af Dennis Otte
 |
| Billede lånt fra GQ-magazine |
De kan vel tælles på én hånd, når vi når op i det luftlag: Bob Dylan, Leonard Cohen, David Bowie, Paul McCartney og Lou Reed. De fire første er levende, den sidste døde i søndags, 71 år gammel.
Få har inspireret og influeret så mange generationer af musikere som Lou Reed. Som frontmand og hovedsangskriver i The Velvet Underground var han en hovedfigur i transformationen fra den klassiske bluesbaserede rockmusik til dén noise rock og punk, der i de følgende årtier dominerede den alternative rockscene.
Selv havde Lou Reed nok en karriere med vekslende kunstnerisk kvalitet, men det er ikke mange beskåret at levere vedkommende værker i hele 6 årtier; 60’erne, 70’erne, 80,erne, 90’erne, 00’erne og dette årti, hvor han sammen med Metallica leverede den undervurderede Lulu.
Ørevoks bringer her som hyldest korte signalementer af 29 værker.
The Velvet Underground & Nico (Indspillet 1966, udgivet 1967)
Det er ikke blot det bedste debutalbum nogensinde, det er også et af de bedste albums generelt nogensinde. Uanset kunstner og genre. Punktum. En af de vigtigste og mest nyskabende rockplader, der kastede lige så lange skygger indover de følgende årtier, som det blev overset eller ugleset i sin samtid. Den rå illusionsløse støjrock fra storbyen stemte ikke overens med hippiernes romantiske visioner, og bandets protopunk blev først fejret og hædret efter fortjeneste af efterfølgende generationer af glamrock, punk, noise rock, new wave, no wave og et hav af andre bølger (!). Der kan skrives hele afhandlinger og bøger alene med udgangspunkt i denne milepæl af en plade – og det er gjort – for selvom pladen er homogen og ejer et ekstremt originalt udtryk, så er den også alsidig nok til både at rumme alt fra nøgne og sarte ballader som ”Sunday Morning”, ”Femme Fatale” og ”I’ll Be Your Mirror” til avantgardistisk anarki og drone-drøn som de udødelige ”Venus In Furs”, ”Heroin”, ”The Black Angel’s Death Song” og ”European Son”. Der findes kort fortalt ikke én dårlig skæring på denne plade.
White Light/White Heat (1968)
Det sidste album med John Cale ombord er med sine fantastiske frenetiske støjkaskader også det mest kompromisløse fra bandet. Legenden går, at lydteknikeren undervejs i indspilningen af den monumentale motherfucker ”Sister Ray” forlod studiet i protest med en bemærkning om at dét der, dét behøvede han ikke lægge øre til! Titelnummeret er en opvisning i virvar og elektrisk feedback, der vækkede og hjemsøgte Thurston Moore og ligesindede på drengeværelserne – det er punkens fødsel næsten et årti før den vandt genklang i sidste halvdel af 70’erne. John Cales formfuldendte walisiske diktion på Reed-digtet ”The Gift” – om en ung dreng, der i længsel sender sig selv som pakkepost til sin kæreste og ender med at få banket hul i kraniekassen, da hun febrilsk vil åbne pakken – er grotesk humoristisk og selvom nummeret varer over 8 minutter og er bevidst monotont, så er der tilstrækkeligt med nuancer i lyden til at man aldrig keder sig. ”I Heard Her Call My Name” er ganske repræsentativ som eksempel på, hvorfor samtidens opsvingsoptimistiske blomsterbørn ikke tog bandet til sig. Så støjende, at det gør godt – med 45 år på bagen et bevis på, at støj ikke bare er støj, men kan være kunst, når det udføres rigtigt.
The Velvet Underground (1969)
Exit John Cale: resultatet er bandets sarteste samling sange og et bevis på, at depraveret desperation ikke nødvendigvis behøver tårnhøj volumen for at lade sig forstå. Der er noget klaustrofobisk over visse af numrene, noget udfriende over andre. En dagligstueintim plade – komplet med sofa på coveret! – lyden af klokken 4 om morgenen midt i en hård tid. Pladen er for størstedelens vedkommende balladeorienteret, men på en særdeles rigt facetteret facon; ”Candy Says”, ”Pale Blue Eyes”, ”I’m Set Free” og ”After Hours” – andre bands ville have givet halvdelen af deres karriere for at være ophavsmand til bare én af disse sange. Størstedelen af sangene er leveret i en jeg-form, der er et godt eksempel på Reeds erklærede ambition for sin sangskrivning; opnåelsen af en intimitet, som synges der direkte til hin enkelte lytter med samme fortrolighed, som når man sidder i en bar eller, nåh ja, i en sofa. Reed fortalte altid tingene som han så dem, koncist og nøgternt, rapporterende fra randområderne, de skæve eksistenser, de desperate dope dealers og delikate drags. Reeds stemme var både kold og varm på én gang; rummede levet liv lige fra starten, hvor han ret beset kun var en ung opkomling med attituden i orden, men hvor man samtidig aldrig var i tvivl om ægtheden og ærligheden i de snerrende sangforedrag. På en måde var denne levering af sangene en storbyopdatering af den klassiske amerikanske talking blues. Mange har ment, at Reed snakkede mere end han sang og at han i øvrigt ikke havde nogen stor stemme. Well, ingen kan beskylde ham for klassisk skønsang, men det er også at misse pointen komplet; det var aldrig hans ærinde. Jeg placerer gerne Reed på listen over mine yndlingssangere – i øvrigt sammen med Bob Dylan og Leonard Cohen.
Loaded (1970)
Hver poet taler med sin stemme, og så er Lou Reed i øvrigt heller ikke helt tosset en sanger. Lyt fx til fraseringerne på ”I Found A Reason” (fra Loaded), ”Lisa Says” (fra VU) og ”Heavenly Arms” (fra The Blue Mask). Velvet Undergrounds sidste regulære plade (nej, vi regner ikke Squeeze med, fy!) er den mest klassiske rockplade; væk er avantgarden, og de eksplicitte referencer til sex, transvestitter og vold er erstattet af en mere gængs rockmytologi. Det betyder absolut ikke, at det er kedeligt at opholde sig i Loadeds pladeriller; det er al ære værd, at bandet på kun fire år udviklede sig så meget og samtidig bevarede al integritet. ”Sweet Jane” og ”Rock & Roll” har fulgt Reed trofast på koncertrepertoiret lige siden og har for længst indskrevet sig i rockmusikkens dna.
VU (1985)
På mange måder the lost Velvet-album; mange af numrene er indspillet i perioden mellem White Light/White Heat og den selvbetitlede efterfølger og har også Cale med på flere skæringer. At materialet først blev udgivet så sent som 1985 kan synes sært, al den stund sangene i de fleste tilfælde er fuldt på højde med de øvrige fra de fire regulære plader.
Another View (1986)
Oven på succesen med VU foretog man øjensynligt hovedrengøring i skufferne og fandt disse lidet nødvendige indspilninger. Der er tale om inferiøre skitser til sange, og et par af dem indgår da også på senere soloalbums med Lou Reed.
Lou Reed (1972)
Det er vist de færreste, der for alvor holder af Lou Reeds solodebut; der er for de fleste af sangene tale om overskudsmateriale fra Velvet-tiden, glimrende materiale i øvrigt, men desværre indspillet i lidt uinspirerede versioner af en Reed, der efter bruddet med sit gamle band var desorienteret nok til for en stund at forvilde sig til ansættelse i sin fars revisorfirma. Flere af musikerne på pladen spillede til dagligt i det progressive band Yes. Det var omtrent så langt man kunne komme fra udtrykket, attituden og æstetikken hos The Velvet Underground. Ikke desto mindre vil Ørevoks altid forsvare pladen, som er bedre end sit rygte, og som rummer nogle fremragende melodier og tekster, der i øvrigt et par år senere inspirerede Dan Turèll til ikke så få digte i Karma Cowboy.
Transformer (1972)
Den engelske lydtroldmand Brian Eno sagde engang, at det ikke var mange, der købte The Velvet Undergrounds plader i tresserne, men de der gjorde, gik alle derefter ud og startede deres egne bands. Blandt bandets dedikerede fans var David Bowie, som efter eget udsagn var meget inspireret af bandet (uden at det nødvendigvis kunne høres) og som midt i sit hæsblæsende Ziggy Stardust-triumftog gav sig tid til at betale lidt af gælden tilbage ved at producere Transformer. Det er uden tvivl Reeds bedst kendte og sandsynligvis mest elskede album – i hvert fald i den bredere offentlighed, hvor alle kender klassikere som ”Walk On The Walk Side”, ”Perfect Day” og ”Satellite Of Love”. Alle sangene på albummet er mere end fremragende, Lou synger fantastisk og det samme gør Bowie som korstemme. Som om alt dette ikke var nok, så lægger Bowies guitarist Mick Ronson sin smukke guitar på pladen og giver Reed et klædeligt skud glam. Uomgængeligt!
Berlin (1973)
Dette er på mange måder hovedværket i Lou Reeds solokarriere; en fortælling om parret Caroline og Jim; om jalousi, impotens, stoffer, vold, afmagt, svigt, tvangsfjernelse af børn, selvmord, apati og almindelig skørlevned. Det er et af de få konceptalbums i rockhistorien som virkelig fungerer, måske fordi det er så uprætentiøst nøgternt i Reeds lakoniske beskrivelser af menneskeligt forfald. Storbypoeten Reed har forladt asfalten og er nu fluen på væggen, så man får helt ondt af den tapre flue. En litterær rockplade på den rystende ru og rørende facon. Uafrysteligt.
Sally Can’t Dance (1974)
Velsagtens en skuffelse oven på de to foregående plader (selvom Berlin faktisk blev haglet ned af en kødrand af ignorante kritikere). Pladen rummer imidlertid en ganske væsentlig sang i Reeds værk, ja måske ligefrem en nøgle til det samlede opus; den selvbiografiske ”Kill Your Sons” om den elektrochokbehandling som Reeds forældre lod han udsætte for imod homoseksuelle tendenser og andre psykiske varianter. Herudover en hæderlig plade, særligt ”Ride Sally Ride”, ”Ennui” og ”Sally Can’t Dance”, men alt i alt en parentes i det samlede værk.
Rock N Roll Animal (1974)
Ganske vist en live plade, men med på denne liste fordi det ganske enkelt er et af de bedste live albums nogensinde, hvilket ikke mindst bør tilskrives de to vanvittigt velspillende guitarister, Dick Wagner og Steve Hunter. Forlængede og omarrangerede versioner af fire gamle Velvet-klassikere samt ”Lady Day” fra Berlin. Potent, veloplagt og velspillet.
Metal Machine Music (1975)
Der hersker nogen tvivl om hvorvidt denne plade udelukkende blev frembragt for at opfylde et kontraktmæssigt krav om en LP, eller om den rent faktisk udspringer af en seriøs kunstnerisk idé. De 4 næsten identiske pladesider på denne dobbelt-LP – hver bestående af nøjagtigt 16 minutter og 1 sekund – er næppe blevet hørt til ende af ret mange. Som Reed selv skrev i sine liner notes; ”Most of you won’t like this and I don’t blame you at all”. Det forhold, at Reed faktisk i de senere år har rejst rundt med koncertopsætninger af pladen (eller støjvarianter deraf), også i København, vidner om en seriøs tilgang, og der udkom endda en lidt kuriøs live plade herfra. Vi er milevidt fra alt hvad der hedder sang, vers, omkvæd; det lyder mere som overarbejde på B&W, blot mere monotont og demonstrativt ensformigt. Reed erklærede selv pladen for den ultimative heavy metal og sandt er det, at det sandsynligvis er den mest uforsonlige plade, der nogensinde er udgivet. Som musik er det uhyrligt uhørligt – som statement er det fucking fedt.
Coney Island Baby (1976)
Med en hyldest til Charlie Chaplin på coveret er man allerede så småt sporet ind på det vel nok lettest tilgængelige Reed-album. Lyden er varm og imødekommende, melodierne for fleres vedkommende iørefaldende, humoristiske og kække. Der er tale om stærke riffbaserede sager, men også enkelte mere introverte ting som det selvbiografiske titelnummer (der rækker helt tilbage til drengeårene og følelsen af at være medspiller på flere planer) og det dystre tabu i voldsforherligelsen ”Kicks”. På en sær måde ganske sammenhængende.
Rock And Roll Heart (1976)
Et af de albums, som man altid kan anskaffe sig, når man har alle de resterende. Det er ikke et dårligt album, titelnummeret fungerer helt fint og det samme gør det energiske åbningsnummer ”I Believe In Love”, men både melodisk og lyrisk befinder vi os på middelmådighedens lidet interessante terræn. Produktionen er ganske god og Reed synger godt; det hele er bare lidt på det jævne.
Live: Take No Prisoners (1978)
Endnu en live-plade og på mange måder den diamentrale modsætning til Rock N Roll Animal. Hvor Reed på forgængeren var ordknap og reserveret cool, er han her rablende snakkesalig og dobbeltpladen rummer eviggrønne oneliners som; ”I do Lou Reed better than anybody”, ”Fuck Radio Ethiopia. I’m Radio Brooklyn” (med henvisning til Patti Smiths album Radio Ethiopia) og tirader om alt fra Barbra Streisand, Academy Awards, Vietnam og politik – i en speed-rus der er en beatpoet værdig. På et tidspunkt i sin talestrøm nævner Reed sin ”boyfriend” og en publikummer spørger undrende til dette, hvortil der snerrende repliceres, at ja, du hørte rigtigt! Pladen er optaget på spillestedet The Bottom Line og rummer nogle særdeles veloplagte versioner af sange fra såvel Velvet-tiden som soloårene.
Street Hassle (1978)
Reed står ikke tilbage for de unge punks på dette mesterlige album, hvor der skæres helt ind til benet i stramt arrangerede spændstige kompositioner med Reed i tekstmæssig topform. Reed langer eksempelvist klædeligt ud efter folk, der ville æde lort og sige at det smagte godt, hvis der var penge i det for dem! Det minimalistiske titelnummer er en suite delt i tre og et af Reeds flotteste frembringelser. Han sparer hverken sig selv eller andre på dette nådesløse udspil.
The Bells (1979)
Reed har fået besøg af trompetisten Don Cherry og leverer i passager noget, der kunne lyde som fusionsrock på denne flotte plade, hvor han lyder mere sårbar end nogensinde. Rummer en af Reeds mest rørende sange overhovedet; den selvbiografiske ”Families”, om at være familiens sorte får. Pladetitlen og det afsluttende titelnummer henter sin inspiration fra Edgar Allan Poes digt ”The Bells” fra 1849.
Growing Up In Public (1980)
Familieforholdene gøres igen til genstand for stærkt vedkommende sangskrivning på numre som “Standing On Ceremony” og “My Old Man”. Reed i lyrisk topform, desværre uden særligt øje for den gode melodi.
The Blue Mask (1982)
En af Reeds bedste plader! Hyldesten til sin ungdoms litterære ven og helt Delmore Schwartz i åbningsnummeret ”My House” er gribende. Ikke mindst fordi linjerne ”I really got a lucky life / my writing, my motorcycle and my wife” vidner om en Reed, der tør lukke mere op distancere sig knap så meget fra alt i tilværelsen. Litteratur tilsat rockmusik. Fremragende.
Legendary Hearts (1983)
Lidt på det jævne trods habile sange og stedvist fine tekster. Når desværre ingenlunde op på højde af forgængeren, men mindre kan også gøre det.
New Sensations (1984)
Det nærmeste Reed kom på den glatte poplyd. Ikke dermed sagt, at det er en dårlig plade; der er nogle fine iørefaldende numre som eksempelvis titelnummeret og hittet ”I Love You, Suzanne”. Flere af numrene oser ligefrem af livsglæde (!).
Mistrial (1986)
Velsagtens Reeds svageste album. De få gode stunder er reduceret til reminiscenser af godt håndværk – særligt på afslutningsnummeret “Tell It To Your Heart”, men resten klinger noget hult, når Reed fx begynder at moralisere. En uvant og uklædelig rolle. Tak, men nej tak.
New York (1989)
Endnu en af de helt store Reed-plader. Det virker helt oplagt, at netop Lou Reed skulle levere en plade betitlet New York, og han rammer da også hovedet så eftertrykkeligt så sømmet i sine nøgterne og spillevende hjemstavnsberetninger, at man må vende tilbage igen og igen. Endnu en gang litteratur i fuld stereo.
Songs for Drella (1990)
Andy Warhol døde i 1987. Som mentor for det unge Velvet Underground, hvor han optog dem i hele miljøet omkring The Factory, producerede og cover-designede deres debutalbum og fungerede som rådgivende faderfigur, var Lou Reed og John Cale nærmest selvskrevne til at begå et hyldestalbum til den afdøde mester. Drella var Warhols kælenavn og denne forrygende sangcyklus udgør en hel lille biografi om popkunstneren i al sin minimalistiske vedkommenhed. Stærkt!
Magic And Loss (1992)
Dette album er virkelig godt. Et af de bedste og mest lyrisk rørende i Reeds senere værk. Mange venner var afgået ved døden, og denne plade forholder sig stoisk og stærkt til livsvilkårene, når betragteren Reed graver et par lag længere ned i den menneskelige psyke. Særligt ”Goodby Mass” står knivskarpt med linjer, som rinder i hu her efter Reeds eget dødsfald; ”Some people are crying / it becomes hard to hear / I don’t think you’d have liked it /you would have made a joke / You would have made it easier / you’d say ”tomorrow I’m smoke”.
Set The Twilight Reeling (1996)
Absolut hæderligt album med grotesk humoristiske tekster og en veloplagt Reed. Ikke stedet at starte, men bestemt værd at eje for fans.
Ecstasy (2000)
Støjrocken genbesøgt. Et fremragende album og desværre også Reeds sidste helt helstøbte mesterværk. Tekstmæssigt og musikalsk i højenergisk kampform med flotte kompositioner.
The Raven (2003)
Ornette Coleman medvirker. David Bowie, Laurie Anderson og Antony Hegarty medvirker. Og det er alt sammen fint nok, men det stritter i umanerligt mange retninger og ender desværre med at sætte sig imellem en hel række af stole. Det er både (endnu) en hyldest til forbilledet Edgar Allan Poe, denne gang med udgangspunkt i digtet ”The Raven” fra 1845, men også garneret med genindspilninger af flere af Reeds gamle klassikere. Det ville have klædt albummet at være kortet ned i længde og mere stramt og homogent arrangeret.
Lulu (2011)
Det er ikke mange albums, der allerede inden de er udkommet er blevet mødt med en så massiv mur af modstand og hån som Lulu; et samarbejde mellem Lou Reed og Metallica. Reed modtog trusler fra vrede Metallica-fans og selv mange af hans egne fans kunne ikke helt finde melodien i denne umage konstellation, hvor Reed tager udgangspunkt i Frank Wedekinds teaterstykke fra 1929. Pladen er imidlertid ikke så elendig som den blev gjort til og den fortjente på ingen måder de massive kaskader af tilsvininger den blev mødt med hos majoriteten af fans og anmeldere. Bevares, det er langt fra et mesterværk, men så dårligt er det altså heller ikke. Herfra skal lyde en opfordring til at give Lou Reeds sidste værk en fair chance. Han var nået full circle på flere måder – havde for længst indfriet alle løfter om at ville levere rockmusik for voksne, men havde også afsøgt flere forskellige metoder og tilgange, ligesom han altid forblev hundrede procent tro mod sig selv, aldrig leflede for nogen og aldrig solgte ud.
True, blue Lou, we will miss you.
.jpg)
