Månedens Gæst er musikjournalisten og musikeren PER WIUM (f. 1954).

af Dennis Otte

I 2007 stoppede han efter årtier som musikekspert hos Danmarks Radio; som radiovært, som redaktionschef på den klassiske kanal og siden som chef i DR’s musikafdeling, hvor han med sine entusiastiske talegaver har præsenteret lytterne for et bredt udvalg af musikalske genrer fra mange forskellige vinkler. Af særlig betydning for Per Wium er imidlertid The Beatles, om hvem han har skrevet bogen Beatles for alle – en introduktion til gruppens musik (2010). 

Wium rejser landet rundt og holder foredrag om gruppen, men er også leveringsdygtig i foredrag om eksempelvis Frank Zappa og klassisk musik.

Hertil kommer arbejdet som coach for en række danske bands og jobbet som ordstyrer ved møder og konferencer. 

Som musiker har han bl.a. spillet med C.V. Jørgensen, ACHE og Lotte Rømer.

Kopier eller nytolkninger

- begge kan være værdifulde hvis du er sanger eller musiker

Af Per Wium, musikjournalist

I de senere år har jeg stået på scenen med mange bands og solister, der har spillet sange fra det store Beatles-katalog.

Nogle har været udprægede ”play-alikes”. De har luret alle guitar-riffs, bas-figurer og tromme-fills af, og er kommet endog meget tæt på original-lyden fra for ca 50 år siden.

Andre har lavet deres helt egne og meget personlige fortolkninger, hvor de ikke har været bange for at bevæge sig et pænt stykke væk fra indspilningerne med ”The Fab Four”.

Det er min klare opfattelse at det er en god idé at prøve kræfter med begge ”dicipliner”. Både at kopiere og at nytolke.

Man lærer af begge processer.

Når man kopierer bliver man klogere på mange ting

Dét at kopiere kræver et stort forarbejde. Man skal sætte sig grundigt ind i den musik, man skal have under huden.

Enten skal man finde noder/becifringer (og huske at forholde sig kritisk til disse!) - eller man skal i gang med en god gammel disciplin:

At lytte af!

Når man sætter sig ind i hvordan et band spiller og synger får man en god portion stilforståelse. Men kommer simpelt hen tæt på en stil og et udtryk, man måske ikke normalt selv befinder sig i. Dette kan i sig selv være inspirerende. Også til den musik, man måske selv skaber.

Det at sætte sig ind i hvordan f.eks. en anden musiker spiller er også berigende. Man får ofte nogle andre ”vinkler” på instrumentet. Man udvider sin egen spillemåde.

Endelig giver det en ordentlig bunke rutine at sætte sig ind i og beherske et stort repertoire.

Når man skal fortolke skal fantasi- og sanseapparatet i gang

Jeg har flere gange lavet Beatles-projekter med musik-eleverne på Oure-skolerne på Fyn.

Først har jeg introduceret dem til Beatles-musikken (som mange af dem allerede kender til i forvejen).

Derpå har eleverne selv lavet deres helt personlige tolkninger af selvvalgte sange.

Og så er forløbet sluttet med et par koncerter, hvor de har sunget og spillet tolkningerne for deres kammerater og lærere. Jeg har været konferencier.

Ofte er det løbet mig koldt nedad ryggen af fryd når jeg har stået ved siden af scenen og overværet hvordan de er gået langt med en sang. Modigt og frygtløst har de kastet sig ind i deres personlige tolkninger af sang og tekst.

Her handler det om netop at turde – og at slippe fantasien løs.

Det handler om at have sin helt egen holdning til musikken.

Der er ingen regler, når det gælder dét at fortolke. Jeg har hørt en dubstep-version af ”Eleanor Rigby” og en heavy-version af ”Come together”, etc. etc.

Forestillingen af samme navn (Østre Gasværk) for nogle år siden var i øvrigt i hele sit koncept et eksempel på endog meget frie og fantasifulde tolkninger af en række Beatles-sange. Denne er dokumenteret på en dobbelt-CD (bare lige som inspiration).

Outro

Jeg optræder fast med 'The Beatrio', som er et kopi-band. Gruppen har nærlyttet The Beatles – både hvad angår instrumenter og stemmer.

Ligeledes er jeg fast medlem af 'Beatles forever live', hvor jeg optræder med sangerinden, Karoline Budtz, og den klassiske guitarist, Søren Bødker Madsen.

De to laver smukke fortolkninger netop for det mere sarte lydbillede kvindelig vokal og akustisk guitar.

Jeg har introduceret en lang, lang række andre kunstere, der spiller og tolker sange fra The Beatles.

Jeg laver ofte kursus-forløb i Beatles-musikken og dens mange facetter på skoler og gymnasier.

I dag er det 50 år siden THE BEATLES første gang landede i Amerika.

af Dennis Otte

Lånt fra Beatlesinterviews.org

Det magtfulde land havde få måneder forinden fået århundredets mavepuster; mordet på præsidenten havde efterladt befolkningen i chok. Lufthavnen, hvor The Beatles landede i New York, var kort forinden blevet omdøbt til John F. Kennedy Airport, og den havde aldrig før været besøgt af så talstærk en folkemængde på én gang. Det skønnes, at fremmødet var på 4.000 personer – herudover 200 journalister – og grundet den almindelige blanding af begejstring, kaos og Beatle-mania blev flere meldt lettere tilskadekomne. 

Det var ikke kun gruppens fans, der havde sommerfugle i maven; fotos og filmstrimler fra begivenheden viser fire overvældelse og benovede musikere, udstrålende en uskyld, der i selv samme sekunder blev varigt udfordret. The Beatles blev efter en afvæbnende pressekonference, hvor de mange journalister for første gang stiftede bekendtskab med den kontante og friske Beatles-humor, eskorteret i hver sin limousine mens radiostationerne hektisk reporterede begivenhedens gang. Det var en musikhistorisk vigtig begivenhed; den faktiske start på the British invasion (selvom The Beatles allerede inden de satte fødderne på amerikansk jord havde opnået deres første nummer 1 hit på Billboard Hot 100 med ”I Want To Hold Your Hand” i den forgangne uge), som i de efterfølgende år skulle tage USA med storm og minde landets musikere og ungdom om deres egen enestående musikalske arv. Ikke for ingenting kaldte Bob Dylan året efter en LP Bringing It All Back Home.

Allerede to dage senere, den 9. februar, cementerede The Beatles deres position i deres første optræden på det populære Ed Sullivan Show, som skulle vise sig profetisk for gruppens massive sejrsgang over there: 73 millioner tv-seere så de fremmedartede Fab Four kaste sig selvsikkert ud i ”All My Loving”, for derpå at traktere med en overbevisende håndfuld af selvskrevne sange (bortset fra ”Till There Was You”, som til gengæld viste spændvidden i gruppens udtryk). Det var det højeste seertal til noget amerikansk tv-program nogensinde, og selv kriminaliteten blev målt til et minimum mens gruppen var på skærmen! 

Den 11. februar bød på gruppens første amerikanske koncert (se de legendariske optagelser fra Washington Coliseum), som blev overværet af 8.000 fans. Koncerten var bl.a. usædvanlig pga. opstillingen: The Beatles befandt sig på en slags boksering i midten, og skiftede undervejs i koncerten fokus, så de spillede med front mod en ny side af sportsarenaen. Dagen efter gjaldt det Carnegie Hall, New York, og den 16. februar leverede de deres anden optræden i Ed Sullivan Show, denne gang i Miami – set af ligeledes 70 millioner tv-seere. Den 22. gik turen hjemad efter det første amerikanske eventyr, men de engelske fans var ingenlunde jaloux; de mødte talstærkt op i Heathrow Airport for at modtage deres helte. Det anslås, at 10.000 fans var mødt op for at modtage de hjemvendte sønner.

Pladeproduceren GEORGE MARTIN bliver i dag 88 år.

af Dennis Otte 

George Martin working with The Beatles, Abbey Road studios 1967 Fra Flickr.com

Bedst kendt er han naturligvis for sit enestående arbejde for og med The Beatles, hvor han producerede langt størstedelen af deres udgivelser og fungerede som arrangør, når det var påkrævet. Vel var det The Beatles selv der leverede al materialet, men Martin var en uvurderlig fødselshjælper og en af rockens første lydmagikere. Selvom Lennon efter gruppens opløsning var lidt knotten overfor produktionen af Beatles-pladerne og faktisk sagde, at han ville ønske de kunne indspille og producere hele molevitten om igen, så blev Martin rettelig ofte betegnet som den femte beatle – en titel, han vel også er den eneste seriøse kandidat til (hvis nogen overhovedet), eftersom han i modsætning til gruppens manager Brian Epstein faktisk havde en direkte mærkbar indflydelse på musikken. Han spiller ligefrem selv med på en del Beatles-sange, bl.a. den elektriske klaversolo på ”In My Life” fra Rubber Soul.

McCartney arbejdede da også ad flere omgange med den legendariske producer i sine soloår; først på sin James Bond-titelmelodi ”Live And Let Die” og siden på LP’erne Tug Of War (1982) og Pipes Of Peace (1983). Inden The Fab Four faldt som en appelsin i hans turban, havde han allerede produceret plader for en lang række komikere som fx Peter Sellers og Spike Milligan i 1950’erne, foruden en række såkaldte novelty records. Fra 1947-1950 studerede han klaver og obo ved Guildhall School of Music and Drama, hvorefter han først arbejdede for BBC’s klassiske musik og siden blev ansat ved EMI i 1950. Han producerede imidlertid også en række mere eller mindre letbenede popgrupper – også senere sideløbende med The Beatles – hvoraf de fleste i dag er gået i glemmebogen, selvom navne som Gerry & the Pacemakers og Cilla Black huskes.

Senere i sin karriere har Martin produceret navne som America, Jeff Beck, Ultravox, Cheap Trick og Kenny Rogers, ligesom han har arbejdet med og arrangeret for så forskellige stjerner som Celine Dion og Pete Townshend.

Facebook voks uge 50

af Dennis Otte

9. december 2013

I midten af december 1970 landede en god pakke i postkassen hos alle medlemmer af THE BEATLES officielle fanklub. Pakken indeholdt en julegave i form af en LP fra det da opløste band til de trofaste fans. Bandet havde hver jul fra 1963 til 1969 indspillet en julehilsen eksklusivt til fanklubbens medlemmer. Denne LP var en opsamling med alle 7 originale julehilsner som en tak fra The Fab Four. Den britiske version af LP'en hed From Then To You (endnu en "ringoism?"), mens den amerikanske udgave simpelthen hed The Beatles Christmas Album. 

I disse digitale tider nøjes vi med et link til den charmerende plade - her 50 år efter den første hilsen - med ønsket om en glædelig jul.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

Facebook voks uge 47

af Dennis Otte

22. november 2013

I dag er det 50 år siden THE BEATLES udgav deres andet album, With The Beatles, indeholdende syv nye Lennon/McCartney-sange, Harrisons første pladekomposition, ”Don’t Bother Me”, foruden sjæleren ”Till There Was You” fra showet The Music Man,  ”Please, Mr. Postman” som først blev indspillet som The Marvelettes debutsingle, Chuck Berry’s ”Roll Over Beethoven” (sunget af Harrison), Smokey Robinsons ”You Really Got A Hold On Me”, “Devil In Her Heart”, først udgivet med The Donays (Devil In His Heart), samt “Money”, først sunget af Barrett Strong.

Det er samtidig i dag 45 år siden The Beatles udgav deres selvbetitlede album, i folkemunde kendt som The White Album.  Dobbeltalbummet indeholder hele 25 nye Lennon/McCartney-sange, fire Harrison-kompositioner og Ringo Starr’s første pladekomposition til The Beatles (ud af i alt to); ”Don’t Pass Me By”. Mange af sangene blev til i Rishikesh i Indien under et transcendentalt meditationskursus hos guruen Maharishi Mahesh Yogi.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

Facebook voks uge 35

af Dennis Otte

29. august 2013

En stribe musikere fylder år i dag. Hermed korte signalementer:

ELIZABETH FRASER bliver i dag 50 år. Den skotske sangerinde gjorde sig fra 1981 bemærket med sin smukke sopran, hvormed hun som sanger i Cocteau Twins fremførte den alternative rockgruppes ofte storladne sange, hvis tekster oftest bestod af selvopfundne lyde, der ikke bundede i noget kendt sprog, men altid var garant for himmelstormende sensibel ynde. Cocteau Twins opløstes i 1998, men har lejlighedsvist været gendannet. Cocteau Twins udgav 10 albums.

DIAMANDA GALÁS bliver i dag 58 år. Den amerikanske avantgardesangerinde, hvis stemme spænder over tre en halv oktav, arbejder både som sangskriver, pianist, maler og performancekunstner, ofte med temaer som sindslidelser, værdighedstab og AIDS. Siden debuten med Litanies of Satan i 1982 har hun udgivet en lang række plader, der er blevet forsøgt karakteriseret som eksperimenterende art rock, avantgarde, punk, blues, jazz, elektronica, new wave og no wave: En slags eksperimenterende Maria Callas i vild desperation.

GG ALLIN (1956-1993), døbt Jesus Christ Allin (!) var sandsynligvis den mest ekstreme mand i rockmusikkens historie. Med en sceneoptræden, der fik selv Iggy Pop til at ligne en spejderdreng, chokerede Allin alt og alle med sine grotesk grænseoverskridende excesser, der ofte involverede transgressive art, selvskade, afføring og voldelige angreb på publikum. Teksterne handlede ofte ganske eksplicit om racisme, blasfemi, pædofili og kvindehad. Og nåh ja, musikken; den var variationer over hardcore punk, country og spoken word. Han spillede i utallige bands, herunder The Jabbers og The Murder Junkies. Allin døde af en heroinoverdosis som 36-årig og nåede således ikke at efterleve sit løfte om at begå selvmord under en af sine koncerter.

STERLING MORRISON (1942-1995) var elektrisk guitarist i The Velvet Underground. Lejlighedsvis også bas og korsang. Efter opløsningen af bandet uddannede han sig maritimt og arbejdede i et par årtier som kaptajn på en slæbebåd. Den ikke-bluesbaserede rockmusik spores ofte med god grund tilbage til The Velvet Underground. Morrison var en essentiel brik i den lyd, som utallige toneangivende punk/post punk/new wave/noise rock og art rock-guitarister de følgende årtier skulle influeres af og videreudvikle. Da The Velvet Underground i 1996 blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame, fremførte Lou Reed, John Cale og Moe Tucker nummeret ”Last Night I Said Goodbye to My Friend”, dedikeret til deres afdøde bandfælle.

CHARLIE “BIRD” PARKER (1920-1955) ville i dag være blevet 93 år. Den amerikanske jazzsaxofonist var – sammen med Dizzy Gillespie – en hovedfigur i opfindelsen af jazzgenren bebop, som fra midtfyrrerne hurtig forældede den såkaldt traditionelle jazz, som Louis Armstrong i høj grad havde været innovativ leverandør af. Baseret på tempo, virtuositet og ikke mindst improvisation, blev Parker med sit hektiske spil en gudeskikkelse for intellektuelle og hipsters. Ikke uden grund: han spillede sig naturligt ind i jazzens hellige treenighed; Louis Armstrong, Charlie Parker, Miles Davis. Velsagtens tre af jazzens allerstørste fornyere overhovedet. Parker blev senere en afgørende inspirationskilde i den beatlitteratur, som særligt Jack Kerouac var garant for. Parker levede hårdt og døde som 34-årig af en kombination af heroinmisbrug, leversygdom, lungebetændelse og andre følgesygdomme.

MICHAEL JACKSON (1958-2009). Veldansende popsanger.

29. august 2013

GODT NYT til fans af THE BEATLES.

Til november udsendes endnu en plade med Liverpool-kvartettens BBC-indspilninger, denne gang med fokus på midttresserne. Den nye udgivelse får titlen On Air – Live at the BBC Volume 2. Allerede i 1994 udkom dobbeltpladen Live at the BBC med hele 56 sange og 13 dialoger fra æteren. 

Årsagen til den sene opkomst af disse indspilninger skal findes i, at BBC først hen mod slutningen af 1960’erne begyndte at arkivere deres bånd; indtil da overspillede man gamle bånd for at spare, og kilometervis af alskens historisk materiale gik således tabt. Hvis det da ikke var for de årvågne fans, som sad klar med båndoptageren på teenageværelserne og optog udsendelserne. Lydkvaliteten er således ikke så god, som man kunne ønske sig, men dog efter omstændighederne upåklagelig (hvad 1994-pladerne angår, Ørevoks har intet hørt af 2013-udgivelsen). 

Der forlyder endnu desværre intet om, hvilke sange der vil være at høre på efterårets Beatles-udgivelse, men et gæt vil være koncertmaterialet fra deres samtidige LP’er, måske suppleret med spændende fortolkninger, som vi så det med 1994-udgivelsen. Denne rummede endda den aldrig før udgivne Lennon/McCartney-komposition, ”I’ll Be On My Way” foruden perlen ”Soldier of Love” af Buzz Cason og Tony Moon – måske vi er lige så heldige dette efterår.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

Facebook voks uge 33

af Dennis Otte

15. AUGUST 2013

Det er i dag 48 år siden THE BEATLES skrev historie med deres legendariske koncert på SHEA STADIUM i New York City: verdens første store stadionkoncert! Det er svært at forestille sig i dag, hvor skelsættende denne begivenhed var: siden 1970’erne er stadionkoncerter blevet almindelig kutyme for musikkens store navne, og musikere som fx U2, The Rolling Stones, Michael Jackson og Paul McCartney har udfordret hinanden i nye bizarre sceneopsætninger og omfangsrige udstyrsstykker. Der var ca. 55.600 publikummer til Beatles-koncerten på Shea Stadium den 15. august 1965. Selv i dag er det et højt antal.

Hvor mange, der rent faktisk fik en musikalsk oplevelse den dag, er tvivlsomt: Ikke alene var der utroligt langt fra publikum til scene. Selve plænen var tom for publikum, som til gengæld stod som sild i tønder på tribunerne i mange etager. The Beatles må have været næsten umulige at se; det var årtier før de i dag så obligatoriske storskærme. Publikums øredøvende skrig hjalp ikke just på det faktum, at lyden i forvejen var ringe: musikken kom ud til koncertgæsterne direkte via de højttalere, som sportsudøverne plejede at blive præsenteret igennem - dette var den eneste lydkilde!

Som McCartney mange år senere bemærkede, var det ham en gåde, hvordan folk overhovedet kunne skelne de enkelte sange fra hinanden. I en berømt sekvens i den 50 minutters koncertfilm, som efterfølgende blev sendt på BBC 1. maj 1966, ser man Lennon opgive at få ørenlyd til at præsentere et nummer og i stedet, med himmelvendte øjne og manisk smilende, foretage sine velkendte fysiske skabagtigheder tilsat gutturale vrøvlelyde. I 2008 spillede Paul McCartney og Billy Joel den uigenkaldeligt sidste koncert på Shea Stadium nogensinde inden det berømte stadion lukkede og slukkede.

Om hele denne udvikling med massive stadionkoncerter tjener musikken vel, skal vi lade være op til den enkelte at vurdere: Vi hører gerne jeres bud i kommentarfeltet herunder.

15. AUGUST 2013

FRANZ BECKERLEE bliver i dag 71 år.

Inden den danske musiker, værktøjsmager, skulptør, billedkunstner og forfatter slog bredt igennem som ”Mr. Stone Free” – den Hendrix-influerede guitarist i Gasolin’ – havde han allerede markeret sig som både avantgardistisk jazzsaxofonist i The Contemporary Jazz Quintet og som pladeproducer for så fremtrædende danske bands i tiden som Burnin Red Ivanhoe og Alrune Rod. Beckerlee sad i producerstolen på begge bands debutplader, begge i 1969, samme år som Gasolin’ blev dannet med Wili Jønsson, Kim Larsen og Bjørn Uglebjerg.

Senere overtog Søren Berlev som bekendt stikkerne efter den allerede erfarne trommeslager Uglebjerg, der ikke kunne forene sig med bandets højlydte skænderier. Hverken Jønsson, Larsen eller Beckerlee var imidlertid erfarne på deres respektive instrumenter: Jønsson havde lige købt sin basguitar og Franz havde set lyset på en rejse til New York med multitalentet Torben Ulrich, en studierejse finansieret af et legat fra Den Danske Jazzkreds, som Beckerlee havde modtaget for anden gang. Som landets velsagtens førende jazzskribent var Ulrich den ideelle guide for den hungrende musiker. Ulrich fik behørigt ansporet Beckerlee til en jamsession på en club downtown med den stærkt Hendrix-influerede trio, The Third Eye. Herfra var der ingen vej tilbage: efter i 1968 at have udgivet den anden og sidste LP med The Contemporary Jazz Quintet koncentrerede Beckerlee sig om den elektriske guitar.

Beckerlee havde således allerede bl.a. spillet klarinet i Torben Dyjaks Jazzband og indspillet to plader med The Contemporary Jazz Quintet (flankeret af Hugh Steinmetz, Niels Harrit, Steffen Andersen og Bo Thrige Andersen), da den brede befolkning stiftede bekendtskab med den farvestrålende Gasolin’-guitarist. Efter Gasolin’ udsendte Beckerlee solopladen No Kiddin’ (1979) og en plade med bandet Wild Honey (1981), forsøgte sig som krimiforfatter (1984-85) og spillede i Christianshavn Bluesband med bl.a. Lone Kellermann og Søren Berlev (1987-93).

I starten af 1990’erne lagde han imidlertid musikken på hylden for at koncentrere sig om sine malerier og skulpturer. Beckerlee bryder årtiers musikalske tavshed, når han – som tidligere nævnt i Ørevoks – medvirker på Søren Andersens og Mika Vandborgs plade Electric Guitars, som udkommer 9. september i år. Beckerlee har dog (desværre) ingen planer om at genoptage musikken herudover.

16. AUGUST 2013

CHARLES BUKOWSKI (1920-1994) ville i dag være fyldt 93 år.

Den amerikanske digter, forfatter og evige outsider blev født som Heinrich Karl Bukowski i Tyskland og havde både polske og tyske aner.

Det sted de fleste forbinder med Bukowski, og som han selv aktivt valgte som sit eksil, var Los Angeles. Herfra hans verden gik, herfra flaskerne tømtes og hestene betragtedes på væddeløbsbanen. Herfra blev den særlige ”dirty realism” udlevet såvel i hans romaner, digte og i det private inferno af sex, selvhad og skrumpelever.

Tusinder af digte, hundredvis af noveller og 6 ikoniske romaner. I alt et livsværk på over 60 bøger – plus ikke så lidt løst herudover. Anset som misantropisk depraveret af den brede pæne offentlighed – og end ikke rigtig velkommen i the beatgeneration – var Bukowski en født outsider af nihilistisk tilsnit. ”Born into This”, som en fremragende dokumentarfilm fra 2003 om forfatteren hed. Heri fortalte bl.a. Sean Penn, Tom Waits og Bono om deres forhold til poeten. Om hønen eller ægget kom først – den massive sociale udstødelse eller det selvvalgte outsidereksil – er ikke så ligetil at svare på. Velsagtens en umage kombination.

De karsk humoristiske udfald mod den øvrige menneskehed er talrige og lyder fx, på spørgsmålet om hvorvidt han hader andre mennesker, således:

“I don’t hate them…I just feel better when they’re not around.”

Lige så lakonisk koncist som tiraden mod de intellektuelle:

 “An intellectual says a simple thing in a hard way. An artist says a hard thing in a simple way.”

Charles Bukowski er ikke for lalleglade skyklap-eskapister eller strømlinede moralister. Eller måske har han NETOP et og andet at sige til præcis dem:

“Some people never go crazy. What truly horrible lives they must lead.”

16. AUGUST 2013

ROCKSELVBIOGRAFIER vol V:

Keith Richards: Livet. 564 sider. 2010.

Der findes mange gode bøger i denne verden. Flere end man nogensinde vil kunne nå at gnave sig igennem i dette usle liv, om man så afsatte samtlige resterende år dertil – hvad jeg ikke sjældent har budgetteret med.

Det sker imidlertid ikke ofte, at der dumper en så velskreven selvbiografi ned i turbanen som denne af inkarnationen af rock og rul, for at bruge en lidt udslidt kliché. Dog en underbygget kliché, bliver man hurtigt klar over; med kyndig hjælp fra biografisten James Fox udpensler Rolling Stones-guitaristen sit liv og levned på en ubarmhjertig og stærkt underholdende facon. Man tager sig selv i gang på gang for sit indre øre at høre Keef’s raspende stemme, når man tages i hånden og føres ud i the crossfire hurricane, som har udgjort livet for Richards.

Jeg var på vagt inden jeg påbegyndte denne bog, havde mine forbehold: skulle jeg spises af med ren attitude og lir? Spil for galleriet og overfladisk smartness med fare for konstant at drøne hovedkulds ned i de så oplagte rock and roll klichéer, som en selvbiografi af netop denne dinosaurus hurtigt kunne resultere i? Allerede ved titlen rynkede jeg brynene: Life/Livet? Hvor banalt.

Well, Richards balancerer på kanten af klichéen, men falder aldrig i. Samtlige sider er fyldt til bristepunktet med levet liv, dyrekøbte erfaringer og almindelig skørlevned. Førstehåndsanekdoterne fra et halvt århundrede blandt musikkens største navne og detaljerigdommene leveres med et sprogligt overskud, der er en beatroman værdig. Clapton’s selvbiografi var rørende og gribende, Cash’s var autentisk og sanddrueligt nøgtern og Dylans var mytisk og cinematisk – Richards’ er det hele.

18. AUGUST 2013

Fik man ikke hørt LEONARD COHENs koncert i Odense lørdag aften, er der stadig mulighed for lidt Cohen på dansk grund i disse dage:

Udover forfatter, digter og musiker kan Cohen nemlig også skrive billedkunstner på sit CV – om end han selv er den første til at nedtone bibeskæftigelsen, der ofte er simplistiske stregtegninger ledsaget af underfundige kommentarer.  Leonard Cohen udstiller sine værker på Gallery Poulsen i Kødbyen indtil den 31. august. Der er åbent torsdag til fredag 12-17.30 og lørdag 11-15.

Om udstillingen og sine værker i almindelighed siger Cohen med vanlig ydmyghed:

”If there were no paintings in the world, mine would be very important. Same with my songs. Since this is not the case, let us make haste to get in line … The Curator has called this exhibition Leonard Cohen Artworks. I call my work Acceptable Decorations”.

Velsagtens en grotesk undervurdering af sine sange, men måske et ganske nøgternt og klædeligt forhold til sin billedkunst, som kan ses som et interessant appendix til hovedværket; sangene og bøgerne. For fans og almindelige beundrere af Cohens person og værk, er udstillingen imidlertid absolut et besøg værd. Og så er entréen gratis.


Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

Facebook Voks uge 28

af Dennis Otte

10. juli 2013

A HARD DAY’S NIGHT, den tredje LP med The Beatles, blev udgivet for præcis 49 år siden i dag. Det var den første og eneste Beatles-LP der udelukkende bestod af Lennon/McCartney-kompositioner. Alle de øvrige albums rummer covernumre og/eller kompositioner af Harrison og i enkelte tilfælde Starr.

Selvom A Hard Day’s Night var udkommet med en ganske anden track listing i Amerika allerede den 26. juni 1964, så regnes den i England udsendte version retfærdigvis for den rigtige: et hovedformål med de amerikanske Beatles-plader var, at der ikke indgik lige så mange numre på hver LP. Således kunne numrene strække sig over flere udgivelser med øget profit til følge. Smart måske, men forræderisk imod den oprindelige kunstneriske idé. Pladen blev som den første Beatles-LP optages på fire spor, hvilket afstedkom muligheden for et vellykket resultat i stereo-mix.

Det var på mange måder Lennon’s album; han skrev og sang lead på hovedparten af pladens sange (10 stk), ligesom han også skrev titelsangen (hvoraf selve titlen for øvrigt opstod af en af Ringo’s mange vrøvle-fortalelser, ligesom det var tilfældet med ”Eight Days A Week” og ”Tomorrow Never Knows”). McCartney leverede kun 3 sange til albummet, men ikke desto mindre er det 3 af de mest mindeværdige fra pladen: ”And I Love Her”, ”Can’t Buy Me Love” og ”Things We Said Today”. De to beatler fik således en single hver ud fra albummet: Lennon med titelnummret/”You Can’t Do That”, McCartney med ”Can’t Buy Me Love”/”Things We Said Today”.

Behøver jeg nævne, at pladen strøg ind som nr. 1 på Billboard, hvor den i øvrigt lå i hele 14 uger – den længste periode for et album det år. Filmen A Hard Day’s Night, kongenialt instrueret af Dick Lester, skal naturligvis glohedt anbefales – det er på mange måder den bedste af The Beatles’ spillefilm, om end både Help og Magical Mystery Tour har sine momenter af skønhed, ligesom Let It Be er et vigtigt om end dystert musikhistorisk vidnesbyrd. Den afsluttende sekvens hvor The Beatles spiller deres uigenkaldeligt sidste koncert på taget af Apple-bygningen, giver mindelser om den spilleglæde der herskede i de tidligere dage omkring A Hard Day’s Night.

11. juli 2013

BLIND LEMON JEFFERSON (Lemon Henry Jefferson, 1893-1929) bliver i dag 120 år.

Jefferson er ofte med rette blevet kaldt ”Father of the Texas Blues” og er som sådan en af de mest indflydelsesrige bluesmusikere verden har set. Selvom han kun var aktiv i tre år – fra 1926-1929 – har hans betydning vist sig langtrækkende og har influeret ikke så få senere giganter i bluesmusikken såsom B.B. King, Lightnin’ Hopkins, Leadbelly, Son House og Robert Johnson. I disse få år udsendte selskabet Paramount en række fine shellac 10” singler med Jefferson.

Hvis man ikke allerede kender disse gamle drenge, så anbefaler Ørevoks kraftigt at dykke ned i især Robert Johnson, Son House og senere giganter som Elmore James, Muddy Waters og Howlin’ Wolf. Så kan man altid senere gå helt tilbage til Charley Patton og ja, Blind Lemon Jefferson: en betydelig del af selve fundamentet for blues.

Jefferson blev en af 1920’ernes mest populære bluesmusikere med sin distinkte stemme og originale akustiske guitarspil på legendariske indspilninger som fx ”See That My Grave Is Kept Clean” (1927), som er blevet indspillet af fx Bob Dylan, Grateful Dead og B.B. King. Jefferson er også manden bag ”Matchbox Blues” (1927), som senere, i en rockabilly-transformeret udgave, blev gjort kendt af Carl Perkins og senere indspillet af The Beatles.

Blind Lemon Jefferson blev optaget i Blues Hall Of Fame i 1980.

14. juli 2013

WOODY GUTHRIE (Woodrow Wilson Guthrie, 1912-1967) bliver i dag 101 år.

Den Oklahoma-fødte protestsanger blev kendt for sine skarpe politiske folkesange, fx ”This Land Is Your Land”, fremført på akustisk guitar med den berømte påhæftede tekst; ”this machine kills fascists”. Herudover spillede han mandolin, harmonika og violin.

Foruden sine slagkraftige politiske sange skrev han også utallige ballader, børnesange, improviserede sange og opdaterede versioner af gamle overleverede folkemelodier. Han befandt sig politisk på den ydre venstrefløj, og selvom han tilsyneladende aldrig var medlem af politiske partier eller foreninger, blev han livet igennem associeret med amerikanske kommunistgrupper. Hans sympatier i denne retning turde der imidlertid ikke herske stor tvivl om.

Listen over store arvtagere, der er stærkt influerede af ham, er stor. Bedst kendte eksempel er nok Bob Dylan, der som helt ung nærmest imiterede sit forbillede, helt ned til beklædning, gestik og sangforedragsteknik. Dylan skrev og fremførte offentligt digtet ”Last Thoughts on Woody Guthrie” og skrev sangen ”Song To Woody” til sit debutalbum. Herudover tæller de musikalske fakkelbærere fx Bruce Springsteen, John Mellemcamp, Pete Seeger, Joe Strummer (The Clash), Phil Ochs og Billy Bragg.

Guthrie var aktiv fra 1930-1956, hvorefter han blev alvorligt syg af den arvelige Huntington’s disease, som endte med at koste ham livet efter mange års indlæggelse.

Guthrie udgav i 1943 selvbiografien Bound For Glory.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.