Den danske digter MICHAEL STRUNGE (1958-1986) ville i dag være fyldt 56 år.

af Dennis Otte

Billede er lånt fra denfri.dk 

Den stærkt symbolistiske digter var i starten stærkt optaget af det gryende punkmiljø og lancerede sig selv som punkens digter - til stor fortrydelse for punkens in crowd i København, der ikke havde behov for en bedrevidende opkomling som talsmand for den i sin natur mere anarkistiske scene. Mange fremtrædende folk på den danske punkscene tog således kraftigt afstand fra unge Strunge og han blev således næsten outsider i dobbelt potens.

Som fanatisk fan af David Bowie debuterede han som kun 20-årig i 1978 med digtsamlingen Livets Hastighed, som helt ud i titlen rummede kraftige henvisninger til Bowie. Strunge var med i kredsen omkring digteren og kritikeren Poul Borums forfatterskole, som ledtes fra dennes bibliotekslignende lejlighed i Havnegade. Andre notabiliteter i denne kreds af unge digtere var FP Jac og Søren Ulrik Thomsen.

Desperation og dødsbevidsthed (dødslængsel) blev hurtigt et gennemgående tema i den angstplagede og depressive digters arbejde. Påvirket af især Arthur Rimbaud søgte han mod et generationsskifte i dansk litteratur, hvor han utvetydigt offentligt hånede hvad han betragtede som ”brugslitteratur” fra særligt Lola Baidel, Vita Andersen og folk fra den gamle garde fra 60’erne og 70’erne. Mere beslægtet følte Strunge sig med meget ældre danske koryfæer som Ole Sarvig og Gustaf Munch Petersen. Af samtidige danske digtere kunne han dog især knytte sig til navne som Asger Schnack og netop Poul Borum, ligesom han beundrede Inger Christensen.

Den unge romantiske digter førte et højspændt liv med mange indlæggelser på psykiatriske afdelinger, heriblandt Sankt Hans, hvor mange digte blev skrevet. Han havde forsøgt selvmord med piller og blev rasende, da han blev reddet fra dette forsøg ud i tidlig død.

9. marts 1986 lykkedes det imidlertid den unge digter at springe i døden, da han fra et fjerde sals vindue endte sit 27-årige liv. Inden da skulle han angiveligt havde sagt til kæreste Cecilie Brask, ”nu kan jeg flyve”.

Da var Strunge allerede en markant figur i det danske digtermiljø og med hele 11 generationsdefinerende digtsamlinger af rigt varierende tilsnit på samvittigheden, foruden sine skriverier for undergrundsbladet Sidegaden, havde han for længst indskrevet sig i dansk litteratur og blev særligt posthumt en ledestjerne for mangen ulykkelige teenageres eksistentielle overvejelser (åh, jo).

Af biografiske værker om Strunge kan stærkt anbefales den grundige og velskrevne Michael Strunge. En biografi af Knud Munck, Lindhardt og Ringhof 2001 samt En Bog Om Michael Strunge red. Anne-Marie Mai og Jørgen Aabenhus, Borgen 2008, i forbindelse med Strunges 50 års fødselsdag.

Bibliografi:

Strunges bidrag til undergrundsbladet Sidegaden er udgivet i den fine Michael Strunge. Sidegader, Prosa 1978-1986, Borgen 1996.

For de mere litteraturvidenskabelige hoveder kan anbefales samtalebogen Mai Strunge med Anne-Marie Mai, Borgen 1985.

Strunges samlede digte udkom for 10 år siden på Borgen og rummer samtlige samlinger:

Livets Hastighed (1978)

Fremtidsminder (1980)

Skrigerne! (1980)

Vi Folder Drømmens Faner Ud (1981)

Ud Af Natten (1982)

Nigger 1 (1982)

Nigger 2 (1983)

Popsange (1983)

Væbnet Med Vinger (1984)

Verdenssøn (1985, oprindelig udgivet under pseudonymet Simon Lack)

Billedpistolen (1985)

I dag er det 100 år siden den amerikanske forfatter WILLIAM S. BURROUGHS kom til verden

af Dennis Otte

I den forbindelse bringer vi her en opdateret version af det beat-portræt der blev bragt i maj 2013.

Lånt fra ikewrites.com

William S. Burroughs (1914-1997), med det borgerlige navn William Seward Burroughs II, indskrev sig med sine 18 romaner, seks novellesamlinger og fire essaysamlinger i beatlitteraturens absolutte elite. Burroughs blev født ind i en velhavende familie i St. Louis, Missouri; hans farfar, William Seward Burroughs I, havde i 1897 opfundet regnemaskinen. Efter i 1932 at have forladt hjemmets trygge rammer startede han på Harvard University og blev i samme periode kraftigt tiltrukket og fascineret af den gryende modkultur med sin underverden af narkotika. Han havde allerede som teenager skrevet en række essayistiske tekster, men det var imidlertid først i 1945 at han for alvor havde besluttet at tage skriveriet seriøst.

Afskyvækkende kickstart Burroughs var gift med Joan Vollmer, som han boede sammen med, mens han ernærede sig ved en række småjobs som bartender og detektiv. Jobs som han senere, i øvrigt i et interview med Dan Turèll, har påpeget at han beherskede yderst ringe. Men ikke desto mindre er den slags lurvede jobs med til at skabe mystik om myten. Burroughs henslæbte et liv som narkoman, en tilstand han flere steder refererer til som ”sygdommen”, og i modsætning til de andre beatforfattere så begrænsede Burroughs forbrug af stoffer sig ikke til eksperimenter med bevidsthedsudvidende euforiserende stoffer. Han var hardcore stiknarkoman, afhængig til det livstruende. I en tilstand af beruselse havde den våbenfascinerede Burroughs i 1951 villet lege den såkaldte Wilhelm Tell-leg; en leg med liv og død, hvor en person placerer fx et æble oven på sit hoved, hvorefter en anden skal skyde æblet ned, vel at mærke uden at ramme vedkommende. En ekstrem foreteelse, der kan minde om knivkastning og lignende. Den stærkt benzedrinafhængige Joan Vollmer placerede beruset et glas på sit hoved, kiggede fnisende på Burroughs, der tog sigte og skød hende lige i hovedet. Hun var død med det samme.

Der er lige siden dette dybt sørgelige drab blevet spekuleret over, om hvorvidt denne leg blot var et påskud fra Burroughs side til at dræbe sin kone og moderen til deres fælles barn. Al efterforskning i sagen tyder dog på et ulykkestilfælde forårsaget at to randeksistensers skødesløse omgang med skydevåben i en yderst påvirket tilstand. Efter sådan en oplevelse var tømmermændene til at tage og føle på, og Burroughs har i en af sine yderst sjældne berøringer af emnet efterfølgende kommenteret: ”Jeg er nødt til at drage den afskyvækkende konklusion at jeg aldrig ville være blevet forfatter, hvis det ikke var for Joans død, og til at indse i hvor høj grad denne hændelse har foranlediget og formet mit forfatterskab. Jeg lever under besættelsens konstante åg og er altid på flugt fra besættelse, fra Kontrol. Joans død gav mig øjenkontakt med fremmedlegemet, den Onde Ånd, og åbnede herved en livslang kamp, hvor der ikke fandtes anden udvej end at skrive mig ud”. Efter denne makabre hændelse, som hjemsøgte og plagede Burroughs lige til hans død, var han helt konkret blevet en outlaw; en fredløs, som man kender det fra gamle amerikanske cowboymyter. Han blev efter 13 dage løsladt mod kaution og retssagen mod ham endte med at frifinde ham for agtsomt drab.

Burroughs var biseksuel, men udviklede efter Joans død en sær berøringsangst overfor kvinder og sprang nu ud som erklæret homoseksuel. Dette var aldeles ikke velanset i hverken hans overklassebaggrund eller i det amerikanske samfund generelt, men Burroughs hverken skjulte det eller koketterede med det, om end faktummet blev beskrevet i mange af hans værker og ligefrem lagde titel til bogen Queer. Burroughs var den første til at udgive et beatværk og indledte således generationen, som i de følgende år skulle blive oversvømmet med en række andre beatværker, før The Beat Generation i sidste halvdel af 1950’erne voksede sig fra at være et hipt undergrundsfænomen til at blive en kult med masseappel.

Burroughs var med sit næsten teoretiske syn på sproget måske den sværest tilgængelige af beatpionererne, eftersom hans ikke-lineære romaner ofte blander science fiction med cut up og andre påfund. Den første roman hed ganske betegnende Junky: Confessions of an Unredeemed Addict (1953). I dansk oversættelse; Junkie: En ikke omvendt narkoman og homoseksuels bekendelser. Den var en realistisk og i høj grad selvbiografisk skildring af forfatterens liv som dybt narkotikaafhængig og kontakt med læger, politi og psykologer. Bogen var revolutionerende ved at behandle emnet narkotika uden en moraliserende og lægelig tilgang, men som en rent realistisk og ikke-propaganderende litteratur. Allerede inden Joans død havde Burroughs omtrent færdiggjort hele to romaner i Mexico, selvom bogen Queer først blev udgivet så sent som i 1985.

Junkiens nøgne frokost Junkie (1953) blev til på opfordring af Ginsberg, der i sidste instans også var medvirkende til at få den publiceret under pseudonymet William Lee, selvom dette i første omgang blev i form af billig paperback – det gode ved dette var imidlertid, at bogen herved fik karakter af undergrund og det som amerikanerne kalder pulp: en underlødig form for litteratur, hvilket den jo i virkeligheden også var, og at en masse mennesker havde råd til at købe den. At den tilmed fik påklistret mærkatet ”farlige bøger” i både den amerikanske og den danske udgave, virkede sandsynligvis stik imod myndighedernes hensigt; på samme måde som med musik, der fik denne etikette blev værket kun endnu mere eftertragtet og spændende blandt folk, der opfattede sig selv som grænsesøgende og hardcore. Læseren blev herved implementeret i forfatterens egen antiautoritet. Burroughs første to romaner var skrevet i en mere konventionel lineær narrativ form med et traditionelt plot og fremadskridende handlingsforløb. Dette blev for alvor punkteret med den revolutionerende cut up roman, Naked Lunch (1959) som var skrevet på foranledning af vennen og billedkunstneren Brion Gysins opdagelser af cut up-teknikken.

Nu hjalp Ginsberg og Keroauc begge Burroughs med at redigere og arrangere disse afsnit i bogen, eller routines, som Burroughs kaldte dem; små afsnit i bogen, der var opbygget over en drøm, tanke eller vision han havde haft. Fx det absurd komiske afsnit om ”det talende røvhul”; en klar bøssereference med freudianske undertoner. Dette, at Burroughs involverede Ginsberg og Kerouac i sin litterære proces, vidner om det åndelige sammenhold og makkerskab der især op gennem 1950’erne kendetegnede beatforfatterne, hvor Ginsberg og Burroughs også boede sammen i perioder. Det følgende afsnit udgør de allerførste linjer i Naked Lunch og vidner om den paranoia, angst og afhængighed, som bogen er skrevet på. Man mærker også rytmen og den konstante følelse af bevægelse og nærvær i det ligefremme hverdagssprog:

”Jeg kan mærke strisserne i luften derude, mærke hvor de nærmer sig forsigtigt for at slutte ringen, anbringer deres luskede stikkerfælder, nynner stille over min ske og pipette som jeg smider væk ved Washington Street Station, hopper over en korsbom og to trapper ned ad jerntrinene, springer på et nordgående A-tog”.

Godfather of punk Ligesom Ginsberg Howl and other Poems blev også Naked Lunch anmeldt og retsforfulgt som uanstændig litteratur i en række stater. Først i 1966 kunne Massachusetts højesteret erklære bogen ”ikke uanstændig”, og hermed blev bogen det sidste eksempel på retsforfølgelse af et litterært værk, kun bestående af ord alene, som værende uanstændigt i Amerikas historie. Hans avantgardistiske ry voksede internationalt i takt med, at hippiernes modkultur opdagede hans tidligere værker. Han er tilmed blevet kaldt punkens gudfader. Dette naturligvis ikke i nogen musikalsk henseende, hvor denne titel i høj grad med rette er tilfaldet Iggy Pop & The Stooges og Lou Reeds Velvet Underground. 

Apropos rockmusik, så var der på Burroughs ældre dage bud efter ham i musikkens verdens, og han har således indspillet og udgivet musik med både Tom Waits (på pladen The Black Rider, 1993), med R.E.M. (på nummeret ”Star Me Kitten”, 1992, brugt i X-Files, 1996) og Kurt Cobain fra Nirvana (på ”The Priest They Called Him”, 1993).

Burroughs døde i sit hjem i Lawrence, Kansas efter et hjerteanfald i 1997.

MORRISSEY arbejder på nyt album – og en roman!

af Dennis Otte

Lånt fra consequenceofsound.net

På sin officielle hjemmeside, True To You, har den britiske sanger oplyst, at han snart går i studiet for at indspille et nyt album; det første siden den flotte Years of Refusal fra februar 2009. Morrissey oplyser, at et af numrene bærer titlen ”Istanbul” - udover Rom er den tyrkiske by nemlig hans yndlingsby, erklærer han. Morrissey har herudover i en periode optrådt med en række uindspillede numre (”The Kid’s A Looker”, ”Action Is My Middle Name”, ”Scandinavia” og ”People Are The Same Everywhere”), som sandsynligvis ligeledes vil være at finde på et kommende album – om den notorisk vanskelige Morrissey ellers kan komme overens med et pladeselskab om udgivelse; han har i en årrække været uden pladekontrakt og har ofte kun udgivet ét album for hvert selskab han har været tilknyttet.   

Morrissey udgav i 2013 sin selvbiografi Autobiography til stor succes og har nu tilsyneladende fået blod på den litterære tand. Han fortæller således, at han er halvvejs i arbejdet med sin første roman, men røber intet om, hvad den kommer til at handle om eller hvornår den ventes færdig. Hvis vi en dag får lov at læse den, bliver det den femte bog fra Morrissey; udover Autobiography skrev han nemlig også en mindre bog om The New York Dolls i 1981 (New York Dolls), en om James Dean i 1983 (James Dean Is Not Dead) og Exit Smiling fra 1980 (udgivet 1998), hvori han diskuterer en række af sine yndlings-b-film.

PATTI SMITH bliver i dag 67 år.

af Dennis Otte

Den amerikanske sangerinde, sangskriver, digter og billedkunstner PATTI SMITH bliver i dag 67 år. 

I den forbindelse anbefales hendes erindringsbog Just Kids fra 2010.  

Med Just Kids hævede punkrocksangerinden og digteren Patti Smith (f. 1946) barren for rockselvbiografier i tiden; med sin overstrømmende poetiske flair er bogen andet og mere end ”blot” en gængs erindringsbog – det er et selvstændigt kunstværk.

Man når næsten ikke at ærgre sig over, at Smith ikke i så rigt mål dækker de sene perioder af sin karriere, så levende og hamrende velskrevet er fortællingerne om det at være ung sulten kunstner i USA i 1960’erne; og at være en yderst bevidst en af slagsen. Om at skabe sig tilhørsforhold, valgslægtskaber, danne sin egen poetik, sit eget kunst- og livssyn, i dette tilfælde i nært samspil med åndsfællen og kunstneren Robert Mapplethorpe, om hvem bogen også i høj grad drejer sig.

Vinklingen er i særlig grad lagt an på de tos fælles skabertrang og vej til ørenlyd, fra ludfattige og periodisk hjemløse bohemer, og til nogle af sin generations fremmeste repræsentanter for den nye hybrid mellem beatlitteratur, symbolistisk digtning, præpunk, billedkunst og et umage sammenrend af udskud, heroinskud og stjerneskud på Chelsea Hotel. Om at sove på strande, stjæle for at have til dagen, indprente sig tidens kunstneriske strømninger fra hippiekultur i Haight Ashbury over jazzmusik og hvor man var, da meldingen om John Coltranes utidige død kom, og til punkens eksplosive kræfter i den hedengangne GBCB Club på Manhattan med The Ramones, Television, Talking Heads og – nåh ja – The Patti Smith Group. Begavede refleksioner om det at slå igennem som kunstner, og afslutningsvis om den aids, der satte en stopper for det livslange åndsslægtskab mellem Patti og Robert, som trods forskellige senere livsbaner aldrig svigtede venskabet.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

Kulturèll krønike

af Dennis Otte

Allerede i forordet til sin nye krønike om Dan Turèll, DT - En krønike om Dan Turèll og hans tid, skriver Henrik Palle - Politikens altid velskrivende alt-mulig-anmelder - om sin i fredags udkomne bog:

”Det er en krønike. Ikke en biografi. Ikke en litterær monografi. Ikke en tekstvidenskabelig analyse af krinkelkrogene og irgangene i Dan Turèlls litterære univers. Og først og fremmest er den ikke et forsøg på at trænge ind bag facaden og finde ”den ægte og sande Dan Turèll” (….) Og af samme grund har forfatteren ikke foretaget nye interviews og ført dybe samtaler med familie, venner, kolleger, skolekammerater og andre. Bogen er skrevet alene på baggrund af det rigelige eksisterende materiale, som dels omfatter det næsten hundrede bind store og for en stor dels vedkommende helt eller delvist selvbiografiske forfatterskab, dels det massive baggrundsmateriale som avisartikler, bøger samt diverse tv- og radioprogrammer udgør. Fokus er således på forfatteren og mediefiguren Dan Turèll, men sandelig også på den verden og den tid, Dan Turèll var og blev Dan Turèll i”

Og det er netop en ikke uvæsentlig del af årsagen til den række af forbehold denne anmelder har overfor denne i øvrigt sprogligt brillerende udgivelse. Den bringer nemlig forbløffende lidt nyt til torvs og ender således uforløst med at stille spørgsmålstegn ved sin egen nødvendighed og relevans. Jovist, den slår sig op på at være en krønike, og det er den unægteligt også, men problemet er, at den alt for ofte kører i to parallelle spor; dét spor, der handler om Dan Turèll og hans litterære og menneskelige udvikling, og dét spor, der har til hensigt henholdsvis at placere ham i og berette om hans samtid. Kun alt for sjældent lykkes det at integrere disse to spor på en naturlig måde, så man ikke har indtryk af at sidde med to sammenklippede udgivelser i hånden. Og når så de samfundsmæssige og kulturelle begivenheder og strømninger, der med søvngængergennemgang slås ned på – både nationalt og internationalt – er så oplagte og forudsigelige at de fleste samfundsfagselever i 9. klasse vil vide hvad der om lidt følger, ja så taber man altså gejsten indtil flere gange. Hvad enten det handler om besættelsestiden, de politiske forhold i 1950’erne og 60’erne, Elvis Presley, The Beatles eller Vietnamkrigen, så er det de mest trivielle facts der støves af og leveres uden originalt take. Det hele er skrevet til hudløshed så ufatteligt mange gange før – og bedre.

Dette problem er mest mærkbart i bogens første halvdel, hvor man som læser også flere gange simpelthen savner hovedemnet, Dan Turèll. Det sker imidlertid også, at Henrik Palle ryger for langt ud af en tangent, som når han beretter om Vangedes historie adskillige hundrede år tilbage eller bruger uforholdsmæssig meget plads på den danske arkitekt Arne Jacobsen – fordi han var designeren bag Munkegårdsskolen i Vangede, som Dan Turèll gik på i et par af sine sene skoleår. Eller når han refererer handlingsgange fra Turèll-tekster eller dén udgave af det klassiske DR-underholdningsprogram Lørdagshjørnet, som i 1979 en hel time i bedste sendetid havde besøg af digteren – og som alle jo frit kan se i sin fulde længde på DR’s arkiv; bonanza.dk. Når dette er sagt, må det dog retfærdigvis tilføjes, at bogen sine steder har tilløb til at være decideret spændende. Dette indtræffer særligt, når den helt unge Dan Turèlls passion for jazzmusikken og litteraturen behandles. Desværre når man hver gang kun lige at dykke ned i et spor før det lige så pludselig sluttes igen og man efterlades sulten.  

Det kan paradoksalt nok være vanskeligt at fastslå hvem DT -En krønike om Dan Turèll og hans tid helt præcist henvender sig til. Den henvender sig jo naturligvis til alle, der måtte have interesse i digteren, men hvor fx Dorte Østergren-Olsens undervisningsbog Vild med Dan Turèll fra 2011 klart henvendte sig til skoleelever og studerende, og hvor Lars Movins og Steen Møller Rasmussens Onkel Danny Fortalt fra 2003 i højere grad henvendte sig til fans med en vis forhåndsviden, ja der svæver svaret langt mere besværet i luften i nærværende tilfælde. Bogen er som sagt yderst velskrevet – dog mere sprogligt end kompositorisk – og Henrik Palle er en særdeles vidende mand. Men vil den forudsætningsløse, som gerne for første gang vil stifte bekendtskab med en bog om Turèll, være tjent med den? Kun delvist og i passager, al den stund det ganske enkelt er forsvindende lidt nyt, der bringes til bordet her; dertil kommer, at vinklerne for 90 procents vedkommende er eftersnakkende og direkte refererende tidligere bøger om eller af Turèll. Dette gælder Peder Bundgaards vellykkede favntag med mennesket og mediemaskinen Dan Turèll i biografien Superdan (1995), Asger Schnacks mere forfatterskabsbehandlende og fremragende biografi Jeg tror nok jeg kan tåle mere kærlighed end de fleste (2001) og René Høiris’ allerede i 1977 udkomne interviewbog og værkgennemgang Dan Turèll – Samtale og introduktion. Det er – foruden naturligvis Dan Turèlls eget forfatterskab – disse bøger Henrik Palles bog står på skuldrene af, hvorfor den desværre fremstår lidt overflødig.

De ægte fans har sandsynligvis allerede læst de førnævnte og langt mere vellykkede, detaljerige og gennemførte bøger om digteren, og den læser som blot ved en smule om den speedsnakkende digter med de sorte negle og gerne vil vide mere, ja han får nok føjet et par facetter mere til, men ville utvivlsomt få langt større udbytte af de biografier som Henrik Palles bog trækker veksler på. Det er alligevel de samme anekdoter der trækkes frem og de samme konklusioner der langt hen ad vejen drages. Når så oven i købet den nys udkomne efternøler er befæstet med flere sproglige fejl og skorter på originalt tilsnit, så tjener den desværre kun nødtørftigt som dåseåbner til en af landets absolut bedste og mest farverige digtere. Som et appendiks til den fortløbende litteratur om Dan Turèll er den imidlertid et rart bekendtskab, om end ikke essentiel.

DT – En krønike om Dan Turèll og hans tid, 336 sider, udkom fredag 8. november på Gyldendal.  

EIK SKALØE. Breve fra vejen af rågummisåler. Boganmeldelse

af Dennis Otte

Er Eik Skaløes breve til os?

Sidste år udkom musikskribenten Jan Poulsen med en grundig og velskreven biografi om Eik Skaløe, sanger og tekstforfatter i den mytiske danske beatgruppe, Steppeulvene. Det var der god ræson i; flere havde i årenes løb forsøgt sig med den store opgave det var at afdække Eiks færd og værk, og Poulsen løftede opgaven særdeles samvittighedsfuldt. Det var en vigtig bog om en central skikkelse i det danske ungdomsoprør og selve kickstarteren til den dansksprogede rock. En ung mand, der levede og oplevede i fuld fart, ikke var for fastholdere og så nysgerrigt afsøgte afkroge af både sind, samfund, musik, litteratur, film og rejser – plus det løse. Bogen cementerede, at Skaløe var så meget andet for og i sin tid end de otte smågeniale sangtekster til Steppeulvenes eneste LP, HIP, fra 1967. Han var på en lang række punkter foregangsmand for den hippiebølge, som med vanlig forsinkelse i forhold til udlandet ramte Danmark for alvor i årene EFTER hans selvmord i Indien i 1968.

Skaløe var i dén grad hip og med på beatet – han var velsagtens med til at skabe beatet her til lands, først som marcherende i kampagnen mod atomvåben fra Holbæk til København som 18-årig i 1961 og siden som heftigt skrivende og altfortærende litterær og musikalsk svamp med alle antenner ude i forhold til tidens impulser som beatmusik, den franske filmbølge, østlig kultur og alskens litteratur. Hans svigerfar var en vis Halfdan Rasmussen og selv fungerede han som redaktør af tidsskriftet Alternativ. Masser af kontakter i kunstens pulserende rækker faldt helt naturligt for den unge Eik – når han da ellers endelig var hjemme i Danmark for en kort bemærkning.

Tag med Eik til Nepal

Nu, et år efter biografien om ham, kommer så en 312 siders lang bog med Eik Skaløes breve hjem til familien fra de mange og lange vanvittige trips til eksotiske steder på kloden og fra arresten i Helsingør, hvor Eik sad inde for et apotekstyveri. Lillesøsteren Iben Lassesen har, efter forældrenes død for få år siden, været på loftet efter kassen med Eiks breve, tegninger, digte, halve noveller og artikler. Som hun skriver i sit forord til bogen:

”Som jeg sad der: Læste, lagde brevene kronologisk og huskede – blev jeg grebet af læsningen. Det var så dugfriske tekster, så levende og gribende, at de måtte deles med andre. Min subjektive erindring fra teenageårene blev ledsaget af objektiv bedømmelse: Dette tekstmateriale gjorde sig fortjent til en bog for sig. En brevbog”

Og hvorfor så egentlig dét? Vi har allerede den tyve år gamle bog Breve til en veninde med Eiks breve hjem til kæresten Iben Nagel Rasmussen fra hans mange rejser og bogen Ønsket om ordliv, der samler Eiks digte. Hvorfor er det vedkommende for nutidens dansker at læse en ung mands private breve fra tresserne, der både indeholder tilstræbte dybsindigheder, ungdommelig frustration, overmod, vemod, rejseekstase og trivielle nedskrivninger af problemer med visa og evindelige skriblerier om hvorvidt breve er nået frem og hvor meget han glæder sig til at modtage nye breve? Bevares, der ER nogle smukke og helt litterære passager imellem, hvor sprogekvilibristen virkelig brænder igennem, men problemet er, at der er lidt for langt imellem guldkornene. Det mærkes alt for tydeligt, at dette i sagens natur er private breve skrevet i farten, komplet med stavefejl og sproglige bommerter, som aldrig havde til hensigt at blive publiceret offentligt i bogform. Det er naturligvis præmissen, men det er ikke alle breve, der kan bære en bogudgivelse, og måske skulle der være selekteret noget mere. Det kan virke som overkill at ville delagtiggøre offentligheden i ALT hvad Eik skrev af privat karakter.  

Ikke desto mindre skal bogen nok finde en dedikeret skare af læsere, der, ligesom jeg, holdt meget af biografien fra i fjor og som ikke har samme gnavne forbehold overfor Breve fra vejen af rågummisåler som denne anmelder. Ganske givet vil læsere fra og omkring Skaløes egen generation finde en anden glæde og indsigt i brevene, al den stund de også er historiske dokumenter med førstehånds øjenvidnebetragtninger og punktnedslag i det danske ungdomsoprørs fødsel. Paradoksalt nok har vi også at gøre med et ungt menneskes breve, som burde tale mere direkte til andre unge mennesker, også i dag, men jeg rammes kun alt for sjældent for alvor. Dertil er brevene simpelthen for private og indforståede, sine stedvise sproglige kvaliteter til trods.

Forlægget er øjensynligt sidste års udgivelse af John Lennons breve (udgivet på dansk på samme forlag som den aktuelle Skaløe-bog) til en lang række mennesker i hans liv, både medarbejdere, familie, børn, fans og venner. Bogen gav et unikt indblik i Lennons privatliv og tanker og lykkedes på en helt anden måde end den nye bog med Eiks breve. Måske fordi Eik bare ikke var nogen John Lennon, måske fordi de var udvalgt og kommenteret mere hensigtsmæssigt.

Eik Skaløe er for mig de otte udødelige sange på Steppeulvenes uopslidelige LP, HIP. Det er hovedstolen, og hvad jeg derudover havde af spørgsmål og sult på Skaløes baggrund, bevæggrunde, band og kulturelle berigelser blev rigeligt dækket i biografien Eik Skaløe. Spejder og steppeulv.

Eik Skaløe. Breve fra vejen af rågummisåler udkommer i dag, 15. oktober, på Lindhardt og Ringhof.  312 sider. 299,95 kr.

JOHNNY RAMONE: Commando. En selvbiografi.

af Dennis Otte

ROCKSELVBIOGRAFIER VOL VI

I 2004 døde Johnny Ramone (John William Cummings) af kræft efter længere tids sygdom. Han havde ellers aldrig i sit liv været syg, fortæller ”kommandøren” i sin nyligt udgivne selvbiografi; han troede simpelthen ikke at han kunne blive syg, end ikke forkølelse døjede den gnavne guitarist med. Han viser sig i sin efterladte biografi som en mand med sine meningers mod; en mand, som var kompromisløs omkring sin musik, gerne erkendte en dårlig plade, men sandelig også fastholdt at The Ramones var det bedste band i verden, og at de aldrig blev overgået – en påstand Ørevoks har mere end almindeligt mange forbehold over for. At The Ramones skulle have opfundet punken, er ligeledes en debat som de lærde stadig fører. Hvilken betegnelse man så vil udstyre eksempelvis de meget tidligere The Stooges med, er et spørgsmål der naturligt melder sig.

At Johnny Ramone var en original guitarist og medopfinder af den spæde punkguitarlyd, som den tog sig ud blandt de første kuld af punks på begge sider af Atlanten, er der nok ikke meget tvivl om; man kan altid hører, når det er ham, skåret helt ind til benet i en hæsblæsende monotoni, der kogte rock and roll ned til sin essens og urkraft. Al virtuositet var bandlyst og enkelheden en dyd. At numrene så ofte kom til at ligne hinanden lidt vel meget, er en anden sag. Effektivt var det. Hertil kom bandets visuelle fremtoning og rå æstetik; slidte jeans, langt sort hår og læderjakke over den hvide t-shirt, ofte med tegneserie-logo påtrykt. Alt blev nøje kalkuleret af Johnny; hvordan de skulle stå på scenen og hvem der skulle udtale sig til pressen. Johnny Ramone langer i bogen nådesløst ud efter andre bands, bandkammerater og fortæller ærligt, hvordan han nidkært sparede op til at kunne trække sig tilbage til et otium i Californien.  

Johnny Ramone var en meget sammensat mand. Skråsikkert republikansk og højreorienteret i en grad, så man kan væmmes. Hvordan han fik regnestykket til at gå op mellem på den ene side at være oprørsk ungdomskriminel er en gåde. Fx da han hørte The Beatles på Shea Stadium og medbragt en pose sten, som han havde i sinde at kaste efter bandet. Senere i bogen fortæller han, hvordan han smadrer en publikummer med sin guitar fordi der er blevet spyttet mod The Ramones. Og  følgende udsagn om Vietnamkrigen: ”Jeg forstod ikke, hvorfor vi ikke bare bombede det sted fuldstændig i smadder” og ”Og så begyndte jeg at heppe på Nixon af den simple grund, at folk ikke syntes, at han så godt ud. Og da Goldwater så stillede op, og han begyndte at snakke om at bombe Vietnam, så sagde jeg bare, ”det lyder helt rigtigt efter min mening”. Helt rigtigt at bombe et lands civilbefolkning i smadder. Velbekomme! 

Sidst i bogen følger Johnnys top 10 lister over ting som baseballspillere, Elvis-bøger, yndlingsrepublikanere og punkbands.

Johnny Ramones selvbiografi er hurtigt læst og anbefales til alle punkfans. Den er provokerende, punk og primitiv. 

Udgivet på KLIM, juni 2013.

Gæstevoks: "Veje" af Thomas Boberg

Ørevoks har her æren af at bringe et nyt digt af den danske digter, romanforfatter og rejseskildrer, THOMAS BOBERG (f. 1960).

Boberg har siden debuten med Hvæsende på mit Øjekast fra 1984 cementeret sin position som en af landets bedste nulevende digtere. Han har modtaget arbejds- og rejselegater fra Statens Kunstfond ligesom hans talent gennem årene er blevet belønnet med bl.a. Johannes Ewalds Legat, Morten Nielsens Mindelegat og Kunstfondens livsvarige ydelse. Sidste år modtog han Det Danske Akademis store pris.

Her bringes for første gang digtet ”Veje”.

af Thomas Boberg

VEJE

Li Po går i vejkanten, han plukker en viol og holder den op mod solen, solen er violet og kanonerne buldrer gennem Kina. I en blindgyde i 1872 møder Li Po en vagabond, han er mere fuld end Li Po, Li Po er ikke ulykkelig, han er beruset, men vagabonden er både ulykkelig og beruset.

Hvem er du, spørger Li Po?

Jeg er Paul.

Paul?

Ja, Paul. Jeg har brændt mit hus ned, min kones hår flammer ligesom skoven i solnedgangen, jeg er fuld og forfærdelig, jeg er færdig, jeg er et fængsel, en pistol rettet mod mit øje, jeg elskede en dreng, jeg kunne ikke tåle ikke at eje, jeg må slå mig selv ihjel, jeg var dranker før Jesus var Gud, før verden var moderne, jeg har tørlagt Paris, jeg skrev på værtshuset, jeg er ulæselig, jeg er en ring på Saturns finger, jeg spyttede i mit glas, jeg satte ild til stolen, der sad englen fra det uregerliges epoke, jeg var nødt til at skyde ham, jeg ramte dårligt, jeg har sunget om regnen, mens jeg stod i regnen, den regn som regner gennem alle de fornedrede hjerter, jeg er …

Paul, sagde, Li Po, lad os skrive årtusindets drikkevise sammen, forstå den berusede sommerfugl, vi er bare børn i bøddelkapper, tag den her serviet og tør blodet af dit øje. Sammen skriver de, at Li Po drømmer han er Paul, der svømmer på havets bund for at favne månen. Imens er Basho på vej over passet. Fujiyama ligner et kæmpemæssig blåt bryst, der stritter på universets kant. Sylfiden Sylvia stikker hovedet i en ovn og ser tidens begyndelse.

Facebook voks uge 33

af Dennis Otte

15. AUGUST 2013

Det er i dag 48 år siden THE BEATLES skrev historie med deres legendariske koncert på SHEA STADIUM i New York City: verdens første store stadionkoncert! Det er svært at forestille sig i dag, hvor skelsættende denne begivenhed var: siden 1970’erne er stadionkoncerter blevet almindelig kutyme for musikkens store navne, og musikere som fx U2, The Rolling Stones, Michael Jackson og Paul McCartney har udfordret hinanden i nye bizarre sceneopsætninger og omfangsrige udstyrsstykker. Der var ca. 55.600 publikummer til Beatles-koncerten på Shea Stadium den 15. august 1965. Selv i dag er det et højt antal.

Hvor mange, der rent faktisk fik en musikalsk oplevelse den dag, er tvivlsomt: Ikke alene var der utroligt langt fra publikum til scene. Selve plænen var tom for publikum, som til gengæld stod som sild i tønder på tribunerne i mange etager. The Beatles må have været næsten umulige at se; det var årtier før de i dag så obligatoriske storskærme. Publikums øredøvende skrig hjalp ikke just på det faktum, at lyden i forvejen var ringe: musikken kom ud til koncertgæsterne direkte via de højttalere, som sportsudøverne plejede at blive præsenteret igennem - dette var den eneste lydkilde!

Som McCartney mange år senere bemærkede, var det ham en gåde, hvordan folk overhovedet kunne skelne de enkelte sange fra hinanden. I en berømt sekvens i den 50 minutters koncertfilm, som efterfølgende blev sendt på BBC 1. maj 1966, ser man Lennon opgive at få ørenlyd til at præsentere et nummer og i stedet, med himmelvendte øjne og manisk smilende, foretage sine velkendte fysiske skabagtigheder tilsat gutturale vrøvlelyde. I 2008 spillede Paul McCartney og Billy Joel den uigenkaldeligt sidste koncert på Shea Stadium nogensinde inden det berømte stadion lukkede og slukkede.

Om hele denne udvikling med massive stadionkoncerter tjener musikken vel, skal vi lade være op til den enkelte at vurdere: Vi hører gerne jeres bud i kommentarfeltet herunder.

15. AUGUST 2013

FRANZ BECKERLEE bliver i dag 71 år.

Inden den danske musiker, værktøjsmager, skulptør, billedkunstner og forfatter slog bredt igennem som ”Mr. Stone Free” – den Hendrix-influerede guitarist i Gasolin’ – havde han allerede markeret sig som både avantgardistisk jazzsaxofonist i The Contemporary Jazz Quintet og som pladeproducer for så fremtrædende danske bands i tiden som Burnin Red Ivanhoe og Alrune Rod. Beckerlee sad i producerstolen på begge bands debutplader, begge i 1969, samme år som Gasolin’ blev dannet med Wili Jønsson, Kim Larsen og Bjørn Uglebjerg.

Senere overtog Søren Berlev som bekendt stikkerne efter den allerede erfarne trommeslager Uglebjerg, der ikke kunne forene sig med bandets højlydte skænderier. Hverken Jønsson, Larsen eller Beckerlee var imidlertid erfarne på deres respektive instrumenter: Jønsson havde lige købt sin basguitar og Franz havde set lyset på en rejse til New York med multitalentet Torben Ulrich, en studierejse finansieret af et legat fra Den Danske Jazzkreds, som Beckerlee havde modtaget for anden gang. Som landets velsagtens førende jazzskribent var Ulrich den ideelle guide for den hungrende musiker. Ulrich fik behørigt ansporet Beckerlee til en jamsession på en club downtown med den stærkt Hendrix-influerede trio, The Third Eye. Herfra var der ingen vej tilbage: efter i 1968 at have udgivet den anden og sidste LP med The Contemporary Jazz Quintet koncentrerede Beckerlee sig om den elektriske guitar.

Beckerlee havde således allerede bl.a. spillet klarinet i Torben Dyjaks Jazzband og indspillet to plader med The Contemporary Jazz Quintet (flankeret af Hugh Steinmetz, Niels Harrit, Steffen Andersen og Bo Thrige Andersen), da den brede befolkning stiftede bekendtskab med den farvestrålende Gasolin’-guitarist. Efter Gasolin’ udsendte Beckerlee solopladen No Kiddin’ (1979) og en plade med bandet Wild Honey (1981), forsøgte sig som krimiforfatter (1984-85) og spillede i Christianshavn Bluesband med bl.a. Lone Kellermann og Søren Berlev (1987-93).

I starten af 1990’erne lagde han imidlertid musikken på hylden for at koncentrere sig om sine malerier og skulpturer. Beckerlee bryder årtiers musikalske tavshed, når han – som tidligere nævnt i Ørevoks – medvirker på Søren Andersens og Mika Vandborgs plade Electric Guitars, som udkommer 9. september i år. Beckerlee har dog (desværre) ingen planer om at genoptage musikken herudover.

16. AUGUST 2013

CHARLES BUKOWSKI (1920-1994) ville i dag være fyldt 93 år.

Den amerikanske digter, forfatter og evige outsider blev født som Heinrich Karl Bukowski i Tyskland og havde både polske og tyske aner.

Det sted de fleste forbinder med Bukowski, og som han selv aktivt valgte som sit eksil, var Los Angeles. Herfra hans verden gik, herfra flaskerne tømtes og hestene betragtedes på væddeløbsbanen. Herfra blev den særlige ”dirty realism” udlevet såvel i hans romaner, digte og i det private inferno af sex, selvhad og skrumpelever.

Tusinder af digte, hundredvis af noveller og 6 ikoniske romaner. I alt et livsværk på over 60 bøger – plus ikke så lidt løst herudover. Anset som misantropisk depraveret af den brede pæne offentlighed – og end ikke rigtig velkommen i the beatgeneration – var Bukowski en født outsider af nihilistisk tilsnit. ”Born into This”, som en fremragende dokumentarfilm fra 2003 om forfatteren hed. Heri fortalte bl.a. Sean Penn, Tom Waits og Bono om deres forhold til poeten. Om hønen eller ægget kom først – den massive sociale udstødelse eller det selvvalgte outsidereksil – er ikke så ligetil at svare på. Velsagtens en umage kombination.

De karsk humoristiske udfald mod den øvrige menneskehed er talrige og lyder fx, på spørgsmålet om hvorvidt han hader andre mennesker, således:

“I don’t hate them…I just feel better when they’re not around.”

Lige så lakonisk koncist som tiraden mod de intellektuelle:

 “An intellectual says a simple thing in a hard way. An artist says a hard thing in a simple way.”

Charles Bukowski er ikke for lalleglade skyklap-eskapister eller strømlinede moralister. Eller måske har han NETOP et og andet at sige til præcis dem:

“Some people never go crazy. What truly horrible lives they must lead.”

16. AUGUST 2013

ROCKSELVBIOGRAFIER vol V:

Keith Richards: Livet. 564 sider. 2010.

Der findes mange gode bøger i denne verden. Flere end man nogensinde vil kunne nå at gnave sig igennem i dette usle liv, om man så afsatte samtlige resterende år dertil – hvad jeg ikke sjældent har budgetteret med.

Det sker imidlertid ikke ofte, at der dumper en så velskreven selvbiografi ned i turbanen som denne af inkarnationen af rock og rul, for at bruge en lidt udslidt kliché. Dog en underbygget kliché, bliver man hurtigt klar over; med kyndig hjælp fra biografisten James Fox udpensler Rolling Stones-guitaristen sit liv og levned på en ubarmhjertig og stærkt underholdende facon. Man tager sig selv i gang på gang for sit indre øre at høre Keef’s raspende stemme, når man tages i hånden og føres ud i the crossfire hurricane, som har udgjort livet for Richards.

Jeg var på vagt inden jeg påbegyndte denne bog, havde mine forbehold: skulle jeg spises af med ren attitude og lir? Spil for galleriet og overfladisk smartness med fare for konstant at drøne hovedkulds ned i de så oplagte rock and roll klichéer, som en selvbiografi af netop denne dinosaurus hurtigt kunne resultere i? Allerede ved titlen rynkede jeg brynene: Life/Livet? Hvor banalt.

Well, Richards balancerer på kanten af klichéen, men falder aldrig i. Samtlige sider er fyldt til bristepunktet med levet liv, dyrekøbte erfaringer og almindelig skørlevned. Førstehåndsanekdoterne fra et halvt århundrede blandt musikkens største navne og detaljerigdommene leveres med et sprogligt overskud, der er en beatroman værdig. Clapton’s selvbiografi var rørende og gribende, Cash’s var autentisk og sanddrueligt nøgtern og Dylans var mytisk og cinematisk – Richards’ er det hele.

18. AUGUST 2013

Fik man ikke hørt LEONARD COHENs koncert i Odense lørdag aften, er der stadig mulighed for lidt Cohen på dansk grund i disse dage:

Udover forfatter, digter og musiker kan Cohen nemlig også skrive billedkunstner på sit CV – om end han selv er den første til at nedtone bibeskæftigelsen, der ofte er simplistiske stregtegninger ledsaget af underfundige kommentarer.  Leonard Cohen udstiller sine værker på Gallery Poulsen i Kødbyen indtil den 31. august. Der er åbent torsdag til fredag 12-17.30 og lørdag 11-15.

Om udstillingen og sine værker i almindelighed siger Cohen med vanlig ydmyghed:

”If there were no paintings in the world, mine would be very important. Same with my songs. Since this is not the case, let us make haste to get in line … The Curator has called this exhibition Leonard Cohen Artworks. I call my work Acceptable Decorations”.

Velsagtens en grotesk undervurdering af sine sange, men måske et ganske nøgternt og klædeligt forhold til sin billedkunst, som kan ses som et interessant appendix til hovedværket; sangene og bøgerne. For fans og almindelige beundrere af Cohens person og værk, er udstillingen imidlertid absolut et besøg værd. Og så er entréen gratis.


Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.