Viser opslag med etiketten Morrissey. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Morrissey. Vis alle opslag

torsdag den 22. maj 2014

DEN BRITISKE BIGMOUTH MORRISSEY BLIVER I DAG 55 ÅR

af Dennis Otte

Man bliver mildere og rundere med alderen, siges det. Intet tyder imidlertid på, at Morrissey opfatter dét som andet end volapyk-nonsens. Få i musikken – og generelt! – har været så indædt kompromisløse i forhold til deres ungdoms idealer, hvad enten det gjaldt vegetarisme, politikere eller almindelig mainstream-skørlevned.  
Han har skiftet pladeselskab lige så ofte som vi andre skifter undertøj – eller er det snarere pladeselskaberne, der har kastet sorteper-sangeren rundt imellem sig gennem årtierne?
Hvorom alting er, har Morrissey stået uden pladekontrakt i de seneste år, men udgiver 15. juli i år et splinternyt album – det tiende i rækken, hvis man fraregner ”oprydningsalbummet” Bona Drag fra 1990. Det nye album bærer den meget Morrissey’ske titel World Peace Is None Of Your Business
Jo,  bigmouth strikes again, de første udspil fra pladen er lækker årgangs-Moz, og hvis han er i lige så god form som i selvbiografien Autobiography i fjor, ja så er der nok at glæde sig til!    

fredag den 3. januar 2014

MORRISSEY arbejder på nyt album – og en roman!

af Dennis Otte
Lånt fra consequenceofsound.net
På sin officielle hjemmeside, True To You, har den britiske sanger oplyst, at han snart går i studiet for at indspille et nyt album; det første siden den flotte Years of Refusal fra februar 2009. Morrissey oplyser, at et af numrene bærer titlen ”Istanbul” - udover Rom er den tyrkiske by nemlig hans yndlingsby, erklærer han. Morrissey har herudover i en periode optrådt med en række uindspillede numre (”The Kid’s A Looker”, ”Action Is My Middle Name”, ”Scandinavia” og ”People Are The Same Everywhere”), som sandsynligvis ligeledes vil være at finde på et kommende album – om den notorisk vanskelige Morrissey ellers kan komme overens med et pladeselskab om udgivelse; han har i en årrække været uden pladekontrakt og har ofte kun udgivet ét album for hvert selskab han har været tilknyttet.   
Morrissey udgav i 2013 sin selvbiografi Autobiography til stor succes og har nu tilsyneladende fået blod på den litterære tand. Han fortæller således, at han er halvvejs i arbejdet med sin første roman, men røber intet om, hvad den kommer til at handle om eller hvornår den ventes færdig. Hvis vi en dag får lov at læse den, bliver det den femte bog fra Morrissey; udover Autobiography skrev han nemlig også en mindre bog om The New York Dolls i 1981 (New York Dolls), en om James Dean i 1983 (James Dean Is Not Dead) og Exit Smiling fra 1980 (udgivet 1998), hvori han diskuterer en række af sine yndlings-b-film.


mandag den 21. oktober 2013

Facebook voks uge 42

af Dennis Otte
15. oktober 2013

Den nigerianske multiinstrumentalist, menneskerettighedsaktivist og pioner indenfor afrobeat FELA KUTI (1938-1997) ville i dag være blevet 75 år.
Musikalsk befinder vi os i et spændingsfelt mellem den ghanesiske highlife-genre, fusionsjazz og den afrobeat, som Kuti selv var den store innovator inden for. Afrobeat spilles typisk af et stort funky orkester komplet med hornsektion, repetitive rytmer og riffbaserede grooves. Kuti beherskede både saxofon, trompet, trommer, shekere, guitar og keyboard. 
Det er svært at overvurdere hans indflydelse og betydning for afrikansk musik – men hans popularitet overskrider langt Afrikas grænser og har gjort ham til en højt respekteret musiker på verdensplan. Fra debutpladen Why Black Men Dey Suffer i 1971 til hans alt for tidlige AIDS-relaterede død i 1997 udkom han med over 40 plader, hvor især 1970’ernes række af albums vakte opsigt. Ørevoks anbefaler særligt albummet Gentleman fra 1973.

17. oktober 2013

MORRISSEYs selvbiografi, med den koncise titel Autobiography, udkommer i dag på forlaget Penguin. Det sker efter lang tids stridigheder, hvor man løbende i medierne har kunnet læse, at intet forlag ville binde an med den notorisk provokerende sangers bog – ligesom intet pladeselskab i øvrigt for tiden har ham i deres stald. Morrissey er og bliver helt sin egen, et unikum i musikbranchen, som mange enten elsker at hade, eller er fanatisk følger af. 
Morrissey har vist sig fra sin klassiske side på mere end én måde denne gang; han har fremsat som et krav for udgivelse, at hans bog skulle indgå i den prestigefyldte serie Penguin Classic, der siden 1940’erne har slået sig op på at udgive de store litterære klassikere i store dele af verden. På 480 beskriver Morrissey sit liv, tiden i The Smiths, sin solokarriere og – sit første rigtige parforhold, til en mand, da han var i 30’erne. ”Bigmouth strikes again”, som en The Smiths-klassiker hed; sultne disciple kan købe den længe ventede bog fra i dag.

19. oktober 2013

Ørevoks anbefaler: BABATUNDE OLATUNJI
Den nigerianske trommeslager og musikunderviser blev født i Lagos i 1927 og tog i 1950 til USA, hvor han i 1957 blev opdaget af Columbia Records legendariske John Hammond, der tidligere kickstartede karrieren for notabiliteter som Billie Holiday, Bob Dylan og et hav af andre nøglefigurer. Hans debutplade, Drums of Passion fra 1959, er en af de vigtigste plader indenfor den genre, der i dag - af mangel på bedre betegnelse – kaldes verdensmusik. Med i Olatunjis band, der også kaldtes Drums og Passion, var bl.a. Yusef Lateef og Horace Silver, og pladen åbnede mange amerikaneres ører for verdensmusikken. Heriblandt tidens mest kendte jazzmusikere som John Coltrane, Cannonball Adderley og Quincy Jones, som han alle indspillede med. Han har også haft æren af at blive nævnt i en Bob Dylan-komposition; ”I Shall Be Free”, fra Dylans anden plade. 
Olatunji udgav fra 1959 til sin død i 2003 en halv snes plader. Gå på Youtube og hør fx numrene ”Shango”, ”Jin-Go-Lo-Ba” og ”Akiwowo”.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.