af Dennis Otte
Lad mig slå det fast med det samme; det er et ret godt album den 71-årige Paul McCartney i dag sender på gaden. Melodisk stærkt og nysgerrigt dog uden at bringe noget afgørende nyt på bordet.
Som det bemærkelsesvist ofte sker, har sangskrivere fra hans generation ofte en ungdomsperiode hvori de blomstrer, revolutionerer og brillerer med et originalt udtryk, der cementerer deres status eftertrykkeligt og ofte skaber en myte om dem, allerede inden de er fyldt 30. Dernæst følger kampen for at leve op til ungdommens meritter og de umenneskelige forventninger til flere af de dybe tallerkner, som fanskaren er blevet forvænt med. Ofte serveres der i nogle årtier dog mestendels vandgrød eller i bedste fald opretholdes en middelmådig status quo, mens nogle i en årrække kommer helt ned og samle skårene op. Og SÅ er det ofte det sker, at når alderdommen så småt sætter ind, med al dens refleksion og, nåh ja, livsvisdom og levet liv, så begynder musikeren og sangskriveren igen at ramme tonerne klokkerent – og levere modne albums, der undgår at ville leve op til tidens moderne toner, men til gengæld brænder igennem med en klædelig værdighed. Denne cyklus har gjort sig gældende for giganter som fx Neil Young, Bob Dylan, David Bowie, Johnny Cash og - den eneste, der kan løfte arven fra The Beatles: Sir Paul McCartney.
What’s NEW?
Da han først begyndte at give pokker i hitlisteplaceringer med Michael Jackson og Stevie Wonder og tænke mere i albums, begyndte McCartneys nye gyldne periode for alvor med hans tilbagevenden til Beatles-lyden efter Anthology-projektet på Flaming Pie (1997), hvor han igen tog sit betydelige talent alvorligt og forsvarede sin position som en af vor tids største musikere og sangskrivere. Siden da har alt hvad McCartney har udsendt været af høj kvalitet – de klassiske værker måske undtaget – lige fra den mesterlige rock and roll coverplade garneret med egne nyskrevne numre, Run Devil Run (1999), den undervurderede Driving Rain (2001), mesterværkerne Chaos and Creation in the Backyard (2005) og Memory Almost Full (2007), ambiente electronica-eksperimenter med Youth på Firemans Electric Arguments (2008) og jazzede evergreens, plus et par selvskrevne fuldtræffere, på Kisses on the Bottom (2012).
Han har således intet at bevise, den gode Macca. Det gør han så alligevel, og man har ham mistænkt for at nyde det i fulde drag imens; det spritnye album NEW, som udkommer i dag, placerer sig blandt McCartneys bedste plader fra solokarrieren. En tanke, når man ser ned over eks beatlens diskografi, er, at han ofte har udgivet sine bedste plader, når han har været trængt op i en krog. Ram efter bruddet med The Beatles, Band on the Run, da halvdelen af Wings skred lige før afrejse til indspilningen i Lagos, Tug of War efter Lennons død, Flaming Pie under Linda McCartneys kræftsygdom, som året efter kostede hende livet og Memory Almost Full efter den pinsomme skilsmisse fra Heather Mills. Ikke at disse privatlivsomstændigheder altid direkte afspejler sig i sangene, men de har givetvis rystet ophavsmanden ud af mageligheden og væk fra laurbærrene. Efter alt at dømme er McCartney derimod en lykkelig og forelsket mand i disse år, og NEW rummer da også sin andel af de obligatoriske love songs, som ikke alle er lige silly. Pladen ejer en lethed, der umiddelbart står i kontrast til de dybere og eksistentielle tekster på Chaos and Creation in the Backyard og Memory Almost Full.
På NEW har hele fire producere dementeret mantraet om, at for mange kokke fordærver maden; paradoksalt nok er albummet om ikke direkte homogent – dertil er det for alsidigt og spænder for vidt i udtryk – så dog alligevel sammenhængende. Noget af det tillokkende ved NEW er faktisk, at pladen er så nysgerrig og har en musikalsk spændvidde, der henleder tanken på The Beatles smeltedigler af værker fra sluttresserne. Resultatet er imidlertid alt andet end tresserpræget, men derimod højst moderne, vel at mærke uden desperat at ville lyde som tidens populære pop- og rockmusikere. En del af hemmeligheden er nok, at majoriteten af sangene er årgangs-McCartney; klassisk godt håndværk udført med sikker hånd og stemmeføring som vi kender den bedst, men samtidig lagt i hænderne på producere som Paul Epworth (Adele, Florence and the Machine, Bloc Party, Bruno Mars), Mark Ronson (DJ ved McCartneys bryllup med Nancy Shewell i 2011 og producer for fx Amy Winehouse og Lily Allen), Ethan Johns (søn af Beatles-lydtekniker Glyn Johns og har produceret bl.a. Ryan Adams og Kings of Leon) samt Giles Martin (som bl.a. bistod produktionen af Beatles remix-albummet Love fra 2006 og er søn af den legendariske Beatles-producer George Martin). Disse fire kapaciteter tilfører sangene en 2013-lyd og begiver sig ikke ud i hip hop eller dance, men opdaterer på værdig vis McCartneys univers og lydbillede, alt imens der indimellem høres reminiscenser af den ambiente lyd på Electric Arguments.
Solid samling sange
McCartney har bragt sit turneband med i studiet og de medvirker på syv af pladen sange, dog ikke alle medlemmerne på alle syv. Herudover spiller McCartney som sædvanlig en del selv. Pladen åbner med den potente rocker ”Save Us”, der med Paul på guitar og bas og Epworth på trommer banker albummet godt i gang. En klassisk rocksang om kærligheden som frelser. Budskabet går igen på næste sang, ”Alligator”, hvor kærligheden bringes ned på hverdagsplanet og sangen fungerer flot med synthesizer og gode riffs. Pladens første ballade er ”On My Way To Work”, en hverdagsskildring, der tematisk kan henlede tankerne på den tidlige Macca-single ”Another Day”, der dog alligevel er helt sin egen og givetvis ikke selvbiografisk. Herpå følger pladens anden single, den iørefaldende ”Queenie Eye”, om barndommens lege på gaden i barndommen Liverpool.
Den akustiske lettere countryinspirerede ballade ”Early Days” langer ud efter alle dem, der gør sig kloge på hvordan forholdene var i The Beatles, når der synges; “Now everybody seems to have their own opinion, who did this and who did that, but as for me I don't see how they can remember, when they weren't where it was at”, og ungdommens pladebutikker og plakater med brylcreme-indsmurte idoler erindres.
Pladens første single, titelnummeret ”New”, er en klassisk McCartney-popsang, som enhver fan vil elske øjeblikkeligt. ”Appreciate”, en lidt mørkere lettere ambient sag refererer i koret tilbage til ”Because” fra Abbey Road og ville ikke have været malplaceret på et Fireman-album. Den godmodige popsang ”Everybody Out There” lyder lidt som en overskudssang fra Off The Ground-pladen. Den skal nok komme til at fungere godt ved koncerter, men på NEW har den lidt karakter af filler. Kærlighedsballaden ”Hosanna” ejer en psykedelisk lyd, der dog i højere grad ender med at lyde doven end progressiv. En brat opvågnen kommer med den fine ”I Can Bet”, der er en effektiv dansabel pop-rocker, som skræddersyet til stadionkoncerter. En af de mest vellykkede ballader på pladen er ”Looking at Her”, en velproduceret sang med Macca på både Moog og Mellotron. Næsten endnu mere vellykket er den følgende ”Road”, der er et af albummets højdepunkter.
På deluxe-udgaven følger yderligere to sange, og det er en gåde, hvorfor den veloplagte ”Turned Out” ikke er med på det egentlige album, da den med sine effektive riffs og iørefaldende melodi er en herlig McCartney-skæring. Lige så uforståeligt er det, at ”Get Me Out Of Here” er henvist til en placering som bonus track, da det med sin blues-inspirerede ru charme er en af de bedste sange i puljen af nye numre. Det klaverbårne ghost track ”Scared” er ligeledes et virkelig godt nummer, som findes på både den almindelige plade og deluxe-udgaven.
Herfra skal der dog lyde en klar opfordring til at investere i deluxe-udgaven, som også indeholder en 16-siders booklet med tekster og billeder.
