DAN TURÈLL + HALFDAN E meets THOMAS E. KENNEDY: AN INTRODUCTION

af Dennis Otte 

Dan Turèlls gamle musikalske makker, Halfdan E, har fået fint besøg af danskamerikaneren Thomas E. Kennedy – det er der blevet brilliant beat ud af.

For et halvt årti siden frekventerede jeg Booktrader i Skindergade på min vante rute gennem Indre Bys antikvariater, og da jeg spurgte til byens bedste boghandlers Turèll-beholdning, fik jeg at vide, at der intet nyt var fyldt på hylderne siden sidst, men at den ulastelige gentleman der stod ved siden af mig, var i færd med at oversætte en række af Turèlls digte til engelsk, således at de kunne publiceres i forskellige udenlandske tidsskrifter – hvilket de faktisk blev. Dér spidsede jeg ører! Manden præsenterede sig som Thomas E. Kennedy; en herboende amerikansk forfatter, der foruden arbejdet med Turèll-oversættelserne også kyndigt havde oversat Henrik Nordbrandt.

Baggrunden

På dette stadie drejede det sig udelukkende om at få den amerikanske inkarnation af Turèlls digte bragt i internationale skrevne medier. Endnu var det ikke (officielt i hvert fald) på tale, at Thomas E. Kennedy skulle indlæse oversættelserne ledsaget af Halfdan E’s nu legendariske musik fra de to oprindelige plader, som Halfdan i starten af 1990’erne udgav med Turèll. De to plader var Pas På Pengene (1993) og Glad i Åbningstiden (1996). Den første udkom et halvt år før digterens død og samlet opnåede de to plader et salgstal på svimlende 70.000 eksemplarer – uhørt for en dansk udgivelse med musikledsaget digtoplæsning. Men Turèll havde med den unge Halfdan fundet en kongenial lydarkitekt til at understøtte sin distinkte intonation. De to plader har for længst indskrevet sig i den danske folklore og er med sine stadige afspilninger i æteren og som pensum på uddannelsesinstitutionerne blevet moderne folkeeje. Beder man gennemsnitsdanskeren nævne et Turèll-digt, er der stor chance for, at enten ”Hyldest Til Hverdagen”, ”Gennem Byen Sidste Gang” eller ”Jeg Skulle Have Været Taxachauffør” nævnes – ikke mindst på grund af versionerne fra pladerne.

Thomas E. Kennedy’s plan

At formlen skulle kunne lykkes igen, når det gjaldt de velkendte Turèll-tekster på engelsk, ja det var jeg ærlig talt lidt skeptisk overfor. For er digtene ikke i virkeligheden alt for danske, til trods for Turèlls hengivne sværmeri for det amerikanske? Det lykkedes ikke just at oversætte Gasolin’s tekster til et vellykket og mundret amerikansk, selvom man også dengang allierede sig med en herboende amerikansk digter, Leonard ”Skip” Malone. Ikke et ondt ord om hverken ham er hedengangne Gasolin’ – kunne aldrig falde mig ind – men ham Thomas E. Kennedy er nu lidt af en kapacitet og ikke hr.-hvem-som-helst: han er født i Queens i 1944 (altså to år før Turèll), moren var grammar school teacher og faren bankansat med hang til poesi og selv lidt af en digterspire. Faren forærede den 15-årige Thomas et eksemplar af Dostojevskijs Forbrydelse og straf, og det åbnede teenagerens øjne for litteraturen – han besluttede, at han ville være digter og droppede et par år efter ud af college (lyder det bekendt, Dan?). Der skulle dog endnu gå et par årtier, før han som 37-årig i 1981 fik trykt sin første novelle. Han boede nu i Danmark og var gift med en dansk fysiker. Herfra tog det fart med hundredvis af publikationer med hans essays, noveller, digte, interviews og oversættelser i amerikanske og europæiske tidsskrifter. Herpå fulgte romanerne, blandt andet de fire bind i serien Copenhagen Quartet, som hver udspiller sig i en af de fire årstider i den danske hovedstad, er skrevet med meget forskellige litterære greb, og som kan læses uafhængigt af hinanden.

Det var denne litterat, der i 2009 sendte Halfdan E et brev med sin idé; en ny plade med de nye oversættelser tilsat Halfdans mesterlige musik. Det var sød musik i komponistens ører; det havde i sin tid været et erklæret ønske for ham og Turèll, at digte og musik skulle så langt ud over landets grænser som muligt. Digterens død spændte imidlertid eftertrykkeligt ben for planerne.

Ny plade

Med Thomas E. Kennedy bag mikrofonen har digtene i dén grad fået nyt liv og står spillevende for lytteren, som var der tale om en gammel jazz & poetry-LP med Kerouac. Hvad der kunne frygtes umuligt åbenbarer sig for ørerne af én. Sproget flyder uforceret derudaf, det er ekstremt vellykket og skarpt skåret. Musikken er af høj kvalitet, det har vi vidst i tyve år, men det fine er, at det på ingen måder lyder som om de gamle indspilninger lige har fået klæbet lidt engelsk deklamation kunstigt henover sig. Det er top tunet, arkitekten Halfdan har været i gang med udboringerne af Turèlls vokal for at gøre plads til Kennedys. Kennedy, der brillerer som en overraskende god digtoplæser, hvad enten det drejer sig om fart-over-feltet-præstationer som ”I Should Have Been A Taxi Driver” og ”Total Euphoria” eller mere lavmælte mesterværker som ”My TV Drama” og ”Last Walk Through The City”. Det lyder så legende let, at man helt glemmer, hvor svært det uden tvivl har været at få det hele til at klappe.

Der er ikke tale om genindspilninger fra bunden af den gamle musik, men snarere ”ansigtsløftninger” og ”make over”, så numrene lyder dugfriske og så de smyr sig omkring Kennedys skridsikre digtforedrag. Som Kennedy selv messer i sin taxachaufførsoversættelse: ”I myself chattily drive with nonchalant perfection with one finger on the wheel” – det er lige præcis hvad han gør; i digtene og sin læsning. Det er forundrende lidt der synes krampagtigt oversat, og lige så få gange har en sproglig finurlighed været uoversættelig. I den oprindelige version af ”Hyldest til Hverdagen” siger Turèll til allersidst; ”hold da helt ferie, hvor jeg holder af hverdagen”, hvilket er behændigt udeladt i ”A Tribute To The Everyday Things”. Men det gør ikke spor, når musikken spiller. Vesterbrogade er blevet til West Bridge Street og Nytorv er New Square, men det kan ikke rigtig være anderledes.

Kennedy lyder ikke som Turèll. Det ville også være en misforståelse med en imitation og ganske unødvendigt, når han selv er forsynet med en så letforståelig og fleksibel stemme, der dygtigt tilpasser sig de forskelligartede tekster.  En lille bonus er den gennemførte cover art, hvor titlen Dan Turèll + Halfdan E meets Thomas E. Kennedy giver mindelser om de gamle ikoniske jazzcovers som Turèll holdt så meget af. Pyt så med, at ”Gennem Byen Sidste Gang” i teksthæftet fejlagtigt kaldes ”Sidste Tur Gennem Byen”.

Da Turèlls første krimi i 1986 blev filmatiseret og vist i biografen, var forfatteren så utilfreds med resultatet, at han resolut rejste sig fra forreste række og udvandrede i protest på premiereaftenen. Lignende ville næppe ske, hvis han havde været i live til at opleve denne udgivelse – han ville sandsynligvis derimod have råbt på ekstranummer.

Dan Turèll + Halfdan E meets Thomas E. Kennedy udkom 11. november 2013 på Plantsounds, både fysisk og digital.

Tracklist:

A Tribute To The Everyday Things

My TV Drama

I Should Have Been A Taxi Driver

All These Women

Deep Frost Film

Today’s Disney-Sermon

Teddy Bear

Total Euphoria

Last Walk Through The City

Red Harvest

My Friend The Microphone

Dream Of Age

  

A tribute to George Harrison – ASTRID & STANLEY SAMUELSEN

af Dennis Otte

Far og datter med stor kærlighed til salig George Harrison har udgivet en EP med 5 vellykkede fortolkninger af eks-beatlens sange.

Stanley Samuelsen stammer fra Færøerne og var dér som ung i tresserne guitarist og sanger i et populært band, hvorefter han som 19-årig rejste til Danmark og etablerede sig som studiemusiker og medlem af forskellige bands. Solokarrieren har varet over tyve år og har kastet 6 albums af sig. Den modersmålsbaserede musik har for længst gjort ham til hvermandseje på Færøerne.

Datteren Astrid Samuelsen (født 1988) er på trods af sin unge alder relativt erfaren med en fortid i de danske bands Ilovebirds, The Love-In og Wonderland. Hun har optrådt i både Danmark, Tyskland og på Færøerne.

Den 20. september i år udsendte duoen EP’en A tribute to George Harrison med numrene “Long, Long, Long” (fra albummet The Beatles, 1968) “Beware of Darkness” (fra All Things Must Pass, 1970), “Here Comes The Sun” (fra Abbey Road, 1969), “So Sad” (fra Dark Horse, 1974) og “Your Love Is Forever” (fra albummet George Harrison, 1979). Det er altid modigt at kaste sig ud i fortolkninger af kendte sange – de to første har især klassikerstatus – men det imponerende er, at Astrid & Stanley løfter opgaven så fejende flot.

Pladen er spartansk indspillet; begge spiller akustisk guitar og synger. ”Long, Long, Long” leveres åndenødsfremkaldende smukt og inderligt med Astrids smukke stemme og Stanley på kor i omkvædet. Alene dette nummer er EP’en værd og er da også udsendt som single.

”So Sad” leveres efter samme formel; Astrid på lead vokal og Stanley på kor, men med et lidt mere moderat resultat. På ”Here Comes The Sun” synger Stanley lead og Astrid kor og Stanleys fremragende guitarspil kommer virkelig til sin ret.

Der leveres fornemt samspil mellem de to guitarer i ”Beware of Darkness”, der igen har Astrid på vokal, desværre ikke helt så overbevisende som på de to forrige. Som stod hun uden for sangen og viste den frem, frem for at være i den. Enormt smukt bliver det heldigvis imidlertid igen på den afsluttende ”Your Love Is Forever”, hvor hendes stemme virkelig viser sit store potentiale.

En virkelig flot EP, der kan hentes via dette link:

Videoen til ”Long, Long, Long”:

Pladeanmeldelse: PAUL MCCARTNEY: NEW

af Dennis Otte

Lad mig slå det fast med det samme; det er et ret godt album den 71-årige Paul McCartney i dag sender på gaden. Melodisk stærkt og nysgerrigt dog uden at bringe noget afgørende nyt på bordet.  

Som det bemærkelsesvist ofte sker, har sangskrivere fra hans generation ofte en ungdomsperiode hvori de blomstrer, revolutionerer og brillerer med et originalt udtryk, der cementerer deres status eftertrykkeligt og ofte skaber en myte om dem, allerede inden de er fyldt 30. Dernæst følger kampen for at leve op til ungdommens meritter og de umenneskelige forventninger til flere af de dybe tallerkner, som fanskaren er blevet forvænt med. Ofte serveres der i nogle årtier dog mestendels vandgrød eller i bedste fald opretholdes en middelmådig status quo, mens nogle i en årrække kommer helt ned og samle skårene op. Og SÅ er det ofte det sker, at når alderdommen så småt sætter ind, med al dens refleksion og, nåh ja, livsvisdom og levet liv, så begynder musikeren og sangskriveren igen at ramme tonerne klokkerent – og levere modne albums, der undgår at ville leve op til tidens moderne toner, men til gengæld brænder igennem med en klædelig værdighed. Denne cyklus har gjort sig gældende for giganter som fx Neil Young, Bob Dylan, David Bowie, Johnny Cash og - den eneste, der kan løfte arven fra The Beatles: Sir Paul McCartney.

What’s NEW?

Da han først begyndte at give pokker i hitlisteplaceringer med Michael Jackson og Stevie Wonder og tænke mere i albums, begyndte McCartneys nye gyldne periode for alvor med hans tilbagevenden til Beatles-lyden efter Anthology-projektet på Flaming Pie (1997), hvor han igen tog sit betydelige talent alvorligt og forsvarede sin position som en af vor tids største musikere og sangskrivere. Siden da har alt hvad McCartney har udsendt været af høj kvalitet – de klassiske værker måske undtaget – lige fra den mesterlige rock and roll coverplade garneret med egne nyskrevne numre, Run Devil Run (1999), den undervurderede Driving Rain (2001), mesterværkerne Chaos and Creation in the Backyard (2005) og Memory Almost Full (2007), ambiente electronica-eksperimenter med Youth på Firemans Electric Arguments (2008) og jazzede evergreens, plus et par selvskrevne fuldtræffere, på Kisses on the Bottom (2012).

Han har således intet at bevise, den gode Macca. Det gør han så alligevel, og man har ham mistænkt for at nyde det i fulde drag imens; det spritnye album NEW, som udkommer i dag, placerer sig blandt McCartneys bedste plader fra solokarrieren. En tanke, når man ser ned over eks beatlens diskografi, er, at han ofte har udgivet sine bedste plader, når han har været trængt op i en krog. Ram efter bruddet med The Beatles, Band on the Run, da halvdelen af Wings skred lige før afrejse til indspilningen i Lagos, Tug of War efter Lennons død, Flaming Pie under Linda McCartneys kræftsygdom, som året efter kostede hende livet og Memory Almost Full efter den pinsomme skilsmisse fra Heather Mills. Ikke at disse privatlivsomstændigheder altid direkte afspejler sig i sangene, men de har givetvis rystet ophavsmanden ud af mageligheden og væk fra laurbærrene. Efter alt at dømme er McCartney derimod en lykkelig og forelsket mand i disse år, og NEW rummer da også sin andel af de obligatoriske love songs, som ikke alle er lige silly. Pladen ejer en lethed, der umiddelbart står i kontrast til de dybere og eksistentielle tekster på Chaos and Creation in the Backyard og Memory Almost Full.

På NEW har hele fire producere dementeret mantraet om, at for mange kokke fordærver maden; paradoksalt nok er albummet om ikke direkte homogent – dertil er det for alsidigt og spænder for vidt i udtryk – så dog alligevel sammenhængende. Noget af det tillokkende ved NEW er faktisk, at pladen er så nysgerrig og har en musikalsk spændvidde, der henleder tanken på The Beatles smeltedigler af værker fra sluttresserne. Resultatet er imidlertid alt andet end tresserpræget, men derimod højst moderne, vel at mærke uden desperat at ville lyde som tidens populære pop- og rockmusikere. En del af hemmeligheden er nok, at majoriteten af sangene er årgangs-McCartney; klassisk godt håndværk udført med sikker hånd og stemmeføring som vi kender den bedst, men samtidig lagt i hænderne på producere som Paul Epworth (Adele, Florence and the Machine, Bloc Party, Bruno Mars), Mark Ronson (DJ ved McCartneys bryllup med Nancy Shewell i 2011 og producer for fx Amy Winehouse og Lily Allen), Ethan Johns (søn af Beatles-lydtekniker Glyn Johns og har produceret bl.a. Ryan Adams og Kings of Leon) samt Giles Martin (som bl.a. bistod produktionen af Beatles remix-albummet Love fra 2006 og er søn af den legendariske Beatles-producer George Martin). Disse fire kapaciteter tilfører sangene en 2013-lyd og begiver sig ikke ud i hip hop eller dance, men opdaterer på værdig vis McCartneys univers og lydbillede, alt imens der indimellem høres reminiscenser af den ambiente lyd på Electric Arguments.

Solid samling sange

McCartney har bragt sit turneband med i studiet og de medvirker på syv af pladen sange, dog ikke alle medlemmerne på alle syv. Herudover spiller McCartney som sædvanlig en del selv. Pladen åbner med den potente rocker ”Save Us”, der med Paul på guitar og bas og Epworth på trommer banker albummet godt i gang. En klassisk rocksang om kærligheden som frelser. Budskabet går igen på næste sang, ”Alligator”, hvor kærligheden bringes ned på hverdagsplanet og sangen fungerer flot med synthesizer og gode riffs. Pladens første ballade er ”On My Way To Work”, en hverdagsskildring, der tematisk kan henlede tankerne på den tidlige Macca-single ”Another Day”, der dog alligevel er helt sin egen og givetvis ikke selvbiografisk. Herpå følger pladens anden single, den iørefaldende ”Queenie Eye”, om barndommens lege på gaden i barndommen Liverpool.  

Den akustiske lettere countryinspirerede ballade ”Early Days” langer ud efter alle dem, der gør sig kloge på hvordan forholdene var i The Beatles, når der synges; “Now everybody seems to have their own opinion, who did this and who did that, but as for me I don't see how they can remember, when they weren't where it was at”, og ungdommens pladebutikker og plakater med brylcreme-indsmurte idoler erindres.

Pladens første single, titelnummeret ”New”, er en klassisk McCartney-popsang, som enhver fan vil elske øjeblikkeligt. ”Appreciate”, en lidt mørkere lettere ambient sag refererer i koret tilbage til ”Because” fra Abbey Road og ville ikke have været malplaceret på et Fireman-album. Den godmodige popsang ”Everybody Out There” lyder lidt som en overskudssang fra Off The Ground-pladen. Den skal nok komme til at fungere godt ved koncerter, men på NEW har den lidt karakter af filler. Kærlighedsballaden ”Hosanna” ejer en psykedelisk lyd, der dog i højere grad ender med at lyde doven end progressiv. En brat opvågnen kommer med den fine ”I Can Bet”, der er en effektiv dansabel pop-rocker, som skræddersyet til stadionkoncerter. En af de mest vellykkede ballader på pladen er ”Looking at Her”, en velproduceret sang med Macca på både Moog og Mellotron. Næsten endnu mere vellykket er den følgende ”Road”, der er et af albummets højdepunkter.

På deluxe-udgaven følger yderligere to sange, og det er en gåde, hvorfor den veloplagte ”Turned Out” ikke er med på det egentlige album, da den med sine effektive riffs og iørefaldende melodi er en herlig McCartney-skæring. Lige så uforståeligt er det, at ”Get Me Out Of Here” er henvist til en placering som bonus track, da det med sin blues-inspirerede ru charme er en af de bedste sange i puljen af nye numre. Det klaverbårne ghost track ”Scared” er ligeledes et virkelig godt nummer, som findes på både den almindelige plade og deluxe-udgaven. 

Herfra skal der dog lyde en klar opfordring til at investere i deluxe-udgaven, som også indeholder en 16-siders booklet med tekster og billeder.

LYSÅR: Frontfigur på Orlov. Pladeanmeldelse.

af Dennis Otte

Kan du lide Rasmus Nøhr og Tue West? 

Så er der god chance for, at du vil holde af den nye plade fra Lysår, et band centreret omkring sanger og sangskriver Thomas Ulrik Larsen og hans skiftende hold af musikere, der bl.a. tæller Klaus Caprani og Søren Rislund. Foruden 14 andre musikere! 

Dette forhold til trods lyder pladen ganske homogen og kommer godt ud over rampen med sine humoristiske ordlege og mundrette omkvæd, skrevet på et fundament af lige dele hverdagspoesi og lommefilosofi. Stilen er klassisk bandorienteret radiorock lige ud af landevejen og beslægtet med folkelige danske sangskrivere som Poul Krebs eller Michael Falch. 

Det er ingen dårlig plade og Thomas Ulrik Larsen kan noget med det danske sprog og versefødder. Nogle gange bliver det måske en smule for traditionelt og strømlinet både musikalsk og tekstmæssigt. Musikerne spiller upåklageligt og sangeren behersker et dansk, der nok skal gå rent ind i mange små hjem og stationcars, som når der på første skæring, ”Stills i Nashville”, synges;

“En freeway på farten uden huse og træer / Alene i bilen med blikket mod vest / Der mangler en guide med øjne der ser / Ude er snot men hjemme er pest”

Straks værre bliver det i denne anmelders ører på næste nummer, når der spørges;

”Mit hjerte bløder, vil du være plaster?”

Et højdepunkt er det country-klingende nummer ”En Åben Bog”, der lykkes tekstmæssigt, melodisk og ejer en rustik charme. En styrke ved pladen er generelt, at der veksles mellem seriøsitet, galgenhumor og finurlige varianter af folk, country og pub-stemning, uden at det bliver for fragmentarisk eller usammenhængende. En cello blander sig hist, et hammondorgel indtræder hér og en basun dér. Thomas Ulrik Larsen er en habil, om end lidt anonym sanger, med en tydelig og dedikeret diktion. På nummeret ”Donna Ø” ledsages han smukt af sangerinden på Maj-Brit Birch Lykkegaard, der lyder forbavsende meget som Signe Svendsen.

Frontfigur på Orlov er Lysårs andet album, er produceret af Troels Alsted og Thomas Ulrik Larsen og kan downloades på iTunes eller købes via www.lysaar.dk.

Facebook voks uge 38

af Dennis Otte

22. september 2013

NICK CAVE bliver i dag 56 år.

Vi benytter lejligheden til at invitere til LYTTEKLUB/FOREDRAG om Nick Cave med Taastrup Bibliotek og Dennis Otte (Ørevoks) den 9. oktober kl. 19-20.30.
Arrangementet er et samarbejde mellem DR P6 Beat, Gaffa, Bibzoom og biblioteket. Kom og lyt til musik og ord og få en snak om en af vor tids største musikere og multikunstnere på:

Taastrup Hovedgade 86
2630 Taastrup

19. september 2013

JARVIS COCKER bliver i dag 50 år.

Som forsanger i det engelske band Pulp gjorde han sig bemærket i 1990’ernes britpop, men bandet havde faktisk allerede albumdebuteret i 1983 med pladen It, opfulgt af Freaks i 1986. Det var imidlertid først med 1990’ernes udspil som i særdeleshed His ’n’ Hers (1994), Different Class (1995) og This Is Hardcore (1998) at de for alvor slog igennem. 

Cocker har siden med held løsrevet sig fra kategoriseringen britpop med indtil videre to soloplader, der genremæssigt kan betegnes som indie, post punk eller art rock: Jarvis (2006) og Further Complications (2009). Han mestrer såvel guitar som bas og keyboard og besidder en ganske særegen stemme, der i sin krukkede androgynitet kan minde om en anden britpopsangers; Brett Anderson fra Suede. Herudover har han markeret sig som musikradiovært på BBC og har haft roller i flere film, bl.a. i Harry Potter and the Goblet of Fire, hvor han spiller Myron Wagtail.

Han har været kurator på Meltdown Festival i 2007og dertil bl.a. valgt Iggy & The Stooges, Devo, The Jesus and Mary Chain, Roky Erickson og Motörhead. Han har instrueret musikvideoer for andre musikere, medvirket dansende i en musikvideo med Nick Cave, optrådt i Leonard Cohen-tribute koncerten I’m Your Man og indgået i musikalsk samarbejde med bl.a. Marianne Faithfull og Nancy Sinatra.

I 2011 udkom en samling af Jarvis Cockers sangtekster i bogen Mother, Brother, Lover: Selected Lyrics.

17. september 2013

CARL KING. The Regeneration of Sydenham Sid & The Penge Pioneers. Anmeldelse

”He’s 65 today and I’ll be 63 / I wonder if he still remembers me / the kid they thought was gonna be a star / who quit the scene and watched the starman from afar”

Sådan synger den herboende engelske musiker CARL KING på sangen ”The Starman”, sin “teasing tribute to Bowie” fra debutalbummet The Regeneration of Sydenham Sid & The Penge Pioneers – helt ud i titlen spiller King på sit forhold til David Bowie med hvem han i Bromleys musikscene i midten af 60’erne konkurrerede om publikums gunst. Det er i høj grad sin fortid som kollega med den senere så verdensberømte Bowie som King forsøger at generere opmærksomhed på. Hverken Bowies eller Kings spæde singleudspil gav genlyd dengang, men at King i dag husker tilbage på tiden med nostalgisk lune, er der ingen tvivl om. Det er i det hele taget en tilbageskuende Carl King, der mindes sin ungdom på en plade, der er både vemodig og humoristisk i sin udtalte Britishness – en plade, som han selv betegner som et ”come forward” snarere end et ”comeback”. 

King var på pub med Bowie og to piger i West End i november 1966, to år efter at Bowie havde været opvarmning for Kings band, The Vendettas. Da Bowie forlod pubben med den ene pige sad King tilbage med den anden; Birte fra Haderslev, som Carl King blev gift med året efter og flyttede til Danmark med. Musikken på Kings album er fyldt med minder om skoleoplevelser, gamle kærester, tidlig rock and roll og drengesind. Et nummer stikker ud; bonussangen ”On a Summer Day” om den norske tragedie på Utøya. Denne sang står stærk, trods ude af sammenhæng med det øvrige album, som ville gøre sig bedst tilbage på den gamle pub med en brown ale ved hånden og King som live underholdning: her ville han uden tvivl være kongen af lørdag aften.

Carl King: The Regeneration of Sydenham Sid & The Penge Pioneers (2013)

17. september 2013

Han var døbt Hiram King Williams (1923-1953) og fik tilnavnet the Hillbilly Shakespeare: HANK WILLIAMS ville i dag være blevet 90 år.

Han var velsagtens den største af dem alle, aldrig overgået hverken før eller siden – hillbilly rambleren Hank, der døde som 29-årig på bagsædet af en kold bil tværs over Amerika i snestorm mellem to jobs på årets første dag i 1953. Han kunne ikke flyve i det vejr og havde hyret en college-studerende til at køre sig. En af populærmusikkens første unge døde og allerede en myte, en legende i sin levetid. 

Hele 35 af hans singleplader figurerede gennem en kort intens årrække på Top 10 Billboard Country & Western Best Sellers Chart – heraf 11 som nummer 1. Han var den fremmede fugl, outsideren i Nashvilles mondæne Grand Ole Opry, hvor han først var blevet afvist, men efter en solid mainstreamsucces med sangen ”Lovesick Blues” fra 1949 blev lukket ind i varmen og blev den første optrædende i showet som af publikum blev tilskyndet til at give hele seks ekstranumre. Hank var imidlertid ikke stabil og blev bortvist fra Grand Ole Opry efter udeblivelse; han sloges med afhængighed af alkohol og misbrug af bl.a. morfin og amfetamin, der kunne dulme smerterne fra en medfødt ryglidelse.  Hans professionelle karriere begyndte i 1937 da han blev hyret som vært og musiker i et 15-minutters radioprogram på WSFA. Han droppede ud af skolen og dannede sit legendariske band, The Drifting Cowboys.  

Et utal af hans kompositioner er indspillet af andre sangere i såvel blues, gospel, rock og country regi. Heriblandt udødelige sange som “Ramblin’ Man”, “I’m So Lonesome I Could Cry”, “There’s A Tear In My Beer”, “Alone And Forsaken”, “Pictures From Life’s Other Side”, “I Can’t Help It (If I’m Still In Love With You) og et hav af andre lige så fremragende og udødelige sange, der dog nok lyser stærkest i hans egne versioner. Ørevoks letter på cowboyhatten og lytter til legenden dagen lang.

17. september 2013

Ørevoks bringer som noget nyt en serie om danske upcoming bands.

Det første er københavnertrioen HEAT ’N GUNSLINGERS, der er koncertaktuelle i Råhuset på Onkel Dannys Plads i København nu på torsdag den 19. september kl. 20.00.

Bandets lyd er præget af lige dele rockabilly, blues og funk som det kan høres på den flotte debut EP, I Don’t Feel, udgivet  15. februar 2012 såvel digitalt som fysisk. Musikken udvikles kollektivt og det fremgår tydeligt, at man har at gøre med en sammenspillet enhed, om end idéerne ofte kan føres tilbage til tekstforfatter, guitarist og sanger, Ebbe Hede. Han flankeres af trommeslager Kenneth Stendal og bassist Benjamin Birch, der udgør en sikkert gunslingende rytmesektion.

Varm op med EP’en her og hør bandet folde sig ud live i Råhuset torsdag.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.