Gæstevoks: Hvorfor poesi ikke behøver være så svært - og noget fra de nye poeter

Denne måneds gæst er Amrit Maria Pal - freelance redaktør, korrekturlæser, anmelder og journalist. Jeg har glædet mig meget til hendes bidrag til bloggen, for hendes anbefalinger er altid spot-on. Hendes store kærlighed til litteratur ses tydeligt i hendes anmeldelser, og jeg bliver aldrig skuffet, når jeg læser en bog hun har anbefalet. Hun har en stor faglig viden, og forstår at formidle den til et bredt publikum.

Hermed giver jeg ordet til Amrit - en skøn litteraturfashionista!

/Heidi.

“Jeg forstår det ikke!” “Det er så svært!” “Og kedeligt.” “Kun for de kloge!” Disse argumenter, og en del flere i samme dur, hører jeg ofte, når snakken falder på poesi. For lige så gerne som folk læser romaner, lige så lidt læser de som oftest poesi.

Og det er synd. Ikke mindst, fordi det ikke behøver være så utilgængeligt, som mange har indtryk af. For lige som der findes et hav af forskellige romaner, findes der mange forskellige former for poesi, og noget af den bedste og mest tilgængelig for nye poesilæsere er ofte den, der læner sig op ad romangenren, nemlig knækprosaen. Tag fx Lone Hørslevs fabelagtige digtsamling La’os. Digtene handler om delemoren/singlen/kvindens helt ordinære hverdag med børn, tømmermænd, rengøring, tv, eks’er og kærester, og er lige dele dystre hverdagsbetragtninger og virkelig skægge og ironiske og meget præcise genkendelige portrætter af sig selv og andre. Hørslev spidder os røvalmindelige gennemsnitsdanskere gennem de floskler vi bruger (elsker det!) og gennem vores utrolige gennemsnitlige adfærd – uden overhovedet at være nedladende, men tværtimod virkelig fintfølende og indfølende.

“Jan Nielsen hænger min lampe op og fortæller

mig historier fra sit arbejde i hjemmeplejen.

Han kastede blod op indtil han døde (såkaldt blodstyrtning).

Hun måtte sove med en hjelm fordi hjernen

ikke fyldte kraniet helt ud.

Hans lunger blev langsomt ædt op af betændelse, så døde han.

For Jan Nielsen er det bare et arbejde.

Det skal man for guds skyld ikke tage med hjem, siger han

og spiser den kage jeg har givet ham.

Jan Nielsen – der ikke tager døden med hjem.

Det er flot

og modigt

at sætte karrygult og mintgrønt sammen. Siger Jan

Nielsen så. Nå.”

Eller hvad med Søren Ulrik Thomsens mange spot on iagttagelser? Fx denne meget fine om at få ordnet sine ting, men også at gribe nuet:

En gang om dagen er ensomheden så stor,

at man ikke kan stille noget op med den.

Og én gang er lykken.

Ind i mellem må man så se at få ordnet sine ting.

Naja Marie Aidt har sagt noget i retning af, at digte mere end nogen anden skriftlig form kan vække og beskrive følelser. Dette er i al fald tilfældet hos det nye poetiske stjerneskud Asta Olivia Nordenhof, der i sin digtsamling “Det nemme og det ensomme” om blandt andet hendes afdøde forældre, især faren, kombinerer det knækprosaiske med meget smukke sætninger - helt renbarberede for sentimentalitet og selvmedlidenhed:

»jeg ved at min far som fjortenårig stak af hjemmefra/i nogle år junkede han og levede på gaden/jeg er for nylig blevet klar over hvordan han senere i livet omtaler min mor i breve/henvendt til andre kvinder/den lille gris tog aborten pænt, skriver han«

og andre steder anderledes lyrisk:

»og det blege gule nedenfor/et myrebo af dråber og vejrets stille foretagsomhed«.

Litteratur er bedst, når den er for folket. Når den flytter, bevæger og inspirerer så mange som muligt. Og det er der megen poesi, der gør, så kast jer ud i det folkens! Og unge Yahya Hassans fremragende digtsamling om forældregenerationens svigt ligger lige for:

FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE

FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS

VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM

FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD

DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER

SØSTER DER HOPPER SÅ HURTIGT

FRA DEN ENE FOD TIL DEN ANDEN [...]

ET SLAG ET SKRIG ET TAL 30 ELLER 40 TIL TIDER 50 [...]

MOR SMADRER TALLERKENER I OPGANGEN

SAMTIDIG MED AT AL JAZEEERA TV-TRANSMITTERER

HYPERAKTIVE BULLDOZERE OG FORTØRNEDE KROPSDELE

GAZASTRIBEN I SOLSKIN

JOHNNY RAMONE: Commando. En selvbiografi.

af Dennis Otte

ROCKSELVBIOGRAFIER VOL VI

I 2004 døde Johnny Ramone (John William Cummings) af kræft efter længere tids sygdom. Han havde ellers aldrig i sit liv været syg, fortæller ”kommandøren” i sin nyligt udgivne selvbiografi; han troede simpelthen ikke at han kunne blive syg, end ikke forkølelse døjede den gnavne guitarist med. Han viser sig i sin efterladte biografi som en mand med sine meningers mod; en mand, som var kompromisløs omkring sin musik, gerne erkendte en dårlig plade, men sandelig også fastholdt at The Ramones var det bedste band i verden, og at de aldrig blev overgået – en påstand Ørevoks har mere end almindeligt mange forbehold over for. At The Ramones skulle have opfundet punken, er ligeledes en debat som de lærde stadig fører. Hvilken betegnelse man så vil udstyre eksempelvis de meget tidligere The Stooges med, er et spørgsmål der naturligt melder sig.

At Johnny Ramone var en original guitarist og medopfinder af den spæde punkguitarlyd, som den tog sig ud blandt de første kuld af punks på begge sider af Atlanten, er der nok ikke meget tvivl om; man kan altid hører, når det er ham, skåret helt ind til benet i en hæsblæsende monotoni, der kogte rock and roll ned til sin essens og urkraft. Al virtuositet var bandlyst og enkelheden en dyd. At numrene så ofte kom til at ligne hinanden lidt vel meget, er en anden sag. Effektivt var det. Hertil kom bandets visuelle fremtoning og rå æstetik; slidte jeans, langt sort hår og læderjakke over den hvide t-shirt, ofte med tegneserie-logo påtrykt. Alt blev nøje kalkuleret af Johnny; hvordan de skulle stå på scenen og hvem der skulle udtale sig til pressen. Johnny Ramone langer i bogen nådesløst ud efter andre bands, bandkammerater og fortæller ærligt, hvordan han nidkært sparede op til at kunne trække sig tilbage til et otium i Californien.  

Johnny Ramone var en meget sammensat mand. Skråsikkert republikansk og højreorienteret i en grad, så man kan væmmes. Hvordan han fik regnestykket til at gå op mellem på den ene side at være oprørsk ungdomskriminel er en gåde. Fx da han hørte The Beatles på Shea Stadium og medbragt en pose sten, som han havde i sinde at kaste efter bandet. Senere i bogen fortæller han, hvordan han smadrer en publikummer med sin guitar fordi der er blevet spyttet mod The Ramones. Og  følgende udsagn om Vietnamkrigen: ”Jeg forstod ikke, hvorfor vi ikke bare bombede det sted fuldstændig i smadder” og ”Og så begyndte jeg at heppe på Nixon af den simple grund, at folk ikke syntes, at han så godt ud. Og da Goldwater så stillede op, og han begyndte at snakke om at bombe Vietnam, så sagde jeg bare, ”det lyder helt rigtigt efter min mening”. Helt rigtigt at bombe et lands civilbefolkning i smadder. Velbekomme! 

Sidst i bogen følger Johnnys top 10 lister over ting som baseballspillere, Elvis-bøger, yndlingsrepublikanere og punkbands.

Johnny Ramones selvbiografi er hurtigt læst og anbefales til alle punkfans. Den er provokerende, punk og primitiv. 

Udgivet på KLIM, juni 2013.

Facebook voks uge 33

af Dennis Otte

15. AUGUST 2013

Det er i dag 48 år siden THE BEATLES skrev historie med deres legendariske koncert på SHEA STADIUM i New York City: verdens første store stadionkoncert! Det er svært at forestille sig i dag, hvor skelsættende denne begivenhed var: siden 1970’erne er stadionkoncerter blevet almindelig kutyme for musikkens store navne, og musikere som fx U2, The Rolling Stones, Michael Jackson og Paul McCartney har udfordret hinanden i nye bizarre sceneopsætninger og omfangsrige udstyrsstykker. Der var ca. 55.600 publikummer til Beatles-koncerten på Shea Stadium den 15. august 1965. Selv i dag er det et højt antal.

Hvor mange, der rent faktisk fik en musikalsk oplevelse den dag, er tvivlsomt: Ikke alene var der utroligt langt fra publikum til scene. Selve plænen var tom for publikum, som til gengæld stod som sild i tønder på tribunerne i mange etager. The Beatles må have været næsten umulige at se; det var årtier før de i dag så obligatoriske storskærme. Publikums øredøvende skrig hjalp ikke just på det faktum, at lyden i forvejen var ringe: musikken kom ud til koncertgæsterne direkte via de højttalere, som sportsudøverne plejede at blive præsenteret igennem - dette var den eneste lydkilde!

Som McCartney mange år senere bemærkede, var det ham en gåde, hvordan folk overhovedet kunne skelne de enkelte sange fra hinanden. I en berømt sekvens i den 50 minutters koncertfilm, som efterfølgende blev sendt på BBC 1. maj 1966, ser man Lennon opgive at få ørenlyd til at præsentere et nummer og i stedet, med himmelvendte øjne og manisk smilende, foretage sine velkendte fysiske skabagtigheder tilsat gutturale vrøvlelyde. I 2008 spillede Paul McCartney og Billy Joel den uigenkaldeligt sidste koncert på Shea Stadium nogensinde inden det berømte stadion lukkede og slukkede.

Om hele denne udvikling med massive stadionkoncerter tjener musikken vel, skal vi lade være op til den enkelte at vurdere: Vi hører gerne jeres bud i kommentarfeltet herunder.

15. AUGUST 2013

FRANZ BECKERLEE bliver i dag 71 år.

Inden den danske musiker, værktøjsmager, skulptør, billedkunstner og forfatter slog bredt igennem som ”Mr. Stone Free” – den Hendrix-influerede guitarist i Gasolin’ – havde han allerede markeret sig som både avantgardistisk jazzsaxofonist i The Contemporary Jazz Quintet og som pladeproducer for så fremtrædende danske bands i tiden som Burnin Red Ivanhoe og Alrune Rod. Beckerlee sad i producerstolen på begge bands debutplader, begge i 1969, samme år som Gasolin’ blev dannet med Wili Jønsson, Kim Larsen og Bjørn Uglebjerg.

Senere overtog Søren Berlev som bekendt stikkerne efter den allerede erfarne trommeslager Uglebjerg, der ikke kunne forene sig med bandets højlydte skænderier. Hverken Jønsson, Larsen eller Beckerlee var imidlertid erfarne på deres respektive instrumenter: Jønsson havde lige købt sin basguitar og Franz havde set lyset på en rejse til New York med multitalentet Torben Ulrich, en studierejse finansieret af et legat fra Den Danske Jazzkreds, som Beckerlee havde modtaget for anden gang. Som landets velsagtens førende jazzskribent var Ulrich den ideelle guide for den hungrende musiker. Ulrich fik behørigt ansporet Beckerlee til en jamsession på en club downtown med den stærkt Hendrix-influerede trio, The Third Eye. Herfra var der ingen vej tilbage: efter i 1968 at have udgivet den anden og sidste LP med The Contemporary Jazz Quintet koncentrerede Beckerlee sig om den elektriske guitar.

Beckerlee havde således allerede bl.a. spillet klarinet i Torben Dyjaks Jazzband og indspillet to plader med The Contemporary Jazz Quintet (flankeret af Hugh Steinmetz, Niels Harrit, Steffen Andersen og Bo Thrige Andersen), da den brede befolkning stiftede bekendtskab med den farvestrålende Gasolin’-guitarist. Efter Gasolin’ udsendte Beckerlee solopladen No Kiddin’ (1979) og en plade med bandet Wild Honey (1981), forsøgte sig som krimiforfatter (1984-85) og spillede i Christianshavn Bluesband med bl.a. Lone Kellermann og Søren Berlev (1987-93).

I starten af 1990’erne lagde han imidlertid musikken på hylden for at koncentrere sig om sine malerier og skulpturer. Beckerlee bryder årtiers musikalske tavshed, når han – som tidligere nævnt i Ørevoks – medvirker på Søren Andersens og Mika Vandborgs plade Electric Guitars, som udkommer 9. september i år. Beckerlee har dog (desværre) ingen planer om at genoptage musikken herudover.

16. AUGUST 2013

CHARLES BUKOWSKI (1920-1994) ville i dag være fyldt 93 år.

Den amerikanske digter, forfatter og evige outsider blev født som Heinrich Karl Bukowski i Tyskland og havde både polske og tyske aner.

Det sted de fleste forbinder med Bukowski, og som han selv aktivt valgte som sit eksil, var Los Angeles. Herfra hans verden gik, herfra flaskerne tømtes og hestene betragtedes på væddeløbsbanen. Herfra blev den særlige ”dirty realism” udlevet såvel i hans romaner, digte og i det private inferno af sex, selvhad og skrumpelever.

Tusinder af digte, hundredvis af noveller og 6 ikoniske romaner. I alt et livsværk på over 60 bøger – plus ikke så lidt løst herudover. Anset som misantropisk depraveret af den brede pæne offentlighed – og end ikke rigtig velkommen i the beatgeneration – var Bukowski en født outsider af nihilistisk tilsnit. ”Born into This”, som en fremragende dokumentarfilm fra 2003 om forfatteren hed. Heri fortalte bl.a. Sean Penn, Tom Waits og Bono om deres forhold til poeten. Om hønen eller ægget kom først – den massive sociale udstødelse eller det selvvalgte outsidereksil – er ikke så ligetil at svare på. Velsagtens en umage kombination.

De karsk humoristiske udfald mod den øvrige menneskehed er talrige og lyder fx, på spørgsmålet om hvorvidt han hader andre mennesker, således:

“I don’t hate them…I just feel better when they’re not around.”

Lige så lakonisk koncist som tiraden mod de intellektuelle:

 “An intellectual says a simple thing in a hard way. An artist says a hard thing in a simple way.”

Charles Bukowski er ikke for lalleglade skyklap-eskapister eller strømlinede moralister. Eller måske har han NETOP et og andet at sige til præcis dem:

“Some people never go crazy. What truly horrible lives they must lead.”

16. AUGUST 2013

ROCKSELVBIOGRAFIER vol V:

Keith Richards: Livet. 564 sider. 2010.

Der findes mange gode bøger i denne verden. Flere end man nogensinde vil kunne nå at gnave sig igennem i dette usle liv, om man så afsatte samtlige resterende år dertil – hvad jeg ikke sjældent har budgetteret med.

Det sker imidlertid ikke ofte, at der dumper en så velskreven selvbiografi ned i turbanen som denne af inkarnationen af rock og rul, for at bruge en lidt udslidt kliché. Dog en underbygget kliché, bliver man hurtigt klar over; med kyndig hjælp fra biografisten James Fox udpensler Rolling Stones-guitaristen sit liv og levned på en ubarmhjertig og stærkt underholdende facon. Man tager sig selv i gang på gang for sit indre øre at høre Keef’s raspende stemme, når man tages i hånden og føres ud i the crossfire hurricane, som har udgjort livet for Richards.

Jeg var på vagt inden jeg påbegyndte denne bog, havde mine forbehold: skulle jeg spises af med ren attitude og lir? Spil for galleriet og overfladisk smartness med fare for konstant at drøne hovedkulds ned i de så oplagte rock and roll klichéer, som en selvbiografi af netop denne dinosaurus hurtigt kunne resultere i? Allerede ved titlen rynkede jeg brynene: Life/Livet? Hvor banalt.

Well, Richards balancerer på kanten af klichéen, men falder aldrig i. Samtlige sider er fyldt til bristepunktet med levet liv, dyrekøbte erfaringer og almindelig skørlevned. Førstehåndsanekdoterne fra et halvt århundrede blandt musikkens største navne og detaljerigdommene leveres med et sprogligt overskud, der er en beatroman værdig. Clapton’s selvbiografi var rørende og gribende, Cash’s var autentisk og sanddrueligt nøgtern og Dylans var mytisk og cinematisk – Richards’ er det hele.

18. AUGUST 2013

Fik man ikke hørt LEONARD COHENs koncert i Odense lørdag aften, er der stadig mulighed for lidt Cohen på dansk grund i disse dage:

Udover forfatter, digter og musiker kan Cohen nemlig også skrive billedkunstner på sit CV – om end han selv er den første til at nedtone bibeskæftigelsen, der ofte er simplistiske stregtegninger ledsaget af underfundige kommentarer.  Leonard Cohen udstiller sine værker på Gallery Poulsen i Kødbyen indtil den 31. august. Der er åbent torsdag til fredag 12-17.30 og lørdag 11-15.

Om udstillingen og sine værker i almindelighed siger Cohen med vanlig ydmyghed:

”If there were no paintings in the world, mine would be very important. Same with my songs. Since this is not the case, let us make haste to get in line … The Curator has called this exhibition Leonard Cohen Artworks. I call my work Acceptable Decorations”.

Velsagtens en grotesk undervurdering af sine sange, men måske et ganske nøgternt og klædeligt forhold til sin billedkunst, som kan ses som et interessant appendix til hovedværket; sangene og bøgerne. For fans og almindelige beundrere af Cohens person og værk, er udstillingen imidlertid absolut et besøg værd. Og så er entréen gratis.


Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

Kristina Stoltz: Et kød (boganbefaling)

af Heidi Buur

Noveller. Rosinante. 2013. 145 sider.

Denne erotiske novellesamling udkom lige et par måneder før Fifty Shades, og jeg var nysgerrig på den, og syntes at både titel og cover udstrålede noget sensuelt. Men så hørte jeg så meget dårligt om den, og mistede interessen. For nylig fik jeg den anbefalet af en bogbuslåner, hvis anbefalinger om musik og litteratur plejer at holde stik. Så jeg tog den med hjem.

Jeg var næsten sikker på, at jeg hurtigt ville lægge den fra mig. Havde ikke læst noget af Stoltz før, men min fordom var, at hun ville have et alt for litterært sprog til mig, og at plottene var for langt ude.

Den fordom pakkede jeg væk, da jeg havde læst første novelle "Therese", om en kvinde der forfører en (meget) ung dreng. Den var god nok til at jeg fortsatte, og næste novelle "Kattemor" fik mig virkelig revet med. Om hvordan en ung kvinde får taget sin uskyld af et trekløver fra en italiensk restaurant. Meget sanseligt, både med beskrivelsen af maden og selve akten. Meget vellykket novelle - og det var de andre også.

Plottene er langt ude, men ikke for langt ude. Og det hele er jo bare fantasier, så for mig er det okay at overskride grænserne og bruge både slanger og rensdyrgevirer som 'metaforer', det andet har man jo læst så mange gange før.

Så jeg vil bestemt anbefale at læse den, men læs den som noveller med et erotisk strejf. Læs den ikke, hvis du savner De Grå Sider, for så bliver du skuffet. Til det formål anbefaler jeg Templet, som var sådan lidt Fifty Shades med mere O's Historie.

Klik her for en læseprøve på Therese, den første novelle. Og her for Duellen.

Og her kan du høre Kristina Stoltz fortælle og læse lidt op.

Lidt lunken anmeldelse, men god læsning hvis man vil læse mere: Litteraturnu.

Postet på Karmabooks 8. juli 2013

Guide til Haruki Murakami

af Heidi Buur

Den japanske forfatter bliver mere og mere læst og kendt i Danmark - og hvor er jeg dog glad for det, for hans bøger er fremragende! De ligner ikke noget andet man før har læst, og de er lettilgængelige uden at være trivielle.

Det jeg elsker ved Murakami:

Dialogen mellem de altid komplekse og skæve karakterer er helt enestående. Jeg elsker, når han lader mennesker mødes tilfældigt og altid snakke om noget vigtigt. Overflødig snak er skåret væk, alt er væsentligt. Og mystisk. Og lærerigt.

Japan - kultur, historie, samfund... Vi får viden og indblik i et spændende og dragende land, hvor kulturen er meget mere vestlig end jeg troede - hvis man da skal tro Murakami.

Magien er med til at gøre Murakami til noget specielt. Jeg er ikke udpræget fantasy-fan, og jeg kørte lidt død i Gabriel Garcia Marquez, men når Murakami lader fisk regne ned fra himlen eller giver en mand evnen til at tale med katte, så er det helt okay. For det kammer aldrig over, og det er ikke irrelevant..

Personerne er sådan nogle besynderlige nogen, som ofte har en sær egenskab. Fx Fuka-eri der taler uden spørgsmålstegn, eller førnævnte Nakata der kan tale med katte. Det er let at blive nysgerrig og få lyst til at vide mere om dem.

Humoren er underspillet og skæv. Ikke lårklaskende, men med et glimt i øjet, som et godt modspil til de store temaer, som oftest er Kærlighed, Ensomhed og Eksistens.

Opskrifterne Jeg elsker, når han detaljeret beskriver hvordan personerne tilbereder mad. Så sanseligt og konkret på en gang. Her er for eksempel  en opskrift fra Trækopfuglens krønike.

Musikken Murakami er musikelsker, så det fylder meget i bøgerne, og der er alsidighed i genrerne. Både jazz, klassisk, rockmusik. I trilogien 1Q84 indledes første bind med værket Janáceks Sinfonietta, og det kan anbefales at høre den mens man læser. Så er det som at sidde i taxaen ved siden af Aomame...

Bøgerne:

Sønden for grænsen og vesten for solen (2003)

Når jeg anbefaler Murakami, bliver mange bremset af det magiske element, og så plejer jeg at foreslå at begynde med den her. Det var den første jeg læste, og det var den der fik mig til at sluge resten af hans forfatterskab på kort tid. Der er en smule magi, men ikke meget. Det er kærlighed og musik og eksistens.

Hajime møder sin eneste ene, pigen Shimamoto, da de begge er tolv år, men han mister hende igen. Han begår den fatale fejl at give slip på hende i teenagealderen for først at møde hende mange år senere, da de begge er kommet op i trediverne. En dag sidder hun pludselig i hans jazzbar, fuld af mystik og hemmeligheder og med dybe sår i sjælen (fra Saxo). Anmeldelse fra Litteratursiden

Efter midnat (2008)

En anden god “begynderbog” jeg plejer at anbefale. Den har lidt mere krimiagtig spænding end de andre, og derfor fanger den måske mere, når man er ukendt med Murakami-universet.

Denne roman udspiller sig en enkelt nat i Tokyo, fra fire minutter i tolv til otte minutter i syv næste morgen. I den periode mødes vildfremmede mennesker og får indflydelse på hinandens skæbner (fra Saxo). Anmeldelse fra Litteratursiden

Efter Skælvet (2008)

Noveller der alle har jordskælvet i Kobe som tema, og de har alle de samme Murakami-kendetegn med de skæve karakterer, mystik og stemning. Men fordi det er korte historier slutter det alt for brat for mig, og jeg foretrækker romanerne, hvor man kan fordybe sig helt i det specielle univers. 

Hvis man ikke har læst Murakami før, kan man jo snuppe en novelle. Det kan virke mere overskueligt.

Seks noveller om vidt forskellige mennesker, der tilsyneladende ikke er berørt af jordskælvet i Kobe i 1995. Men langsomt afdækkes lag af mørke, angst og fortrængte følelser fra en fortid, som de troede var glemt (fra Saxo). Anmeldelse fra Litteratursiden

Dans Dans Dans (1999)

Jeg læste den før jeg læste En vild fårejagt, og kunne sagtens følge med alligevel. Det var en af de første jeg læste, og selvom det med fåremanden var lidt langt ude for mig, var det endnu en bog jeg slugte. Især hovedpersonen gjorde stort indtryk på mig. Den er ligeså smuk som sin titel.

I denne selvstændige fortsættelse af 'En vild fårejagt' møder vi igen den 34-årige tekstforfatter, der leder efter en kvinde, han ikke kan glemme. Det fører ham tilbage til Hotel Delfin, men hotellet er revet ned, og i stedet ligger der et stort internationalt kædehotel. Under sin søgen efter kommer hovedpersonen tilbage til en mystisk fåremand, der råder ham til at danse gennem livet (fra Saxo og bibliotek.kk.dk).

Sputnik min elskede (2004)

Meget sanselig og smuk roman. Ikke en jeg slugte som de andre, men en jeg tyggede på og nød langsomt.

Bogen er Murakamis femte roman på dansk. Den forener alle forfatterens bedste litterære træk, kærlighedshistorien, mysteriet om den forsvundne elskede, beskrivelsen af det moderne Japan set i både frø- og fugleperspektiv og endelig den stilfærdige, men dybdeborende undersøgelse af kærlighedens og længslens væsen (fra Saxo). Anmeldelse fra Litteratursiden.

En vild fårejagt (1996)

Efter at have læst flere Murakami'er var det nemmere at kapere det lidt syrede med Fåremanden. Dejligt at møde hovedpersonen fra Dans Dans Dans igen.

Romanens navnløse fortæller bor i en næsten tom lejlighed i Tokyo med minimal kontakt til andre mennesker. Han har lært sig at dyrke kedsomheden som en kunstart. Men kedsomhedens modsætning - eventyret - sniger sig ind på vores fortæller. Først møder han en ung kvinde med de smukkeste ører, han nogensinde har set, så falder han over et billede af et får med en stjerneformet plet på ryggen, og endelig opsøges han af en ultrahøjreorienteret mand, der kalder sig Bossen. Bossen er døende, men han har en opgave, der skal løses. Vores fortæller må påtage sig hvervet, hvis han vil overleve. Den vilde fårejagt er i gang (fra Saxo). Anmeldelse fra Litteratursiden

Kafka på Stranden (2007)
En bog man skal læse i ét stræk på en ferie. Lade sig sluge ind i universet og bare nyde rejsen med Kafka og Nakata.

I nutidens Japan forenes to skæbner tilfældigt: den unge Kafka Tamura, en intellektuel, der føler sig hjemme i et bibliotek og den gamle Nakata, en analfabet, der elsker naturen og kan tale med katte. Ved mødet genopstår deres historier på magisk vis (fra Saxo). Min anbefaling. Anmeldelse fra Litteratursiden

Norwegian Wood (2005)

Det er en meget melankolsk og eksistentiel roman, som foruden hovedpersonen har to karakterer, Midori og Naoko, der gjorde stort indtryk på mig. Den er filmatiseret og har fået fine anmeldelser. Jeg vil dog hellere læse den igen med mine egne billeder. 

En Boeing 747 lægger an til landing i Hamburgs lufthavn, og ud af kabinens højttalere strømmer en lummer udgave af Beatles-sangen ´Norwegian Wood´. Om bord er Toru Watanabe. Han er 37 år gammel, men da han hører lige præcis den melodi, katapulteres han tilbage til sin studietid 1960'erne i Tokyo. Han finder nogle vennepar, men kommer også tæt på flere selvmord, så forholdet til kvinder ender med at blive selvoptaget og navlebeskuende (fra Saxo og Litteratursiden). Anmeldelse fra Litteratursiden. Trailer til filmen.

Trækopfuglens krønike (2001)

En stor roman, som på samme måde som Kafka på stranden, skal læses i lange træk, og hvor man skal lade sig opsluge. Er blevet udråbt som hans hovedværk (før 1Q84), og det kan jeg godt forstå. Én af dem hvor den er i tankerne hele tiden, mens du læser den. 

En fascinerende fortælling fra en af japans største forfattere, Haruki Murakami. Toru Okada mister sit job, hans kat forsvinder og hans kone kommer ikke hjem - og det skal vise sig, at dette blot er starten på en serie mystiske hændelser og mødet med en stribe bizarre personligheder for Toru Okada (fra Saxo). Anmeldelse fra Litteratursiden. Bogen til debat på Litteratursiden.

1Q84 - bog 1 2 3 (2011-2012)

Måske fordi det er den sidste jeg har læst, men i hvert fald er min ultimative yndlings-Murakami lige nu historien om Tengo & Aomame, The Little People, de to måner og meget mere etc. Det er kærlighed, spænding, erotik, mystik, musik, madopskrifter og syrede karakterer. Det er en afdæmpet David Lynch, der møder Stieg Larsson og Paul Auster i Japan.

Aomame er en 30-årig kvinde, der opdager, at hun kan træde ind i et andet univers. I dette univers er der to måner - den ene kalder hun 1Q84. Tengo er en ensom matematiklærer med en passion for at skrive bøger. Han bliver bedt om, at omskrive den 17-årige pige Fuakeris opsigtsvækkende historie, som er blevet indsendt til en debutantkonkurrence, men finder hurtigt ud af, at den ordblinde Fuakeri ikke kan have skrevet historien selv. Tengos søgen efter at opklare, hvem der står bag novellen, fører til en uventet opdagelse og en afsløring af Fuakeris fortid (fra Saxo). Anmeldelser fra Litteratursiden: Bog 1, Bog 2, Bog 3

Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe (2009)

Filosofiske ans essays om løb - og livet & musik. Fordi jeg ikke selv løber, var det svært at forholde sig til hans gejst for den disciplin. Men interessante tanker og dejlige passager om musiklidenskaben.

To store lidenskaber dominerer Haruki Murakamis liv: at skrive og at løbe, og for ham kan det ene ikke tænkes uden det andet. Når han løber, henter han det overskud, den inspiration og frem for alt den vedholdenhed, der skal til for at kunne skrive. Erindringen om arbejdet med de romaner, han har skrevet gennem årene, fletter sig sammen med historierne om hans mange store løbeoplevelser i et både filosofisk og humoristisk erindringsforløb, der ubesværet bevæger sig fra det underholdende fortællende til det filosofisk reflekterede (fra Saxo).  Anmeldelse fra Litteratursiden.

Hvad ska børnene læse i ferien? (ikke Børnene i Bulderbørn)

af Heidi Buur

En veninde spurgte, hvilke bøger jeg kunne anbefale til hendes to døtre der begge skal være med i Sommerbogen 2013. Du kan høre min kollega Jette fortælle om dét koncept her), men kort fortalt, skal de læse og anmelde fem bøger hver, og så kan de vinde en iPad. 

Jeg kender ikke pigerne så godt, så jeg udvalgte nogle forskellige genrer og opfordrede til at gå til Palles Gavebod via linksene. 

Til Rebecca på 11 år.

Den spændende:
Piger på Sporet-serien

Den tøsede:
Emmy-bøgerne

Den sjove og drengede:
Antboy (film kommer til oktober)

Den sjove og tøsede:
Kære dumme dagbog-serien

Den fantasy-agtige:
Vildheks

Til Laura på 7 år:

Den sjove og royle (Marys yndlingsforfatter):
Martin Strid (oplæs/selvlæs)

Den fantasy-agtige:

Krigerkattene-serien (oplæs)

Den med bandeordene:
Pisselet at læse-serien (selvlæs)

Den integrationsfremmende:
Iqbal læs så dér (selvlæs)

Den frække:
Vitello-bøgerne (oplæs fra 5 år og selvlæs fra 7 år)

Flere bud på hvad de små kan læse i ferien:

Den lette: Palle-serien selvlæs 6 år è

Den fabulerende:
Sallies historier oplæs 6 år è selvlæs 10 år è

Den vrinskende:
Sigge-bøgerne selvlæs 8 år è

Den sparkende:
Dreamteam-serien selvlæs 8 år è

Den skægge:
Kaptajn Underhyler-serien selvlæs 9 år è

Jeg kender bøgerne fra mit job, fra blogs og hvad veninderne fortæller deres børn synes om.

Hvis I allerede har læst dem på listen, vil jeg endnu en gang opfordre til at besøge Palles Gavebod - lad de små kigge med. Det er et fabelagtigt site. 

Børnebøger baseret på alder fra Saxo

Saxo har været så venlig at kategorisere børnebøgerne i alder, og jeg har været så venlig at linke til nogle af dem her.

Listen er blot en tag-søgning, og jeg tror ikke titlerne er blevet gået igennem af en bibliotekar (!), så der er nogle smuttere imellem. Desuden har jeg det lidt ambivalent med at sætte alder på bøger, for børn læser jo på meget forskellige niveauer, både stavning og forståelse af teksten. Det er dog en okay guideline, når man er lidt lost - især til de helt små, og de nye læsere. 

2 år                3 år              4 år

5 år                6 år              7 år

8 år                9 år              10 år 

11 til 13 år             13 til 16 år 

Om at fremme børns læselyst

Min kollega Jytte (erfaren børnebibliotekar) fortalte mig, at vi skal passe på med at give børnene de bøger vores egne halvfjerdser/firser-favoritter. Vi vil så gerne have, at de skal læse alle dem vi selv elskede, men vi må huske at tiden er en anden og især sproget har ændret sig. Det er så vigtigt at finde noget der interesserer dem og som de har lyst til at læse. På den måde holder vi læselysten oppe.

Hun nævnte Alle vi børn i Bulderby som skrækeksempel, og det ramte mig, for det var lige præcis én af mine yndlings - og jeg kan da ikke se hvad der skulle være galt med den? Men hun ved hvad hun snakker om, så jeg lader være med at pådutte den til min nevø og veninders børn, før den dag de selv nysgerrigt tager den ud af hylden. 

For det gør de - en dag, når deres læselyst er blevet fremmet af alle de gode børnebogsforfattere vi har i dag.



NB: På biblioteket arbejder vi på at lave nogle boglister med flere tips. Jeg linker løbende til dem når de bliver færdige.