Viser opslag med etiketten Paul McCartney. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Paul McCartney. Vis alle opslag

mandag den 14. oktober 2013

Pladeanmeldelse: PAUL MCCARTNEY: NEW

af Dennis Otte
Lad mig slå det fast med det samme; det er et ret godt album den 71-årige Paul McCartney i dag sender på gaden. Melodisk stærkt og nysgerrigt dog uden at bringe noget afgørende nyt på bordet.  
Som det bemærkelsesvist ofte sker, har sangskrivere fra hans generation ofte en ungdomsperiode hvori de blomstrer, revolutionerer og brillerer med et originalt udtryk, der cementerer deres status eftertrykkeligt og ofte skaber en myte om dem, allerede inden de er fyldt 30. Dernæst følger kampen for at leve op til ungdommens meritter og de umenneskelige forventninger til flere af de dybe tallerkner, som fanskaren er blevet forvænt med. Ofte serveres der i nogle årtier dog mestendels vandgrød eller i bedste fald opretholdes en middelmådig status quo, mens nogle i en årrække kommer helt ned og samle skårene op. Og SÅ er det ofte det sker, at når alderdommen så småt sætter ind, med al dens refleksion og, nåh ja, livsvisdom og levet liv, så begynder musikeren og sangskriveren igen at ramme tonerne klokkerent – og levere modne albums, der undgår at ville leve op til tidens moderne toner, men til gengæld brænder igennem med en klædelig værdighed. Denne cyklus har gjort sig gældende for giganter som fx Neil Young, Bob Dylan, David Bowie, Johnny Cash og - den eneste, der kan løfte arven fra The Beatles: Sir Paul McCartney.
What’s NEW?
Da han først begyndte at give pokker i hitlisteplaceringer med Michael Jackson og Stevie Wonder og tænke mere i albums, begyndte McCartneys nye gyldne periode for alvor med hans tilbagevenden til Beatles-lyden efter Anthology-projektet på Flaming Pie (1997), hvor han igen tog sit betydelige talent alvorligt og forsvarede sin position som en af vor tids største musikere og sangskrivere. Siden da har alt hvad McCartney har udsendt været af høj kvalitet – de klassiske værker måske undtaget – lige fra den mesterlige rock and roll coverplade garneret med egne nyskrevne numre, Run Devil Run (1999), den undervurderede Driving Rain (2001), mesterværkerne Chaos and Creation in the Backyard (2005) og Memory Almost Full (2007), ambiente electronica-eksperimenter med Youth på Firemans Electric Arguments (2008) og jazzede evergreens, plus et par selvskrevne fuldtræffere, på Kisses on the Bottom (2012).
Han har således intet at bevise, den gode Macca. Det gør han så alligevel, og man har ham mistænkt for at nyde det i fulde drag imens; det spritnye album NEW, som udkommer i dag, placerer sig blandt McCartneys bedste plader fra solokarrieren. En tanke, når man ser ned over eks beatlens diskografi, er, at han ofte har udgivet sine bedste plader, når han har været trængt op i en krog. Ram efter bruddet med The Beatles, Band on the Run, da halvdelen af Wings skred lige før afrejse til indspilningen i Lagos, Tug of War efter Lennons død, Flaming Pie under Linda McCartneys kræftsygdom, som året efter kostede hende livet og Memory Almost Full efter den pinsomme skilsmisse fra Heather Mills. Ikke at disse privatlivsomstændigheder altid direkte afspejler sig i sangene, men de har givetvis rystet ophavsmanden ud af mageligheden og væk fra laurbærrene. Efter alt at dømme er McCartney derimod en lykkelig og forelsket mand i disse år, og NEW rummer da også sin andel af de obligatoriske love songs, som ikke alle er lige silly. Pladen ejer en lethed, der umiddelbart står i kontrast til de dybere og eksistentielle tekster på Chaos and Creation in the Backyard og Memory Almost Full.
På NEW har hele fire producere dementeret mantraet om, at for mange kokke fordærver maden; paradoksalt nok er albummet om ikke direkte homogent – dertil er det for alsidigt og spænder for vidt i udtryk – så dog alligevel sammenhængende. Noget af det tillokkende ved NEW er faktisk, at pladen er så nysgerrig og har en musikalsk spændvidde, der henleder tanken på The Beatles smeltedigler af værker fra sluttresserne. Resultatet er imidlertid alt andet end tresserpræget, men derimod højst moderne, vel at mærke uden desperat at ville lyde som tidens populære pop- og rockmusikere. En del af hemmeligheden er nok, at majoriteten af sangene er årgangs-McCartney; klassisk godt håndværk udført med sikker hånd og stemmeføring som vi kender den bedst, men samtidig lagt i hænderne på producere som Paul Epworth (Adele, Florence and the Machine, Bloc Party, Bruno Mars), Mark Ronson (DJ ved McCartneys bryllup med Nancy Shewell i 2011 og producer for fx Amy Winehouse og Lily Allen), Ethan Johns (søn af Beatles-lydtekniker Glyn Johns og har produceret bl.a. Ryan Adams og Kings of Leon) samt Giles Martin (som bl.a. bistod produktionen af Beatles remix-albummet Love fra 2006 og er søn af den legendariske Beatles-producer George Martin). Disse fire kapaciteter tilfører sangene en 2013-lyd og begiver sig ikke ud i hip hop eller dance, men opdaterer på værdig vis McCartneys univers og lydbillede, alt imens der indimellem høres reminiscenser af den ambiente lyd på Electric Arguments.
Solid samling sange
McCartney har bragt sit turneband med i studiet og de medvirker på syv af pladen sange, dog ikke alle medlemmerne på alle syv. Herudover spiller McCartney som sædvanlig en del selv. Pladen åbner med den potente rocker ”Save Us”, der med Paul på guitar og bas og Epworth på trommer banker albummet godt i gang. En klassisk rocksang om kærligheden som frelser. Budskabet går igen på næste sang, ”Alligator”, hvor kærligheden bringes ned på hverdagsplanet og sangen fungerer flot med synthesizer og gode riffs. Pladens første ballade er ”On My Way To Work”, en hverdagsskildring, der tematisk kan henlede tankerne på den tidlige Macca-single ”Another Day”, der dog alligevel er helt sin egen og givetvis ikke selvbiografisk. Herpå følger pladens anden single, den iørefaldende ”Queenie Eye”, om barndommens lege på gaden i barndommen Liverpool.  
Den akustiske lettere countryinspirerede ballade ”Early Days” langer ud efter alle dem, der gør sig kloge på hvordan forholdene var i The Beatles, når der synges; “Now everybody seems to have their own opinion, who did this and who did that, but as for me I don't see how they can remember, when they weren't where it was at”, og ungdommens pladebutikker og plakater med brylcreme-indsmurte idoler erindres.
Pladens første single, titelnummeret ”New”, er en klassisk McCartney-popsang, som enhver fan vil elske øjeblikkeligt. ”Appreciate”, en lidt mørkere lettere ambient sag refererer i koret tilbage til ”Because” fra Abbey Road og ville ikke have været malplaceret på et Fireman-album. Den godmodige popsang ”Everybody Out There” lyder lidt som en overskudssang fra Off The Ground-pladen. Den skal nok komme til at fungere godt ved koncerter, men på NEW har den lidt karakter af filler. Kærlighedsballaden ”Hosanna” ejer en psykedelisk lyd, der dog i højere grad ender med at lyde doven end progressiv. En brat opvågnen kommer med den fine ”I Can Bet”, der er en effektiv dansabel pop-rocker, som skræddersyet til stadionkoncerter. En af de mest vellykkede ballader på pladen er ”Looking at Her”, en velproduceret sang med Macca på både Moog og Mellotron. Næsten endnu mere vellykket er den følgende ”Road”, der er et af albummets højdepunkter.
På deluxe-udgaven følger yderligere to sange, og det er en gåde, hvorfor den veloplagte ”Turned Out” ikke er med på det egentlige album, da den med sine effektive riffs og iørefaldende melodi er en herlig McCartney-skæring. Lige så uforståeligt er det, at ”Get Me Out Of Here” er henvist til en placering som bonus track, da det med sin blues-inspirerede ru charme er en af de bedste sange i puljen af nye numre. Det klaverbårne ghost track ”Scared” er ligeledes et virkelig godt nummer, som findes på både den almindelige plade og deluxe-udgaven. 
Herfra skal der dog lyde en klar opfordring til at investere i deluxe-udgaven, som også indeholder en 16-siders booklet med tekster og billeder.

søndag den 21. juli 2013

Facebook Voks uge 29

af Dennis Otte
19. juli 2013

Queen-guitaristen BRIAN MAY bliver i dag 66 år. I den forbindelse bringer vi en top 10 over facts om musikeren.
1. Udover at være en stilskabende guitarist, skrev May mange sange til Queen, bl.a. ”We Will Rock You”, ”Save Me” og ”Who Wants To Live Forever”. Han var også hovedsangskriver på ”The Show Must Go On”.

2. May er uddannet astrofysiker. Han påbegyndte sin Ph.D. allerede i starten af 70’erne, men efter Queen tog fart, neddroslede han studiet og blev først Ph.D. i 2007.

3. I 2008 fik han en asteroide opkaldt efter sig: Asteroid 52665 Brianmay.

4. May har udgivet fire soloalbums; Star Fleet Project (’83), Back to the Light (’92), Another World (’98) og Furia (’00, soundtrack).

5. Han benytter oftest sin hjemmebyggede elektriske guitar, som han har døbt “Red Special”.

6. May figurerer som nr. 26 på Rolling Stone Magazine’s liste over de 100 bedste guitarister nogensinde. På Planet Rocks liste ligger han nr. 7 og på Guitar World stemte bladets læsere ham ind på en flot andenplads.

7. May er dyreaktivist og har oprettet organisationen Save Me, som arbejder for generel dyrevelfærd og overholdelse af jagtbestemmelser.

8. Han fik i 2005 en CBE (Commander of the Most Excellent Order of the British Empire) for sit arbejde i musikindustrien samt velgørenhedsarbejde.

9. May stiftede sit første band, Smile, i 1968. Trommeslageren Roger Taylor, som også senere tog sig af trommerne i Queen.

10. May dannede i oktober 1991 The Brian May Band. Materialet var hovedsageligt fra Mays soloplader og de nåede kun at indspille en liveplade, Live at the Brixton Academy (’93), inden de gik i opløsning i samme år.
21. juli 2013

I disse år udgiver nogle af rockens største navne deres SELVBIOGRAFIER. I den næste tid vil vi bringe anbefalinger af disse til sommerlæsningen.

ROCKSELVBIOGRAFIER VOL I
Eric Clapton: Clapton: en selvbiografi. 400 sider. 2007.

Eric Clapton (f. 1945) er nu om stunder en af verdens fremmeste fakkelbærere af den mere traditionelle del af bluesmusikken; fast forankret i Robert Johnson, hvis sange han i 2004 fornemt indspillede på pladen Me and Mr. Johnson. Men han var været omkring, den gode Clapton; allerede inden han i 1970 debuterede overbevisende med sin første soloplade, Eric Clapton, havde han haft hvad mange med rette vil betegne som sin storhedstid.

Som en af de vigtigste engelske guitarister i 1960’erne havde han sat sit umiskendelige præg på store grupper som The Yardbirds, John Mayall & The Bluesbreakers, The Powerhouse, Cream, Blind Faith og Delaney, Bonnie & Friends. Udover disse grupper arbejdede Clapton mere flygtigt – somme tider blot ved enkelte lejligheder – sammen med John Lennon, The Beatles, The Rolling Stones, The Band, George Harrison og utallige andre.

Claptons touch er tilnærmelsesvist allestedsnærværende i den engelske rock fra 1960’erne.

Efter solokulminationerne med først 461 Ocean Boulevard (1974) og Slowhand (1977) er Clapton efter min mening stagneret en smule; bevares, der er kommet fine albums, men udviklingen er det så om så med. Her gælder indvendingen om at være tro imod bluestraditionen ikke: mange af de store bluesmænd og –kvinder som Clapton står på skuldrene af og hyppigt citerer og fortolker, var garanter for den udvikling i bluesmusikken som er skyld i, at vi i dag kan opdele blues i et væld af undergenrer og fusioner med andre genrer; noget Clapton jo selv var foregangsmand for i 1960’erne. Nuvel, kun de færreste kan forny sig og holde sig på toppen i 50 år, og Clapton har da også cementeret sin position som bluesens grå eminence. Tager man de i selvbiografien udpenslede beretninger om alkohol- og stofmisbrug i betragtning, skal vi være glade for, at han overhovedet stadig lever og udgiver plader. For det er en betydelig selvbiografi men en både rørende og yderst informativ gennemgang af karriere, kollegaer, kærlighed og katastrofer Clapton udgav i 2007 – faktisk en af de bedste i disciplinen fra en så indflydelsesrig musiker. Hjerteskærende fortælles om den fireårige søn Conors død ved fald fra et vindue fra 53. sal, Claptons alvorlige alkoholisme og den følgende oprettelse af sit eget rehabiliteringscenter for stof- og alkoholafhængighed, Crossroads Centre. Og vejen frem til den tørlagte tilværelse, hvor han nu, i sit 50 års jubilæumsår efter et par årtier uden alkohol, udgav pladen Old Sock (2013) – titlen på foranledning af David Bowie: efter dennes fine comeback i år var Clapton blevet imponeret over førstesinglen, ”Where Are We Now” og skrev til Bowie og lykønskede ham. De to legender har aldrig kendt hinanden (ret godt) privat, men Bowie replicerede i jovial tone: ”thank you for the shout-out, old sock!”, hvorefter Clapton, efter på en ferie at have taget et foto af sig selv med sin mobiltelefon, straks valgte af lade sit nye album, med omtalte foto som cover, døbe Old Sock!
21. juli 2013

NYT ALBUM FRA PAUL MCCARTNEY

McCartney sender splinternyt album på gaden i midten af oktober 2013. Derudover en single allerede i september.

Det er 6 år siden McCartney sidst har udgivet et regulært studiealbum med lutter eget materiale (Memory Almost Full), ser man bort fra den McCartney-komponerede ballet, Ocean's Kingdom fra 2011. På hans seneste udspil, den fine standards-plade Kisses on the Bottom, har han også et par fornemme selvskrevne numre med.

Herudover forlyder det, at halvdelen af et Fireman-album (McCartney og Youth) skulle være indspillet med henblik på nyt album 2014-2015.

Paul McCartney påbegynder dette efterår sin verdensturné, "Out There".

22. juli 2013

GEORGE CLINTON (f. 1941) bliver i dag 72 år.

Amerikanske Clinton er, sammen med James Brown og Sly Stone, blandt de mest innovative funkmusikere verden har set. Som sanger, sangskriver og bandleder er han især kendt som primus motor i de to funkbands Parliament og Funkadelic, som vandt stor popularitet i 1970’erne. De to bands bestod hovedsageligt af de samme medlemmer, men hvor Parliament med sin blødere r&b-orienterede funk stod overfor Funkadelics mere rå og rockede funk. Clinton arbejdede i en periode i 1960’erne som sangskriver hos Motown udover at have sit eget band, The Parliaments – som efter juridiske forviklinger ikke måtte kalde sig dette og transformeredes til Funkadelic. Da det juridiske igen var udredt, blev også Parliament stiftet. De to bands udgav med deres mikstur af Jimi Hendrix, Sly and the Family Stone og især James Brown over 40 singler, hvoraf tre blev nr. 1, foruden en række skelsættende og genredefinerende albums.

I starten af 1980’erne gik Clinton solo og har udgivet over 20 albums og medvirket på plader med så forskellige navne som Michael Bolton, Prince, Ice Cube, Snoop Dogg, 2Pac blandt mange flere, og har produceret albummet Freaky Styley for Red Hot Chili Peppers. Sammen med James Brown regnes Clinton for en af de mest samplede musikere nogensinde.


Clinton blev i 1997 optaget i Rock and Roll Hall of Fame sammen med Parliament-Funkadelic.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

søndag den 7. juli 2013

Facebook Voks uge 27

af Dennis Otte
1. juli 2013

WILLIE DIXON (1915-1992) ville i dag være blevet 98 år.
Selvom den amerikanske blues-bassist/guitarist også indspillede fremragende musik i eget navn og med The Big Three Trio, er han nok mest (aner)kendt som sangskriver, pladeproducer og arrangør. Særligt af blues, men også med overlap til elektrisk blues, r&b og tidlig rock and roll, hvor han regnes for en af sin tids vigtigste sangskrivere og en hovedaktør i udviklingen af Chicago blues, som den tog sig ud efter Anden Verdenskrig.

Den vigtigste i denne sammenhæng var nok Muddy Waters, som Dixon i øvrigt også leverede store sange til.

Han skrev sine største sange mens han var fast tilknyttet det legendariske plademærke Chess Records i 1950’erne og -60’erne. Sange som ”Little Red Rooster”, ”Hoochie Coochie Man”, ”Spoonful”, ”Back Door Man”, “I Just Want To Make Love To You”, “My Baby”, “Wang Dang Doodle” og “I Can’t Quit You Baby” blev i første omgang store hits for henholdsvis Muddy Waters, Howlin’ Wolf og Little Walter.

Men Dixon arbejdede også med navne som Bo Diddley, Memphis Slim, Led Zeppelin, Chuck Berry og Sonny Boy Williamson, ligesom hans sange er blevet indspillet af senere koryfæer som Bob Dylan, Cream, Jimi Hendrix, The Rolling Stones og Led Zeppelin.

Dixon blev posthumt optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 1994 i kategorien ”early influences”.
3. juli 2013

FRANZ KAFKA (1883-1924) bliver i dag 130 år.

Den tysksprogede jødiske forfatter blev født ind i en velhavende familie i Prag, der slidsomt havde arbejdet sig op fra fattigdommen. Faderen var forretningsmand og en rød tråd i Kafkas incitament til forfattergerningen var faderens manglende accept. I et aldrig afsendt brev til faderen fra 1919 beskrev han sit korte liv som ”en række mislykkede flugtforsøg fra den overmægtige faderautoritets foragt”.
Selvom Kafka mens han levede fik publiceret omkring 250 kortere tekster, så karakteriseres hans skelsættende forfatterskab af, at hovedværkerne først udkom posthumt – vel at mærke imod forfatterens egen vilje, som udtrykt i testamentet. Vennen Max Brod valgte efter Kafkas død at udgive manuskripterne (efter selv at have bearbejdet dem!). På trods af deres de facto status som ufuldendte romaner, indskriver Processen (Der Prozeß udgivet 1925), Slottet (Das Schloß udgivet 1926) og Amerika (Der Verschollene udgivet 1927) sig ubesværet og overlegent i verdenslitteraturens elitære sfære.

Kafka blev i 1906 uddannet jurist og var fra 1908 til sin pensionering i 1922 ansat i et arbejdsulykke-forsikringsselskab i Prag, agtet og værdsat for sine faglige kompetencer. Helt til 1916 boede han hos forældrene. Året efter diagnosticeredes han med lungetuberkulose, men en ansøgning om pensionering blev først imødekommet i 1922.
Kafkas betydning for eftertidens litteratur blev enorm og inspirerede store forfattere som Samuel Beckett og Jorge Luis Borges foruden danske Villy Sørensen, som i 1960’erne redigerede de danske Kafka-oversættelser.
Kafka døde den 3. juni 1924, indlagt i Østrig.
3. juli 2013

I dag er det 42 år siden JIM MORRISON døde i et badekar i Paris.
James Douglas Morrison (1943-1971) er bedst kendt som karismatisk forsanger og sangskriver i et af 1960’ernes bedste rockbands, The Doors. Bandets navn hentede den litteræreMorrison fra Aldous Huxley’s mescalin-roman The Doors of Perception (1954).

Morrisons musikalske meritter turde være velkendte og indlysende; derfor anbefales her (også) hans forfatterskab. Inspireret af forskellige litteraturepokers store forfattere som Plutarch, Baudelaire, Rimbaud, Molière, Kafka, Kerouac, Ginsberg, de Balzac og Cocteau udgav han under sit borgerlige navn (for at blive taget seriøst af ikke-rocksfans) samlingerne:
The Lords and the New Creatures (1969)
An American Prayer (1970)
Posthumt udkom:
Wilderness: The Lost Writings of Jim Morrison (1988)
The American Night: The Writings of Jim Morrison (1990)
Siden er der udkommet et hav af opsamlinger af Morrisons digte på diverse sprog, ofte under det velkendte og kommercielt mere appellerende Jim Morrison, gerne prydet med et billede af den unge digter og sanger i Jesus-positur. Nævnes skal også den i 1978 udsendte LP An American Prayer, hvor de tilbageværende Doors-medlemmer lagde musik til Morrisons stærkt medrivende oplæsning af sine digte.

Det kan anbefales at starte med bogen James Douglas Morrison. Samlede digte og tekster 1968-71 (billedet), som udkom sidste efterår oversat til dansk af Bo Green Jensen.
6. juli 2013

I dag er det 42 år siden LOUIS ARMSTRONG døde.

Han levede fra 1901 til 1971 og man kan dermed argumentere for, at han levede simultant med henholdsvis jazzens fødsel og kulmination.

Ørevoks anbefaler "Satchmo's" selvbiografi, My Life In New Orleans, 1952, der udkom på dansk samme år.

6. juli 2013

Det er i dag præcis 56 år siden PAUL MCCARTNEY og JOHN LENNON første gang mødte hinanden.
Det skelsættende møde fandt sted lørdag den 6. juli 1957 ved en havefest ved St. Peter’s Chuch i Woolton, Liverpool. Her havde Lennon givet koncert bag på en lastvogn bag kirken med sin skifflegruppe The Quarrymen (opkaldt efter deres skole, Quarry Bank High School).

Det var dette undseelige og dårligt spillende skoleorkester, bestående af Lennon (vokal og guitar), Eric Griffiths (guitar), Colin Hanton (trommer), Rod Davies (banjo), Pete Shotton (vaskebræt) og Len Garry (tea chest bass), der efter talrige udskiftninger skulle udarte sig til The Beatles.
Det var imidlertid ved endnu en koncert med The Quarrymen et par timer senere samme aften, at Ivan Vaughan, der somme tider spillede tea chest bass i orkestret, introducerede Lennon for sin klassekammerat, den 15-årige Paul McCartney fra Liverpool Institute.

Paul imponerede John ved, mens vi småsnakkede, at stemme hans guitar, som var stemt i G som en banjo (banjo var Johns første instrument). Herefter spillede og sang Paul ”Twenty Flight Rock” af Eddie Cochran og ”Be-Bop-A-Lula” af Gene Vincent og imponerede atter John ved at kunne alle ordene – noget John ikke selv kunne, da han kort forinden havde optrådt. Han opfandt derfor sine egne ord til sangen undervejs.
Hele bandet – samt Vaughan og McCartney – tog herefter på pub og løj om alderen for at få servering. Lennon og Shotton var herefter i dilemma om spørgsmålet om at invitere McCartney med i gruppen: Lennon var lederen og ville nødigt risikere at tabe terræn til den skrappe McCartney. På den anden side vidste han, at det ville bringe gruppen fremad. Små to uger senere overbragtes invitationen til Paul som tilfældigt kom cyklende forbi. Han indvilgede efter at have overvejet et døgns tid.
Resten er (rock)historie.
7. juli 2013

Ørevoks' egen Heidi Buur anbefaler sommerlæsning i radioen.



Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.