Guide til Haruki Murakami

af Heidi Buur

Den japanske forfatter bliver mere og mere læst og kendt i Danmark - og hvor er jeg dog glad for det, for hans bøger er fremragende! De ligner ikke noget andet man før har læst, og de er lettilgængelige uden at være trivielle.

Det jeg elsker ved Murakami:

Dialogen mellem de altid komplekse og skæve karakterer er helt enestående. Jeg elsker, når han lader mennesker mødes tilfældigt og altid snakke om noget vigtigt. Overflødig snak er skåret væk, alt er væsentligt. Og mystisk. Og lærerigt.

Japan - kultur, historie, samfund... Vi får viden og indblik i et spændende og dragende land, hvor kulturen er meget mere vestlig end jeg troede - hvis man da skal tro Murakami.

Magien er med til at gøre Murakami til noget specielt. Jeg er ikke udpræget fantasy-fan, og jeg kørte lidt død i Gabriel Garcia Marquez, men når Murakami lader fisk regne ned fra himlen eller giver en mand evnen til at tale med katte, så er det helt okay. For det kammer aldrig over, og det er ikke irrelevant..

Personerne er sådan nogle besynderlige nogen, som ofte har en sær egenskab. Fx Fuka-eri der taler uden spørgsmålstegn, eller førnævnte Nakata der kan tale med katte. Det er let at blive nysgerrig og få lyst til at vide mere om dem.

Humoren er underspillet og skæv. Ikke lårklaskende, men med et glimt i øjet, som et godt modspil til de store temaer, som oftest er Kærlighed, Ensomhed og Eksistens.

Opskrifterne Jeg elsker, når han detaljeret beskriver hvordan personerne tilbereder mad. Så sanseligt og konkret på en gang. Her er for eksempel  en opskrift fra Trækopfuglens krønike.

Musikken Murakami er musikelsker, så det fylder meget i bøgerne, og der er alsidighed i genrerne. Både jazz, klassisk, rockmusik. I trilogien 1Q84 indledes første bind med værket Janáceks Sinfonietta, og det kan anbefales at høre den mens man læser. Så er det som at sidde i taxaen ved siden af Aomame...

Bøgerne:

Sønden for grænsen og vesten for solen (2003)

Når jeg anbefaler Murakami, bliver mange bremset af det magiske element, og så plejer jeg at foreslå at begynde med den her. Det var den første jeg læste, og det var den der fik mig til at sluge resten af hans forfatterskab på kort tid. Der er en smule magi, men ikke meget. Det er kærlighed og musik og eksistens.

Hajime møder sin eneste ene, pigen Shimamoto, da de begge er tolv år, men han mister hende igen. Han begår den fatale fejl at give slip på hende i teenagealderen for først at møde hende mange år senere, da de begge er kommet op i trediverne. En dag sidder hun pludselig i hans jazzbar, fuld af mystik og hemmeligheder og med dybe sår i sjælen (fra Saxo). Anmeldelse fra Litteratursiden

Efter midnat (2008)

En anden god “begynderbog” jeg plejer at anbefale. Den har lidt mere krimiagtig spænding end de andre, og derfor fanger den måske mere, når man er ukendt med Murakami-universet.

Denne roman udspiller sig en enkelt nat i Tokyo, fra fire minutter i tolv til otte minutter i syv næste morgen. I den periode mødes vildfremmede mennesker og får indflydelse på hinandens skæbner (fra Saxo). Anmeldelse fra Litteratursiden

Efter Skælvet (2008)

Noveller der alle har jordskælvet i Kobe som tema, og de har alle de samme Murakami-kendetegn med de skæve karakterer, mystik og stemning. Men fordi det er korte historier slutter det alt for brat for mig, og jeg foretrækker romanerne, hvor man kan fordybe sig helt i det specielle univers. 

Hvis man ikke har læst Murakami før, kan man jo snuppe en novelle. Det kan virke mere overskueligt.

Seks noveller om vidt forskellige mennesker, der tilsyneladende ikke er berørt af jordskælvet i Kobe i 1995. Men langsomt afdækkes lag af mørke, angst og fortrængte følelser fra en fortid, som de troede var glemt (fra Saxo). Anmeldelse fra Litteratursiden

Dans Dans Dans (1999)

Jeg læste den før jeg læste En vild fårejagt, og kunne sagtens følge med alligevel. Det var en af de første jeg læste, og selvom det med fåremanden var lidt langt ude for mig, var det endnu en bog jeg slugte. Især hovedpersonen gjorde stort indtryk på mig. Den er ligeså smuk som sin titel.

I denne selvstændige fortsættelse af 'En vild fårejagt' møder vi igen den 34-årige tekstforfatter, der leder efter en kvinde, han ikke kan glemme. Det fører ham tilbage til Hotel Delfin, men hotellet er revet ned, og i stedet ligger der et stort internationalt kædehotel. Under sin søgen efter kommer hovedpersonen tilbage til en mystisk fåremand, der råder ham til at danse gennem livet (fra Saxo og bibliotek.kk.dk).

Sputnik min elskede (2004)

Meget sanselig og smuk roman. Ikke en jeg slugte som de andre, men en jeg tyggede på og nød langsomt.

Bogen er Murakamis femte roman på dansk. Den forener alle forfatterens bedste litterære træk, kærlighedshistorien, mysteriet om den forsvundne elskede, beskrivelsen af det moderne Japan set i både frø- og fugleperspektiv og endelig den stilfærdige, men dybdeborende undersøgelse af kærlighedens og længslens væsen (fra Saxo). Anmeldelse fra Litteratursiden.

En vild fårejagt (1996)

Efter at have læst flere Murakami'er var det nemmere at kapere det lidt syrede med Fåremanden. Dejligt at møde hovedpersonen fra Dans Dans Dans igen.

Romanens navnløse fortæller bor i en næsten tom lejlighed i Tokyo med minimal kontakt til andre mennesker. Han har lært sig at dyrke kedsomheden som en kunstart. Men kedsomhedens modsætning - eventyret - sniger sig ind på vores fortæller. Først møder han en ung kvinde med de smukkeste ører, han nogensinde har set, så falder han over et billede af et får med en stjerneformet plet på ryggen, og endelig opsøges han af en ultrahøjreorienteret mand, der kalder sig Bossen. Bossen er døende, men han har en opgave, der skal løses. Vores fortæller må påtage sig hvervet, hvis han vil overleve. Den vilde fårejagt er i gang (fra Saxo). Anmeldelse fra Litteratursiden

Kafka på Stranden (2007)
En bog man skal læse i ét stræk på en ferie. Lade sig sluge ind i universet og bare nyde rejsen med Kafka og Nakata.

I nutidens Japan forenes to skæbner tilfældigt: den unge Kafka Tamura, en intellektuel, der føler sig hjemme i et bibliotek og den gamle Nakata, en analfabet, der elsker naturen og kan tale med katte. Ved mødet genopstår deres historier på magisk vis (fra Saxo). Min anbefaling. Anmeldelse fra Litteratursiden

Norwegian Wood (2005)

Det er en meget melankolsk og eksistentiel roman, som foruden hovedpersonen har to karakterer, Midori og Naoko, der gjorde stort indtryk på mig. Den er filmatiseret og har fået fine anmeldelser. Jeg vil dog hellere læse den igen med mine egne billeder. 

En Boeing 747 lægger an til landing i Hamburgs lufthavn, og ud af kabinens højttalere strømmer en lummer udgave af Beatles-sangen ´Norwegian Wood´. Om bord er Toru Watanabe. Han er 37 år gammel, men da han hører lige præcis den melodi, katapulteres han tilbage til sin studietid 1960'erne i Tokyo. Han finder nogle vennepar, men kommer også tæt på flere selvmord, så forholdet til kvinder ender med at blive selvoptaget og navlebeskuende (fra Saxo og Litteratursiden). Anmeldelse fra Litteratursiden. Trailer til filmen.

Trækopfuglens krønike (2001)

En stor roman, som på samme måde som Kafka på stranden, skal læses i lange træk, og hvor man skal lade sig opsluge. Er blevet udråbt som hans hovedværk (før 1Q84), og det kan jeg godt forstå. Én af dem hvor den er i tankerne hele tiden, mens du læser den. 

En fascinerende fortælling fra en af japans største forfattere, Haruki Murakami. Toru Okada mister sit job, hans kat forsvinder og hans kone kommer ikke hjem - og det skal vise sig, at dette blot er starten på en serie mystiske hændelser og mødet med en stribe bizarre personligheder for Toru Okada (fra Saxo). Anmeldelse fra Litteratursiden. Bogen til debat på Litteratursiden.

1Q84 - bog 1 2 3 (2011-2012)

Måske fordi det er den sidste jeg har læst, men i hvert fald er min ultimative yndlings-Murakami lige nu historien om Tengo & Aomame, The Little People, de to måner og meget mere etc. Det er kærlighed, spænding, erotik, mystik, musik, madopskrifter og syrede karakterer. Det er en afdæmpet David Lynch, der møder Stieg Larsson og Paul Auster i Japan.

Aomame er en 30-årig kvinde, der opdager, at hun kan træde ind i et andet univers. I dette univers er der to måner - den ene kalder hun 1Q84. Tengo er en ensom matematiklærer med en passion for at skrive bøger. Han bliver bedt om, at omskrive den 17-årige pige Fuakeris opsigtsvækkende historie, som er blevet indsendt til en debutantkonkurrence, men finder hurtigt ud af, at den ordblinde Fuakeri ikke kan have skrevet historien selv. Tengos søgen efter at opklare, hvem der står bag novellen, fører til en uventet opdagelse og en afsløring af Fuakeris fortid (fra Saxo). Anmeldelser fra Litteratursiden: Bog 1, Bog 2, Bog 3

Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe (2009)

Filosofiske ans essays om løb - og livet & musik. Fordi jeg ikke selv løber, var det svært at forholde sig til hans gejst for den disciplin. Men interessante tanker og dejlige passager om musiklidenskaben.

To store lidenskaber dominerer Haruki Murakamis liv: at skrive og at løbe, og for ham kan det ene ikke tænkes uden det andet. Når han løber, henter han det overskud, den inspiration og frem for alt den vedholdenhed, der skal til for at kunne skrive. Erindringen om arbejdet med de romaner, han har skrevet gennem årene, fletter sig sammen med historierne om hans mange store løbeoplevelser i et både filosofisk og humoristisk erindringsforløb, der ubesværet bevæger sig fra det underholdende fortællende til det filosofisk reflekterede (fra Saxo).  Anmeldelse fra Litteratursiden.

Brun mands byrde af Hassan Preisler (boganbefaling)

af Heidi Buur

Roman. Lindhardt & Ringhof. 2013. 220 sider.

Havde overhovedet ikke hørt om den her, før jeg var på arbejde i bogladen og min kollega gav mig læseeksemplaret fordi hun mente det var lige noget for mig. Apparently har den været meget omtalt i medierne, men det havde jeg ikke lige fanget, så jeg vidste ikke andet end at det var en fængende forside, og hvad jeg kunne læse bagpå:

BRUN MANDS BYRDE er en debutroman af Hassan Preisler. På én gang fandenivoldsk selv-fiktion, rablende udviklingsroman og kontroversiel samfundssatire.

Så blev nysgerrigheden vakt, dog med en vis skepsis. Vidste ikke om den kunne leve op til det gennemtænkte cover og sigende titel. Læste med vilje ingen anmeldelser eller googlede forfatteren, fordi jeg ville gå til den med et åbent sind. Jeg blev dog hurtigt begejstret! Han er så sjov, og han skriver så forrygende.

Smagsprøve nr 1 om at være dansker, 
men have et eksotisk udseende og navn: 
[...] og jeg lærte mig selv en remse, som jeg kunne sige i umiddelbar forlængelse af "hej, jeg hedder Hassan", og som lød: "Ja, det er et arabisk navn, men far er mere dansk end danskerne, og han er ikke muslim, han elsker øl og pølser, og jeg har aldrig været i Pakistan, som er et tilbagestående og kvindeundertrykkende samfund, og jeg taler ikke et ord urdu, og mor er lyshåret og har blå øjne, og jeg er født og opvokset i Danmark, og det er det eneste land, jeg kender, og jeg er dansk, helt dansk, 100 procent". (s. 39)

Det er samfundssatire, om danskere når de er bedst og værst. Men det er også en rørende historie om forfatterens families historie og kærligheden til datteren. Det er om at vokse op og være anderledes, og hele tiden prøve at finde sin plads i livet. Det er menneskeportrætter og små anekdoter.

Smagsprøve nr 2 om familien på morens side:
Morfar Mogens har to søstre, faster Hanne og faster Jytte, og faster Hanne er lillesøster, og faster Jytte er storesøster, og morfar Mogens er midtimellem, og faster Jytte rasper og ryger cerutter og drikker rødvin og taler "som dronningen" siger far, og har været gift flere gange, og første gang er det med Carl, og Carl er skuespiller, og alle siger, at han er en dårlig skuespiller, og jeg ser ham på tv løbe rundt i sort-hvid med brede bukser og smalle skjorter, og jeg ser ham køre på motorcykel og sejle i båd, og jeg synes, han klarer det fint, men Carl bliver teaterdirektør i stedet, og Carl har depressioner, som han ikke kan slippe, hvor hårdt han end prøver, og han prøver hårdt [...] (s. 117) 

Der er ikke mange punktummer i bogen, og ingen kronologi. Frem og tilbage i tiden, og rundt i hele verden. Alligevel er bogen ikke svær at læse. Sproget glider bare. Jeg blev revet med - som når jeg læser Dan Turèlls klummer eller anekdotiske digte. (Og sjovt nok har jeg lige set, at BT kalder ham "en brun Onkel Danny".)

Jeg kom også til at tænke på Farshad Kholgis klummer pga det til tider rablende og fabulerende univers, og (selvfølgelig) fordi han også er brun. Men bogen mindede mig lige så meget om Ramslands Hundehoved og Knud Romers Den der blinker er bange for døden pga slægtshistorien og det selvbiografiske.

Læs den! Især hvis du har den holdning, at alle de mørke bare kommer og stjæler vores cykler og piger...

Her er flere uddybende anmeldelser:
"Klingende skæg og skarp" mener Politiken
Information synes stadig "Hassan gør det godt" 
Hassan har selv samlet alle anmeldelser i sin blog

Lad os sammenligne mytologier: En kort guide til Leonard Cohens bibliografi

af Dennis Otte

Den canadiske singer-songwriter Leonard Cohen er en af verdens mest beundrede og respekterede sangskrivere. Han nævnes ofte i samme åndedrag som Bob Dylan, når der skal findes værdige kandidater til titlen som best rock lyricist of all time. Den hyppige sammenligning af de to er dog ganske malplaceret, al den stund de i form og udtryk er så vidt forskellige, at den eneste fællesnævner synes at være at de begge gennem en menneskealder har været leveringsdygtige i bunkevis ekstremt slidstærke sangtekster.

I modsætning til Bob Dylan, som kun udgav én roman; den mislykkede og amputerede Tarantula (skrevet 1965-66 og udgivet i 1971) samt den fremragende men lettere upålidelige eringdringsbog Chronicles i 2004, er Leonard Cohen i høj grad lige så meget digter og forfatter som han er musiker og singer-songwriter. Faktisk havde han allerede 11 år før sin musikalske debut etableret sig som en af Canadas mest respekterede nye poeter. Her følger en kort guide til hans litterære oeuvre.

Let Us Compare Mythologies. Digtsamling, 1956

Cohens første digtsamling udkom I 1956 i et førsteoplag på 400 eksemplarer – skulle du ligge inde med et af disse, kan du snildt veksle det til 1.000,-. Dollars, forstås. Den unge digterspire skrev hovedparten af sin debut mens han stadig studerede på McGill University i Montreal, og den udsendtes således som en del af The McGill Poetry Series. Selvom Cohen kun var 22 år, havde han allerede et særegent sprog og mange af de kendetegn og tematikker, der senere skulle kendetegne ham, var allerede at spore på dette tidlige tidspunkt.  

80 sider.

The Spice-Box Of Earth. Digtsamling, 1961

Cohens anden digtsamling, Spice-Box Of Earth, var den mest populære og succesfulde af hans tidlige bøger og etablerede ham i det litterære landskab i Canada. Samlingen føjer et bredere spektre til den unge digters udtryk, der både rummer højromantiske og mere dystre digte, ladet med vold og død.

128 sider.

The Favourite Game. Roman, 1963

Cohens første roman er i høj grad et selvbiografisk værk. Ned i detaljen skriver han om sin jødiske opvækst i Montreal. En dannelsesroman med Cohens alter ego Lawrence Breavman i centrum. Om end romanen fortsætter i det fra de første digtsamlinger udstukne romantiske spor, inkorporeres der opblødende mængder af ironi og den tørre galgenhumor, som senere skulle blive mere fremtrædende, ikke mindst i Cohens sangcyklus.

250 sider.

Flowers For Hitler. Digtsamling, 1964

Cohen var hurtigt blevet lidt af en anmelder-darling i de litterære kredse i Canada. Med denne sin tredje digtsamling begav han sig ud i en bevidst ”anti-art” for med egne ord at frigøre sig ”from the world of the golden-boy poet into the dung pile of the front-line writer”. Med de eksplicitte henvisninger til nazisternes kz-lejre og et gennemført konfronterende og ækelt sprog må man sige, at missionen lykkedes; ikke sådan forstået, at bogen var et kunstnerisk eller kommercielt selvmord – det var en modig bog og blev belønnet herfor.  Samlingen behandler således Cohens og den øvrige jødedoms traume fra Anden Verdenskrig.

156 sider.

Beautiful Losers. Roman, 1966

Cohens anden og indtil videre sidste roman er måske hans litterære hovedværk. En bog der efter Lou Reeds eget udsagn sporede ham ind på skrivegerningen og gjorde et uudsletteligt indtryk på ham ved udgivelsen. Romanen er ikke blot et hovedværk i Cohens værk; den er også et af de mest radikale og ekstraordinære værker i canadisk litteraturhistorie og det litterære værk, hvor Cohen bedst forløser alle sine mange udtryk og sproglige kompetencer. Desværre fulgte Cohen aldrig op på denne bemærkelsesværdige præstation; han albumdebuterede som musiker året efter og fik snart nok at gøre i denne boldgade.

250 sider.

Parasites Of Heaven. Digtsamling, 1966

Cohens gennembrudssang, Suzanne, har sit ophav I denne lettere undselige digtsamling. Som digtsamling betragtet er den ikke nær som homogen og ejer ikke samme tematiske sammenhængskraft som de foregående. Bogen udsendtes i nogen grad i hast for at imødekomme den voksende opmærksomhed Cohen havde mødt i kølvandet på succesen med Beautiful Losers. I dag huskes Parasites Of Heaven mest som rugemor for en række senere Cohen-sange.

80 sider.

The Energy Of Slaves. Digtsamling, 1972

Endnu en opvisning og afprøvning af den “anti-art” som prægede Flowers For Hitler. Digtene er konfronterende og cutting edge i mere end én forstand; hver side var øverst forsynet med et lille sort barberblad. Som Cohen lakonisk bemærkede: The poems doesn’t love us anymore”. Emo-kultur, go home! Ikke nogen stor digtsamling og ej heller synderlig moden i sit udtryk.

127 sider.

Death Of A Lady’s Man. Digtsamling/prosa, 1978

Parafraserende over sit Phil Spector-producerede album, Death Of A Ladies Man fra året forinden, ledsaget af et kommentarspor i prosaform på modsatte side efter hvert eneste digt: dette er en bevidst nørklet og lettere krævende digtsamling, der forud for udgivelsen blev omarrangeret flere gange inden den fandt sin endelige form.

216 sider.

Book Of Mercy. Digtsamling, 1984

Hvor de foregående samlinger har været regulære digtsamlinger, er der med Book Of Mercy i højere grad tale om en salmebog. 50 af slagsen helt præcist. På mange måder en nøgle til forståelsen af Cohens senere dybe vedvarende engagement i zenbuddhismen, hvor han fra 1994-99 boede som munk i det buddhistiske kloster på Mount Baldy. Her havde han imidlertid siden slutningen af 1970’erne regelmæssigt været tilknyttet sin master, Kyozan Joshu Sasaki. En smuk samling af meditationer og bønner i salmeform.

112 sider.

Book Of Longing. Digtsamling, 2006

Cohens længe ventede opfølger til den da 22 år gamle Book Of Mercy synes ved første øjekast let og luftig med sine mange sarkastiske tegninger, erotiske og håndskrevne små digte og legesyge sorte humor. Man bør dog ikke lade sig narre af denne tilsyneladende skødesløshed – Book Of Longing rummer og sammenfletter alle de elementer, der har gjort Cohen til en aldrende litterær statsmand.

240 sider.

Fifteen Poems. Digtsamling, 2012

15 digte, 24 tegninger. Ligesom med især Book Of Longing er denne samling rigt illustreret med Cohens spydige og naivistiske tegninger. Mange af digtene er af ældre dato og har været udgivet andre steder, men er her medtaget grundet de nye tegninger, som Cohen lader dem ledsage af.

53 sider, e-bog.

Alle forsidebillederne er hentet herfra.

Marstrand-Jørgensen: Hvad man ikke ved (boganbefaling)

af Heidi Buur

Roman. Gyldendal. 2012. 540 sider.
Klik her for at læse handling fra Saxo

Jeg fik et eksemplar af den her, fordi jeg skulle med til et læseklubs-arrangement på Ordkraft, hvor vi skulle møde Marstrand-Jørgensen (MJ) og stille spørgsmål om bogen. Jeg havde alligevel tænkt mig at læse den, for flere kolleger har rost den til skyerne og én har allerede spået den krønike-klassiker-status.

Desværre havde jeg lige fået fingrene i den nye John Ajvide Lindqvist, da jeg begyndte på den, og det yder ikke en bog særlig meget retfærdighed, at jeg egentlig hellere vil læse noget andet. Havde en følelse af at være lidt utro...

Måske var det derfor det tog lidt tid for mig at komme ind i den. Jeg blev ikke rigtig fanget af personerne og historien, og jeg var nok stoppet, hvis ikke det var fordi jeg skulle læse den færdig inden Ordkraft. Så jeg fortsatte, og det er jeg glad for.

Langsomt krøb personerne under huden på mig, og jeg blev især grebet af Flora, datteren som vi følger til hun er femten år. Stemningerne er så velbeskrevet, at jeg virkelig var til stede - på Ø-lejren for eksempel. Jeg er meget spændt på at følge hendes udvikling i de næste bind, og synes det er sjovt at tænke på, at MJ sidder og skriver på det lige nu.

Seksualitet spiller en stor rolle i bogen, og der er mange fine passager om emnet - lige fra den seksuelle frigørelse, med swingerklubber og Free Love i kollektivet til beskrivelser af Barnets første møde med sin kønsdrift. Jeg synes aldrig det kammer over og bliver for meget, men at det er relevant for historien og interessant at læse om.

Her kan du debattere bogen på Litteratursiden og Her kan du læse positiv anmeldelse samme sted.

Jeg vil sammenligne romanen med disse fire: Fælles for dem er et smukt og varieret sprog.

• Ida Jessens Hvium-trilogi (pga de psykologiske hverdagsbeskrivelser)
• Kirsten Hammans "Se på mig" (pga de erotiske passager)
• Naja Marie Aidts "Sten Saks Papir" (pga poesien og symbolikken)
• Anne B Ragdes "Jeg skal gøre dig så lykkelig" (pga det detaljerede tidsbillede af 60-70'erne)

Links fører til anmeldelser på Litteratursiden.dk

Hvis du vil læse den, anbefaler jeg, at du giver dig tid til at komme ordentligt ind i den. Det optimale vil være at have ferie, så du kan tage nogle lange stræk af gangen, og rigtig fordybe dig. Det er synd for bogen kun at tage en side hist og pist som jeg gjorde i begyndelsen. Giv den tid og få en fin læseoplevelse.

Det var i øvrigt behageligt og sjovt at møde MJ til Ordkraft, og alle jeg talte med var enige om, at hun var veltalende og charmerende. Se selv her - og få en snas af bogen læst højt: