I dag er det 100 år siden den amerikanske forfatter WILLIAM S. BURROUGHS kom til verden

af Dennis Otte

I den forbindelse bringer vi her en opdateret version af det beat-portræt der blev bragt i maj 2013.

Lånt fra ikewrites.com

William S. Burroughs (1914-1997), med det borgerlige navn William Seward Burroughs II, indskrev sig med sine 18 romaner, seks novellesamlinger og fire essaysamlinger i beatlitteraturens absolutte elite. Burroughs blev født ind i en velhavende familie i St. Louis, Missouri; hans farfar, William Seward Burroughs I, havde i 1897 opfundet regnemaskinen. Efter i 1932 at have forladt hjemmets trygge rammer startede han på Harvard University og blev i samme periode kraftigt tiltrukket og fascineret af den gryende modkultur med sin underverden af narkotika. Han havde allerede som teenager skrevet en række essayistiske tekster, men det var imidlertid først i 1945 at han for alvor havde besluttet at tage skriveriet seriøst.

Afskyvækkende kickstart Burroughs var gift med Joan Vollmer, som han boede sammen med, mens han ernærede sig ved en række småjobs som bartender og detektiv. Jobs som han senere, i øvrigt i et interview med Dan Turèll, har påpeget at han beherskede yderst ringe. Men ikke desto mindre er den slags lurvede jobs med til at skabe mystik om myten. Burroughs henslæbte et liv som narkoman, en tilstand han flere steder refererer til som ”sygdommen”, og i modsætning til de andre beatforfattere så begrænsede Burroughs forbrug af stoffer sig ikke til eksperimenter med bevidsthedsudvidende euforiserende stoffer. Han var hardcore stiknarkoman, afhængig til det livstruende. I en tilstand af beruselse havde den våbenfascinerede Burroughs i 1951 villet lege den såkaldte Wilhelm Tell-leg; en leg med liv og død, hvor en person placerer fx et æble oven på sit hoved, hvorefter en anden skal skyde æblet ned, vel at mærke uden at ramme vedkommende. En ekstrem foreteelse, der kan minde om knivkastning og lignende. Den stærkt benzedrinafhængige Joan Vollmer placerede beruset et glas på sit hoved, kiggede fnisende på Burroughs, der tog sigte og skød hende lige i hovedet. Hun var død med det samme.

Der er lige siden dette dybt sørgelige drab blevet spekuleret over, om hvorvidt denne leg blot var et påskud fra Burroughs side til at dræbe sin kone og moderen til deres fælles barn. Al efterforskning i sagen tyder dog på et ulykkestilfælde forårsaget at to randeksistensers skødesløse omgang med skydevåben i en yderst påvirket tilstand. Efter sådan en oplevelse var tømmermændene til at tage og føle på, og Burroughs har i en af sine yderst sjældne berøringer af emnet efterfølgende kommenteret: ”Jeg er nødt til at drage den afskyvækkende konklusion at jeg aldrig ville være blevet forfatter, hvis det ikke var for Joans død, og til at indse i hvor høj grad denne hændelse har foranlediget og formet mit forfatterskab. Jeg lever under besættelsens konstante åg og er altid på flugt fra besættelse, fra Kontrol. Joans død gav mig øjenkontakt med fremmedlegemet, den Onde Ånd, og åbnede herved en livslang kamp, hvor der ikke fandtes anden udvej end at skrive mig ud”. Efter denne makabre hændelse, som hjemsøgte og plagede Burroughs lige til hans død, var han helt konkret blevet en outlaw; en fredløs, som man kender det fra gamle amerikanske cowboymyter. Han blev efter 13 dage løsladt mod kaution og retssagen mod ham endte med at frifinde ham for agtsomt drab.

Burroughs var biseksuel, men udviklede efter Joans død en sær berøringsangst overfor kvinder og sprang nu ud som erklæret homoseksuel. Dette var aldeles ikke velanset i hverken hans overklassebaggrund eller i det amerikanske samfund generelt, men Burroughs hverken skjulte det eller koketterede med det, om end faktummet blev beskrevet i mange af hans værker og ligefrem lagde titel til bogen Queer. Burroughs var den første til at udgive et beatværk og indledte således generationen, som i de følgende år skulle blive oversvømmet med en række andre beatværker, før The Beat Generation i sidste halvdel af 1950’erne voksede sig fra at være et hipt undergrundsfænomen til at blive en kult med masseappel.

Burroughs var med sit næsten teoretiske syn på sproget måske den sværest tilgængelige af beatpionererne, eftersom hans ikke-lineære romaner ofte blander science fiction med cut up og andre påfund. Den første roman hed ganske betegnende Junky: Confessions of an Unredeemed Addict (1953). I dansk oversættelse; Junkie: En ikke omvendt narkoman og homoseksuels bekendelser. Den var en realistisk og i høj grad selvbiografisk skildring af forfatterens liv som dybt narkotikaafhængig og kontakt med læger, politi og psykologer. Bogen var revolutionerende ved at behandle emnet narkotika uden en moraliserende og lægelig tilgang, men som en rent realistisk og ikke-propaganderende litteratur. Allerede inden Joans død havde Burroughs omtrent færdiggjort hele to romaner i Mexico, selvom bogen Queer først blev udgivet så sent som i 1985.

Junkiens nøgne frokost Junkie (1953) blev til på opfordring af Ginsberg, der i sidste instans også var medvirkende til at få den publiceret under pseudonymet William Lee, selvom dette i første omgang blev i form af billig paperback – det gode ved dette var imidlertid, at bogen herved fik karakter af undergrund og det som amerikanerne kalder pulp: en underlødig form for litteratur, hvilket den jo i virkeligheden også var, og at en masse mennesker havde råd til at købe den. At den tilmed fik påklistret mærkatet ”farlige bøger” i både den amerikanske og den danske udgave, virkede sandsynligvis stik imod myndighedernes hensigt; på samme måde som med musik, der fik denne etikette blev værket kun endnu mere eftertragtet og spændende blandt folk, der opfattede sig selv som grænsesøgende og hardcore. Læseren blev herved implementeret i forfatterens egen antiautoritet. Burroughs første to romaner var skrevet i en mere konventionel lineær narrativ form med et traditionelt plot og fremadskridende handlingsforløb. Dette blev for alvor punkteret med den revolutionerende cut up roman, Naked Lunch (1959) som var skrevet på foranledning af vennen og billedkunstneren Brion Gysins opdagelser af cut up-teknikken.

Nu hjalp Ginsberg og Keroauc begge Burroughs med at redigere og arrangere disse afsnit i bogen, eller routines, som Burroughs kaldte dem; små afsnit i bogen, der var opbygget over en drøm, tanke eller vision han havde haft. Fx det absurd komiske afsnit om ”det talende røvhul”; en klar bøssereference med freudianske undertoner. Dette, at Burroughs involverede Ginsberg og Kerouac i sin litterære proces, vidner om det åndelige sammenhold og makkerskab der især op gennem 1950’erne kendetegnede beatforfatterne, hvor Ginsberg og Burroughs også boede sammen i perioder. Det følgende afsnit udgør de allerførste linjer i Naked Lunch og vidner om den paranoia, angst og afhængighed, som bogen er skrevet på. Man mærker også rytmen og den konstante følelse af bevægelse og nærvær i det ligefremme hverdagssprog:

”Jeg kan mærke strisserne i luften derude, mærke hvor de nærmer sig forsigtigt for at slutte ringen, anbringer deres luskede stikkerfælder, nynner stille over min ske og pipette som jeg smider væk ved Washington Street Station, hopper over en korsbom og to trapper ned ad jerntrinene, springer på et nordgående A-tog”.

Godfather of punk Ligesom Ginsberg Howl and other Poems blev også Naked Lunch anmeldt og retsforfulgt som uanstændig litteratur i en række stater. Først i 1966 kunne Massachusetts højesteret erklære bogen ”ikke uanstændig”, og hermed blev bogen det sidste eksempel på retsforfølgelse af et litterært værk, kun bestående af ord alene, som værende uanstændigt i Amerikas historie. Hans avantgardistiske ry voksede internationalt i takt med, at hippiernes modkultur opdagede hans tidligere værker. Han er tilmed blevet kaldt punkens gudfader. Dette naturligvis ikke i nogen musikalsk henseende, hvor denne titel i høj grad med rette er tilfaldet Iggy Pop & The Stooges og Lou Reeds Velvet Underground. 

Apropos rockmusik, så var der på Burroughs ældre dage bud efter ham i musikkens verdens, og han har således indspillet og udgivet musik med både Tom Waits (på pladen The Black Rider, 1993), med R.E.M. (på nummeret ”Star Me Kitten”, 1992, brugt i X-Files, 1996) og Kurt Cobain fra Nirvana (på ”The Priest They Called Him”, 1993).

Burroughs døde i sit hjem i Lawrence, Kansas efter et hjerteanfald i 1997.

Kerouac (Beat-portræt)

af Dennis Otte

Jack Kerouac (1922-1969) blev født i Lowell, Massachusetts som Jean-Louis Lebris de Kerouac og havde, som fødenavnet røber, franske aner. Han var en evigt rastløs sjæl, der rejste USA rundt som moderne pilgrim eller vagabond, med den væsentlige forskel, at hans rejser typisk blev foretaget i bil eller som blind passager på et godstog, drønende gennem det enorme land. Han var en umættelig eventyrer, der aldrig fandt sin borgerlige plads i det konforme og konservative amerikanske samfund. Han forkastede hurtigt det traditionelle amerikanske værdisæt, som det tog sig ud i 1950’erne, og henslæbte i stedet en tilværelse som outsider, og boede en stor del af sit voksne liv hjemme hos sin mor, når han ikke var på farten.

On The Road De lange rejser on the road på de amerikanske highways og i bjergene var en evig søgen efter en højere mening med livet, end den som borgerligheden udstak. Han meldte sig i 1943 til marinen, men blev hurtigt smidt ud igen med henvisning til hans mentalitet og livsindstilling; begrundelsen var, at han ”led af ligegyldighed”. Hans bøger er ofte blevet karakteriseret som en del af fundamentet til den amerikanske modkultur, der blev så synlig i løbet af 1960’erne med hele hippielivsstilen og ungdomsoprøret, der afstedkom og bevirkede en sand samfundsmæssig og kulturel revolution i den vestlige verden. Kerouacs evigt søgende sind resulterede i eksperimenter med stoffer og ikke mindst et massivt og kronisk alkoholmisbrug, der i 1969 ved indre blødninger forårsagede hans død i en alder af blot 47 år. I øvrigt præcis samme levealder som Dan Turèll, der ligeledes bukkede under som følge af et livslangt misbrug af diverse stimulanser.

Hans debutroman, den Thomas Wolfe-inspirerede The Town and the City fra 1950, udgivet under navnet John Kerouac, afstedkom en beskeden anerkendelse, men han havde på dette tidlige tidspunkt endnu ikke udviklet den flydende skrivestil, der skulle blive hans kendetegn og i høj grad definere beatstilen. Efter i 1945 at have læst Dwight Goddards bog, The Buddhist Bible, blev han erklæret buddhist, hvilket i udpræget grad påvirkede hans skrivestil og hele mentalitet og tilgang til forfattergerningen. Hans store gennembrudsroman - som på mange måder også blev et gennembrud for hele beatgenerationen - var flere år undervejs, idet han havde problemer med at finde et forlag, der ville udgive denne minoritetsdyrkende og antiautoritære eksperimentalroman. Han havde påbegyndt manuskriptet til On The Road allerede i 1951, men først i 1957 kunne den, såfremt der blev foretaget en række revideringer, udkomme på forlaget Viking Press. Først så sent som i 2008 udkom bogen i ucensureret form som det oprindelige manuskript. Ifølge myten skrev han det oprindelige manuskript til On the Road i en benzedrinrus på kun tre uger. Han udviklede den genredefinerende skrivestil, spontan prosa, der skulle blive et kendetegn for store dele af beatlitteraturen. Dette var en særligt frit flydende skrivestil, der ofte blev til under påvirkning af jazzmusik, og altså således var skrevet på rytme og flow i samme improviserede form som man kender det fra jazzmusikken. Kerouac er ligefrem kendt for citatet om, at han ønsker sig opfattet som jazzpoet, der blæser sin lange blues i en jam session.

Litteraturens rockstjerne Ligesom Burroughs første romaner var On The Road primært selvbiografisk, det vil sige, at den tog udgangspunkt i Kerouacs eget liv, men forsynede hovedpersonen med navnet Sal Paradise, fra hvis synsvinkel romanen er skrevet. Som titlen røber, er der tale om en decideret road movie i romanformat, der beskriver Kerouacs mange halsbrækkende ture tværs igennem Amerika og Mexico sammen med vennen og åndsfællen Neal Cassady, som i romanen er udstyret med navnet Dean Moriarty. Efter udgivelsen af romanen fik Kerouac og det nye begreb beatlitteratur en ganske pæn mediedækning.

Dette skyldtes velsagtens i høj grad, at den kom på det helt rigtige tidspunkt og lagde sig i slipstrømmen af den gryende musikalske eksplosion med den elektriske guitar og en rock and roll musik, som rent faktisk i starten af tresserne skulle få betegnelsen beatmusik. Denne betegnelse har imidlertid intet at gøre med den amerikanske litterære betydning af ordet, men sigter i langt højere grad til den især engelske rockscene med navne som The Beatles, The Rolling Stones og The Kinks som foregangsmænd. Men allerede i 1954 havde rock and roll pioneren Bill Haley indspillet den revolutionerende sang ”Rock Around The Clock”, der af mange betegnes som den første rock and roll indspilning i historien, om end eftertiden ikke har været helt blid ved den aldrig helt hippe og lidt opportunistiske Haley. Sande rock and roll pionerer talte i øvrigt navne som Chuck Berry, Little Richard, Jerry Lee Lewis og den tidlige Elvis Presley. Med sine musikalske referencer til amerikansk blues og countrymusik fik den nye musik med sin insisterende rytmesektion et solidt tag i den vestlige verdens ungdom, som ellers var hensunket i efterkrigstidens konforme pænhed.

Et helt nyt og købedygtigt segment dukkede op i form af teenagere, der, inspireret af blandt andet James Deans rebelske fremtræden i filmen ”Rebel Without a Cause” fra 1955 og Elvis Presleys hoftevrikkende rock and roll attitude på sine legendariske Sun Records indspilninger søgte en ny og friere tilværelse. Med James Dean havde filmen fået sin første rebelske teenager, med Elvis Presley havde rockmusikken fået sin. Nu var det Kerouacs tur til at indtage samme position på det litterære domæne. Han blev hurtigt udråbt til ”King of The Beats”, et tilnavn, der stadig hænger ved. Senere, da ungdomsoprøret var på sit højeste, fik han tilmed betegnelsen ”hippiernes fader”. Pludselig at blive gjort til talerør for en hel modkultur, var ikke noget der passede Kerouac, og han afviste flere gange denne position, med bemærkningen om at han ikke var nogen beatnik, men blot almindelig katolik. Denne bemærkning havde givetvis til hensigt at forvirre meningsdannerne, eftersom Kerouac jo var erklæret buddhist. Men hans opdragelse havde ganske rigtig været katolsk, og dette foranledigede ham muligvis til den asketiske livsstil han i lange perioder førte.  

Spontaneous bop prosody Kerouac udviklede sin skrivestil ud fra devisen om, at den første ide altid er den bedste ide. Dette er så i praksis en sandhed med modifikationer, eftersom vi ved, at Kerouac rent faktisk ofte redigerede og foretog ændringer i sine manuskripter. De bedste eksempler på denne rent spontane skrivestil er nok The Subterraneans (på dansk De underjordiske) og Visions of Cody. Sidstnævnte inspirerede i øvrigt Bob Dylan til at skrive sangen ”Visions of Johanna” fra den skelsættende og banebrydende LP Blonde on Blonde fra 1966. Denne spontane skrivestil – spontan prosa, som han kaldte det – minder om nedskrivningen af en bevidsthedsstrøm, stream of consciousness, hvor improvisation og spontanitet var i hovedsædet. Denne skrivestil udsprang i høj grad fra hans buddhistiske studier med det signifikante fokus på åndedrættet. Således er hans prosa tit bestående af lange sætninger uden punktum, men med brug af kommaer og tankestreger. På denne måde får prosaen et præg af ustandselighed og tempo. Hertil kommer, at han ofte skrev under indflydelse af jazzmusik og var heftigt påvirket af bebopjazzens mestre som Charlie Parker og Dizzy Gillespie.

De første linjer af On the Road lyder således i dansk udgave (Vejene) ved Arne Herløv Petersen: ”Jeg mødte Dean ikke så længe efter, at mig og min kone var gået fra hinanden. Jeg var lige kommet over en alvorlig sygdom, som jeg ikke gider snakke om, bortset fra at sige at den havde noget at gøre med det forfærdelig udmarvende opbrud og min fornemmelse af, at alting var dødt. Da Dean Moriarty kom til begyndte den del af mit liv, som man kunne kalde mit liv på vejen”.

Man hæfter sig især ved det ligefremme og komplet uhøjtidelige hverdagssprog, der har karakter af en fortrolig sludder mellem læser og forfatter. Der er opbrud i luften. Fortælleren kommer fra en sygdomspræget tilværelse i opløsning; en tilværelse som er død og som han end ikke orker at redegøre for. Måske er det ”sygdommen” som det konforme amerikanske sindelag der sigtes til, ligesom Burroughs gør det, når han taler om ”virus”. Under alle omstændigheder er det ikke nogen let sag at frigøre sig fra dette tidligere liv ved at foretage det ”udmarvende opbrud”. Men umiddelbart forude annonceres friheden; de åbne vidder tilbagelagt i høj hastighed i bil tværs over Amerika. Det nye liv skal leves på vejene sammen med åndsfællen Dean Moriarty, med hvem fortælleren har et spil kørende med spirende homoseksuelle undertoner, som det ligeledes tog sig ud i virkelighedens verden mellem Kerouac og Neal Cassady.  

Ginsberg (Beat-portræt)

af Dennis Otte

Allen Ginsberg (1926-1997), født Irwin Allen Ginsberg, var om nogen den samlende gestalt og praktiske gris i beatgenerationen. Hvor Jack Kerouac og andre af beatdigterne var forbeholdne overfor den institutionalisering der fulgte med etiketten ”beatdigter” og i perioder forsøgte at frigøre sig fra at blive sat i bås eller fastlåst i nogle mønstre, var Ginsberg altid tro mod begrebet beat. Han var yderst socialt anlagt og en fremragende formidler, brobygger, organisator og repræsentant for beatgenerationens ansigt og image. Ginsberg kom fra en jødisk baggrund, hvor han hos sine forældre boede i Newark, New Jersey. Her boede også hans senere mentor, forfatteren William Carlos Williams. Faderen var lærer og digter, imens moderen var aktivt medlem af Amerikas kommunistiske parti, hvilket var ekstremt ildeset i det kommunistforskrækkede land. Hun blev da også af myndighederne stemplet som værende mentalt syg, hvilket sandsynligvis lagde fundamentet for Ginsbergs senere så markante antiautoritære og frihedskrævende livssyn. Ligesom Kerouac var Ginsberg erklæret buddhist til trods for sin jødiske opvækst.  

Howl

Han debuterede som 30-årig i 1956 med den afgørende og genrecementerende digtsamling Howl and other Poems, der med sine kaskader af epokegørende samfundskritik, verdensomfavnende tolerance og nedbrydning af bl.a. seksuelle og religiøse tabuer hurtigt vandt stor genklang hos det såkaldte andet Amerika, oppositionen til det bestående, der længe havde længtes efter noget ubestemmeligt, der kunne formulere og varetage tidens udbryder- og frihedstrang.

Titeldigtet, Howl, begynder med de berømte ord: “I saw the best minds of my generation destroyed by madness,  starving hysterical naked,  dragging themselves through the negro streets at dawn looking for an angry fix, angelheaded hipsters burning for the ancient heavenly connection to the starry dynamo in the machinery of night, ...”. Dette blev I Erik Thygesens oversættelse til: “Jeg har set min generations bedste hjerner ødelagt af galskab, sultende hysteriske nøgne, slæbe sig gennem negergader ved daggry på jagt efter smertende skud, hipster med engleansigter tørstende efter den ældgamle himmelske forbindelse til stjernedynamoen i nattens maskineri, …”.

Allerede  4-5 ord inde i sit debutdigt, taler Ginsberg om sin generation, der måske består af ligesindede outlaws, hobos og outsidere, men også mere generelt kan være en henvisning til de masser af unge amerikanere, som har knækket nakken i forsøget på at opretholde en borgerlig tilværelse. Dem som i sidste ende er målgruppen for beatdigterne, fordi de netop er så ødelagte af galskab, sultende, hysteriske og nøgne. De, som i industrialiseringens maskineri slæber sig igennem gaderne og længes mod en injektion af noget lindrende og opstemmende. Med sine referencer til ”den ældgamle himmelske forbindelse”, lægger Ginsberg sig i forlængelse af visionære og profetiske digtere som William Blake (1757-1827) og Walt Whitman (1819-1892). Med disse digtere deler han sit kosmiske seersprog og den panteistiske livsopfattelse.

Poetisk protestprofet

Denne længsel efter frigørelse stødte imidlertid hovedet mod konservatismens og puritanismens væg, da 520 eksemplarer af digtsamlingen, grundet sine homoerotiske referencer og henvisninger til euforiserende stoffer, blev beslaglagt den 25. marts 1957. City Lights’ forlægger, beatforfatter og nære ven af Ginsberg, Lawrence Ferlinghetti stod nu anklaget for udbredelse af utugtige skrifter. Sigtelsen frafaldt imidlertid, eftersom dommer Clayton Horn fastslog værkets sociale relevans. Skæbnens ironi ville, at anklagen og den følgende retssag fik så massiv en mediedækning på begge sider af Atlanten, at den i sidste ende åbnede en masse menneskers øjne for værket. Op igennem 1960’erne og 1970’erne blev Ginsberg en nærmest profetisk skikkelse for hippiebevægelsen og ungdomsoprøret som helhed i kraft af sin usædvanlige position som uortodoks jødisk buddhist, erklæret og stolt homoseksuel og pacifist med faste holdninger til atombomben og krigen i Vietnam, samt sit nære venskab med musikeren Bob Dylan.  

Groft forenklet kan man sige, at Jack Kerouac mest appellerede til 1950’ernes unge første teenagere, for hvem han med sit smukke udseende blev ophøjet til et kultidol. Ginsberg fik snarere en position som hippiernes profet, der med sin hyppige deltagelse i en lang række af hippiernes mærkesager, demonstrationsmarcher og andre anliggender blev et symbol på hele den vestlige verdens ungdomsoprør i 1960’erne. Den tredje er de helt store beatdigtere, William S. Burroughs, er som skrevet derimod blevet taget til indtægt for en stor del af punkens æstetik og ideologi, med dens dyrkelse af det grimme, iklædningen af samfundets affald samt den nihilistiske og anarkistiske livsanskuelse ud fra parolen ”no future”.