Facebook voks uge 38

af Dennis Otte

22. september 2013

NICK CAVE bliver i dag 56 år.

Vi benytter lejligheden til at invitere til LYTTEKLUB/FOREDRAG om Nick Cave med Taastrup Bibliotek og Dennis Otte (Ørevoks) den 9. oktober kl. 19-20.30.
Arrangementet er et samarbejde mellem DR P6 Beat, Gaffa, Bibzoom og biblioteket. Kom og lyt til musik og ord og få en snak om en af vor tids største musikere og multikunstnere på:

Taastrup Hovedgade 86
2630 Taastrup

19. september 2013

JARVIS COCKER bliver i dag 50 år.

Som forsanger i det engelske band Pulp gjorde han sig bemærket i 1990’ernes britpop, men bandet havde faktisk allerede albumdebuteret i 1983 med pladen It, opfulgt af Freaks i 1986. Det var imidlertid først med 1990’ernes udspil som i særdeleshed His ’n’ Hers (1994), Different Class (1995) og This Is Hardcore (1998) at de for alvor slog igennem. 

Cocker har siden med held løsrevet sig fra kategoriseringen britpop med indtil videre to soloplader, der genremæssigt kan betegnes som indie, post punk eller art rock: Jarvis (2006) og Further Complications (2009). Han mestrer såvel guitar som bas og keyboard og besidder en ganske særegen stemme, der i sin krukkede androgynitet kan minde om en anden britpopsangers; Brett Anderson fra Suede. Herudover har han markeret sig som musikradiovært på BBC og har haft roller i flere film, bl.a. i Harry Potter and the Goblet of Fire, hvor han spiller Myron Wagtail.

Han har været kurator på Meltdown Festival i 2007og dertil bl.a. valgt Iggy & The Stooges, Devo, The Jesus and Mary Chain, Roky Erickson og Motörhead. Han har instrueret musikvideoer for andre musikere, medvirket dansende i en musikvideo med Nick Cave, optrådt i Leonard Cohen-tribute koncerten I’m Your Man og indgået i musikalsk samarbejde med bl.a. Marianne Faithfull og Nancy Sinatra.

I 2011 udkom en samling af Jarvis Cockers sangtekster i bogen Mother, Brother, Lover: Selected Lyrics.

17. september 2013

CARL KING. The Regeneration of Sydenham Sid & The Penge Pioneers. Anmeldelse

”He’s 65 today and I’ll be 63 / I wonder if he still remembers me / the kid they thought was gonna be a star / who quit the scene and watched the starman from afar”

Sådan synger den herboende engelske musiker CARL KING på sangen ”The Starman”, sin “teasing tribute to Bowie” fra debutalbummet The Regeneration of Sydenham Sid & The Penge Pioneers – helt ud i titlen spiller King på sit forhold til David Bowie med hvem han i Bromleys musikscene i midten af 60’erne konkurrerede om publikums gunst. Det er i høj grad sin fortid som kollega med den senere så verdensberømte Bowie som King forsøger at generere opmærksomhed på. Hverken Bowies eller Kings spæde singleudspil gav genlyd dengang, men at King i dag husker tilbage på tiden med nostalgisk lune, er der ingen tvivl om. Det er i det hele taget en tilbageskuende Carl King, der mindes sin ungdom på en plade, der er både vemodig og humoristisk i sin udtalte Britishness – en plade, som han selv betegner som et ”come forward” snarere end et ”comeback”. 

King var på pub med Bowie og to piger i West End i november 1966, to år efter at Bowie havde været opvarmning for Kings band, The Vendettas. Da Bowie forlod pubben med den ene pige sad King tilbage med den anden; Birte fra Haderslev, som Carl King blev gift med året efter og flyttede til Danmark med. Musikken på Kings album er fyldt med minder om skoleoplevelser, gamle kærester, tidlig rock and roll og drengesind. Et nummer stikker ud; bonussangen ”On a Summer Day” om den norske tragedie på Utøya. Denne sang står stærk, trods ude af sammenhæng med det øvrige album, som ville gøre sig bedst tilbage på den gamle pub med en brown ale ved hånden og King som live underholdning: her ville han uden tvivl være kongen af lørdag aften.

Carl King: The Regeneration of Sydenham Sid & The Penge Pioneers (2013)

17. september 2013

Han var døbt Hiram King Williams (1923-1953) og fik tilnavnet the Hillbilly Shakespeare: HANK WILLIAMS ville i dag være blevet 90 år.

Han var velsagtens den største af dem alle, aldrig overgået hverken før eller siden – hillbilly rambleren Hank, der døde som 29-årig på bagsædet af en kold bil tværs over Amerika i snestorm mellem to jobs på årets første dag i 1953. Han kunne ikke flyve i det vejr og havde hyret en college-studerende til at køre sig. En af populærmusikkens første unge døde og allerede en myte, en legende i sin levetid. 

Hele 35 af hans singleplader figurerede gennem en kort intens årrække på Top 10 Billboard Country & Western Best Sellers Chart – heraf 11 som nummer 1. Han var den fremmede fugl, outsideren i Nashvilles mondæne Grand Ole Opry, hvor han først var blevet afvist, men efter en solid mainstreamsucces med sangen ”Lovesick Blues” fra 1949 blev lukket ind i varmen og blev den første optrædende i showet som af publikum blev tilskyndet til at give hele seks ekstranumre. Hank var imidlertid ikke stabil og blev bortvist fra Grand Ole Opry efter udeblivelse; han sloges med afhængighed af alkohol og misbrug af bl.a. morfin og amfetamin, der kunne dulme smerterne fra en medfødt ryglidelse.  Hans professionelle karriere begyndte i 1937 da han blev hyret som vært og musiker i et 15-minutters radioprogram på WSFA. Han droppede ud af skolen og dannede sit legendariske band, The Drifting Cowboys.  

Et utal af hans kompositioner er indspillet af andre sangere i såvel blues, gospel, rock og country regi. Heriblandt udødelige sange som “Ramblin’ Man”, “I’m So Lonesome I Could Cry”, “There’s A Tear In My Beer”, “Alone And Forsaken”, “Pictures From Life’s Other Side”, “I Can’t Help It (If I’m Still In Love With You) og et hav af andre lige så fremragende og udødelige sange, der dog nok lyser stærkest i hans egne versioner. Ørevoks letter på cowboyhatten og lytter til legenden dagen lang.

17. september 2013

Ørevoks bringer som noget nyt en serie om danske upcoming bands.

Det første er københavnertrioen HEAT ’N GUNSLINGERS, der er koncertaktuelle i Råhuset på Onkel Dannys Plads i København nu på torsdag den 19. september kl. 20.00.

Bandets lyd er præget af lige dele rockabilly, blues og funk som det kan høres på den flotte debut EP, I Don’t Feel, udgivet  15. februar 2012 såvel digitalt som fysisk. Musikken udvikles kollektivt og det fremgår tydeligt, at man har at gøre med en sammenspillet enhed, om end idéerne ofte kan føres tilbage til tekstforfatter, guitarist og sanger, Ebbe Hede. Han flankeres af trommeslager Kenneth Stendal og bassist Benjamin Birch, der udgør en sikkert gunslingende rytmesektion.

Varm op med EP’en her og hør bandet folde sig ud live i Råhuset torsdag.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

Maj måneds Voks fra Facebook

af Dennis Otte

Noter fra vores Facebook

Fødselsdage, nekrologer, hyldester, anbefalinger... 

 21. maj 2013

I går mistede vi Ray Manzarek og i dag døde TREVOR BOLDER, bedst kendt som bassist i David Bowies band The Spiders From Mars og Uriah Heep. Trevor Bolder ville være blevet 63 om et par uger. R.I.P.

22. maj 2013

Denne knægt bliver 54 år i dag. Long live Morrissey!

22. maj 2013

Folk har spurgt os, hvorfor vi ikke rater de anmeldte værker, fx med hjerter eller stjerner. Udover at vi finder det lidt for poppet, vil vi simpelthen ikke byde kunstnerne en modtage 1-6 klumper ørevoks

24. maj 2013

Bob Dylan bliver i dag 72 år. Hvor er vi heldige, at han stadig lever og udgiver fantastiske plader.

24. maj 2013

Prince Buster har også fødselsdag i dag og bliver 75 år.

Som en af de mest indflydelsesrige og nyskabende indenfor ska og rocksteady satte jamaicanske Prince Buster et tydeligt aftryk på den senere reggae-musik, som blev så stort et hit på verdensplan.

26. maj 2013

Mick Ronson (1946-1993) ville i dag være fyldt 67 år.

Ronson associeres ofte med David Bowie, for hvem han var en ekstremt stildannende leadguitarist i de vigtige glam-år 1970-1973. Han arbejdede med Bowie en sidste gang på dennes tilbage-i-form-plade, Black Tie White Noise, fra 1993.

Inden sin alt for tidlige død samme år, havde han nået at arbejde med så forskellige navne som Bob Dylan, Lou Reed, Morrissey, Van Morrison og Elton John (for blot at nævne nogle), ligesom han udgav tre soloalbums, heraf det ene posthumt i 1994.

Mick Ronson var multiinstrumentalist og fungerede også som producer og arrangør, men guitaren var altid hans hovedinstrument. Han var inspireret af især Jeff Beck, men står selv som en af de helt store inspiratorer på sit instrument.

lånt fra actmusic.com

27. maj 2013

Bassisten Niels Henning Ørsted-Pedersen (1946-2005) ville i dag være fyldt 67 år.

Sandsynligvis den mest succesfulde danske jazzmusiker nogensinde og kendt blandt kollegaer som The Great Dane with the Never-Ending Name. De opgav hurtigt at udtale navnet og han blev hurtigt blot til NHØP.

Han spillede fra en helt ung alder sammen med en imponerende række af verdens største jazzmusikere (Oscar Peterson, Sonny Rollins, Chet Baker, Stan Getz, Count Basie, Dizzy Gillespie, Roland Kirk, Dextor Gordon, Bill Evans, Albert Ayler, Ben Webster osv osv) ofte i de legendariske år i Jazzhus Montmartre.

28. maj 2013

Eik Skaløe (28. maj 1943 - 15. oktober 1968) ville i dag være fyldt 70 år.

Hans legendariske og eneste LP, Hip med Steppeulvene, regnes for danskrockens fødsel.

Eik Skaløes myte beror således på kun 8 sange med fremragende tekster, som skulle få enorm betydning for hippiemiljøet i Danmark og sætte spor helt op til i dag, hvor den danske kritikerpris eksempelvis bærer titlen Steppeulv - et navn orkestret selv havde lånt fra Hermann Hesses kultroman af samme navn.

Mange omstændigheder i den unge sangskrivers liv var belagt med myter indtil den danske musikskribent Jan Poulsen i 2012 udkom med den gennemførte biografi, Eik Skaløe. Spejder og Steppeulv.

28. maj 2013

ØREVOKS ANBEFALER

Det månedlige engelske musikmagasin UNCUT har, foruden de almindelige numre, lanceret en serie solide magasiner helliget enkelte musikere eller bands. Denne gang handler hele det 146-siders magasin alene om Nick Cave og hans bands, film og romaner gennem årene.

"A whole magazine about me? How exciting", som Cave skriver i bladet.

Ligesom i de forrige udgivelser i den gennemførte serie (som bl.a. har omhandlet koryfæer som Bowie, The Smiths, The Who, The Kinks og Pink Floyd) har bladets bedste skribenter også denne gang gjort et smukt arbejde for at fortælle de respektive historier både detaljeret, overbliksskabende og frem for alt velskrevet med gennemgang af både hovedværker og rariteter. Alt sammen rigt illustreret og behandlet fra mange vinkler.

Fås i almindelige kiosker for 100 kr.

29. maj 2013

GARY BROOKER bliver i dag 68 år.

Som forsanger, pianist og sangskriver i Procol Harum gjorde han sin indflydelse og sit talent gældende, særligt i sidste halvdel af 1960’erne. Bedst kendt er A Whiter Shade Of Pale, men selvom denne sang er noget af det smukkeste der nogensinde er indspillet på plade, så skygger den lidt for gruppens øvrige værk; særligt mesterværkerne Procol Harum (1967), Shine On Brightly (1968) og A Salty Dog (1969).

Musikhistorisk har Procol Harum ofte fået æren for at være the Godfathers of Progrock, hvor tvivlsom denne ære end vil klinge i visse øren. Selv var bandet aldrig hvad man vil betegne som klassisk progressiv rock, men står som en af de mest slidstærke engelske rockgrupper fra tresserne.

lånt fra turellsamlingen.dk

29. maj 2013

Ørevoks bringer i morgen, onsdag, en guide til Dan Turèll's bøger under titlen DAN TURÈLL – FRA DUNKEL TIL ONKEL. 19 SIGNALEMENTER.

Det drejer sig om bøgerne fra Områder Af Skiftende Tæthed Og Tomhed (1970) til Drive-In Digte – Non-Stop Neon-Nat Lys-Avis (1976), da vi på redaktionen regner denne periode for hans mest afgørende. Det bliver lidt af en moppe-blog og er skrevet af Dennis Otte. STAY TUNED.

30. maj 2013

DEVENDRA BANHART bliver i dag 32 år.

Den venezuelansk-amerikanske singer-songwriter har udgivet 7 regulære albums debuterende i 2002 med Oh Me Oh My. Senest udgav han i marts i år den fine Mala efter fire års pladepause.

Alternativ lo-fi indierock? Lyt med og genrebestem selv.

Her er han i det hedengangne Musikprogrammet interviewet af hhv. Mikael Simpson og Anja Pil Overby.

31. maj 2013

Det er i dag 194 år siden den amerikanske digter WALT WHITMAN (1819-1892) blev født.

Hans betydning, ikke kun i amerikansk litteratur, har været enorm og markerer på mange måder overgangen fra romantikken til modernismen i Amerika. Det panteistiske udgangspunkt går igen hele forfatterskabet igennem, ikke mindst i Leaves of Grass, Græsstrå, hvori det blandt andet hedder:

"Dette er det græs der gror overalt hvor der er land eller vand, dette er den fælles, almindelige luft som kloden bader i."

Leaves of Grass fra 1855 må betegnes som hovedværket i Whitmans forfatterskab . Samlingen bestod i første omgang af kun 12 digte uden titel ligesom digteren var anonym. Da samlingen – efter at være udkommet i ni forskellige versioner – fandt sin endelige form som tobindsværk i 1891-1892, rummede den ikke færre end 389 tekster.

Af enkelte digte bør især fremhæves ”Song of Myself” og ”I Sing the Body Electric”.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

Forsinket besyv om ny Nick Cave: Push The Sky Away

af Dennis Otte

Det er 5 år siden Nick Cave and The Bad Seeds senest gav lyd fra sig med den lidt jævne Dig, Lazarus, Dig!!! Den 19. februar i år udkom så endelig opfølgeren, Push The Sky Away: en drømmende og afdæmpet plade, der markerer endnu et højdepunkt i en karriere fyldt med højdepunkter.

Vagtskifte

Hvor en del af numrene på Dig, Lazarus, Dig!!! næsten lige såvel kunne have indgået på det første af de to Grinderman-albums (hvor Cave påtog sig leadguitar i stedet for piano), så er Cave og besætningen her tilbage med en samling sange, der mere lyder som den nu klassiske The Boatman’s Call fra 1997. Og så alligevel ikke. Både fordi Cave’s sangskrivning har gennemgået en udvikling siden da og fordi bandet har været udsat for en del vigtige udskiftninger; den enigmatiske frontmand i tyske Einstürzende Neubauten, Blixa Bargeld, og Cave’s trofaste sideman helt tilbage fra tiden i The Boys Next Door og The Birthday Party, Mick Harvey, er således smuttet.

Til gengæld er bassisten Barry Adamson med ombord på en Nick Cave-plade for første gang siden You Funeral … My Trial fra 1986. Guitaristen Mick Harvey smuttede allerede i 2009 og det er således det første Bad Seeds-album uden ham. Bandet har valgt ikke for alvor at erstatte ham: den allestedsnærværende multiinstrumentalist Warren Ellis spiller lidt tenorguitar og så udfylder gæstemusikeren George Vjestica ellers resten af guitarrollen.

Et nyt lydbillede

Dette er en af de mest hørbare omstændigheder ved Push The Sky Away: det næsten totale fravær af guitar og den luftige minimalisme det bevirker. Herudover giver den i Bad Seeds-sammenhæng ellers så uhørte synthesizer, spillet af Warren Ellis, et fint diskret touch, særligt på titelnummeret. Den minimalistiske lyd er særligt mærkbar efter de to Grinderman-plader; begge bands består af de samme musikere, om end ikke alle medlemmer af The Bad Seeds var med i Grinderman. Det underspillende indtryk er til trods for inkludering af såvel piano, elektrisk piano, violin, bratsch, tenorguitar, fløjte, synthesizer, bas, trommer, 12-strengsguitar og saxofon. Alle disse instrumenter glider fornemt ind i det samlede lydbillede.

Push The Sky Away er en særdeles homogen plade, til trods for den rige tematik og musikalske variation. Bandet indspillede pladen over et par uger og lagde derefter diverse instrumentelle overdubs på – som de bagefter komplet fjernede igen, da de skønnede, at det oprindelige minimalistiske udtryk tjente sangene bedre end rigid virtuos perfektionisme og lir. På denne måde minder pladen visse steder mere om de fornemme filmsoundtracks, som Nick Cave og Warren Ellis i en årrække har begået; både til film, hvor Nick Cave selv var dybt involveret i manuskriptet samt til andres film. Et fint indtryk af d’herrers favntag med soundtrack’et som genre kan høres på den dobbelte opsamlingsplade White Lunar fra 2009.

Skub himlen væk

Tekstmæssigt oplever man på Push The Sky Away en Nick Cave, der meget uvant beskæftiger sig med emner som finanskrise og klimaforandringer: dette dog på en yderst subtil facon, der ligger milevidt fra sloganprægede paroler. Åbningsnummeret, den foruroligende We No Who U R, handlede i første omgang mere direkte om finanskrisen og er stadig henvendt til de finansslyngler, som Cave regner for de store skyldnere. ”We know where you live / and we know there’s no need to forgive”. Et nummer der, ligesom resten af pladen, blot vokser og vokser ved genlytninger.

Som altid handler Cave’s sange om menneskelig dårskab, længsler, tabuer, hævn og kærlighed, og her forefindes da også et par af de kærlighedsballader, som han er så mesterlig en leverandør af. Altid en romantiker af den gamle skole; ofte med gammeltestamentligt afsæt og twisted på den særlige Cave’ske facon. Således finder vi på Wide Lovely Eyes beretningen om en kvindes selvmord; både usigeligt poetisk og musikalsk afmålt eksekveret af The Bad Seeds, er det en skræmmende og paradoksalt nok udfriende og klaustrofobisk oplevelse.

Den aldrende mands bitterhed overfor ungdommens skønhed og livsglæde udfoldes betagende i Water’s Edge, prostitutionens kår og hykleri hudflettes på et af pladens hovednumre, Jubilee Street, inden Cave fremturer sin absurde (galgen)humor i den mesterlige Higg’s Boson Blues, der med afsæt i den såkaldte Higgs-partikel inddrager både Miley Cyrus OG Hannah Montana. Nick Cave and The Bad Seeds lukker ballet med den hypnotiske titelsang, hvor det konstateres:

“And some people Say it's just rock and roll
Oh, but it gets you
Right down to your soul”

Et statement der kunne lyde ret banalt i de forkerte hænder, men efter at være blevet trukket velvilligt rundt i Cave’s hule i 42 fantastiske minutter, overgiver man sig betingelsesløst - igen og igen.

Diskografi – alle med The Bad Seeds med mindre andet er anført

Door Door (1979, The Boys Next Door)

Prayers On Fire (1981, The Birthday Party)

Junkyard (1982, The Birthday Party)

From Her To Eternity (1984)

The Firstborn Is Dead (1985)

Kicking Against The Pricks (1986)

Your Funeral … My Trial (1986)

Tender Prey (1988)

Hee Haw (1988, The Birthday Party, indspillet 1979)

Mutiny (1988, The Birthday Party, indspillet 1982)

Ghosts … Of The Civil Dead (1989)

The Good Son (1990)

Henry’s Dream (1992)

Live Seeds (1993)

Let Love In (1994)

Murder Ballads (1996)

The Boatman’s Call (1997)

No More Shall We Part (2001)

Nocturama (2003)

The Abattoir Blues / The Lyre Of Orpheus (2004)

B-sides & Rarities (2005)

Grinderman (2007, Grinderman)

Dig, Lazarus, Dig!!! (2008)

White Lunar (2009, soundtrack-compilation)

Grinderman 2 (2010, Grinderman)

Push The Sky Away (2013)

Bibliografi

And The Ass Saw The Angel (1989, roman)

The Death Of Bunny Munro (2009, roman)