DAN TURÈLL + HALFDAN E meets THOMAS E. KENNEDY: AN INTRODUCTION

af Dennis Otte 

Dan Turèlls gamle musikalske makker, Halfdan E, har fået fint besøg af danskamerikaneren Thomas E. Kennedy – det er der blevet brilliant beat ud af.

For et halvt årti siden frekventerede jeg Booktrader i Skindergade på min vante rute gennem Indre Bys antikvariater, og da jeg spurgte til byens bedste boghandlers Turèll-beholdning, fik jeg at vide, at der intet nyt var fyldt på hylderne siden sidst, men at den ulastelige gentleman der stod ved siden af mig, var i færd med at oversætte en række af Turèlls digte til engelsk, således at de kunne publiceres i forskellige udenlandske tidsskrifter – hvilket de faktisk blev. Dér spidsede jeg ører! Manden præsenterede sig som Thomas E. Kennedy; en herboende amerikansk forfatter, der foruden arbejdet med Turèll-oversættelserne også kyndigt havde oversat Henrik Nordbrandt.

Baggrunden

På dette stadie drejede det sig udelukkende om at få den amerikanske inkarnation af Turèlls digte bragt i internationale skrevne medier. Endnu var det ikke (officielt i hvert fald) på tale, at Thomas E. Kennedy skulle indlæse oversættelserne ledsaget af Halfdan E’s nu legendariske musik fra de to oprindelige plader, som Halfdan i starten af 1990’erne udgav med Turèll. De to plader var Pas På Pengene (1993) og Glad i Åbningstiden (1996). Den første udkom et halvt år før digterens død og samlet opnåede de to plader et salgstal på svimlende 70.000 eksemplarer – uhørt for en dansk udgivelse med musikledsaget digtoplæsning. Men Turèll havde med den unge Halfdan fundet en kongenial lydarkitekt til at understøtte sin distinkte intonation. De to plader har for længst indskrevet sig i den danske folklore og er med sine stadige afspilninger i æteren og som pensum på uddannelsesinstitutionerne blevet moderne folkeeje. Beder man gennemsnitsdanskeren nævne et Turèll-digt, er der stor chance for, at enten ”Hyldest Til Hverdagen”, ”Gennem Byen Sidste Gang” eller ”Jeg Skulle Have Været Taxachauffør” nævnes – ikke mindst på grund af versionerne fra pladerne.

Thomas E. Kennedy’s plan

At formlen skulle kunne lykkes igen, når det gjaldt de velkendte Turèll-tekster på engelsk, ja det var jeg ærlig talt lidt skeptisk overfor. For er digtene ikke i virkeligheden alt for danske, til trods for Turèlls hengivne sværmeri for det amerikanske? Det lykkedes ikke just at oversætte Gasolin’s tekster til et vellykket og mundret amerikansk, selvom man også dengang allierede sig med en herboende amerikansk digter, Leonard ”Skip” Malone. Ikke et ondt ord om hverken ham er hedengangne Gasolin’ – kunne aldrig falde mig ind – men ham Thomas E. Kennedy er nu lidt af en kapacitet og ikke hr.-hvem-som-helst: han er født i Queens i 1944 (altså to år før Turèll), moren var grammar school teacher og faren bankansat med hang til poesi og selv lidt af en digterspire. Faren forærede den 15-årige Thomas et eksemplar af Dostojevskijs Forbrydelse og straf, og det åbnede teenagerens øjne for litteraturen – han besluttede, at han ville være digter og droppede et par år efter ud af college (lyder det bekendt, Dan?). Der skulle dog endnu gå et par årtier, før han som 37-årig i 1981 fik trykt sin første novelle. Han boede nu i Danmark og var gift med en dansk fysiker. Herfra tog det fart med hundredvis af publikationer med hans essays, noveller, digte, interviews og oversættelser i amerikanske og europæiske tidsskrifter. Herpå fulgte romanerne, blandt andet de fire bind i serien Copenhagen Quartet, som hver udspiller sig i en af de fire årstider i den danske hovedstad, er skrevet med meget forskellige litterære greb, og som kan læses uafhængigt af hinanden.

Det var denne litterat, der i 2009 sendte Halfdan E et brev med sin idé; en ny plade med de nye oversættelser tilsat Halfdans mesterlige musik. Det var sød musik i komponistens ører; det havde i sin tid været et erklæret ønske for ham og Turèll, at digte og musik skulle så langt ud over landets grænser som muligt. Digterens død spændte imidlertid eftertrykkeligt ben for planerne.

Ny plade

Med Thomas E. Kennedy bag mikrofonen har digtene i dén grad fået nyt liv og står spillevende for lytteren, som var der tale om en gammel jazz & poetry-LP med Kerouac. Hvad der kunne frygtes umuligt åbenbarer sig for ørerne af én. Sproget flyder uforceret derudaf, det er ekstremt vellykket og skarpt skåret. Musikken er af høj kvalitet, det har vi vidst i tyve år, men det fine er, at det på ingen måder lyder som om de gamle indspilninger lige har fået klæbet lidt engelsk deklamation kunstigt henover sig. Det er top tunet, arkitekten Halfdan har været i gang med udboringerne af Turèlls vokal for at gøre plads til Kennedys. Kennedy, der brillerer som en overraskende god digtoplæser, hvad enten det drejer sig om fart-over-feltet-præstationer som ”I Should Have Been A Taxi Driver” og ”Total Euphoria” eller mere lavmælte mesterværker som ”My TV Drama” og ”Last Walk Through The City”. Det lyder så legende let, at man helt glemmer, hvor svært det uden tvivl har været at få det hele til at klappe.

Der er ikke tale om genindspilninger fra bunden af den gamle musik, men snarere ”ansigtsløftninger” og ”make over”, så numrene lyder dugfriske og så de smyr sig omkring Kennedys skridsikre digtforedrag. Som Kennedy selv messer i sin taxachaufførsoversættelse: ”I myself chattily drive with nonchalant perfection with one finger on the wheel” – det er lige præcis hvad han gør; i digtene og sin læsning. Det er forundrende lidt der synes krampagtigt oversat, og lige så få gange har en sproglig finurlighed været uoversættelig. I den oprindelige version af ”Hyldest til Hverdagen” siger Turèll til allersidst; ”hold da helt ferie, hvor jeg holder af hverdagen”, hvilket er behændigt udeladt i ”A Tribute To The Everyday Things”. Men det gør ikke spor, når musikken spiller. Vesterbrogade er blevet til West Bridge Street og Nytorv er New Square, men det kan ikke rigtig være anderledes.

Kennedy lyder ikke som Turèll. Det ville også være en misforståelse med en imitation og ganske unødvendigt, når han selv er forsynet med en så letforståelig og fleksibel stemme, der dygtigt tilpasser sig de forskelligartede tekster.  En lille bonus er den gennemførte cover art, hvor titlen Dan Turèll + Halfdan E meets Thomas E. Kennedy giver mindelser om de gamle ikoniske jazzcovers som Turèll holdt så meget af. Pyt så med, at ”Gennem Byen Sidste Gang” i teksthæftet fejlagtigt kaldes ”Sidste Tur Gennem Byen”.

Da Turèlls første krimi i 1986 blev filmatiseret og vist i biografen, var forfatteren så utilfreds med resultatet, at han resolut rejste sig fra forreste række og udvandrede i protest på premiereaftenen. Lignende ville næppe ske, hvis han havde været i live til at opleve denne udgivelse – han ville sandsynligvis derimod have råbt på ekstranummer.

Dan Turèll + Halfdan E meets Thomas E. Kennedy udkom 11. november 2013 på Plantsounds, både fysisk og digital.

Tracklist:

A Tribute To The Everyday Things

My TV Drama

I Should Have Been A Taxi Driver

All These Women

Deep Frost Film

Today’s Disney-Sermon

Teddy Bear

Total Euphoria

Last Walk Through The City

Red Harvest

My Friend The Microphone

Dream Of Age

  

Facebook voks uge 43

af Dennis Otte

21. oktober 2013

Forfatteren, fortælleren, tegneren og lyrikeren RUNE T. KIDDE døde søndag, kun 56 år gammel.

Som helt ung i 1970’erne gjorde Kidde sig bemærket i den danske undergrund for tegneserier og udgav fanzines som Knulp, Kong Knud og Blomstrende Spaghetti. Som kun 20-årig i 1977 var han medstifter af det kollektive forlag Balder og Brage. I 1980 debuterede han som tegneserietegner med hæfterne Rune T. Kidde og Man Siger Så Meget. Det blev til seks udgivelser af tegneserier med den sidste i 1992, to år efter at han mistede synet og derfor lod andre tegnere føre pennen efter hans anvisninger (romanen Midt i havet, midt i himlen er delvist selvbiografisk og handler om at blive blind). Op gennem firserne arbejdede han sammen med førende tegneserieskabere som Eisner og Shelton, ligesom han fra 1980-81 var redaktør på tegneserieforlaget Interpresse. Han fungerede som tegner i fx Politiken, Svikmøllen og Ekstra Bladet.

Kidde udgav syv romaner fra 1993-2012, fem digtsamlinger fra 1983-2005, skrev bl.a. en biografi om W.C. Fields og en selvbiografi, leverede fra 1990-2000 rejsemontager til DR og fungerede lejlighedsvis som dramatiker og skuespiller.

Ørevoks havde æren af at have Kidde blandt læserne. Vi vil savne hans fortællinger og fremvisninger af sin imponerende musikerautografsamling. Æret være hans minde.


23. oktober 2013

STEEN JØRGENSEN udgiver første soloalbum 11. november

Det var en af kongerigets bedste herrestemmer, der for et par år siden gik i Abbey Road Studios i London for sammen med bl.a. guitarist Rune Kjeldsen, bassist Anders AC Christensen og multitalentet Kasper Winding at indspille en række af rockhistoriens største klassikere. Sort Sol-forsangeren Steen Jørgensen har altid været særdeles musikalsk (og litterært) velbevandret, og på sin første soloplade, som altså udelukkende rummer fortolkninger af andres numre, giver han sit bud på kraftcentre som Bob Dylan, Leonard Cohen, Neil Young, Kraftwerk, The Doors og Neil Young.

Det er langt fra første gang Jørgensen har fortolket rockklassikere på plade; både Iggy Pop’s ”The Passenger”, Roxy Music’s ”Love Is The Drug”, The Rolling Stones’ ”Ruby Tuesday” og et hav af andre er gennem årene indsunget til forskellige soundtracks og compilations – foruden de fremragende coverversioner han indspillede med Sort Sol. Falder ventetiden for lang, kan man give disse flotte fortolkninger en tur igennem højttalerne, eller lytte til den prisbelønnede jazz/croon-plade Ginman-Jørgensen, som Steen Jørgensen udgav sammen med Lennart Ginman i 1998.

Steen Jørgensens første soloplade bærer titlen Standards for Living (måske en hilsen til Joy Divisions debut-EP, An Ideal For Living) og udkommer den 11. november.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

Pladeanmeldelse: PAUL MCCARTNEY: NEW

af Dennis Otte

Lad mig slå det fast med det samme; det er et ret godt album den 71-årige Paul McCartney i dag sender på gaden. Melodisk stærkt og nysgerrigt dog uden at bringe noget afgørende nyt på bordet.  

Som det bemærkelsesvist ofte sker, har sangskrivere fra hans generation ofte en ungdomsperiode hvori de blomstrer, revolutionerer og brillerer med et originalt udtryk, der cementerer deres status eftertrykkeligt og ofte skaber en myte om dem, allerede inden de er fyldt 30. Dernæst følger kampen for at leve op til ungdommens meritter og de umenneskelige forventninger til flere af de dybe tallerkner, som fanskaren er blevet forvænt med. Ofte serveres der i nogle årtier dog mestendels vandgrød eller i bedste fald opretholdes en middelmådig status quo, mens nogle i en årrække kommer helt ned og samle skårene op. Og SÅ er det ofte det sker, at når alderdommen så småt sætter ind, med al dens refleksion og, nåh ja, livsvisdom og levet liv, så begynder musikeren og sangskriveren igen at ramme tonerne klokkerent – og levere modne albums, der undgår at ville leve op til tidens moderne toner, men til gengæld brænder igennem med en klædelig værdighed. Denne cyklus har gjort sig gældende for giganter som fx Neil Young, Bob Dylan, David Bowie, Johnny Cash og - den eneste, der kan løfte arven fra The Beatles: Sir Paul McCartney.

What’s NEW?

Da han først begyndte at give pokker i hitlisteplaceringer med Michael Jackson og Stevie Wonder og tænke mere i albums, begyndte McCartneys nye gyldne periode for alvor med hans tilbagevenden til Beatles-lyden efter Anthology-projektet på Flaming Pie (1997), hvor han igen tog sit betydelige talent alvorligt og forsvarede sin position som en af vor tids største musikere og sangskrivere. Siden da har alt hvad McCartney har udsendt været af høj kvalitet – de klassiske værker måske undtaget – lige fra den mesterlige rock and roll coverplade garneret med egne nyskrevne numre, Run Devil Run (1999), den undervurderede Driving Rain (2001), mesterværkerne Chaos and Creation in the Backyard (2005) og Memory Almost Full (2007), ambiente electronica-eksperimenter med Youth på Firemans Electric Arguments (2008) og jazzede evergreens, plus et par selvskrevne fuldtræffere, på Kisses on the Bottom (2012).

Han har således intet at bevise, den gode Macca. Det gør han så alligevel, og man har ham mistænkt for at nyde det i fulde drag imens; det spritnye album NEW, som udkommer i dag, placerer sig blandt McCartneys bedste plader fra solokarrieren. En tanke, når man ser ned over eks beatlens diskografi, er, at han ofte har udgivet sine bedste plader, når han har været trængt op i en krog. Ram efter bruddet med The Beatles, Band on the Run, da halvdelen af Wings skred lige før afrejse til indspilningen i Lagos, Tug of War efter Lennons død, Flaming Pie under Linda McCartneys kræftsygdom, som året efter kostede hende livet og Memory Almost Full efter den pinsomme skilsmisse fra Heather Mills. Ikke at disse privatlivsomstændigheder altid direkte afspejler sig i sangene, men de har givetvis rystet ophavsmanden ud af mageligheden og væk fra laurbærrene. Efter alt at dømme er McCartney derimod en lykkelig og forelsket mand i disse år, og NEW rummer da også sin andel af de obligatoriske love songs, som ikke alle er lige silly. Pladen ejer en lethed, der umiddelbart står i kontrast til de dybere og eksistentielle tekster på Chaos and Creation in the Backyard og Memory Almost Full.

På NEW har hele fire producere dementeret mantraet om, at for mange kokke fordærver maden; paradoksalt nok er albummet om ikke direkte homogent – dertil er det for alsidigt og spænder for vidt i udtryk – så dog alligevel sammenhængende. Noget af det tillokkende ved NEW er faktisk, at pladen er så nysgerrig og har en musikalsk spændvidde, der henleder tanken på The Beatles smeltedigler af værker fra sluttresserne. Resultatet er imidlertid alt andet end tresserpræget, men derimod højst moderne, vel at mærke uden desperat at ville lyde som tidens populære pop- og rockmusikere. En del af hemmeligheden er nok, at majoriteten af sangene er årgangs-McCartney; klassisk godt håndværk udført med sikker hånd og stemmeføring som vi kender den bedst, men samtidig lagt i hænderne på producere som Paul Epworth (Adele, Florence and the Machine, Bloc Party, Bruno Mars), Mark Ronson (DJ ved McCartneys bryllup med Nancy Shewell i 2011 og producer for fx Amy Winehouse og Lily Allen), Ethan Johns (søn af Beatles-lydtekniker Glyn Johns og har produceret bl.a. Ryan Adams og Kings of Leon) samt Giles Martin (som bl.a. bistod produktionen af Beatles remix-albummet Love fra 2006 og er søn af den legendariske Beatles-producer George Martin). Disse fire kapaciteter tilfører sangene en 2013-lyd og begiver sig ikke ud i hip hop eller dance, men opdaterer på værdig vis McCartneys univers og lydbillede, alt imens der indimellem høres reminiscenser af den ambiente lyd på Electric Arguments.

Solid samling sange

McCartney har bragt sit turneband med i studiet og de medvirker på syv af pladen sange, dog ikke alle medlemmerne på alle syv. Herudover spiller McCartney som sædvanlig en del selv. Pladen åbner med den potente rocker ”Save Us”, der med Paul på guitar og bas og Epworth på trommer banker albummet godt i gang. En klassisk rocksang om kærligheden som frelser. Budskabet går igen på næste sang, ”Alligator”, hvor kærligheden bringes ned på hverdagsplanet og sangen fungerer flot med synthesizer og gode riffs. Pladens første ballade er ”On My Way To Work”, en hverdagsskildring, der tematisk kan henlede tankerne på den tidlige Macca-single ”Another Day”, der dog alligevel er helt sin egen og givetvis ikke selvbiografisk. Herpå følger pladens anden single, den iørefaldende ”Queenie Eye”, om barndommens lege på gaden i barndommen Liverpool.  

Den akustiske lettere countryinspirerede ballade ”Early Days” langer ud efter alle dem, der gør sig kloge på hvordan forholdene var i The Beatles, når der synges; “Now everybody seems to have their own opinion, who did this and who did that, but as for me I don't see how they can remember, when they weren't where it was at”, og ungdommens pladebutikker og plakater med brylcreme-indsmurte idoler erindres.

Pladens første single, titelnummeret ”New”, er en klassisk McCartney-popsang, som enhver fan vil elske øjeblikkeligt. ”Appreciate”, en lidt mørkere lettere ambient sag refererer i koret tilbage til ”Because” fra Abbey Road og ville ikke have været malplaceret på et Fireman-album. Den godmodige popsang ”Everybody Out There” lyder lidt som en overskudssang fra Off The Ground-pladen. Den skal nok komme til at fungere godt ved koncerter, men på NEW har den lidt karakter af filler. Kærlighedsballaden ”Hosanna” ejer en psykedelisk lyd, der dog i højere grad ender med at lyde doven end progressiv. En brat opvågnen kommer med den fine ”I Can Bet”, der er en effektiv dansabel pop-rocker, som skræddersyet til stadionkoncerter. En af de mest vellykkede ballader på pladen er ”Looking at Her”, en velproduceret sang med Macca på både Moog og Mellotron. Næsten endnu mere vellykket er den følgende ”Road”, der er et af albummets højdepunkter.

På deluxe-udgaven følger yderligere to sange, og det er en gåde, hvorfor den veloplagte ”Turned Out” ikke er med på det egentlige album, da den med sine effektive riffs og iørefaldende melodi er en herlig McCartney-skæring. Lige så uforståeligt er det, at ”Get Me Out Of Here” er henvist til en placering som bonus track, da det med sin blues-inspirerede ru charme er en af de bedste sange i puljen af nye numre. Det klaverbårne ghost track ”Scared” er ligeledes et virkelig godt nummer, som findes på både den almindelige plade og deluxe-udgaven. 

Herfra skal der dog lyde en klar opfordring til at investere i deluxe-udgaven, som også indeholder en 16-siders booklet med tekster og billeder.

ARCTIC MONKEYS: AM. (Pladeanmeldelse)

af Dennis Otte

”Satisfaction feels like a distant memory” synger Arctic Monkeys på deres nye plade, AM, som udkommer i dag. Ørevoks ender beklageligvis med en lignende konklusion efter at have hørt de energiske Sheffield-drenges aktuelle udladning: det ER ikke helt så tilfredsstillende som to første fremragende albums, der ruskede tiltrængt op i rocken og leverede et gangbart og troværdigt soundtrack til unge luftguitarister m/k, men mindre kan bestemt også gøre det. Siden kom de hæderlige Humbug og Suck It And See, der på sine bedste numre holdt en status quo, men hvor bandet i de svageste fremstod lidt som en parodi på sig selv i forsøget på flere kække sange om drukture, fester, sex og almindelige fjollerier.

På AM lyder Arctic Monkeys bestemt som sig selv, men det lykkes alligevel at bringe flere nuancer til torvs og paletten får et par nye farvestænk, når de i Los Angeles residerende aber stedvis forsøger sig med en mere poppet lyd, uh-huh-kor og flere opløftende dansable sange, der lyder upåklageligt lækre, men måske også glemmes, når dansen er slut. Mindeværdige er ikke desto mindre de gode riffs, der henleder tankerne på Black Sabbath. Alex Turner er fortsat veloplagt velsyngende og spiller stadig en ret så overbevisende guitar! ”No. 1 Party Anthem” er en smuk ballade, der ville gøre sig godt på Eltons Johns setliste, men i omkvædet også har reminiscenser til 90’ernes britpop. Arctic Monkey prøver at ryste posen og udvide deres udtryk, hvilket lykkes i et nummer som ”Fireside”. AM er en god Arctic Monkeys plade; trofaste fans vil begejstres over efterårets lydspor, radiolytterne vil få deres sult stillet med singleudspil som ”R U Mine?” og ”Do I Wanna Know?”, mens Ørevoks har indtryk af en samling velproducerede og velspillende poprocknumre, der ikke gør hverken fra eller til i den efterhånden lidt for trygge historie om de arktiske aber.   

Releasedate: 9/9-2013, Domino.

  

Facebook voks uge 34

af Dennis Otte

21. august 2013

JOE STRUMMER (John Graham Mellor, 1952-2002) ville i dag være fyldt 61 år.

Strummer er bedst kendt som forsanger og rytmeguitarist i punkgruppen The Clash, med hvem han udsendte seks regulære albums fra 1977 til 1985. Undervejs med udvikling fra den rene simple punk til senere klædeligt at implementere elementer som reggae, ska, rockabilly og et hav af andre stilarter – mest demonstrativt på den tredobbelte LP Sandinista fra 1980. The Clash nåede manegen rundt: fra små punkspillesteder med indforstået følge og materiale af stærkt politisk tilsnit til store stadionkoncerter og radiohits på begge sider af Atlanten. Dog altid med en vis portion integritet i behold.

Inden The Clash var Strummer medlem af gruppen The 101ers og havde senere i soloårene de to backingsbands Latino Rockabilly War og - op til sin pludselige død af en uopdaget hjertefejl – The Mescaleros. I starten af 1990’erne var Strummer tilmed kortvarigt frontmand for The Pogues, da deres ikoniske forsanger Shane MacGowan forlod bandet grundet sine massive alkoholproblemer. Udover soloalbums og soundtracks nåede Strummer også at fungere som radiovært og skuespiller.

Joe Strummer blev posthumt, sammen med The Clash, optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 2003. 

21. august 2013

SID BERNSTEIN er død, 95 år gammel.

Den legendariske koncertarrangør og impresario var den første i verden til at arrangere store stadionkoncerter og stod ligeledes bag den første rockkoncert i Madison Square Garden. Som promoter var han den første, der fik The Beatles, The Rolling Stones, The Kinks, The Moody Blues og et hav af andre engelske navne til USA. På denne måde var han en afgørende brik i the ”british invasion”. Han var koncertarrangør for alle fra Frank Sinatra til Jimi Hendrix og det er ikke en overdrivelse at sige, at han ændrede musikindustrien i sine velmagtsdage. 







23. august 2013

KEITH MOON (1946-78) ville i dag være fyldt 67 år. Moon var en ganske afgørende force i et af alle tiders største rockband, The Who: ligesom en stol har fire ben og ville tilte uden det ene, var hans originale, uortodokse og vanvittige spil noget nær uundværligt for bandets lyd. Dette skulle også vise sig efter hans død: bandet udgav et par plader uden stor succes og magien var væk. Moon’s trommespil var monumentalt. Hvor Ringo Starr’s force snarere var det solide backbeat og en distinkt lyd, der ikke kan købes for penge, tillod Moon sig at være lige så meget frontmand som Daltrey og Townshend og blev en rock and roll persona på højde med de allerstørste i branchen. Ørevoks bringer her en liste over 10 ting du måske ikke vidste om Keith Moon:  

1) Moon var stor fan af amerikansk surfmusik som fx Dick Dale (kender du ham ikke, tjek ham ud) og The Beach Boys.

2) Netop Dick Dale var blandt de mange gæster på Moon’s eneste soloalbum, verdens måske mest kitschede LP fra en seriøs rockstjerne, Two Sides of the Moon (1975), hvor hovedpersonen selv sang alle sange – heriblandt Beach Boys’ ”Don’t Worry Baby”. Øvrige medvirkende tæller fx Ringo Starr, David Bowie, Spencer Davis, Suzi Quatro, Klaus Voorman og Bobby Keys.

3) Blandt Moon’s forbilleder var den geniale jazztrommeslager Gene Krupa og rocktrommeslagere som DJ Fontana (Elvis Presley) og Tony Meehan (The Shadows).

4) Selvom man umiddelbart ikke skulle tro Moon var klassisk skolet, så tog han rent faktisk timer hos trommeslageren Carlo Little, der var med i en meget tidlig konstellation af The Rolling Stones og senere  Screaming Lord Sutch & The Savages og Cyril Davies All Stars.

5) I modsætning til samtidige trommeslagere som John Bonham (Led Zeppelin) og Ginger Baker (Cream) kunne Moon ikke fordrage trommesoloer. For at drille ham, og måske af musikalsk nysgerrighed, besluttede det øvrige band ved en koncert at stoppe med at spille pludseligt og overlade pladsen til en trommesolo. Moon stoppede imidlertid også brat og råbte: ”drum solos are boring!”

6) Pete Townshend var som bekendt hovedsangskriver i The Who, men Moon’s bidrag til sangskrivningen omfatter følgende 7 kompositioner: ”I Need You” (som han også synger), ”Cobwebs and Strange”, ”In The City”, ”Dogs Part Two”, ”Tommy’s Holiday Camp”, ”Waspman” og ”Girl’s Eyes”.

7) Hvor Townshend’s bevæggrunde for at smadre sit instrument var en del af hans auto destructive art, havde Moon mere jordnære motiver for at smadre sit trommesæt; det var simpelthen sjovt. Var knofedt ikke nok, supplerede han gerne med eksplosiver og havde under TV-udsendelsen ”Ready Steady Go!” fyldt så meget krudt i stortrommen, at Townshend fik lagt kimen til sin livslange høreskade.

8) Moon inspirerede angiveligt til navnet Led Zeppelin, da han i 1966 overvejede at forlade The Who og starte en supergruppe med John Entwistle og Jimmy Page. Forslaget blev stemt ned som en ”lead zeppelin”.

9) Det skete flere gange med års mellemrum at Moon besvimede under koncerter som resultat af massivt stof- og alkoholmisbrug. Under Quadrophenia-turnéen i 1973 besvimede han ind over sit trommesæt midt under ”Won’t Get Fooled Again”, blev båret ud af roadies, fik en hurtig indsprøjtning cortisone og kunne spille en halv time mere, inden han én gang for alle gik ud som et lys under ”Magic Bus”. Townshend spurgte publikum om nogen kunne spille trommer – og en lokal trommeslager hoppede spontant op på scenen og spillede resten af koncerten.

10) Moon’s excentriske adfærd, showmanship og humor kom til udtryk i en række kuriøse filmroller, bl.a. Frank Zappa’s 200 Motels og Buddy Holly-filmen That’ll Be The Day.

25. august 2013

I morgen, mandag 26. august, udkommer det fjerde og længe ventede album fra skotske FRANZ FERDINAND. Opfølgeren til 2009’s Tonight-album har fået titlen Right Thoughts, Right Words, Right Action og lægger sig i naturlig forlængelse af de tre foregående plader (foruden den fine dub-plade Blood fra 2009), der både er forsøgt karakteriseret som ”indie”, ”post punk”, ”dance punk” og ”new wave” – Franz Ferdinand lyder dog fortsat hovedsageligt som sig selv og er selvrefererende frem for – som fx Coldplay – hovedløst at jagte den til enhver tid mest populære lyd. Dette tjener Alex Kaprano og hans kumpaner til ære på et fornemt album, der ganske vist ikke lever op til den mesterlige debut fra 2004, hvilket da også ville være lidt af en bedrift al den stund debuten vitterligt er et af forrige årtis mest friske pust på en stadig hensygnende alternativ rockscene.

Dengang for snart 10 år siden havde medlemmerne netop fået deres første instrumenter og havde lært sig selv at spille med en hensigtserklæring om at lave musik, der kunne få de unge damer på dansegulvet. Dette synes stadig at være opskriften, men der er, ligesom på de to foregående albums, føjet stadig nye nuancer og aspekter til det selvproducerede lydbillede. Det er fornemt, velspillet, oplagt, intelligent og tounge-in-cheek med dét ekstra lag, der har gjort Franz Ferdinand til det måske mest postmoderne band efter årtusindeskiftet. Alene navnet! Det rigt varierede album er kun 35 minutter langt, rummer 10 velskrevne og velleverede numre, hvoraf afslutningsnummeret, ”Goodbye Lovers & Friends” giver tydelige associationer til Talking Heads og David Byrne – hvilket bestemt er positivt ment. ”Evil Eye” er årgangs-Franz Ferdinand, titelnummeret og ”Love Illumination” er som de to første singler fra pladen begge slagkraftige dansable perler og ”Stand on the Horizon” har klare disco-reminiscenser. Den lydmæssige legesyge i ”The Universe Expanded” og ”Brief Encounters” bør også fremhæves. 

Right Thoughts, Right Words, Right Action er produceret af bandet selv og udkommer på selskabet Domino som digitalt download, CD, deluxe limited edition dobbelt CD, LP og deluxe dobbelt LP. Bonus-pladen er i LP- såvel som CD-versionen en live session optaget i Konk Studios i London og har fået titlen Right Notes, Right Words, Wrong Order.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.