af Dennis Otte

Lånt fra Kulturformidleren.dk

Den danske singer-songwriter og skuespiller NIELS SKOUSEN fylder i dag 70 år.

Han var først sporadisk og lejlighedsvist medlem af de nu legendariske danske orkestre Pan (kort tid som sanger) og Young Flowers (gæstesanger), inden han slog eftertrykkeligt igennem med Skousen & Ingemann, sammen med Peter Ingemann m.fl., hvor han skrev og sang de nu klassiske episke sange med rødder til middelalderens skjaldesange. LP’en Herfra hvor vi står (1971) blev med sine seks lange dansksprogede sange en milepæl i dansk rock – sandsynligvis den vigtigste/vægtigste dansksprogede rockplade siden Steppeulvenes HIP (1967). Ligesom Eik Skaløe fra Steppeulvene er Skousen meget inspireret af Bob Dylan, men også af fx Leonard Cohen.

Skousen var en aktiv medspiller i ungdomsoprøret, særligt fra de spæde halvfjerdsere, hvor han fx sammen med bl.a. Klaus Rifbjerg og Ebbe Kløvedal Reich røg hash på kulturministeriets trappe som en happening for fri hash – og som demonstration imod myndighedernes lukning af ungdommens lokaler i Farvergade fordi der var blevet røget hash på stedet. Herudover var Skousen aktivist/skuespiller i den politisk humoristiske fis-med-borgermusikken-gruppe Solvognen, som afholdt en række opfindsomme og smågeniale happenings. Det er også blevet til en lang række roller på både teater, tv og film.

Siden 2003 har han været gift med digteren og filminstruktøren Linda Wendel. Samme år modtog han kritikerprisen Steppeulven som årets danske tekstforfatter, årets sangskriver og årets melodi. Det er i alt blevet til seks soloalbums fra Jeg vender mig i sengen (1973) til Lyt til din coach (2010). Efter musikalsk inaktivitet fra 1980 til 2002 kom Skousen overbevisende tilbage med pladen Dobbeltsyn i 2002, hvor han havde fået kyndig hjælp af Nikolaj Nørlund og en række andre yngre kapaciteter, der så en stor kvalitet og skønhed i den gamle veterans sange, som intet andet pladeselskab ville udgive. Hertil bl.a. en lille håndfuld plader i forskellige konstellationer af Skousen & Ingemann, bl.a. som Musikpatruljen, som ikke opnåede samme popularitet og bevågenhed som debuten. 

Niels Skousen selvbiografi, med den indlysende titel Herfra hvor jeg står (2011), kan i øvrigt på det varmeste anbefales.

Den amerikanske singer-songwriter LUCINDA WILLIAMS bliver i dag 61 år.

af Dennis Otte

Lånt fra spoletousa.org

Hun har fra debuten Ramblin’ i 1979 til Blessed i 2011 udgivet ti regulære albums – alle med et forbløffende højt og stabilt bundniveau – hvor Car Wheels on a Gravel Road fra 1998 af mange regnes for hovedværket. Det var samtidig medvirkende til, at hun blev indlemmet i en mainstreamkultur, hvor hun måske dybest set ikke hører hjemme. Hun har imidlertid aldrig solgt ud, men har bevaret den særlige integritet og følelse af nødvendighed, der gør hende så vedkommende og elskværdig. Hun har aldrig blot spyttet et nyt album ud fordi det var et par år siden sidst, men altid kun når hun har haft noget at meddele og noget på hjerte. 

Med sine rødder i Hank Williams (de er ikke i familie), Bob Dylan, Joni Mitchell og særligt Joan Baez har hun bevæget sig i grænsefelterne mellem folk, blues og country, og kan i dag regnes for en af de fremmeste fakkelbærere og fornyere af disse traditioner.

I serien om danske upcoming-navne: SO I’M AN ISLANDER

af Dennis Otte

Bedst som man sidder og planlægger en tekst om de store minimalistiske avantgardister som Karlheinz Stockhausen, Terry Riley, John Cage, La Monte Young og Philip Glass tikker der en besked ind: den kommer fra en sønderjysk fyr, Søren Nissen Jørgensen på 25, der, som havde han set mig over skulderen, beder mig lytte til sin musik med henblik på at skrive om den. Og det bemærkelsesværdige er, at selvom jeg i dagevis således har fyldt øregangene med ovennævnte pionerer, så falder jeg i staver over den unge jydes tilsvarende minimalistiske musik, og har på ingen måder lyst til at slukke eller skifte track. Nej, jeg lytter til ende, nysgerrigt, som om det snarere er mine ører end mig, der beslutter. Således kom musikeren, der kalder sit enmandsprojekt So I’m An Islander, krybende ind under huden på mig – den gør ikke meget væsen af sig, den postulerer intet, gør sig ikke til, men er svær at ryste af. Og hvorfor skulle man da også det, når den ambiente instrumentalmusik svøber sig diskret om een. Pludselig står Brian Eno og nikker for mit indre blik, Cluster klapper rytmisk med på de nyklassicistiske klaverbårne toner, som ikke skammer sig overfor dén Philip Glass-plade, jeg et par timer forinden hørte. 

Det er i sig selv imponerende; at det lykkes denne unge danske musiker at frembringe så mange stærkt minimalistiske tracks, som naturligvis ikke kan eller bør sidestilles med de pionerer, jeg her associerer dem med, men som med smuk selvfølgelighed svæver som en luftballon gennem rummet. Det beder musikken heller ikke om, det står får min egen regning, faktisk beder musikken slet ikke om noget, den er bare. 

Selv forklarer So I’m An Islander, at musikprojektet tager udgangspunkt i den sønderjyske natur og kultur – og at det i øvrigt, tilføjer han med samme klædelige beskedenhed som går igen i musikken, er et hobbyprojekt.  I så fald en god hobby, og en hobby, der har vundet ham trofaste lyttere mange steder i verden. Han har aldrig været tilknyttet noget selskab, men lader musikken – opdelt i albums, tematisk fordelt komplet med smuk cover art og dialektinspirerede titler – ligge frit tilgængeligt på sin hjemmeside For som han afslutningsvist skriver: ”Det kunne være I ville synes om musikken, og dét, projektet står for - nemlig at fortolke den sønderjyske magi, som nogle mener, er ved at forsvinde! En tendens man ser i andre yderområder”.

50 års dagen for BOB DYLANs "The times they are a-changin'"

af Dennis Otte

Lånt fra Soundstation.dk

I dag er det 50 år siden BOB DYLANs tredje langspiller, The Times They Are A-Changin’, udkom. Pladen, som er produceret af Tom Wilson, består udelukkende af Dylans stemme, akustiske guitar og mundharmonika, alle sangene er selvskrevne og behandler en lang række sociale forhold som racisme, ændringer i tidsånden, fattigdom og generelle samfundsmæssige uretfærdigheder, set igennem den 22-årige digter og sangskrivers knivskarpe blik. 

Selvom den næste plade, Another Side Of Bob Dylan, i titlen antyder et ændret tematisk fokus, så kan man i vid udstrækning tale om en trilogi af The Freewheelin’ Bob Dylan, The Times They Are A-Changin’ og Another Side Of Bob Dylan. Den første eponyme LP falder her lidt udenfor, både fordi den består af andres materiale, men også fordi den er så forankret i traditionen frem for at være i sync med samtiden, som de følgende 60’er-plader i den grad var. Ja, de definerede nærmest tiden og fungerede som vejviser og brugsanvisning. Denne tidlige trilogi, som man lige lovlig forsimplet kunne betegne som protestpladerne (de rummer også regulære kærlighedssange og visionære digtudladninger), synes somme tider at stå lidt i skyggen af den NÆSTE store trilogi; den elektriske (Bringing It All Back Home, Highway 61 Revisited og Blonde On Blonde), som ikke blot flyttede teltpælene, men rev dem op og smeltede dem om. 

Der er ikke ét dårligt nummer på The Times They Are A-Changin’, og det siger noget om de kolossale kreative længde- og højdespring Dylan foretog, at han kunne udelade så formfuldendt smukke sange som ”Lay Down Your Weary Tune”, ”Only A Hobo”, ”Eternal Circle” og Percy’s Song”. Disse blev indspillet ved de samme sessions til pladen (6. august – 31. oktober ’63), men er sammen med andre outtakes først udkommet officielt årtier senere, selvom samtidige navne som The Byrds og Fairport Convention og Rod Stewart indspillede dem. Selvom pladens sange tager så bogstaveligt udgangspunkt i sin samtid for 50 år side, så er det nærmest forfærdende hvor aktuelle mange af problemstillingerne stadig er i dag – derfor er pladen stadig ekstremt vedkommende og frisk.

JIMMY PAGE bliver i dag 70 år.

af Dennis Otte

Lånt fra ultimateclassicrock.com

JIMMY PAGE bliver i dag 70 år. Den engelske stjerneguitarist, sangskriver og producer startede som en yderst efterspurgt sessionsmusiker (for notabiliteter som The Who, Donovan, The Kinks, Marianna Faithfull, Them, The Rolling Stones osv. osv.), inden han fra 1966-68 fungerede som guitarist i The Yardbirds; et udklækningsband for andre af århundredets fremmeste rockguitarister som Eric Clapton og Jeff Beck – og altså denne unge James Patrick Page. Om end det var lærerigt for Page at være landets mest ombejlede sessionsmusiker, så var det også kunstnerisk utilfredsstillende, og han stoppede, da han begyndte at få forespørgsler om indspilning af muzak. Han fortsatte dog med at indspille på udvalgte plader med bl.a. Jeff Beck og Joe Cocker.

Udover et par guitarlektioner i sin tidlige ungdom er han selvlært, og foruden ubesværet at bestride titlen som en af de mest innovative guitarister i rockens historie, er han en sand multiinstrumentalist som også behersker bl.a. dobro, mountain dulcimer, keyboard, lap steel, synthesizer, bass, pedal steel, mandolin, ukulele, mundharmonika og hurdy gurdy. Udover rockabilly-guitarister som Scotty Moore er Page forankret i bluespionerer som Buddy Guy, Elmore James og B.B. King, men også den akustiske blues og tidens skiffle-trend. Han optrådte allerede som teenager i den sagnomspundne Marquee Club flankeret af tidens blueskoryfæer som Alexis Korner og Cyril Davies. The Yardbirds gennemgik en transformation med stor udskiftning af medlemmerne forud for en koncert i Skandinavien, som startede 7. september 1968 – i Gladsaxe! Således lagde det danske spillested Teen Club lokaler til Led Zeppelins første koncert nogensinde! (selvom de på plakaten hed The New Yardbirds). Vi var i det hele taget godt med på rockfronten i Storkøbenhavn i de år; den første Deep Purple-koncert nogensinde fandt sted i Taastrup.

Konstellationen i Led Zeppelin var nu den klassiske; sanger Robert Plant, trommeslager John Bonham, bassist John Paul Jones og altså vor mand, Mr. Page. Gruppen var en svært håndterlig mundfuld for mange anmeldere dengang, de udgav helt usædvanligt aldrig singler, men fokuserede på albummediet – og publikum elskede dem. Så højt, at de rangerer blandt de bedst sælgende musiknavne nogensinde. Fra det eponyme debutalbum i 1969 til Coda i 1982 udgav gruppen ni albums, hvoraf i hvert fald de seks første er uomgængelige klassikere.

JOAN BAEZ fylder i dag 73 år

af Dennis Otte

Billede lånt fra Liverpoolecho.co.uk

JOAN BAEZ fylder i dag 73 år (tro det hvem der kan!)

JOAN BAEZ er, udover min kære mor, en af de kvinder, jeg respekterer dybest – og så hedder de endda det samme. Det er lidt en skam, at Baez så ofte bliver sat i bås udelukkende som værende folkemusiker. Det ER hun, og hun er en af de bedste og vigtigste fra det tyvende århundrede; men hun er så meget andet og mere end dét. For den brede befolkning associeres hun tilmed ofte som ”hende der optrådte med Bob Dylan i starten af hans karriere”. Well, det gjorde hun, men dengang, i Dylans spæde start, var det i langt højere grad Baez der hjalp ham frem end omvendt. De to havde et (sporadisk) romantisk forhold fra 1962-65 og optrådte bl.a. sammen ved March on Washington ved Lincoln Memoriam den dag Martin Luther King holdt sin ”I Have A Dream”-tale. 

Hun pladedebuterede allerede i 1959 – tre år før Dylan – på albummet Folksingers ’Round Harvard Square sammen med Bill Wood og Ted Alevizos, hvorpå hun sang hele 10 af pladens 18 sange. Det var imidlertid først året efter, i 1960, at hun markerede sig eftertrykkeligt med sit eponyme debutalbum. Hun var til sin første Pete Seeger-koncert som 13-årig og blev bjergtaget af denne folk-legendes musik. Snart optrådte hun offentligt med hans materiale; inden da domineredes hendes smag af rhythm & blues, som hun spillede på sin ukulele – et lettere atypisk instrument i den genre. Som 16-årig i 1957 købte hun sin første akustiske Gibson-guitar. Foruden Seeger var hun dybt optaget af Odetta. Gennembruddet kom, da hun i 1959 første gang optrådte på Newport Folk Festival. I november 1962 opnåede hun den ære, at pryde forsiden af Time Magazine som person of the year.

Baez har til dato udgivet 24 regulære studiealbums, 10 live-plader og et soundtrack. Hun har indspillet sange på seks forskellige sprog, dog mestendels engelsk og spansk. Udover folk har hun bevæget sig i grænsefelterne mellem country, gospel, folk-rock og pop. Selvom Baez selv er en glimrende sangskriver, har hun med afsæt i folkemusikkens tradition for fortolkning indspillet sange af en lang række prominente sangskrivere, heriblandt Leonard Cohen, The Rolling Stones, Paul Simon, The Beatles, Woody Guthrie, Stevie Wonder, Bob Dylan og Jackson Browne. Også nyere sangskrivere som Ryan Adams og Natalie Merchant har hun fortolket. Hendes hovedinstrument er – udover sin uforligneligt smukke stemme – den akustiske guitar, på hvilken hun mestrer et ganske sublimt fingerspil, men hun spiller også klaver og ukulele. Af hendes egne sange er ”Diamonds & Rust” en af perlerne fra det mesterlige album af samme navn (1975). Herudover associeres hun ofte med hittene ”There But For Fortune” (Ochs), ”We Shall Overcome” og ”Where Have All The Flowers Gone” (Seeger), “Farewell, Angelina” og “Love Is Just a Four-Letter Word” (Dylan). Danske lyttere vil spidse ører til “Geordie”, en gammel sang som Baez som en af de første indspillede på sin første live-plade i 1962. Melodien er identisk med Gasolin’s ”Langebro”, og det var netop på Baez’s plade Kim Larsen havde hørt sangen. Han var og er stor Baez-fan.  

Baez’s dedikerede og livslange sociale engagement blev støbt tidligt i barndommen, hvor familien, grundet faderens arbejde i UNESCO, flyttede hyppigt og udover diverse amerikanske stater bl.a. boede i Canada, Spanien, Frankrig, England og mellemøstlige lande som fx Irak. Den sociale bevidsthed og retfærdighedssans rodfæstedes for bestandigt, og har betydet, at hun var en af de første musikere, der så aktivt brugte sin popularitet til at generere opmærksomhed på menneskerettigheder, velartikulerede krigsprotester og en lang række specifikke mærkesager som antidødsstraf, homoseksuelles rettigheder og Occupy Wall Street. Listen over de velgørenhedssager hun igennem en menneskealder har involveret sig dedikeret til, er alenlang. I modsætning til mange andre musikere, som på mere naiv verdensfjern hippiemaner prædiker fred og kærlighed, så har Baez gjort en konkret indsats på utallige felter og sat sig godt ind i forholdene. Hun var venner med Martin Luther King, som hun første gang havde hørt tale da hun var 15, og i den mere kuriøse ende kan det nævnes, at hun i starten af 1980’erne var kærester med den nu afdøde Apple-medstifter Steve Jobs.

PHIL EVERLY er død, 74 år.

af Dennis Otte

Lånt fra theguardian.com

PHIL EVERLY er død, 74 år. Dødsårsagen menes at være komplikationer af en kronisk lungesygdom.

Som den ene halvdel af den succesfulde duo The Everly Brothers var Phil en innovativ skikkelse i den amerikanske country-influerede rock and roll i 1950’erne. Deres særkende var i høj grad harmonierne, hvor broderen Don Everly sang baryton og Phil sang tenor (undtagelse fra denne regel findes dog fx på ”Devoted To You”). Deres trademark var den såkaldte parallel thirds vocal harmony, som befordrede et langt mere melodisk resultat i hver enkelt sanglinje, i modsætning til den gængse harmonilinje. Hertil begges formfuldendte stålstrengsguitarspil, som dannede kontrast til det mere rå og upolerede rockudtryk hos samtidige musikere som Chuck Berry og Elvis-guitaristen Scotty Moore. Duoens vokalharmonier var en essentiel inspiration for mange senere giganter som The Beatles, The Beach Boys, Simon & Garfunkel, The Bee Gees og The Hollies.

The Everly Brothers har stadig rekorden som den duo, der har haft flest Top 100 singler nogensinde. Mange af deres store hits, eksempelvis ”Bye Bye Love”, ”Wake Up Little Susie” og ”All I Have To Do Is Dream”, blev skrevet af sangskriverægteparret Felice og Boudleaux Bryant, som også leverede hits til bl.a. Roy Orbison og Buddy Holly. Ligesom Holly og Orbison skrev The Everly Brothers imidlertid også selv en del af deres egne sange, heriblandt ”Cathy’s Clown”, ”(Till) I Kissed You” og ”When Will I Be Loved”. Deres storhedstid lå i årene fra 1957 til midten af 1960’erne, hvor den britiske invasion af rockbands satte nye standarder og The Everly Brothers udtryk kunne synes forældet. De udgav imidlertid stadig gangbare albums, om end ikke med samme klokkeklare hitpotentiale. Everly-brødrene opløste duoen og gik hvert til sit i 1973. 

Det var ikke megen succes der tilfaldt Phil selvom han indspillede hyppigt; først da han skrev ”Don’t Say You Don’t Love Me No More” til en Clint Eastwood-film i 1978 fik han lidt liv på hitlisterne. Igen i 1983 havde han succes med sit album Phil Everly, og samme år genforenedes han med sin bror, da The Everly Brothers gendannedes. Der kom både et live-album og et splinternyt album, hvorfra singlen ”On The Wings Of A Nightingale” var skrevet af Paul McCartney. McCartney nævnte i øvrigt ”Phil and Don” i sin sang ”Let ’Em In” fra 1976. Siden kom endnu to albums, det sidste i 1989, hvorefter de fokuserede på turnéer eller sang kor og duetter på andre musikeres plader.  Smuk var fx deres gæsteoptræden ved Simon & Garfunkels koncert i Parken i København 23. juli 2004, hvor publikum hyldede dem for deres bidrag til musikhistorien.   

Pladeproduceren GEORGE MARTIN bliver i dag 88 år.

af Dennis Otte 

George Martin working with The Beatles, Abbey Road studios 1967 Fra Flickr.com

Bedst kendt er han naturligvis for sit enestående arbejde for og med The Beatles, hvor han producerede langt størstedelen af deres udgivelser og fungerede som arrangør, når det var påkrævet. Vel var det The Beatles selv der leverede al materialet, men Martin var en uvurderlig fødselshjælper og en af rockens første lydmagikere. Selvom Lennon efter gruppens opløsning var lidt knotten overfor produktionen af Beatles-pladerne og faktisk sagde, at han ville ønske de kunne indspille og producere hele molevitten om igen, så blev Martin rettelig ofte betegnet som den femte beatle – en titel, han vel også er den eneste seriøse kandidat til (hvis nogen overhovedet), eftersom han i modsætning til gruppens manager Brian Epstein faktisk havde en direkte mærkbar indflydelse på musikken. Han spiller ligefrem selv med på en del Beatles-sange, bl.a. den elektriske klaversolo på ”In My Life” fra Rubber Soul.

McCartney arbejdede da også ad flere omgange med den legendariske producer i sine soloår; først på sin James Bond-titelmelodi ”Live And Let Die” og siden på LP’erne Tug Of War (1982) og Pipes Of Peace (1983). Inden The Fab Four faldt som en appelsin i hans turban, havde han allerede produceret plader for en lang række komikere som fx Peter Sellers og Spike Milligan i 1950’erne, foruden en række såkaldte novelty records. Fra 1947-1950 studerede han klaver og obo ved Guildhall School of Music and Drama, hvorefter han først arbejdede for BBC’s klassiske musik og siden blev ansat ved EMI i 1950. Han producerede imidlertid også en række mere eller mindre letbenede popgrupper – også senere sideløbende med The Beatles – hvoraf de fleste i dag er gået i glemmebogen, selvom navne som Gerry & the Pacemakers og Cilla Black huskes.

Senere i sin karriere har Martin produceret navne som America, Jeff Beck, Ultravox, Cheap Trick og Kenny Rogers, ligesom han har arbejdet med og arrangeret for så forskellige stjerner som Celine Dion og Pete Townshend.

MORRISSEY arbejder på nyt album – og en roman!

af Dennis Otte

Lånt fra consequenceofsound.net

På sin officielle hjemmeside, True To You, har den britiske sanger oplyst, at han snart går i studiet for at indspille et nyt album; det første siden den flotte Years of Refusal fra februar 2009. Morrissey oplyser, at et af numrene bærer titlen ”Istanbul” - udover Rom er den tyrkiske by nemlig hans yndlingsby, erklærer han. Morrissey har herudover i en periode optrådt med en række uindspillede numre (”The Kid’s A Looker”, ”Action Is My Middle Name”, ”Scandinavia” og ”People Are The Same Everywhere”), som sandsynligvis ligeledes vil være at finde på et kommende album – om den notorisk vanskelige Morrissey ellers kan komme overens med et pladeselskab om udgivelse; han har i en årrække været uden pladekontrakt og har ofte kun udgivet ét album for hvert selskab han har været tilknyttet.   

Morrissey udgav i 2013 sin selvbiografi Autobiography til stor succes og har nu tilsyneladende fået blod på den litterære tand. Han fortæller således, at han er halvvejs i arbejdet med sin første roman, men røber intet om, hvad den kommer til at handle om eller hvornår den ventes færdig. Hvis vi en dag får lov at læse den, bliver det den femte bog fra Morrissey; udover Autobiography skrev han nemlig også en mindre bog om The New York Dolls i 1981 (New York Dolls), en om James Dean i 1983 (James Dean Is Not Dead) og Exit Smiling fra 1980 (udgivet 1998), hvori han diskuterer en række af sine yndlings-b-film.

Gæstevoks: Asger Schnack

af Dennis Otte

Det er næppe for meget sagt, at ASGER SCHNACK er den vigtigste litteraturformidler i Danmark.

Som forlagsredaktør på henholdsvis Borgen i 70’erne og Hans Reitzels Forlag i 90’erne, som forlægger og ophavsmand på egne forlag som Swing fra ’74-’79 og Bebop fra 2000, idémand og redaktør på tidsskriftet Cool (bemærk konnotationerne til jazz), er han om nogen dansk litteraturs smittende læseglæde. 

Af lyrikformidlende karakter bør nævnes Lyrikbogen. Dansk lyrik fra 1680 til 1990 – med europæiske eksempler (1992) og Digte er til at læse (1996). 

Herudover et hav af antologier og redigerede digtudvalg af en lang række danske digtere. Med Bebop har Schnack mestendels fokuseret på udgivelse af gendigtninger af udenlandske poeter som Tristan Tzara, Paul van Ostaijen, Paul Éluard, Wassily Kandinsky, Gertrude Stein, Hans Arp med mange flere, samt enkelte genudgivelser af svært opdrivelige danske digtsamlinger og lignende.

Først og fremmest er Schnack dog digter og forfatter. Fra debutdigtsamlingen Øjeæbler på Forlaget Arena i 1967 har han udgivet lige under 100 titler i eget navn: digtsamlinger, essaysamlinger, romaner, biografier og børnebøger. Herudover altså næsten lige så mange antologier og oversættelser af andres værker.

Ørevoks har i denne måned fornøjelsen af at bringe et nyt essay af Asger Schnack om et emne, der har optaget ham siden ungdommen; Bob Dylan.

Lo And Behold

Af ASGER SCHNACK

1972. Der var gået et år, siden Bob Dylan sidst havde udgivet en plade, og hvad var det for en plade? Det var en dobbelt-lp – More Bob Dylan Greatest Hits – med nogle ganske få nye numre på, men ellers var det en opsamling, godt nok kreeret af Bob Dylan selv, men jo ikke nogen nyhed. Og før den, i 1970, New Morning – efter Self Portrait – vi befandt os i en kløft, en sær åbning, noget, der ikke var defineret; det var lang tid dengang. Oktober 1972: Bob Dylan i studiet med Doug Sahm, men først plade i 1973, gæst, omstrejfende. Hvad ellers i 1973? Pat Garrett & Billy the Kid og Dylan; nyt pladeselskab og i 1974: Planet Waves med The Band og Before the Flood live med samme. Men lige netop 1972: ingen plade, flytten rundt, tankevirksomhed, stille i stuen.

I dette vadested, hvor de store bedrifter var udført – og nye ventede forude – kom så en temmelig bemærkelsesværdig Bob Dylan-plade, der ikke var nogen Bob Dylan-plade, men en coverplade, der ikke desto mindre er værd at bemærke! Der havde været coverplader før, og der kom coverplader efter, og med coverplader tænker jeg her hele originale plader med kun Bob Dylan-sange. Vigtige havde været Hugues Aufray: AUFRAY chante DYLAN og Odetta Sings Dylan (begge: 1965); og nævnes bør naturligvis også Joan Baez: Any Day Now (1968); men de var alle tre kendetegnet ved (langt overvejende) at bestå af sange, som Bob Dylan selv havde indspillet og udsendt på officielle plader, dvs. der var tale om plader, der stod og faldt med en sammenligning med originalen. 

Helt anderledes med den plade, der udkom i 1972 med titlen Lo And Behold – bandnavnet var dets fire medlemmers: Coulson Dean McGuinness Flint. Her var der tale om Bob Dylan-sange, der på udgivelsestidspunktet ikke var udsendt af Bob Dylan selv. Og ikke blot bestod pladen af principielt ukendte Bob Dylan-numre, det lykkedes også for de fire musikere (+ diverse gæstemusikere) at skabe en lyd og et helhedsbillede, der gjorde pladen værd at lytte til, og som på en sær måde sneg sig ind i den tidslomme, hvor Bob Dylan ikke lod høre fra sig, men befandt sig i dette venterum. Og det store under er, at man stadig i dag med fornøjelse – også som en tidsrejse – kan lytte til Lo And Behold (cd-genudgivet i 2007). En single blev udsendt med to ekstra numre, som er inkluderet på cd’en.

Den lægger ud med ”Eternal Circle” (som cd’en også slutter med i form af et alternativt mix). Nummeret blev allerede copyrighted i 1963, men kunne først høres på officiel plade på The Bootleg Series, Vol 1-3: Rare & Unreleased 1961-1991 (1991). Så følger titelnummeret ”Lo And Behold” fra 1967 – Woodstock! – først på plade med The Basement Tapes (1975). Tilbage igen til begyndelsen – 1962 – ”Let Me Die In My Footsteps”, først officielt udgivet på The Bootleg Series, Vol 1-3. Igen Basement Tapes: ”Open The Door Homer”. Tilbage til 1963: ”Lay Down Your Weary Tune”; officielt udgivet på Biograph (1985). Man ser, at der veksles mellem tidlig New York og Woodstock/West Saugerties, og det fortsætter: ”Don’t You Tell Henry” (Basement Tapes); ”Get Your Rocks Off” (som aldrig har været officielt udgivet). 

Tilbage igen til ”The Death Of Emmet Till” fra 1962: The Bootleg Series, Vol. 9: The Witmark Demos 1962-1964 (2010); efterfulgt af “Odds And Ends” (The Basement Tapes); “Sign On The Cross” (aldrig officielt udgivet); “Tiny Montgomery” (Basement Tapes); ”I Wanna Be Your Lover” (Biograph). De to sidstnævnte fra singlen, som også rummede “Lay Down Your Weary Tune”. Se, det er jo et originalt sangvalg! Ikke en eneste af sangene havde man hørt før – hvis ikke man havde adgang til bootlegplader. Og orkesteret? Bag de fire efternavne gemmer sig Dennis COULSON (vokal); Dixie DEAN (bas); Tom MCGUINNESS (guitar); Hughie FLINT (trommer). Gruppen McGuinness Flint debuterede i 1970; McGuinness kom fra Manfred Mann; Flint fra John Mayall & The Bluesbreakers.

Alle disse facts for at komme frem til det væsentlige: lyden. Det er lyden af håb; det er lyden af glæde; det er lyden af forundring; og tankevirksomhed, iagttagelse af verden. Det er lyden af at være til og taknemmeligt at være. Det er en sær, skør, tosset livslyst, og det er en ren, vidende, glødende TID. Det er dette, at tiden findes, at det er tiden, der dyrebart er. At tiden skaber et rum, og at det er i det rum, vi lever. Der er så megen susen af, at det er NU, ikke for et øjeblik siden og ikke om lidt, men NU, at det pludselige vitterlig er pludseligt, ikke en gang imellem, men hele tiden. Energien er til stede, rytmen er klar og fyldt af det, man kan se, og det, man har lært, kroppens bevægelser og tankens enorme muligheder. Alt sammen på én gang, som noget, vi bliver bedt om at lægge mærke til, Lo And Behold!

Hittet på pladen – ja, egentlig er der to hits – nej tre: det tredje er alle numrene tilsammen, pladen som helhed. Men hittet på pladen er ”Let Me Die In My Footsteps”. Og det andet hit er ”Lay Down Your Weary Tune”. Alle Woodstock-numrene har dette overskudsagtige over sig (som om vi er i verden og befinder os uden for verden på samme tid); mens de tidlige numre, 1962-63, har en anden tilgang til tilværelsen, en tilgang, der er det søgende, unge, etisk orienterede menneskes første tilnærmelse til en verden, der er modsætningsfyldt og krævende. ”Let Me Die In My Footsteps” indspillede Bob Dylan 25. april 1962 men den kom ikke med på The Freewheelin’ Bob Dylan (1963). ”Lay Down Your Weary Tune” indspillede han 24. oktober 1963, men den kom ikke med på The Times They Are A-Changin’ (1964).

”Let Me Die In My Footsteps” er skrevet som en kommentar til den overhængende krigsfare, som i oktober 1962 kulminerede i Cubakrisen. Vi taler om atomkrig og udslettelse af menneskeheden. Man installerede beskyttelsesrum i tilfælde af krig. Hertil siger sangen: “I will not go down under the ground / ‘Cause somebody tells me that death’s comin’ ‘round”. Nej, jeget vil holde hovedet højt, indtil han dør og skal i sin grav. Denne protestsang får her en usædvanlig behandling med tabla og tryllet ind i en helt ny sfære, så den er lige så aktuel og vedkommende, som da den blev skrevet. ”Lay Down Your Weary Tune” passede ikke ind i konteksten på The Times They Are A-Changin’; men er en af Bob Dylans smukkeste sange, en lovprisning af skaberværket, som selv er en sang, ”No voice can hope to hum”.

Det tredje hit er som sagt helheden, den sammensatte lyd af noget, vi ikke ved hvad er. Hvert nummer sin stemning, sit arrangement, ingen kedelige gentagelser af kendt mønster, en leg med materialet, der både er høj og ærbødig, smertelig og oprømt fornøjet, en kollektiv hippieforestilling om, at forandring er i syne, at noget vil ske, eller: at noget sker hele tiden, det forandrende, der modtages som en gave. Det er ikke et vejrlig i sig selv, men opleves som sådan, som noget, man træder ud i, fra en søvn vågner man op til nu sol, nu regn. Man sætter pladen på, og af sted flyver man. Intet har jeg at udsætte på denne plade. Jeg er glad for pladen, og jeg lytter til den, når jeg har lyst. Jeg ved præcis, hvad den betyder, hvad den har at sige. Goddag, kære, forsvundne tid; farvel, kære, forsvundne tid.