Viser opslag med etiketten John Lennon. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten John Lennon. Vis alle opslag

mandag den 9. december 2013

Facebook voks uge 49

af Dennis Otte
4. december 2013


I dag er det 20 år siden FRANK VINCENT ZAPPA døde af prostatakræft; en sygdom han havde levet med i tre år. 

Hans autodidakte karriere strakte sig fra R&B, doo-wop, blues, comedy rock, spoken word, avantgarde, musique concreté, eksperimenterende rockmusik, orkestralt klassisk musik og jazz til rollen som filmskaber, en knivskarp samfundsdebattør – måske den mest veltalende og intelligente musiker vi har haft? – og pladeproducer. 
Han producerede selv langt størstedelen af sine over 60 plader – både i eget navn og med et af 60’ernes vigtigste bands, The Mothers of Invention, som han var leder af. Hans musik var en hårdkogt smeltedigel af sarkasme, satire, samfundskritik, humor, tegneserieunivers, Igor Stravinsky, Fluxus, pastiche, litterær lyrik, fusionsjazz, politik, religionskritik og sex – hamrende veloplagt og udfordrende leveret og sjovt nok ikke skabt på baggrund af stoffer. Dem var han nemlig, modsat mange kollegaer i sin generation, imod brugen af.


8. december 2013


Da jeg var teenager var John Lennon omtrent det eneste saliggørende. Han vakte mit samfundssind og min spæde politiske bevidsthed. Han kom helt op på piedestalen og blev dyrket i hoved og røv fra alle vinkler. 
Sidenhen kom modreaktionen; var han ikke i virkeligheden hyklerisk og egomanisk? 

Nu om stunder ser og hører jeg et enormt sammensat menneske, men først og fremmest et ægte og vedkommende menneske. Et eksempel på liv, som jeg aldrig bliver helt færdig med og som prikker til mig på nye måder i nye tider. I dag er det 33 år siden han blev dræbt.


Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

søndag den 13. oktober 2013

Facebook voks uge 41

 af Dennis Otte
9. oktober 2013


Jazzmusikeren YUSEF LATEEF bliver i dag 93 år.
Han blev født som William Emanuel Huddleston i Tennessee i 1920 og begyndte allerede som 18-årig at turnere med forskellige swing-bands og kom i kontakt med en række musikere, som senere også skulle opnå stor popularitet; Paul Chambers, Milt Jackson, Elvin Jones og Kenny Burrell. Det er i dag sjovt at tænke på, at den unge musiker indtil 1950 brugte kunstnernavnet Bill Evans (hans far havde ændret familiens navn) – det skorter jo ikke på jazzmusikere med netop dét navn. Han konverterede i denne periode imidlertid til islam og tog navnet Yusef Lateef samtidig med at han blev inviteret til at turnere med selveste Dizzy Gillespies orkester. Lateefs hovedinstrumenter er tenorsaxofon og fløjte, men han er også en af de få jazzmusikere, der spiller obo og bassoon. Hertil kommer en række mere eksotiske instrumenter som koto, sarewa, arghul, shofar, shanai, bamboo-fløjte, kinesiske træfløjter og xun.
I 1957 begyndte han at indspille plader som orkesterleder på Savoy Records, men skiftede et par år senere til Prestige. Det var her hans indspilninger begyndte at vise sig signifikante og bevise deres originalitet; den formelt uddannede musiker inddrog et væld af østlige inspirationer og inkorporerede i sin jazz hvad man i dag ville betegne som verdensmusik. Særlig genklang vandt han med plader som Eastern Sounds og Into Something (begge 1961). Disse plader skulle senere blive en vigtig inspirationskilde for John Coltrane. Mod tressernes slutning influerede også soul og gospel hans plader. Lateef har holdt sig i form og relevant imponerende længe, og i 1987 vandt han en Grammy Award for bedste New Age Album for pladen Yusef Lateef’s Little Symphony. I 1992 etablerede han sit eget pladeselskab YAL Records og er foruden musikken kendt som skønlitterær forfatter, underviser og talsmand for Ahmadiyya Muslim Community. Han har udsendt over 50 plader i eget navn og fungeret som sideman for folk som Cannonball Adderley og Donald Byrd.

9. oktober 2013

Ønsker John tillykke med de 73 år med en demo af en sang som desværre aldrig blev indspillet som fortjent.



9. oktober 2013

THELONIOUS MONK (1917-1982) ville i dag være fyldt 96 år. I den forbindelse linker vi til den fremragende dokumentarfilm om ham, ”Straight, No Chaser”. Den dybt originale bebop pianist var ikke blot en sand pioner indenfor sit felt, men bidrog også i rigt mål til jazzens standardrepertoire med klassiske kompositioner som ”Round Midnight”, ”Blue Monk”, ”Epistrophy”, ”Straight, No Chaser” og ”Well, You Needn’t”. Næst efter Duke Ellington er han dén jazzmusiker hvis kompositioner der er indspillet flest versioner af – hvilket er bemærkelsesværdigt, da Ellington skrev omkring tusind numre, mens Monk skrev omkring 70.




Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

søndag den 7. juli 2013

Facebook Voks uge 27

af Dennis Otte
1. juli 2013

WILLIE DIXON (1915-1992) ville i dag være blevet 98 år.
Selvom den amerikanske blues-bassist/guitarist også indspillede fremragende musik i eget navn og med The Big Three Trio, er han nok mest (aner)kendt som sangskriver, pladeproducer og arrangør. Særligt af blues, men også med overlap til elektrisk blues, r&b og tidlig rock and roll, hvor han regnes for en af sin tids vigtigste sangskrivere og en hovedaktør i udviklingen af Chicago blues, som den tog sig ud efter Anden Verdenskrig.

Den vigtigste i denne sammenhæng var nok Muddy Waters, som Dixon i øvrigt også leverede store sange til.

Han skrev sine største sange mens han var fast tilknyttet det legendariske plademærke Chess Records i 1950’erne og -60’erne. Sange som ”Little Red Rooster”, ”Hoochie Coochie Man”, ”Spoonful”, ”Back Door Man”, “I Just Want To Make Love To You”, “My Baby”, “Wang Dang Doodle” og “I Can’t Quit You Baby” blev i første omgang store hits for henholdsvis Muddy Waters, Howlin’ Wolf og Little Walter.

Men Dixon arbejdede også med navne som Bo Diddley, Memphis Slim, Led Zeppelin, Chuck Berry og Sonny Boy Williamson, ligesom hans sange er blevet indspillet af senere koryfæer som Bob Dylan, Cream, Jimi Hendrix, The Rolling Stones og Led Zeppelin.

Dixon blev posthumt optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 1994 i kategorien ”early influences”.
3. juli 2013

FRANZ KAFKA (1883-1924) bliver i dag 130 år.

Den tysksprogede jødiske forfatter blev født ind i en velhavende familie i Prag, der slidsomt havde arbejdet sig op fra fattigdommen. Faderen var forretningsmand og en rød tråd i Kafkas incitament til forfattergerningen var faderens manglende accept. I et aldrig afsendt brev til faderen fra 1919 beskrev han sit korte liv som ”en række mislykkede flugtforsøg fra den overmægtige faderautoritets foragt”.
Selvom Kafka mens han levede fik publiceret omkring 250 kortere tekster, så karakteriseres hans skelsættende forfatterskab af, at hovedværkerne først udkom posthumt – vel at mærke imod forfatterens egen vilje, som udtrykt i testamentet. Vennen Max Brod valgte efter Kafkas død at udgive manuskripterne (efter selv at have bearbejdet dem!). På trods af deres de facto status som ufuldendte romaner, indskriver Processen (Der Prozeß udgivet 1925), Slottet (Das Schloß udgivet 1926) og Amerika (Der Verschollene udgivet 1927) sig ubesværet og overlegent i verdenslitteraturens elitære sfære.

Kafka blev i 1906 uddannet jurist og var fra 1908 til sin pensionering i 1922 ansat i et arbejdsulykke-forsikringsselskab i Prag, agtet og værdsat for sine faglige kompetencer. Helt til 1916 boede han hos forældrene. Året efter diagnosticeredes han med lungetuberkulose, men en ansøgning om pensionering blev først imødekommet i 1922.
Kafkas betydning for eftertidens litteratur blev enorm og inspirerede store forfattere som Samuel Beckett og Jorge Luis Borges foruden danske Villy Sørensen, som i 1960’erne redigerede de danske Kafka-oversættelser.
Kafka døde den 3. juni 1924, indlagt i Østrig.
3. juli 2013

I dag er det 42 år siden JIM MORRISON døde i et badekar i Paris.
James Douglas Morrison (1943-1971) er bedst kendt som karismatisk forsanger og sangskriver i et af 1960’ernes bedste rockbands, The Doors. Bandets navn hentede den litteræreMorrison fra Aldous Huxley’s mescalin-roman The Doors of Perception (1954).

Morrisons musikalske meritter turde være velkendte og indlysende; derfor anbefales her (også) hans forfatterskab. Inspireret af forskellige litteraturepokers store forfattere som Plutarch, Baudelaire, Rimbaud, Molière, Kafka, Kerouac, Ginsberg, de Balzac og Cocteau udgav han under sit borgerlige navn (for at blive taget seriøst af ikke-rocksfans) samlingerne:
The Lords and the New Creatures (1969)
An American Prayer (1970)
Posthumt udkom:
Wilderness: The Lost Writings of Jim Morrison (1988)
The American Night: The Writings of Jim Morrison (1990)
Siden er der udkommet et hav af opsamlinger af Morrisons digte på diverse sprog, ofte under det velkendte og kommercielt mere appellerende Jim Morrison, gerne prydet med et billede af den unge digter og sanger i Jesus-positur. Nævnes skal også den i 1978 udsendte LP An American Prayer, hvor de tilbageværende Doors-medlemmer lagde musik til Morrisons stærkt medrivende oplæsning af sine digte.

Det kan anbefales at starte med bogen James Douglas Morrison. Samlede digte og tekster 1968-71 (billedet), som udkom sidste efterår oversat til dansk af Bo Green Jensen.
6. juli 2013

I dag er det 42 år siden LOUIS ARMSTRONG døde.

Han levede fra 1901 til 1971 og man kan dermed argumentere for, at han levede simultant med henholdsvis jazzens fødsel og kulmination.

Ørevoks anbefaler "Satchmo's" selvbiografi, My Life In New Orleans, 1952, der udkom på dansk samme år.

6. juli 2013

Det er i dag præcis 56 år siden PAUL MCCARTNEY og JOHN LENNON første gang mødte hinanden.
Det skelsættende møde fandt sted lørdag den 6. juli 1957 ved en havefest ved St. Peter’s Chuch i Woolton, Liverpool. Her havde Lennon givet koncert bag på en lastvogn bag kirken med sin skifflegruppe The Quarrymen (opkaldt efter deres skole, Quarry Bank High School).

Det var dette undseelige og dårligt spillende skoleorkester, bestående af Lennon (vokal og guitar), Eric Griffiths (guitar), Colin Hanton (trommer), Rod Davies (banjo), Pete Shotton (vaskebræt) og Len Garry (tea chest bass), der efter talrige udskiftninger skulle udarte sig til The Beatles.
Det var imidlertid ved endnu en koncert med The Quarrymen et par timer senere samme aften, at Ivan Vaughan, der somme tider spillede tea chest bass i orkestret, introducerede Lennon for sin klassekammerat, den 15-årige Paul McCartney fra Liverpool Institute.

Paul imponerede John ved, mens vi småsnakkede, at stemme hans guitar, som var stemt i G som en banjo (banjo var Johns første instrument). Herefter spillede og sang Paul ”Twenty Flight Rock” af Eddie Cochran og ”Be-Bop-A-Lula” af Gene Vincent og imponerede atter John ved at kunne alle ordene – noget John ikke selv kunne, da han kort forinden havde optrådt. Han opfandt derfor sine egne ord til sangen undervejs.
Hele bandet – samt Vaughan og McCartney – tog herefter på pub og løj om alderen for at få servering. Lennon og Shotton var herefter i dilemma om spørgsmålet om at invitere McCartney med i gruppen: Lennon var lederen og ville nødigt risikere at tabe terræn til den skrappe McCartney. På den anden side vidste han, at det ville bringe gruppen fremad. Små to uger senere overbragtes invitationen til Paul som tilfældigt kom cyklende forbi. Han indvilgede efter at have overvejet et døgns tid.
Resten er (rock)historie.
7. juli 2013

Ørevoks' egen Heidi Buur anbefaler sommerlæsning i radioen.



Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.