 1983 med pladen It, opfulgt af Freaks i 1986. Det var imidlertid først med 1990’ernes udspil som i særdeleshed His ’n’ Hers (1994), Different Class (1995) og This Is Hardcore (1998) at de for alvor slog igennem. 
Cocker har siden med held løsrevet sig fra kategoriseringen britpop med indtil videre to soloplader, der genremæssigt kan betegnes som indie, post punk eller art rock: Jarvis (2006) og Further Complications (2009). Han mestrer såvel guitar som bas og keyboard og besidder en ganske særegen stemme, der i sin krukkede androgynitet kan minde om en anden britpopsangers; Brett Anderson fra Suede. Herudover har han markeret sig som musikradiovært på BBC og har haft roller i flere film, bl.a. i Harry Potter and the Goblet of Fire, hvor han spiller Myron Wagtail.
Han har været kurator på Meltdown Festival i 2007og dertil bl.a. valgt Iggy & The Stooges, Devo, The Jesus and Mary Chain, Roky Erickson og Motörhead. Han har instrueret musikvideoer for andre musikere, medvirket dansende i en musikvideo med Nick Cave, optrådt i Leonard Cohen-tribute koncerten I’m Your Man og indgået i musikalsk samarbejde med bl.a. Marianne Faithfull og Nancy Sinatra.
I 2011 udkom en samling af Jarvis Cockers sangtekster i bogen Mother, Brother, Lover: Selected Lyrics.

17. september 2013


CARL KING. The Regeneration of Sydenham Sid & The Penge Pioneers. Anmeldelse
”He’s 65 today and I’ll be 63 / I wonder if he still remembers me / the kid they thought was gonna be a star / who quit the scene and watched the starman from afar”
Sådan synger den herboende engelske musiker CARL KING på sangen ”The Starman”, sin “teasing tribute to Bowie” fra debutalbummet The Regeneration of Sydenham Sid & The Penge Pioneers – helt ud i titlen spiller King på sit forhold til David Bowie med hvem han i Bromleys musikscene i midten af 60’erne konkurrerede om publikums gunst. Det er i høj grad sin fortid som kollega med den senere så verdensberømte Bowie som King forsøger at generere opmærksomhed på. Hverken Bowies eller Kings spæde singleudspil gav genlyd dengang, men at King i dag husker tilbage på tiden med nostalgisk lune, er der ingen tvivl om. Det er i det hele taget en tilbageskuende Carl King, der mindes sin ungdom på en plade, der er både vemodig og humoristisk i sin udtalte Britishness – en plade, som han selv betegner som et ”come forward” snarere end et ”comeback”. 
King var på pub med Bowie og to piger i West End i november 1966, to år efter at Bowie havde været opvarmning for Kings band, The Vendettas. Da Bowie forlod pubben med den ene pige sad King tilbage med den anden; Birte fra Haderslev, som Carl King blev gift med året efter og flyttede til Danmark med. Musikken på Kings album er fyldt med minder om skoleoplevelser, gamle kærester, tidlig rock and roll og drengesind. Et nummer stikker ud; bonussangen ”On a Summer Day” om den norske tragedie på Utøya. Denne sang står stærk, trods ude af sammenhæng med det øvrige album, som ville gøre sig bedst tilbage på den gamle pub med en brown ale ved hånden og King som live underholdning: her ville han uden tvivl være kongen af lørdag aften.
Carl King: The Regeneration of Sydenham Sid & The Penge Pioneers (2013)
17. september 2013
Han var døbt Hiram King Williams (1923-1953) og fik tilnavnet the Hillbilly Shakespeare: HANK WILLIAMS ville i dag være blevet 90 år.
Han var velsagtens den største af dem alle, aldrig overgået hverken før eller siden – hillbilly rambleren Hank, der døde som 29-årig på bagsædet af en kold bil tværs over Amerika i snestorm mellem to jobs på årets første dag i 1953. Han kunne ikke flyve i det vejr og havde hyret en college-studerende til at køre sig. En af populærmusikkens første unge døde og allerede en myte, en legende i sin levetid. 
Hele 35 af hans singleplader figurerede gennem en kort intens årrække på Top 10 Billboard Country & Western Best Sellers Chart – heraf 11 som nummer 1. Han var den fremmede fugl, outsideren i Nashvilles mondæne Grand Ole Opry, hvor han først var blevet afvist, men efter en solid mainstreamsucces med sangen ”Lovesick Blues” fra 1949 blev lukket ind i varmen og blev den første optrædende i showet som af publikum blev tilskyndet til at give hele seks ekstranumre. Hank var imidlertid ikke stabil og blev bortvist fra Grand Ole Opry efter udeblivelse; han sloges med afhængighed af alkohol og misbrug af bl.a. morfin og amfetamin, der kunne dulme smerterne fra en medfødt ryglidelse.  Hans professionelle karriere begyndte i 1937 da han blev hyret som vært og musiker i et 15-minutters radioprogram på WSFA. Han droppede ud af skolen og dannede sit legendariske band, The Drifting Cowboys.  
Et utal af hans kompositioner er indspillet af andre sangere i såvel blues, gospel, rock og country regi. Heriblandt udødelige sange som “Ramblin’ Man”, “I’m So Lonesome I Could Cry”, “There’s A Tear In My Beer”, “Alone And Forsaken”, “Pictures From Life’s Other Side”, “I Can’t Help It (If I’m Still In Love With You) og et hav af andre lige så fremragende og udødelige sange, der dog nok lyser stærkest i hans egne versioner. Ørevoks letter på cowboyhatten og lytter til legenden dagen lang.

17. september 2013

Ørevoks bringer som noget nyt en serie om danske upcoming bands.


Det første er københavnertrioen HEAT ’N GUNSLINGERS, der er koncertaktuelle i Råhuset på Onkel Dannys Plads i København nu på torsdag den 19. september kl. 20.00.
Bandets lyd er præget af lige dele rockabilly, blues og funk som det kan høres på den flotte debut EP, I Don’t Feel, udgivet  15. februar 2012 såvel digitalt som fysisk. Musikken udvikles kollektivt og det fremgår tydeligt, at man har at gøre med en sammenspillet enhed, om end idéerne ofte kan føres tilbage til tekstforfatter, guitarist og sanger, Ebbe Hede. Han flankeres af trommeslager Kenneth Stendal og bassist Benjamin Birch, der udgør en sikkert gunslingende rytmesektion.
Varm op med EP’en her og hør bandet folde sig ud live i Råhuset torsdag.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

søndag den 22. september 2013

EN HELT IGENNEM RESPEKTABEL KONCERT

af Dennis Otte
PETER BELLI og hans yderst velspillende band lagde i aften vejen forbi Forbrændingen. 
Et af de sidste stop på en turné, der slutter om en uge og har bragt dansk rocks grå eminence landet rundt. Jeg skal bekende kulør med det samme: jeg har aldrig været Belli-fan. Når sandheden skal frem, har tanken sommetider strejfet mig, at jeg ikke kan komme på mange, der har forvaltet deres karriere værre; her tænker jeg på lige dele bingo, banko og dansktop. Men den fejl er sikkert min, for hvorfor skulle en musiker ikke have lov at boltre sig som han vil, afprøve nyt land, selvom vrisne typer som mig ikke mener, at det er hans boldgade? Hvad skylder Peter Belli mig – eller andre? Svaret er nok blot, at min yndlingsinkarnation af Belli er rockeren; manden der blev født på et lokum i Tyskland, havde skulderlangt hår længe før The Beatles og drev tiltrængt gæk med borgermusikken. Ulven Peter; rockmusikeren med integriteten og historien intakt.
Til mit held var det nøjagtig den Belli vi fik at høre i aften: den ru og rå Belli, velsyngende og med et band i ryggen, der gjorde enhver sang potent, så blues- og rockpublikummet fik så hatten passede – også de af Thøger Olesen oversatte klassikere som ”Helt Igennem Respektabel” (The Kinks), ”Jeg Er Din Dengse I Nat” (Bob Dylan) og ”Bliv Væk Fra Vort Kvarter” (Wheeler). Anekdoterne var righoldige mellem numrene, når der fortaltes om dengang han varmede op for The Kinks eller The Rolling Stones – og så kom ”Not Fade Away”, som jo egentlig er et Buddy Holly-nummer. De gamle klassikere som ”Hvis Jeg Var Arbejdsløs” og  ”København Fra En DC9” var blandet med helt nye numre fra den nye plade Evig & Altid, som udkommer mandag. Det var ikke til at se, at manden var døden lidt for nær i foråret, da han lå alvorligt syg. I mellemtiden er han fyldt 70 og er i den grad på benene igen. Belli var til aftenens koncert ikke blot blandt venner i form af tiljublende publikum, men også blandt familie: både sønnen Michel Belli, hustru June og børnebørn rockede med blandt publikum, autocamperen holdt i baggården og smilene var til at tage og føle på backstage i pausen.  

torsdag den 12. september 2013

JOHNNY RAMONE: Commando. En selvbiografi.

af Dennis Otte
ROCKSELVBIOGRAFIER VOL VI
I 2004 døde Johnny Ramone (John William Cummings) af kræft efter længere tids sygdom. Han havde ellers aldrig i sit liv været syg, fortæller ”kommandøren” i sin nyligt udgivne selvbiografi; han troede simpelthen ikke at han kunne blive syg, end ikke forkølelse døjede den gnavne guitarist med. Han viser sig i sin efterladte biografi som en mand med sine meningers mod; en mand, som var kompromisløs omkring sin musik, gerne erkendte en dårlig plade, men sandelig også fastholdt at The Ramones var det bedste band i verden, og at de aldrig blev overgået – en påstand Ørevoks har mere end almindeligt mange forbehold over for. At The Ramones skulle have opfundet punken, er ligeledes en debat som de lærde stadig fører. Hvilken betegnelse man så vil udstyre eksempelvis de meget tidligere The Stooges med, er et spørgsmål der naturligt melder sig.
At Johnny Ramone var en original guitarist og medopfinder af den spæde punkguitarlyd, som den tog sig ud blandt de første kuld af punks på begge sider af Atlanten, er der nok ikke meget tvivl om; man kan altid hører, når det er ham, skåret helt ind til benet i en hæsblæsende monotoni, der kogte rock and roll ned til sin essens og urkraft. Al virtuositet var bandlyst og enkelheden en dyd. At numrene så ofte kom til at ligne hinanden lidt vel meget, er en anden sag. Effektivt var det. Hertil kom bandets visuelle fremtoning og rå æstetik; slidte jeans, langt sort hår og læderjakke over den hvide t-shirt, ofte med tegneserie-logo påtrykt. Alt blev nøje kalkuleret af Johnny; hvordan de skulle stå på scenen og hvem der skulle udtale sig til pressen. Johnny Ramone langer i bogen nådesløst ud efter andre bands, bandkammerater og fortæller ærligt, hvordan han nidkært sparede op til at kunne trække sig tilbage til et otium i Californien.  
Johnny Ramone var en meget sammensat mand. Skråsikkert republikansk og højreorienteret i en grad, så man kan væmmes. Hvordan han fik regnestykket til at gå op mellem på den ene side at være oprørsk ungdomskriminel er en gåde. Fx da han hørte The Beatles på Shea Stadium og medbragt en pose sten, som han havde i sinde at kaste efter bandet. Senere i bogen fortæller han, hvordan han smadrer en publikummer med sin guitar fordi der er blevet spyttet mod The Ramones. Og  følgende udsagn om Vietnamkrigen: ”Jeg forstod ikke, hvorfor vi ikke bare bombede det sted fuldstændig i smadder” og ”Og så begyndte jeg at heppe på Nixon af den simple grund, at folk ikke syntes, at han så godt ud. Og da Goldwater så stillede op, og han begyndte at snakke om at bombe Vietnam, så sagde jeg bare, ”det lyder helt rigtigt efter min mening”. Helt rigtigt at bombe et lands civilbefolkning i smadder. Velbekomme! 

Sidst i bogen følger Johnnys top 10 lister over ting som baseballspillere, Elvis-bøger, yndlingsrepublikanere og punkbands.

Johnny Ramones selvbiografi er hurtigt læst og anbefales til alle punkfans. Den er provokerende, punk og primitiv. 
Udgivet på KLIM, juni 2013.

onsdag den 11. september 2013

LARS HUG bliver i dag 60 år.

af Dennis Otte

Foto: Gaffa
Lars Haagensen blev født i Sorgenfri, men flyttede i sine ungdomsår til Aarhus for at gå på Kunstakademiet. 

Her dannedes et af dansk rockhistories mest skelsættende bands, Kliché, i 1977. De var imidlertid for danske forhold så langt fra klichéen, man kunne komme: borte var alle tidens gængse normer lige fra påklædning til musikalsk udtryk, sangteknik, tekstunivers og hele fremtoning. Det er nok svært helt at forestille sig i dag hvor provokerende de uniformerede, Mao-besyngende og mekaniske art rockere var. Det var ikke egentlig punk som man netop havde lært at kende fra især Sods, ej heller var det klassisk new wave – det var snarere en original fortolkning af tyske Kraftwerk, engelske Roxy Music og amerikanske Devo. 

Teksterne var ofte lakoniske, nogle af dem oversættelser af Mao, hvilket kun bidrog til den almindelige forvirring: var de seriøse eller var det ironi? Og så den robotagtige fromtoning, perfekt koordineret i ens uniformer og et sangforedrag der var skiftevis apatisk og bowie’sk krukket. De snakkede aldrig til publikum fra scenen. Havde med Hugs eget udsagn ikke ”lyst til at besmudse vores musik med alt muligt vrøvl”. 

Den første LP hed Supertanker og kom i 1980 – den anden og sidste, Okay Okay Boys, kom i 1982. Der var tilløb til en tredje, men den kom aldrig Måske godt det samme; Joy Division udgav også kun to regulære albums og måske var det godt for begges eftermæle at stå så knivskarpt i erindringen inden eventuelle mindre gode plader. 

Hug skulle vise sig at holde toårsintervallet; han gik solo og udkom i 1984 med City Slang. En i dag ikonisk plade, der både er udpræget barn af sin tid, men som også har vist sig vedkommende for nye generationer. Den ordblinde Hug, som ellers ikke læste bøger, havde forelsket sig i digteren Søren Ulrik Thomsens debutsamling fra 1981 af samme navn og sat musik til digtene. Musikken blev til ud fra et selvopfundet tilfældighedsprincip, hvor Hug med terninger lod sig guide rundt i en akkordbog; en hjemmelavet opdatering af Burroughs og Gysins cut up teknik. 

Herefter ventede en særdeles succesfuld tid som det brede publikums darling, stadig med inspireret og god musik, men i en mere bredt appellerende form på Kysser Himlen Farvel (1987). Han provokerede sit nye publikum ved til Roskilde Festival 1988 ikke at spille et eneste af sine store hits, men udelukkende levere engelske covernumre til en stadig mere buhende forsamling. Han kunne ikke tage sig selv alvorligt ved at blive ved at spille de samme crowd pleasers igen og igen. 

Til sidst forbarmede han sig imidlertid og gav sin endnu ikke udsendte nyfortolkning af ”Kvinde Min”, som året efter udkom på den fejende flotte opdatering af al landsens popsange, Kopy (1989).  Gamle slagere og dansktopnumre fik nyt liv og arrangement og nye nuancer og tolkninger åbenbarede sig i de gammelkendte travere. Stilen fra Kysser Himlen Farvel blev genoptaget på Blidt Over Dig (1992), hvorefter Lars Hug igen rykkede de musikalske teltpæle op og i 1996 udgav den jazzede easy listening plade, Kiss & Hug (From A Happy Boy) med egne engelsksprogede sange. Den blev i 2003 fulgt op af hans seneste plade, Save Me From This Rock’n’Roll, men fødselaren har lovet os nyt dansksproget materiale i 2014. 

Kan man ikke vente så længe, kan man allerede fra i morgen se en udstilling af Lars Hugs malerier på Designmuseum Danmark i Bredgade, København.


mandag den 9. september 2013

ARCTIC MONKEYS: AM. (Pladeanmeldelse)

af Dennis Otte
”Satisfaction feels like a distant memory” synger Arctic Monkeys på deres nye plade, AM, som udkommer i dag. Ørevoks ender beklageligvis med en lignende konklusion efter at have hørt de energiske Sheffield-drenges aktuelle udladning: det ER ikke helt så tilfredsstillende som to første fremragende albums, der ruskede tiltrængt op i rocken og leverede et gangbart og troværdigt soundtrack til unge luftguitarister m/k, men mindre kan bestemt også gøre det. Siden kom de hæderlige Humbug og Suck It And See, der på sine bedste numre holdt en status quo, men hvor bandet i de svageste fremstod lidt som en parodi på sig selv i forsøget på flere kække sange om drukture, fester, sex og almindelige fjollerier.
På AM lyder Arctic Monkeys bestemt som sig selv, men det lykkes alligevel at bringe flere nuancer til torvs og paletten får et par nye farvestænk, når de i Los Angeles residerende aber stedvis forsøger sig med en mere poppet lyd, uh-huh-kor og flere opløftende dansable sange, der lyder upåklageligt lækre, men måske også glemmes, når dansen er slut. Mindeværdige er ikke desto mindre de gode riffs, der henleder tankerne på Black Sabbath. Alex Turner er fortsat veloplagt velsyngende og spiller stadig en ret så overbevisende guitar! ”No. 1 Party Anthem” er en smuk ballade, der ville gøre sig godt på Eltons Johns setliste, men i omkvædet også har reminiscenser til 90’ernes britpop. Arctic Monkey prøver at ryste posen og udvide deres udtryk, hvilket lykkes i et nummer som ”Fireside”. AM er en god Arctic Monkeys plade; trofaste fans vil begejstres over efterårets lydspor, radiolytterne vil få deres sult stillet med singleudspil som ”R U Mine?” og ”Do I Wanna Know?”, mens Ørevoks har indtryk af en samling velproducerede og velspillende poprocknumre, der ikke gør hverken fra eller til i den efterhånden lidt for trygge historie om de arktiske aber.   

Releasedate: 9/9-2013, Domino.

  

Facebook voks uge 36

af Dennis Otte
2. september 2013

Den amerikanske avantgardemusiker JOHN ZORN fylder i dag 60 år.
Zorn er komponist, producer og multiinstrumentalist. Udover hovedinstrumentet altsaxofon mestrer han fx klarinet, fløjte, trommer, keyboard, bas, theremin og sang. De genremæssige favntag er lige så mangfoldige og har i årenes løb resulteret i jazz, klassisk (herunder kompositioner for kammermusik), metal, hardcore punk, rock og alskens impro. 

Zorn var en hovedfigur i den såkaldte punk jazz, som også talte navne som bl.a. Lounge Lizards og James Chance and the Contortions. Han gjorde sig først gældende i downtown-scenen i New York City fra 1970’erne og frem og har senere arbejdet 10 år i Japan fra 1986-96.
Zorn er en usædvanlig musiker på mange parametre. Også det kvantitative er bemærkelsesværdigt: Zorn har udgivet 56 regulære soloalbums. Valgslægtskaberne og hilsnerne til andre kunstnere er tydelige helt ud i albumtitlerne, der fx hedder Rimbaud, Duras: Duchamp, Godard/Spillane eller Nova Express og Interzone (med reference til Burroughs). Hertil kommer eksempelvis en hel plade, Spy vs Spy, hvor Zorn fortolker Ornette Colemans musik. Han medvirker på lige under 60 plader med andre kunstnere. Over 20 albums er blevet til i samarbejdende konstellationer, bl.a. en række plader med Fred Frith. Læg hertil knap 150 plader i kategorierne live-plader, filmmusik og ikke mindst bandorienterede plader med bl.a. grupperne Naked City, Painkiller og Masada.
Ørevoks anbefaler dokumentarfilmen A Bookshelf on Top of the Sky: 12 Stories About John Zorn fra 2002. 

7. september 2013


SONNY ROLLINS er en af jazzens sidste store kæmper. Han bliver 83 år i dag. Han har skrevet mange kompositioner som er blevet klassikere i jazzen og har spillet sammen med gud og hver mand – mere end blot et par guder, faktisk. Engle med indlagt dæmoni i deres spil. Innovatorer i en tid, hvor jazzen totalt ændrede udtryk hvert årti.
Theodore Walter Rollins blev født i New York City i 1930. Han startede som pianist, blev så alt saxofonist, men har fra 1946 gjort tenor saxofonen til sit instrument - og er måske den fremmeste på det instrument overhovedet. Rollins karriere begyndte for alvor, da han som kun 19-årig i 1949 indspillede hard bop med Bud Powell, senere kom han for en kort bemærkning med i Miles Davis Quintet og udgav plade sammen med The Modern Jazz Quartet og spillede med excentrikeren Thelonious Monk (beboppens ypperste pianist og komponist til ikke så få standards). 
Det store gennembrud kom i 1953 med egne kompositioner som ”Doxy”, ”Oleo” og ”Airegin”. Inden da havde han også nået at spille med selveste Charlie Parker. Han spillede i The Clifford Brown-Max Roach Quintet og blev efter Browns tidlige død selv bandleder og udgav i 1956 milepælen Tenor Madness, hvor han havde lånt Miles Davis gruppe (Red Garland, Philly Joe Jones, Paul Chambers og John Coltrane). Herefter tog det fart i et sandt arbejdsraseri; over 50 regulære soloalbums er udkommet, en håndfuld live plader og et ocean af plader, hvor Rollins medvirker som sideman. Et af de mere kuriøse eksempler, som til gengæld nåede ud til en bred skare af musikfans, var hans medvirken på tre numre med The Rolling Stones på deres album Tattoo You (1981).
Rollins er den evigt nysgerrige musiker, der har udforsket bl.a. The Great American Songbook, latin, avantgarde, hard bop, bebop, r&b og funk. Han vandt en Grammy for bedste instrumentelle jazzalbum i 2001. Samme år opholdt den 71-årige Rollins sig få blokke fra de sammenstyrtende tvillingetårne og måtte flygte fra sin lejlighed – kun med sin saxofon!
Ørevoks anbefaler at lytte til pladerne Tenor Madness, Saxophone Colossus, Way Out West, East Broadway Run Down og The Bridge. Det kunne lige så vel have været fem andre: helt op til i dag udgiver Rollins stor musik.  


7. september 2013

Hans borgerlige navn var Charles Hardin Holley. Han figurerer som nr. 13 på Rolling Stone Magazine’s liste over de 100 bedste artister nogensinde. Han blev kun 22; døde i et flystyrt på vej fra en koncert til den næste. Don McLean’s ”American Pie”, om ”the day the music died”, handler om ham. Inden da havde han på kun halvandet år været en sand pioner i rock and roll med sit band The Crickets. Et band, der senere skulle inspirere The Beatles (helt ud i navnet, om end der var mange årsager hertil), Bob Dylan, The Rolling Stones og Eric Clapton. Både The Rolling Stones og Grateful Dead har spillet hans ”Not Fade Away” – Keith Richards overværede som teenager en koncert med ham. Det er naturligvis BUDDY HOLLY, som i dag ville være blevet 77 år.
Han vandt en lokal talentkonkurrence allerede som 5-årig: hans brødre havde lært ham at spille guitar, banjo og lap steel guitar. Han var tidligt optaget af bluegrass, country og senere rockabilly efter at have hørt Elvis live i hjembyen Lubbock i 1955. Allerede senere samme år havde Holly fået stablet en trio på benene og varmede op for Elvis. Senere åbnede han også showet for Bill Haley & His Comets.
Holly nåede at udgive tre albums i sin levetid. Udødelige sange som ”That’ll Be The Day”, ”Peggy Sue”, “Words of Love” og ”Not Fade Away” udgør en del af den arv, der var blandt de vigtigste fra den tidlige rock and roll, og hvor Holly skiller sig ud fra sine samtidige pionerer ved at være mere influeret af country end blues, om end han også optrådte med Little Richard og Chuck Berry og absolut ikke var døv overfor påvirkning herfra. Buddy Holly optrådte med The Crickets på det legendariske The Ed Sullivan Show 26. januar 1958. Bob Dylan har senere fortalt, at han oplevede Holly live blot to dage før flystyrtet.


8. september 2013

Fra San Francisco kommer en af disse års mest spændende noise rockere. Hans navn er TY SEGALL, han er født i 1987 og Ørevoks bringer her en anbefaling af garage-knægten, multiinstrumentalisten, singer-songwriteren, guitaristen, trommeslageren, lo-fi-punkeren, den psykedeliske Segall. En boullionterning af talent. Sin unge alder til trods, har han allerede udgivet mere end mange andre musikere når på et helt liv. 
Det er ikke nogen helt overskuelig opgave at danne sig et overblik over hans rigt facetterede output i diverse konstellationer med bands som Orange County, Fuzz, The Tradiotional Fools, Party Fowl, Sic Alps, The Perverts og The Epsilons. Han har udgivet otte soloalbums, EP’er med omtalte bands og live plader. Hvad Ty Segall i sin essens synes at være, er stramt spillet punk og garage retro med plads til eventyrlystne udforskninger af klang; et paradoks forenet i plader, som på én gang er både løse og faste og derfor bliver ved at drage med en herlig perversion for god støj. Han er både udfarende og introvert. Ofte samtidig. Er han en opdateret Syd Barett? Måske garneret med Sonic Youth? Noget i hans spraglede og alligevel helt nøgterne udtryk minder om Syd. Der er en 60’er sound over de fleste af hans ting, samtidig med, at de lyder dugfriske og nutidigt relevante. Ja, faktisk som noget jeg meget længe har ventet på i en strøm af overvurderede og hypede ”indiebands” og ”alternative rockbands”, som efter få numre som regel afslører sig som ren attitude hvor vindueskarmen på daglig basis må tørres ren for døgnfluer, så man kan få udsyn - til en fyr som Ty Segall. Også mere afdæmpede og skrabede indspilninger klæder ham. Der synes hele tiden at være noget dobbelttydigt; noget mere, som ikke findes hos mange andre af tidens unge stjernefrø. Det skulle da lige være Mikal Cronin, som Ty samarbejdede med på pladen Reverse Shark Tank (2009).
Ørevoks anbefaler pladerne Lemons (2009), Melted (2010), Goodbye Bread (2011), Hair (2012) og Twins (2012).
Ty Segalls nye album, Sleeper, udkom 19. august i år og er (også) fremragende.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.