JOHNNY RAMONE: Commando. En selvbiografi.

af Dennis Otte

ROCKSELVBIOGRAFIER VOL VI

I 2004 døde Johnny Ramone (John William Cummings) af kræft efter længere tids sygdom. Han havde ellers aldrig i sit liv været syg, fortæller ”kommandøren” i sin nyligt udgivne selvbiografi; han troede simpelthen ikke at han kunne blive syg, end ikke forkølelse døjede den gnavne guitarist med. Han viser sig i sin efterladte biografi som en mand med sine meningers mod; en mand, som var kompromisløs omkring sin musik, gerne erkendte en dårlig plade, men sandelig også fastholdt at The Ramones var det bedste band i verden, og at de aldrig blev overgået – en påstand Ørevoks har mere end almindeligt mange forbehold over for. At The Ramones skulle have opfundet punken, er ligeledes en debat som de lærde stadig fører. Hvilken betegnelse man så vil udstyre eksempelvis de meget tidligere The Stooges med, er et spørgsmål der naturligt melder sig.

At Johnny Ramone var en original guitarist og medopfinder af den spæde punkguitarlyd, som den tog sig ud blandt de første kuld af punks på begge sider af Atlanten, er der nok ikke meget tvivl om; man kan altid hører, når det er ham, skåret helt ind til benet i en hæsblæsende monotoni, der kogte rock and roll ned til sin essens og urkraft. Al virtuositet var bandlyst og enkelheden en dyd. At numrene så ofte kom til at ligne hinanden lidt vel meget, er en anden sag. Effektivt var det. Hertil kom bandets visuelle fremtoning og rå æstetik; slidte jeans, langt sort hår og læderjakke over den hvide t-shirt, ofte med tegneserie-logo påtrykt. Alt blev nøje kalkuleret af Johnny; hvordan de skulle stå på scenen og hvem der skulle udtale sig til pressen. Johnny Ramone langer i bogen nådesløst ud efter andre bands, bandkammerater og fortæller ærligt, hvordan han nidkært sparede op til at kunne trække sig tilbage til et otium i Californien.  

Johnny Ramone var en meget sammensat mand. Skråsikkert republikansk og højreorienteret i en grad, så man kan væmmes. Hvordan han fik regnestykket til at gå op mellem på den ene side at være oprørsk ungdomskriminel er en gåde. Fx da han hørte The Beatles på Shea Stadium og medbragt en pose sten, som han havde i sinde at kaste efter bandet. Senere i bogen fortæller han, hvordan han smadrer en publikummer med sin guitar fordi der er blevet spyttet mod The Ramones. Og  følgende udsagn om Vietnamkrigen: ”Jeg forstod ikke, hvorfor vi ikke bare bombede det sted fuldstændig i smadder” og ”Og så begyndte jeg at heppe på Nixon af den simple grund, at folk ikke syntes, at han så godt ud. Og da Goldwater så stillede op, og han begyndte at snakke om at bombe Vietnam, så sagde jeg bare, ”det lyder helt rigtigt efter min mening”. Helt rigtigt at bombe et lands civilbefolkning i smadder. Velbekomme! 

Sidst i bogen følger Johnnys top 10 lister over ting som baseballspillere, Elvis-bøger, yndlingsrepublikanere og punkbands.

Johnny Ramones selvbiografi er hurtigt læst og anbefales til alle punkfans. Den er provokerende, punk og primitiv. 

Udgivet på KLIM, juni 2013.

Facebook voks uge 33

af Dennis Otte

15. AUGUST 2013

Det er i dag 48 år siden THE BEATLES skrev historie med deres legendariske koncert på SHEA STADIUM i New York City: verdens første store stadionkoncert! Det er svært at forestille sig i dag, hvor skelsættende denne begivenhed var: siden 1970’erne er stadionkoncerter blevet almindelig kutyme for musikkens store navne, og musikere som fx U2, The Rolling Stones, Michael Jackson og Paul McCartney har udfordret hinanden i nye bizarre sceneopsætninger og omfangsrige udstyrsstykker. Der var ca. 55.600 publikummer til Beatles-koncerten på Shea Stadium den 15. august 1965. Selv i dag er det et højt antal.

Hvor mange, der rent faktisk fik en musikalsk oplevelse den dag, er tvivlsomt: Ikke alene var der utroligt langt fra publikum til scene. Selve plænen var tom for publikum, som til gengæld stod som sild i tønder på tribunerne i mange etager. The Beatles må have været næsten umulige at se; det var årtier før de i dag så obligatoriske storskærme. Publikums øredøvende skrig hjalp ikke just på det faktum, at lyden i forvejen var ringe: musikken kom ud til koncertgæsterne direkte via de højttalere, som sportsudøverne plejede at blive præsenteret igennem - dette var den eneste lydkilde!

Som McCartney mange år senere bemærkede, var det ham en gåde, hvordan folk overhovedet kunne skelne de enkelte sange fra hinanden. I en berømt sekvens i den 50 minutters koncertfilm, som efterfølgende blev sendt på BBC 1. maj 1966, ser man Lennon opgive at få ørenlyd til at præsentere et nummer og i stedet, med himmelvendte øjne og manisk smilende, foretage sine velkendte fysiske skabagtigheder tilsat gutturale vrøvlelyde. I 2008 spillede Paul McCartney og Billy Joel den uigenkaldeligt sidste koncert på Shea Stadium nogensinde inden det berømte stadion lukkede og slukkede.

Om hele denne udvikling med massive stadionkoncerter tjener musikken vel, skal vi lade være op til den enkelte at vurdere: Vi hører gerne jeres bud i kommentarfeltet herunder.

15. AUGUST 2013

FRANZ BECKERLEE bliver i dag 71 år.

Inden den danske musiker, værktøjsmager, skulptør, billedkunstner og forfatter slog bredt igennem som ”Mr. Stone Free” – den Hendrix-influerede guitarist i Gasolin’ – havde han allerede markeret sig som både avantgardistisk jazzsaxofonist i The Contemporary Jazz Quintet og som pladeproducer for så fremtrædende danske bands i tiden som Burnin Red Ivanhoe og Alrune Rod. Beckerlee sad i producerstolen på begge bands debutplader, begge i 1969, samme år som Gasolin’ blev dannet med Wili Jønsson, Kim Larsen og Bjørn Uglebjerg.

Senere overtog Søren Berlev som bekendt stikkerne efter den allerede erfarne trommeslager Uglebjerg, der ikke kunne forene sig med bandets højlydte skænderier. Hverken Jønsson, Larsen eller Beckerlee var imidlertid erfarne på deres respektive instrumenter: Jønsson havde lige købt sin basguitar og Franz havde set lyset på en rejse til New York med multitalentet Torben Ulrich, en studierejse finansieret af et legat fra Den Danske Jazzkreds, som Beckerlee havde modtaget for anden gang. Som landets velsagtens førende jazzskribent var Ulrich den ideelle guide for den hungrende musiker. Ulrich fik behørigt ansporet Beckerlee til en jamsession på en club downtown med den stærkt Hendrix-influerede trio, The Third Eye. Herfra var der ingen vej tilbage: efter i 1968 at have udgivet den anden og sidste LP med The Contemporary Jazz Quintet koncentrerede Beckerlee sig om den elektriske guitar.

Beckerlee havde således allerede bl.a. spillet klarinet i Torben Dyjaks Jazzband og indspillet to plader med The Contemporary Jazz Quintet (flankeret af Hugh Steinmetz, Niels Harrit, Steffen Andersen og Bo Thrige Andersen), da den brede befolkning stiftede bekendtskab med den farvestrålende Gasolin’-guitarist. Efter Gasolin’ udsendte Beckerlee solopladen No Kiddin’ (1979) og en plade med bandet Wild Honey (1981), forsøgte sig som krimiforfatter (1984-85) og spillede i Christianshavn Bluesband med bl.a. Lone Kellermann og Søren Berlev (1987-93).

I starten af 1990’erne lagde han imidlertid musikken på hylden for at koncentrere sig om sine malerier og skulpturer. Beckerlee bryder årtiers musikalske tavshed, når han – som tidligere nævnt i Ørevoks – medvirker på Søren Andersens og Mika Vandborgs plade Electric Guitars, som udkommer 9. september i år. Beckerlee har dog (desværre) ingen planer om at genoptage musikken herudover.

16. AUGUST 2013

CHARLES BUKOWSKI (1920-1994) ville i dag være fyldt 93 år.

Den amerikanske digter, forfatter og evige outsider blev født som Heinrich Karl Bukowski i Tyskland og havde både polske og tyske aner.

Det sted de fleste forbinder med Bukowski, og som han selv aktivt valgte som sit eksil, var Los Angeles. Herfra hans verden gik, herfra flaskerne tømtes og hestene betragtedes på væddeløbsbanen. Herfra blev den særlige ”dirty realism” udlevet såvel i hans romaner, digte og i det private inferno af sex, selvhad og skrumpelever.

Tusinder af digte, hundredvis af noveller og 6 ikoniske romaner. I alt et livsværk på over 60 bøger – plus ikke så lidt løst herudover. Anset som misantropisk depraveret af den brede pæne offentlighed – og end ikke rigtig velkommen i the beatgeneration – var Bukowski en født outsider af nihilistisk tilsnit. ”Born into This”, som en fremragende dokumentarfilm fra 2003 om forfatteren hed. Heri fortalte bl.a. Sean Penn, Tom Waits og Bono om deres forhold til poeten. Om hønen eller ægget kom først – den massive sociale udstødelse eller det selvvalgte outsidereksil – er ikke så ligetil at svare på. Velsagtens en umage kombination.

De karsk humoristiske udfald mod den øvrige menneskehed er talrige og lyder fx, på spørgsmålet om hvorvidt han hader andre mennesker, således:

“I don’t hate them…I just feel better when they’re not around.”

Lige så lakonisk koncist som tiraden mod de intellektuelle:

 “An intellectual says a simple thing in a hard way. An artist says a hard thing in a simple way.”

Charles Bukowski er ikke for lalleglade skyklap-eskapister eller strømlinede moralister. Eller måske har han NETOP et og andet at sige til præcis dem:

“Some people never go crazy. What truly horrible lives they must lead.”

16. AUGUST 2013

ROCKSELVBIOGRAFIER vol V:

Keith Richards: Livet. 564 sider. 2010.

Der findes mange gode bøger i denne verden. Flere end man nogensinde vil kunne nå at gnave sig igennem i dette usle liv, om man så afsatte samtlige resterende år dertil – hvad jeg ikke sjældent har budgetteret med.

Det sker imidlertid ikke ofte, at der dumper en så velskreven selvbiografi ned i turbanen som denne af inkarnationen af rock og rul, for at bruge en lidt udslidt kliché. Dog en underbygget kliché, bliver man hurtigt klar over; med kyndig hjælp fra biografisten James Fox udpensler Rolling Stones-guitaristen sit liv og levned på en ubarmhjertig og stærkt underholdende facon. Man tager sig selv i gang på gang for sit indre øre at høre Keef’s raspende stemme, når man tages i hånden og føres ud i the crossfire hurricane, som har udgjort livet for Richards.

Jeg var på vagt inden jeg påbegyndte denne bog, havde mine forbehold: skulle jeg spises af med ren attitude og lir? Spil for galleriet og overfladisk smartness med fare for konstant at drøne hovedkulds ned i de så oplagte rock and roll klichéer, som en selvbiografi af netop denne dinosaurus hurtigt kunne resultere i? Allerede ved titlen rynkede jeg brynene: Life/Livet? Hvor banalt.

Well, Richards balancerer på kanten af klichéen, men falder aldrig i. Samtlige sider er fyldt til bristepunktet med levet liv, dyrekøbte erfaringer og almindelig skørlevned. Førstehåndsanekdoterne fra et halvt århundrede blandt musikkens største navne og detaljerigdommene leveres med et sprogligt overskud, der er en beatroman værdig. Clapton’s selvbiografi var rørende og gribende, Cash’s var autentisk og sanddrueligt nøgtern og Dylans var mytisk og cinematisk – Richards’ er det hele.

18. AUGUST 2013

Fik man ikke hørt LEONARD COHENs koncert i Odense lørdag aften, er der stadig mulighed for lidt Cohen på dansk grund i disse dage:

Udover forfatter, digter og musiker kan Cohen nemlig også skrive billedkunstner på sit CV – om end han selv er den første til at nedtone bibeskæftigelsen, der ofte er simplistiske stregtegninger ledsaget af underfundige kommentarer.  Leonard Cohen udstiller sine værker på Gallery Poulsen i Kødbyen indtil den 31. august. Der er åbent torsdag til fredag 12-17.30 og lørdag 11-15.

Om udstillingen og sine værker i almindelighed siger Cohen med vanlig ydmyghed:

”If there were no paintings in the world, mine would be very important. Same with my songs. Since this is not the case, let us make haste to get in line … The Curator has called this exhibition Leonard Cohen Artworks. I call my work Acceptable Decorations”.

Velsagtens en grotesk undervurdering af sine sange, men måske et ganske nøgternt og klædeligt forhold til sin billedkunst, som kan ses som et interessant appendix til hovedværket; sangene og bøgerne. For fans og almindelige beundrere af Cohens person og værk, er udstillingen imidlertid absolut et besøg værd. Og så er entréen gratis.


Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

Facebook Voks uge 30

af Dennis Otte

22 juli 2013

RUFUS WAINWRIGHT (f. 1973) bliver i dag 40 år.

Det lå sandsynligvis i generne at den canadiske singer-songwriter skulle blive musiker: hans forældre er folk-musikerne Kate McGarrigle og Loudon Wainwright III. Hans lillesøster Martha Wainwright er ligeledes en succesfuld musiker. Forældrene blev skilt da Rufus var tre år og han flyttede fra Rhinebeck, New York, til Montreal i Canada, hvor han voksede op begyndte at spille klaver allerede som seksårig og som 13-årig begyndte at turnere med moderens The McGarrigle Sisters and Family – også med Martha (f. 1976). Han blev interesseret i opera foruden sangere som Edith Piaf og Judy Garland.

Disse inspirationskilder er hørbare på hans indtil nu 7 regulære studiealbums og mere direkte på live-pladen Rufus Does Judy at Carnegie Hall (2007), hvor han smukt fortolkede Garlands sange. I 2011 kom boksen House of Rufus med 19 plader indeholdende de da 6 studiealbums, DVD, live-plader og rariteter. Hans sangcyklus, leveret med den karakteristiske tenorstemme ofte akkompagneret af hans klaver, handler ofte om opera, litteratur, populærkultur, politik og homoseksuel kærlighed.

En kærlighed, der i 2011 resulterede i, at han og Jörn Weisbrodt blev forældre til en velskabt pige, født af Leonard Cohens datter, Lorca Cohen, som gennem mange år har været Rufus’ nære veninde.

Rufus Wainwright medvirker bl.a. på Antony and the Johnsons plade I Am A Bird Now og Burt Bacharachs At This Time foruden den storslåede hyldestkoncert til Leonard Cohen, I’m Your Man.

23 juli 2013

ROCKSELVBIOGRAFIER vol II:

Patti Smith: Just Kids. 278 sider. 2010.

Med Just Kids hævede punkrocksangerinden og digteren Patti Smith (f. 1946) barren for rockselvbiografier i tiden; med sin overstrømmende poetiske flair er bogen andet og mere end ”blot” en gængs erindringsbog – det er et selvstændigt kunstværk. 

Man når næsten ikke at ærgre sig over, at Smith ikke i så rigt mål dækker de sene perioder i sin karriere, så levende og hamrende velskrevet er fortællingerne om det at være ung sulten kunstner i USA i 1960’erne; og at være en yderst bevidst en af slagsen. Om at skabe sig tilhørsforhold, valgslægtskaber, danne sin egen poetik, sit eget kunst- og livssyn, i dette tilfælde i nært samspil med åndsfællen og kunstneren Robert Mapplethorpe om hvem bogen også i høj grad drejer. 

Vinklingen er i sig grad lagt an på de tos fælles skabertrang og vej til ørenlyd, fra ludfattige og periodisk hjemløse bohemer, og til nogle af sin generations fremmeste repræsentanter for den nye hybrid mellem beatlitteratur, symbolistisk digtning, præpunk, billedkunst og et umage sammenrend af udskud, heroinskud og stjerneskud på Chelsea Hotel. Om at sove på strande, stjæle for at have til dagen, indprente sig tidens kunstneriske strømninger fra hippiekultur i Haight Ashbury over jazzmusik og hvor man var, da meldingen om John Coltranes utidige død kom, og til punkens eksplosive kræfter i hedengangne GBCB Club på Manhattan med The Ramones, Television, Talking Heads og – nåh ja – The Patti Smith Group.

23 juli 2013

Det er i dag 40 år siden KIM LARSENs debutplade Værsgo udkom.

Det ærkedanske mesterværk blev til på baggrund af strid om kursen i Gasolin’: skulle der synges engelsksproget rock and roll, som guitarist Franz Beckerlee foreslog – eller skulle der fortsat synges på dansk i den nu klassiske hybrid mellem garagerock, visesang og Højskolesangbog? 

Dette spørgsmål var faretruende tæt på at kuldsejle korpsånden i Gasolin’. Manden i midten blev producer og pladeselskabsmand Poul Bruun, som diplomatisk foreslog, at Larsen fik afløb for den perlerække af dansksprogede sange, som ikke passede ind i Gas-regi og som de andre ofte reagerede lettere hånligt på. 

Løsningen blev en soloplade med Larsen, parallelt med Gasolin’. Beckerlee spiller moog på ”Sylvesters Drøm” og Wili Jönsson spiller piano og orgel på ”Nanna” og ”Jacob den Glade” – herudover er guitaristen Thomas Grue det helt store trumfkort på pladen, som er blevet kaldt Danmarks første unplugged album. Sangene er for størstedelens vedkommende Larsen-sange som er ”jammet” sammen med vennerne Stig Møller (tidligere Steppeulvene), Thomas Grue og Ole Frø omkring dagligstuebordet hos Larsen, når ”dagens hit” skulle præsenteres.

Larsen havde materiale nok til en dobbeltplade, en slags musical om karakteren Sylvester, men Bruun syntes nok at en almindelig plade med 17 sange kunne gøre det – og helst på et skrabet budget. Foruden Larsens egne sange dykkedes der ned i gamle folkemelodier: bl.a. ”Hubertus” hvis oprindelse fortaber sig i tågerne, ”Det er i dag et Vejr” af Ludvig Holstein (1895, musik af Poul Schierbeck 1939) ligesom melodien til ”Byens Hotel” stammer fra den engelske folkesang ”The House Carpenter”, som bl.a. er sunget af Joan Baez – som også sang ”Geordie”, hvis melodi Gasolin’ brugte til deres ”Langebro”. Tekstlig assistance til ”Byens Hotel” fik han af Thomas Grue og Ib Oskar Hansen, ligesom Gasolin’s husdigter og ”guru”, Mogens Mogensen, bidrog med tekster til ”hvis Din Far Gir Dig Lov” og ”På En Gren I Vort Kvarter”. Den fantastiske fantasivise ”Joanna” er skrevet af Larsen, men sunget af den 13-årige Søren Bernbom, som også synger med Larsen på ”De Fjorten Astronauter”. Således optræder Larsens venner som medkomponister her og der. Det er fx Flemming Quist Møller – musiker, forfatter, tegner, filmmager og ophavsmand til ”Bennys Badekar” og ”Jungledyret Hugo” – som har skrevet teksten til det afsluttende nummer, ”Christianshavns Kanal”.

- Og nu vil jeg sætte nålen i LP’en, for det er i dag et vejr, et solskinsvejr!

23 juli 2013

Vores lille side er nu nået 250 "medlemmer" og vi vil gerne takke Jer alle for kommentarer og positive tilkendegivelser.

Vi håber I nyder sommeren, og husk - I er altid velkomne til at invitere venner ombord på Ørevoks; det kan ske inde på selve siden.

25. juli 2013

THURSTON MOORE bliver i dag 55 år.

Den amerikanske musiker er bedst kendt som sanger, sangskriver og guitarist i Sonic Youth, med hvem han har udsendt 15 studiealbums.

Moore figurerer som nr. 34 på Rolling Stone magazine’s liste over alle tiders bedste guitarister og hans signaturlyd må siges at være den signifikante noise rock guitar han har udviklet med afsæt i bl.a. The Velvet Underground. Han mestrer imidlertid også bas, piano, saxofon og synthesizer og kan genremæssigt klassificeres som no wave, noise rock, alternativ/eksperimenterende rock og post punk.

Foruden sine indtil nu tre regulære soloalbums – Psychic Hearts (’95), Trees Outside the Academy (’07) og Demolished Thoughts (’11) – har Moore været involveret i et hav af sideprojekter og bl.a. været medlem af Dim Stars (med bl.a. Richard Hell), To Live And Shave In L.A., black metal-gruppen Twilight og senest Chelsea Light Moving, som udgav det selvbetitlede debutalbum 5. marts i år inkl. singlen ”Burroughs” om den gamle beatforfatter. I 2012 udgav Moore pladen YOKOKIMTHURSTON sammen med Yoko Ono og Kim Gordon (som han var gift med fra 1984-2011 og som også var/er et centralt medlem af Sonic Youth).

Moore har skabt musik til fire film og har udgivet et hav af limited edition-udgivelser med dronebaseret/eksperimenterende avantgardemusik.

Thurston Moore deltog i 6. august 2012 i en Artist Talk med den danske forfatter Lars Movin (hvor Ørevoks’ Dennis Otte fik lejlighed til at hilse på ham). Dette interview – i dansk oversættelse – er bragt i sin fulde længde i det af Asger Schnack udgivne tidsskrift Cool nr. 1.

26. juli 2013

I dag er det 119 år siden den engelske forfatter ALDOUS HUXLEY (1894-1963) blev født.

Huxley er bedst kendt for romanen Brave New World fra 1932 (d. Favre Nye Verden) og The Doors of Perception fra 1954 (d. Erkendelsens Døre), som rockbandet The Doors senere tog navn efter. Han har imidlertid også udgivet et hav af essaysamlinger, børnebøger, digtsamlinger, novellesamlinger, filmmanuskripter, dramatiske værker og en lang række romaner.

Huxley, som var en stor humanist og pacifist, regnes blandt et af sit århundredes skarpeste intellekter. Om end Huxley flirtede med bl.a. spiritisme og mysticisme, så beskrev han sig selv som agnostiker. Han blev allerede med The Doors of Perception kendt for sit åbne eksperimenterende forhold til psykedeliske stoffer, mere end et årti før det for alvor udbredtes med hippiebølgen – tag dén, Timothy Leary! 

På sit dødsleje, hvor han var frataget evnen til at tale, skrev Huxley en seddel til sin kone med ønsket om LSD. Han døde af kræft som 69-årig den 22. november 1963. En historisk dato; John F Kennedy blev som bekendt myrdet samme dag, hvilket ganske overskyggede meldingen om Huxleys død – og i øvrigt også forfatteren C.S. Lewis’, som tilfældigvis døde samme dag.

27. juli 2013

NEKROLOG. Den amerikanske singer-songwriter og multiinstrumentalist JJ CALE er død. Han blev 74 år.

John Weldon Cale (1938-2013) var en af de vigtigste musikere i udviklingen af den særlige Tulsa Sound; en original ”tilbagelænet” blanding af old school rockabilly, country, tidlig rock and roll, jazz og blues, der udvikledes i Tulsa, Oklahoma. Cale var selv født i Oklahoma City og opvokset i Tulsa, Oklahoma.

Cale’s sange er blevet fortolket af så forskellige koryfæer som Eric Clapton, Captain Beefheart, Tom Petty, Lynyrd Skynyrd og Waylon Jennings. Blandt hans bedst kendte sange er ”Cocaine”, ”After Midnight”, ”Cajun Moon” og ”Call Me The Breeze”.

kønt JJ Cale (som ikke må forveksles med musikeren John Cale) aldrig slog rigtig bredt igennem, fik han hurtig status af en slags ”sangskrivernes sangskriver”. En respekteret herre, der fra debutpladen Naturally i 1972 og til Roll On i 2009 nåede at udgive 15 albums. Han arbejdede i 1960’erne som studietekniker i Los Angeles og havde i årene 1966-67 bandet The Leathercoated Minds, som i 1966 udgav deres eneste album, A Trip Down The Sunset Strip. Cale var tæt på at opgive sin egen musikalske karriere, indtil Eric Clapton i 1970 indspillede hans ”After Midnight”. 

Cirklen blev sluttet, da Cale i år medvirkede på Claptons nyeste album, Old Sock, hvor han spiller guitar og synger på nummeret ”Angel”. Allerede i 2006 havde Cale og Clapton sammen udsendt den fine plade The Road To Escondido.

JJ Cale døde i går, den 26. juli, af et hjerteanfald i La Jolla i Californien.

28. juli 2013

ROCKSELVBIOGRAFIER vol. III:

Pete Townshend: Mit liv og The Who. 562 sider. 2013.

Jeg elsker den næsten barnlige forventningsglæde man kan føle, når man ser frem til en særlig bogudgivelse. Sådan havde jeg det op til udgivelsen af Pete Townshends (f. 1945) omfangsrige selvbiografi. Og dét af mange divergerende årsager. 

Mestendels fordi manden som hovedkraft i rockbandet The Who har stået bag så vigtige pladeudspil som generationsmanifestet My Generation (1965), verdens første ”rockopera” i miniformat på titelnummeret til A Quick One (1966), pop art og kommerciel radio udsøgt udtænkt på The Who Sell Out (1967), den episke fuldblods ”rockopera” Tommy (1969), det gennemsolide potente rockalbum Who’s Next (1971), bandets smukke opsummering af mods-årene på dobbeltpladen Quadrophenia (1973) og Townshends ”terapiplade” The Who By Numbers (1975). 

Foruden det hårdtslående livealbum Live at Leeds (1970). Men også fordi Townshend velsagtens placerer sig blandt rockens mest velformulerede frontkæmpere, fordi det simpelthen bare er interessant at høre om mods-dagene, Monterey Pop Festival 1967, den artistiske begrundelse for at så mange guitarer måtte lade livet (auto destruktion!), tankerne bag de til tider søgte, til tider smågeniale konceptalbums, både solo og med The Who, samt i den mere prekære afdeling; Townshends version af historien om hans anholdelse for besiddelse af børnepornografisk materiale i 2003 (Townshend fortæller om egne oplevelser med misbrug i sin barndom og den research til en bog om emnet der, ifølge musikeren, ledte ham til at betale sig adgang til en helt forkert hjemmeside). 

Townshend fremlægger og fortæller åbent om såvel dette som sit forhold til kvinder, elskerinder, sin religiøse guru, sine managers og ikke mindst de øvrige bandmedlemmer (sjældent har et rockband bestået af fire så forskellige individer). At der, efter min smag, dvæles lige lovlig detaljeret og ved kvinder, alkohol og managers ændrer ikke ved, at det er en uomgængelig og velskrevet rockselvbiografi.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

Facebook Voks uge 29

af Dennis Otte

19. juli 2013

Queen-guitaristen BRIAN MAY bliver i dag 66 år. I den forbindelse bringer vi en top 10 over facts om musikeren.

1. Udover at være en stilskabende guitarist, skrev May mange sange til Queen, bl.a. ”We Will Rock You”, ”Save Me” og ”Who Wants To Live Forever”. Han var også hovedsangskriver på ”The Show Must Go On”.

2. May er uddannet astrofysiker. Han påbegyndte sin Ph.D. allerede i starten af 70’erne, men efter Queen tog fart, neddroslede han studiet og blev først Ph.D. i 2007.

3. I 2008 fik han en asteroide opkaldt efter sig: Asteroid 52665 Brianmay.

4. May har udgivet fire soloalbums; Star Fleet Project (’83), Back to the Light (’92), Another World (’98) og Furia (’00, soundtrack).

5. Han benytter oftest sin hjemmebyggede elektriske guitar, som han har døbt “Red Special”.

6. May figurerer som nr. 26 på Rolling Stone Magazine’s liste over de 100 bedste guitarister nogensinde. På Planet Rocks liste ligger han nr. 7 og på Guitar World stemte bladets læsere ham ind på en flot andenplads.

7. May er dyreaktivist og har oprettet organisationen Save Me, som arbejder for generel dyrevelfærd og overholdelse af jagtbestemmelser.

8. Han fik i 2005 en CBE (Commander of the Most Excellent Order of the British Empire) for sit arbejde i musikindustrien samt velgørenhedsarbejde.

9. May stiftede sit første band, Smile, i 1968. Trommeslageren Roger Taylor, som også senere tog sig af trommerne i Queen.

10. May dannede i oktober 1991 The Brian May Band. Materialet var hovedsageligt fra Mays soloplader og de nåede kun at indspille en liveplade, Live at the Brixton Academy (’93), inden de gik i opløsning i samme år.

21. juli 2013

I disse år udgiver nogle af rockens største navne deres SELVBIOGRAFIER. I den næste tid vil vi bringe anbefalinger af disse til sommerlæsningen.

ROCKSELVBIOGRAFIER VOL I

Eric Clapton: Clapton: en selvbiografi. 400 sider. 2007.

Eric Clapton (f. 1945) er nu om stunder en af verdens fremmeste fakkelbærere af den mere traditionelle del af bluesmusikken; fast forankret i Robert Johnson, hvis sange han i 2004 fornemt indspillede på pladen Me and Mr. Johnson. Men han var været omkring, den gode Clapton; allerede inden han i 1970 debuterede overbevisende med sin første soloplade, Eric Clapton, havde han haft hvad mange med rette vil betegne som sin storhedstid.

Som en af de vigtigste engelske guitarister i 1960’erne havde han sat sit umiskendelige præg på store grupper som The Yardbirds, John Mayall & The Bluesbreakers, The Powerhouse, Cream, Blind Faith og Delaney, Bonnie & Friends. Udover disse grupper arbejdede Clapton mere flygtigt – somme tider blot ved enkelte lejligheder – sammen med John Lennon, The Beatles, The Rolling Stones, The Band, George Harrison og utallige andre.

Claptons touch er tilnærmelsesvist allestedsnærværende i den engelske rock fra 1960’erne.

Efter solokulminationerne med først 461 Ocean Boulevard (1974) og Slowhand (1977) er Clapton efter min mening stagneret en smule; bevares, der er kommet fine albums, men udviklingen er det så om så med. Her gælder indvendingen om at være tro imod bluestraditionen ikke: mange af de store bluesmænd og –kvinder som Clapton står på skuldrene af og hyppigt citerer og fortolker, var garanter for den udvikling i bluesmusikken som er skyld i, at vi i dag kan opdele blues i et væld af undergenrer og fusioner med andre genrer; noget Clapton jo selv var foregangsmand for i 1960’erne. Nuvel, kun de færreste kan forny sig og holde sig på toppen i 50 år, og Clapton har da også cementeret sin position som bluesens grå eminence. Tager man de i selvbiografien udpenslede beretninger om alkohol- og stofmisbrug i betragtning, skal vi være glade for, at han overhovedet stadig lever og udgiver plader. For det er en betydelig selvbiografi men en både rørende og yderst informativ gennemgang af karriere, kollegaer, kærlighed og katastrofer Clapton udgav i 2007 – faktisk en af de bedste i disciplinen fra en så indflydelsesrig musiker. Hjerteskærende fortælles om den fireårige søn Conors død ved fald fra et vindue fra 53. sal, Claptons alvorlige alkoholisme og den følgende oprettelse af sit eget rehabiliteringscenter for stof- og alkoholafhængighed, Crossroads Centre. Og vejen frem til den tørlagte tilværelse, hvor han nu, i sit 50 års jubilæumsår efter et par årtier uden alkohol, udgav pladen Old Sock (2013) – titlen på foranledning af David Bowie: efter dennes fine comeback i år var Clapton blevet imponeret over førstesinglen, ”Where Are We Now” og skrev til Bowie og lykønskede ham. De to legender har aldrig kendt hinanden (ret godt) privat, men Bowie replicerede i jovial tone: ”thank you for the shout-out, old sock!”, hvorefter Clapton, efter på en ferie at have taget et foto af sig selv med sin mobiltelefon, straks valgte af lade sit nye album, med omtalte foto som cover, døbe Old Sock!

21. juli 2013

NYT ALBUM FRA PAUL MCCARTNEY

McCartney sender splinternyt album på gaden i midten af oktober 2013. Derudover en single allerede i september.

Det er 6 år siden McCartney sidst har udgivet et regulært studiealbum med lutter eget materiale (Memory Almost Full), ser man bort fra den McCartney-komponerede ballet, Ocean's Kingdom fra 2011. På hans seneste udspil, den fine standards-plade Kisses on the Bottom, har han også et par fornemme selvskrevne numre med.

Herudover forlyder det, at halvdelen af et Fireman-album (McCartney og Youth) skulle være indspillet med henblik på nyt album 2014-2015.

Paul McCartney påbegynder dette efterår sin verdensturné, "Out There".

22. juli 2013

GEORGE CLINTON (f. 1941) bliver i dag 72 år.

Amerikanske Clinton er, sammen med James Brown og Sly Stone, blandt de mest innovative funkmusikere verden har set. Som sanger, sangskriver og bandleder er han især kendt som primus motor i de to funkbands Parliament og Funkadelic, som vandt stor popularitet i 1970’erne. De to bands bestod hovedsageligt af de samme medlemmer, men hvor Parliament med sin blødere r&b-orienterede funk stod overfor Funkadelics mere rå og rockede funk. Clinton arbejdede i en periode i 1960’erne som sangskriver hos Motown udover at have sit eget band, The Parliaments – som efter juridiske forviklinger ikke måtte kalde sig dette og transformeredes til Funkadelic. Da det juridiske igen var udredt, blev også Parliament stiftet. De to bands udgav med deres mikstur af Jimi Hendrix, Sly and the Family Stone og især James Brown over 40 singler, hvoraf tre blev nr. 1, foruden en række skelsættende og genredefinerende albums.

I starten af 1980’erne gik Clinton solo og har udgivet over 20 albums og medvirket på plader med så forskellige navne som Michael Bolton, Prince, Ice Cube, Snoop Dogg, 2Pac blandt mange flere, og har produceret albummet Freaky Styley for Red Hot Chili Peppers. Sammen med James Brown regnes Clinton for en af de mest samplede musikere nogensinde.

Clinton blev i 1997 optaget i Rock and Roll Hall of Fame sammen med Parliament-Funkadelic.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.