Viser opslag med etiketten The Doors. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten The Doors. Vis alle opslag

søndag den 8. december 2013

JIM MORRISON ville i dag være blevet 70 år. 10 facts om The Doors-forsangeren.

af Dennis Otte

Jim Morrison, Venice Beach, ca. 1969
Lånt fra morrisonhotelgallery.com
1) Morrison var fra en tidlig alder stærkt optaget af litteratur og filosofi og blandt favoritterne var klassikere som Friedrich Nietzsche, Charles Baudelaire, Molière, Jean Cocteau, Arthur Rimbaud, Franz Kafka og en masse andre.
2) I 1964 startede han på University of California, Los Angeles, hvor han bl.a. studerede komparativ litteratur og Antonin Artaud og skabte flere kortfilm. Han blev færdiguddannet fra universitetets filmskole i 1965.
3) I tiden herefter henslæbte Morrison en bohemetilværelse på lige dele LSD og dåsebønner, hvor han skrev en række digte, der siden anvendtes som sangtekster i The Doors, heriblandt ”Moonlight Drive”.  

4) Morrison mødte Ray Manzarek, som også havde gået på filmskolen, på stranden i Venice og Manzarek blev så imponeret over Morrisons tekster, at han mente de ville egne sig perfekt til et rockband. Senere samme sommer, i 1965, dannede de The Doors sammen med trommeslager John Densmore og guitarist Robby Krieger.
5) The Doors tog deres navn efter Aldous Huxleys bog, The Doors of Perception (1954), der beskriver åbningen af sindets døre ved hjælp af psykedeliske stoffer. Selv havde Huxley hentet udtrykket i William Blakes The Marriage of Heaven and Hell (1790).
6) Da The Doors i 1967 skulle spille i en direkte transmission af det populære Ed Sullivan Show, havde de fået indskærpet, at de måtte ændre sangteksten “Girl we couldn’t get much higher” til “Girl we couldn’t get much better” fordi “higher” refererede til stoffer. Morrison valgte blot at lægge endnu mere tryk på ordet ”higher”, da han sang hittet ”Light My Fire”, hvilket gjorde Sullivan så rasende, at han ikke ville hilse på bandet efterfølgende og forsikrede dem om, at de aldrig mere ville komme til at optræde i The Ed Sullivan Show. Morrison kiggede på ham og sagde: ”Hey man, we just did the Ed Sullivan Show!”.   
7) Selvom Morrison regnes for poeten i bandet, så var det faktisk ikke ham, men derimod guitaristen Robby Krieger, der skrev teksterne til nogle af de største hits som “Light My Fire”, ”Love You Two Times”, ”Love Her Madly” og ”Touch Me”.
8) Morrison havde et stort ønske om at blive anerkendt som digter. Derfor udsendte han to digtsamlinger, henholdsvis The Lords and the New Creatures (1969) og An American Prayer (1970), under sit fødenavn, James Douglas Morrison. Posthumt udkom Wilderness: The Lost Writings of Jim Morrison (1988) samt diverse bøger med samlede og udvalgte digte.
9) Morrison døde i juli 1971 i Paris, angiveligt af en overdosis heroin, og blev dermed en del af slænget af rockstjerner, der døde som 27-årige. En liste, der også omfatter bl.a. Robert Johnson, Jimi Hendrix, Brian Jones, Janis Joplin, Kurt Cobain og Amy Winehouse. 
10) I 1978 udkom pladen An American Prayer, hvor de overlevende medlemmer af The Doors havde sat musikledsagelse til digtoplæsninger indtalt af Morrison i marts 1969 og december 1970.

tirsdag den 21. maj 2013

Nekrolog: This is the end, beautiful friend


af Dennis Otte

Starpulse.com
Ray Manzarek er død, 74 år gammel: en af de mest indflydelsesrige og distinkte keyboardspillere rocken har set. Som medstifter af The Doors prægede hans hypnotiske spil gruppens musik på samtlige plader fra den selvbetitlede debut i 1967 til svanesangen LA Woman i 1971. Efter storhedstiden i The Doors gjorde Manzarek sig bemærket som bl.a. producer, filminstruktør og medlem af grupperne Nite City (1977-78) og Manzarek-Krieger fra 2001 (sammen med Doors-guitaristen Robby Krieger). Gruppen kaldte sig oprindeligt The Doors Of The 21th Centrury, men måtte skifte navn da gruppens oprindelige trommeslager, John Densmore, sagsøgte dem for brugen af navnet.



When the music’s over

Raymond Daniel Manczarek Jr. blev født den 12. februar 1939 i Chicago. Han mødte sin senere bandfælle Jim Morrison på UCLA i Los Angeles, hvor de begge læste filmvidenskab. Efter at Morrison havde vist Manzarek teksten til den senere Doors-klassiker Moonlight Drive på standen i Venice, Californien, besluttede de i fælles begejstring at starte et band i sommeren 1965. Navnet hentede den litterære Morrison fra Aldous Huxleys bog Erkendelsens Døre (The Doors of Perception) fra 1954.

De fleste andre af tidens rockbands havde en leadguitarist i den dominerende musikalske rolle, men i The Doors blev Manzareks keyboardspil faktisk mere fremtrædende end både guitaristen Robby Krieger og den fremragende jazzede trommeslager John Densmore. Hertil kommer, at Manzareks rolle i gruppen var mindst dobbelt; meget håndgribeligt fordi han udover at spille Vox Continental orgel også spillede basfigurerne på et Fender Rhodes piano eftersom gruppen aldrig havde en regulær bassist.
Efter Morrisons død i juli 1971 fortsatte resten af gruppen med Other Voices (1971) og Full Circle (1972). Selvom det var to hæderlige udspil, valgte gruppen at trække stikket i erkendelse af, at The Doors var blevet et alt for amputeret band uden deres enigmatiske forsanger.
Manzarek arbejdede herefter som producer (blandt andet for X), ligesom han spillede med store navne som Echo and the Bunnymen og Iggy Pop.
Han døde i dag efter en lang kamp imod kræft i galdeblæren.