af Dennis Otte
Noter fra vores Facebook
Fødselsdage, nekrologer, hyldester, anbefalinger...
I går mistede vi Ray Manzarek og i dag døde TREVOR BOLDER,
bedst kendt som bassist i David Bowies band The Spiders From Mars og Uriah
Heep. Trevor Bolder ville være blevet 63 om et par uger. R.I.P.
22. maj 2013
Denne knægt bliver 54 år i dag. Long live Morrissey!
22. maj 2013
Folk har spurgt os, hvorfor vi ikke rater de anmeldte
værker, fx med hjerter eller stjerner. Udover at vi finder det lidt for poppet,
vil vi simpelthen ikke byde kunstnerne en modtage 1-6 klumper ørevoks
24. maj 2013
Bob Dylan bliver i dag 72 år. Hvor er vi heldige, at han
stadig lever og udgiver fantastiske plader.
24. maj 2013
Prince Buster har også fødselsdag i dag og bliver 75 år.
Som en af de mest indflydelsesrige og nyskabende indenfor
ska og rocksteady satte jamaicanske Prince Buster et tydeligt aftryk på den
senere reggae-musik, som blev så stort et hit på verdensplan.
26. maj 2013
Mick Ronson (1946-1993) ville i dag være fyldt 67 år.
Ronson associeres ofte med David Bowie, for hvem han var en
ekstremt stildannende leadguitarist i de vigtige glam-år 1970-1973. Han
arbejdede med Bowie en sidste gang på dennes tilbage-i-form-plade, Black Tie
White Noise, fra 1993.
Inden sin alt for tidlige død samme år, havde han nået at
arbejde med så forskellige navne som Bob Dylan, Lou Reed, Morrissey, Van
Morrison og Elton John (for blot at nævne nogle), ligesom han udgav tre
soloalbums, heraf det ene posthumt i 1994.
Mick Ronson var multiinstrumentalist og fungerede også som
producer og arrangør, men guitaren var altid hans hovedinstrument. Han var
inspireret af især Jeff Beck, men står selv som en af de helt store
inspiratorer på sit instrument.
![]() |
lånt fra actmusic.com |
27. maj 2013
Bassisten Niels Henning Ørsted-Pedersen (1946-2005) ville i
dag være fyldt 67 år.
Sandsynligvis den mest succesfulde danske jazzmusiker
nogensinde og kendt blandt kollegaer som The Great Dane with the Never-Ending
Name. De opgav hurtigt at udtale navnet og han blev hurtigt blot til NHØP.
Han spillede fra en helt ung alder sammen med en imponerende
række af verdens største jazzmusikere (Oscar Peterson, Sonny Rollins, Chet
Baker, Stan Getz, Count Basie, Dizzy Gillespie, Roland Kirk, Dextor Gordon,
Bill Evans, Albert Ayler, Ben Webster osv osv) ofte i de legendariske år i
Jazzhus Montmartre.
28. maj 2013
Eik Skaløe (28. maj 1943 - 15. oktober 1968) ville i dag
være fyldt 70 år.
Hans legendariske og eneste LP, Hip med Steppeulvene, regnes
for danskrockens fødsel.
Eik Skaløes myte beror således på kun 8 sange med
fremragende tekster, som skulle få enorm betydning for hippiemiljøet i Danmark
og sætte spor helt op til i dag, hvor den danske kritikerpris eksempelvis bærer
titlen Steppeulv - et navn orkestret selv havde lånt fra Hermann Hesses
kultroman af samme navn.
Mange omstændigheder i den unge sangskrivers liv var belagt
med myter indtil den danske musikskribent Jan Poulsen i 2012 udkom med den
gennemførte biografi, Eik Skaløe. Spejder og Steppeulv.
28. maj 2013
ØREVOKS ANBEFALER
Det månedlige engelske musikmagasin UNCUT har, foruden de
almindelige numre, lanceret en serie solide magasiner helliget enkelte musikere
eller bands. Denne gang handler hele det 146-siders magasin alene om Nick Cave
og hans bands, film og romaner gennem årene.
"A
whole magazine about me? How exciting", som Cave skriver i bladet.
Ligesom i de forrige udgivelser i den gennemførte serie (som
bl.a. har omhandlet koryfæer som Bowie, The Smiths, The Who, The Kinks og Pink
Floyd) har bladets bedste skribenter også denne gang gjort et smukt arbejde for
at fortælle de respektive historier både detaljeret, overbliksskabende og frem
for alt velskrevet med gennemgang af både hovedværker og rariteter. Alt sammen
rigt illustreret og behandlet fra mange vinkler.
Fås i almindelige kiosker for 100 kr.
29. maj 2013
GARY BROOKER bliver i dag 68 år.
Som forsanger, pianist og sangskriver i Procol Harum gjorde
han sin indflydelse og sit talent gældende, særligt i sidste halvdel af
1960’erne. Bedst kendt er A Whiter Shade Of Pale, men selvom denne sang er
noget af det smukkeste der nogensinde er indspillet på plade, så skygger den
lidt for gruppens øvrige værk; særligt mesterværkerne Procol Harum (1967),
Shine On Brightly (1968) og A Salty Dog (1969).
Musikhistorisk har Procol Harum ofte fået æren for at være
the Godfathers of Progrock, hvor tvivlsom denne ære end vil klinge i visse
øren. Selv var bandet aldrig hvad man vil betegne som klassisk progressiv rock,
men står som en af de mest slidstærke engelske rockgrupper fra tresserne.
![]() |
lånt fra turellsamlingen.dk |
29. maj 2013
Ørevoks bringer i morgen, onsdag, en guide til Dan Turèll's bøger under titlen DAN TURÈLL – FRA DUNKEL TIL ONKEL. 19 SIGNALEMENTER.
Det drejer sig om bøgerne fra Områder Af Skiftende Tæthed Og Tomhed (1970) til Drive-In Digte – Non-Stop Neon-Nat Lys-Avis (1976), da vi på redaktionen regner denne periode for hans mest afgørende. Det bliver lidt af en moppe-blog og er skrevet af Dennis Otte. STAY TUNED.
30. maj 2013
DEVENDRA BANHART bliver i dag 32 år.
Den venezuelansk-amerikanske singer-songwriter har udgivet 7
regulære albums debuterende i 2002 med Oh Me Oh My. Senest udgav han i marts i
år den fine Mala efter fire års pladepause.
Alternativ lo-fi indierock? Lyt med og genrebestem selv.
Her er han i det hedengangne Musikprogrammet interviewet af
hhv. Mikael Simpson og Anja Pil Overby.
31. maj 2013
Det er i dag 194 år siden den amerikanske digter WALT
WHITMAN (1819-1892) blev født.
Hans betydning, ikke kun i amerikansk litteratur, har været
enorm og markerer på mange måder overgangen fra romantikken til modernismen i
Amerika. Det panteistiske udgangspunkt går igen hele forfatterskabet igennem,
ikke mindst i Leaves of Grass, Græsstrå, hvori det blandt andet hedder:
"Dette er det græs der gror overalt hvor der er land
eller vand, dette er den fælles, almindelige luft som kloden bader i."
Leaves of Grass fra 1855 må betegnes som hovedværket i
Whitmans forfatterskab . Samlingen bestod i første omgang af kun 12 digte uden
titel ligesom digteren var anonym. Da samlingen – efter at være udkommet i ni
forskellige versioner – fandt sin endelige form som tobindsværk i 1891-1892,
rummede den ikke færre end 389 tekster.
Af enkelte digte bør især fremhæves ”Song of Myself” og ”I
Sing the Body Electric”.
Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.
Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar