ROGER WATERS fylder i dag 70 år og det skal naturligvis markeres med lidt ekstra voks i øregangen.

af Dennis Otte

Den engelske musiker slog eftertrykkeligt igennem som først relativt menigt medlem af Syd Barretts psykedeliske rockband Pink Floyd, hvor han var bassist og sang lead på nogle af numrene, ligesom han skrev nummeret ”Take Up Thy Stethoscope and Walk” på bandets geniale debutalbum, The Piper at the Gates of Dawn fra 1967. Sammen med de resterende medlemmer er han også krediteret som medkomponist på ”Pow R. Toc H” og den suveræne ”Interstellar Overdrive”. Det var imidlertid først da Syd Barrett tog varig skade af for mange stoffer og forlod bandet, at Waters tog chefkasketten på. Og beholdt den på. Han skrev nu hovedparten af bandets sange og tekster og var den kunstneriske og praktiske leder.

Et progressivt band

Hvor mange af tidens andre store psykedeliske rockbands løb ud med badevandet, efter den første fascination af lyd- og lysshows var ovre blandt de trendy og stenede hippier, skulle Pink Floyd vise sig at være en hel del mere vedholdende og have en berettigelse hele vejen op gennem 1970’erne, hvor mange musikere fra 1960’erne ellers blev overhalet eftertrykkeligt indenom af først glam og heavy og siden punk og new wave. Men hvad med den progressive rock? Den havde jo meget medvind i de spæde 70’ere, inden det nogle år senere næsten blev mere pinligt at gå ind i en pladebutik og bede om prog-rock, end at spørge efter pornoblade i kiosken. Den progressive rock havde klart sin eksistensberettigelse i begyndelsen; velsagtens søsat af landvindinger fra fx Procol Harum og deres ”A Whiter Shade of Pale” fra 1967 – en dygtig blanding af klassisk musik og rock. Og virtuost spillet på kæmpemæssige udstyrsstykker, der hen ad vejen ofte endte med at være prætentiøse og ved genhør klinge lidt hult og pompøst. Det var tit symfoniske og meget lange stykker musik leveret af bl.a. Emerson, Lake & Palmer, Yes, King Crimson, Genesis og … Pink Floyd.

Man kan indvende, at disse bands både udgav skidt og kanel (som de fleste andre). Det er under alle omstændigheder en smagssag. Ørevoks lytter helst til King Crimson og Genesis – udover Pink Floyd, hvis plader Ummagumma (1969) og Atom Heart Mother (1970) nok var de mest prog-rockede – mens Yes og Emerson Lake & Palmer måske bliver lidt for meget tomt lir og prætentiøst. Selv når Pink Floyd var mest prog-rock, var de samtidig så meget andet: der var stiløvelser i og lån fra blues, art rock, hard rock, elektronisk musik, krautrock og endda country. Foruden en række af de eksperimenter med implementering af reallyd, som bandet næsten gjorde til et særkende.

Hovedværkerne

Men det var uden tvivl de store hovedværker, der afstedkom den klassikerstatus, som bandet har besiddet i efterhånden en del årtier. De var ikke blot hovedværker for Pink Floyd, men hovedværker i 1970’ernes musik. Foruden debuten også Saucerful of Secrets (1968), Meddle (1971), The Dark Side of the Moon (1973), Wish You Were Here (1975), Animals (1977) og den monumentale The Wall (1979), som er kendt af det bredeste publikum, omsat til film og som Roger Waters skamrider og malker lidt vel rigeligt i kæmpe (smagløse) musicallignende opsætninger på al verdens stadions. De fleste – for ikke at sige alle – disse plader var konceptalbums og hvis de ikke var udelukkende med musik og tekst af Waters, så var det meget tæt på. Han ledte gruppen, så ingen var i tvivl om, hvem der var chefen og den kreative drivkraft – som så desværre også aktivt kvalte de øvrige medlemmers forsøg på at skrive sange til pladerne. The Wall var i høj grad et selvbiografisk værk om Waters barndom og ungdom. Den sidste plade med Waters ved roret, med den passende titel The Final Cut, var endnu en (lettere prætentiøs) opsætning af Waters baggrund og tanker. Den var egentlig først tænkt som et soundtrack til filmen The Wall, men efter Thatchers Falklandskrig ændrede Waters retningen og resultatet blev en antikrigsplade med afsæt i hans fars skæbne som dræbt soldat under Anden Verdenskrig. Waters nævnte en række statsledere ved navn, herunder Margaret Thatcher, og var eksplicit kritisk overfor the Conservative Party. Pladen havde den sigende undertitel; ”A requiem for the post-war dream by Roger Waters, performed by Pink Floyd”.

Solo

Waters forlod herefter Pink Floyd og David Gilmour overtog styringen af bandet. Det kom der to ganske hæderlige albums ud af; A Momentary Lapse of Reason (1987) og The Division Bell (1994), som beviste hvad vi godt vidste i forvejen – at Gilmour er en gudsbenådet guitarist og en ret god sanger. Bedre end Waters, kan man mene.

Waters har udgivet tre egentlige soloalbums; The Pros and Cons of Hitch Hiking (1984), Radio K.A.O.S. (1987) og Amused to Death (1992). Alle til pæne anmeldelser. Herudover et soundtrack, When The Wind Blows, hvor David Bowie gæsteoptræder og er medforfatter på et nummer.   

I 2005 udgav Waters sit bud på en opera, Ça Ira. Ikke en rockopera som The Wall eller Tommy, men et stykke klassisk musik; en opera i 3 akter udsat for kvindelig operasanger og hele molevitten. Resultatet blev mere kuriøst end egentlig godt, lidt ligesom når Paul McCartney har forsøgt sig som klassisk komponist.

The Dark Side of the Moon lå på på Billboard 200 i hele 736 uger i træk og har solgt over 40 millioner eksemplarer. Det gør det ikke alene til Pink Floyds kommercielt mest succesfulde album, det er ligeledes det anden mest solgte album i musikhistorien. Ret godt gået af et så eksperimenterende album uden oplagte hitsingler. Det nærmeste man kommer et hit, er sangen ”Money”. I 2010 havde The Wall solgt over 23 millioner eksemplarer.

Roger Waters og resten af Pink Floyd blev i 1996 optaget i The Rock and Roll Hall of Fame.

Facebook voks uge 34

af Dennis Otte

21. august 2013

JOE STRUMMER (John Graham Mellor, 1952-2002) ville i dag være fyldt 61 år.

Strummer er bedst kendt som forsanger og rytmeguitarist i punkgruppen The Clash, med hvem han udsendte seks regulære albums fra 1977 til 1985. Undervejs med udvikling fra den rene simple punk til senere klædeligt at implementere elementer som reggae, ska, rockabilly og et hav af andre stilarter – mest demonstrativt på den tredobbelte LP Sandinista fra 1980. The Clash nåede manegen rundt: fra små punkspillesteder med indforstået følge og materiale af stærkt politisk tilsnit til store stadionkoncerter og radiohits på begge sider af Atlanten. Dog altid med en vis portion integritet i behold.

Inden The Clash var Strummer medlem af gruppen The 101ers og havde senere i soloårene de to backingsbands Latino Rockabilly War og - op til sin pludselige død af en uopdaget hjertefejl – The Mescaleros. I starten af 1990’erne var Strummer tilmed kortvarigt frontmand for The Pogues, da deres ikoniske forsanger Shane MacGowan forlod bandet grundet sine massive alkoholproblemer. Udover soloalbums og soundtracks nåede Strummer også at fungere som radiovært og skuespiller.

Joe Strummer blev posthumt, sammen med The Clash, optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 2003. 

21. august 2013

SID BERNSTEIN er død, 95 år gammel.

Den legendariske koncertarrangør og impresario var den første i verden til at arrangere store stadionkoncerter og stod ligeledes bag den første rockkoncert i Madison Square Garden. Som promoter var han den første, der fik The Beatles, The Rolling Stones, The Kinks, The Moody Blues og et hav af andre engelske navne til USA. På denne måde var han en afgørende brik i the ”british invasion”. Han var koncertarrangør for alle fra Frank Sinatra til Jimi Hendrix og det er ikke en overdrivelse at sige, at han ændrede musikindustrien i sine velmagtsdage. 







23. august 2013

KEITH MOON (1946-78) ville i dag være fyldt 67 år. Moon var en ganske afgørende force i et af alle tiders største rockband, The Who: ligesom en stol har fire ben og ville tilte uden det ene, var hans originale, uortodokse og vanvittige spil noget nær uundværligt for bandets lyd. Dette skulle også vise sig efter hans død: bandet udgav et par plader uden stor succes og magien var væk. Moon’s trommespil var monumentalt. Hvor Ringo Starr’s force snarere var det solide backbeat og en distinkt lyd, der ikke kan købes for penge, tillod Moon sig at være lige så meget frontmand som Daltrey og Townshend og blev en rock and roll persona på højde med de allerstørste i branchen. Ørevoks bringer her en liste over 10 ting du måske ikke vidste om Keith Moon:  

1) Moon var stor fan af amerikansk surfmusik som fx Dick Dale (kender du ham ikke, tjek ham ud) og The Beach Boys.

2) Netop Dick Dale var blandt de mange gæster på Moon’s eneste soloalbum, verdens måske mest kitschede LP fra en seriøs rockstjerne, Two Sides of the Moon (1975), hvor hovedpersonen selv sang alle sange – heriblandt Beach Boys’ ”Don’t Worry Baby”. Øvrige medvirkende tæller fx Ringo Starr, David Bowie, Spencer Davis, Suzi Quatro, Klaus Voorman og Bobby Keys.

3) Blandt Moon’s forbilleder var den geniale jazztrommeslager Gene Krupa og rocktrommeslagere som DJ Fontana (Elvis Presley) og Tony Meehan (The Shadows).

4) Selvom man umiddelbart ikke skulle tro Moon var klassisk skolet, så tog han rent faktisk timer hos trommeslageren Carlo Little, der var med i en meget tidlig konstellation af The Rolling Stones og senere  Screaming Lord Sutch & The Savages og Cyril Davies All Stars.

5) I modsætning til samtidige trommeslagere som John Bonham (Led Zeppelin) og Ginger Baker (Cream) kunne Moon ikke fordrage trommesoloer. For at drille ham, og måske af musikalsk nysgerrighed, besluttede det øvrige band ved en koncert at stoppe med at spille pludseligt og overlade pladsen til en trommesolo. Moon stoppede imidlertid også brat og råbte: ”drum solos are boring!”

6) Pete Townshend var som bekendt hovedsangskriver i The Who, men Moon’s bidrag til sangskrivningen omfatter følgende 7 kompositioner: ”I Need You” (som han også synger), ”Cobwebs and Strange”, ”In The City”, ”Dogs Part Two”, ”Tommy’s Holiday Camp”, ”Waspman” og ”Girl’s Eyes”.

7) Hvor Townshend’s bevæggrunde for at smadre sit instrument var en del af hans auto destructive art, havde Moon mere jordnære motiver for at smadre sit trommesæt; det var simpelthen sjovt. Var knofedt ikke nok, supplerede han gerne med eksplosiver og havde under TV-udsendelsen ”Ready Steady Go!” fyldt så meget krudt i stortrommen, at Townshend fik lagt kimen til sin livslange høreskade.

8) Moon inspirerede angiveligt til navnet Led Zeppelin, da han i 1966 overvejede at forlade The Who og starte en supergruppe med John Entwistle og Jimmy Page. Forslaget blev stemt ned som en ”lead zeppelin”.

9) Det skete flere gange med års mellemrum at Moon besvimede under koncerter som resultat af massivt stof- og alkoholmisbrug. Under Quadrophenia-turnéen i 1973 besvimede han ind over sit trommesæt midt under ”Won’t Get Fooled Again”, blev båret ud af roadies, fik en hurtig indsprøjtning cortisone og kunne spille en halv time mere, inden han én gang for alle gik ud som et lys under ”Magic Bus”. Townshend spurgte publikum om nogen kunne spille trommer – og en lokal trommeslager hoppede spontant op på scenen og spillede resten af koncerten.

10) Moon’s excentriske adfærd, showmanship og humor kom til udtryk i en række kuriøse filmroller, bl.a. Frank Zappa’s 200 Motels og Buddy Holly-filmen That’ll Be The Day.

25. august 2013

I morgen, mandag 26. august, udkommer det fjerde og længe ventede album fra skotske FRANZ FERDINAND. Opfølgeren til 2009’s Tonight-album har fået titlen Right Thoughts, Right Words, Right Action og lægger sig i naturlig forlængelse af de tre foregående plader (foruden den fine dub-plade Blood fra 2009), der både er forsøgt karakteriseret som ”indie”, ”post punk”, ”dance punk” og ”new wave” – Franz Ferdinand lyder dog fortsat hovedsageligt som sig selv og er selvrefererende frem for – som fx Coldplay – hovedløst at jagte den til enhver tid mest populære lyd. Dette tjener Alex Kaprano og hans kumpaner til ære på et fornemt album, der ganske vist ikke lever op til den mesterlige debut fra 2004, hvilket da også ville være lidt af en bedrift al den stund debuten vitterligt er et af forrige årtis mest friske pust på en stadig hensygnende alternativ rockscene.

Dengang for snart 10 år siden havde medlemmerne netop fået deres første instrumenter og havde lært sig selv at spille med en hensigtserklæring om at lave musik, der kunne få de unge damer på dansegulvet. Dette synes stadig at være opskriften, men der er, ligesom på de to foregående albums, føjet stadig nye nuancer og aspekter til det selvproducerede lydbillede. Det er fornemt, velspillet, oplagt, intelligent og tounge-in-cheek med dét ekstra lag, der har gjort Franz Ferdinand til det måske mest postmoderne band efter årtusindeskiftet. Alene navnet! Det rigt varierede album er kun 35 minutter langt, rummer 10 velskrevne og velleverede numre, hvoraf afslutningsnummeret, ”Goodbye Lovers & Friends” giver tydelige associationer til Talking Heads og David Byrne – hvilket bestemt er positivt ment. ”Evil Eye” er årgangs-Franz Ferdinand, titelnummeret og ”Love Illumination” er som de to første singler fra pladen begge slagkraftige dansable perler og ”Stand on the Horizon” har klare disco-reminiscenser. Den lydmæssige legesyge i ”The Universe Expanded” og ”Brief Encounters” bør også fremhæves. 

Right Thoughts, Right Words, Right Action er produceret af bandet selv og udkommer på selskabet Domino som digitalt download, CD, deluxe limited edition dobbelt CD, LP og deluxe dobbelt LP. Bonus-pladen er i LP- såvel som CD-versionen en live session optaget i Konk Studios i London og har fået titlen Right Notes, Right Words, Wrong Order.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

Juni måneds Voks fra Facebook

af Dennis Otte

Noter fra vores Facebook

Fødselsdage, nekrologer, hyldester, anbefalinger... 

1. juni 2013

DEN 1. JUNI 1967 er en ganske særlig dato i musikhistorien.

The Beatles udgav denne dag for 46 år siden det skelsættende album Sgt Peppers Lonely Hearts Club Band, der satte helt nye standarder for musikken på talrige områder. Det betragtes med rette som et af de mest indflydelsesrige albums nogensinde.

David Bowie debuterede med sit selvbetitlede soloalbum denne dag. Han havde op gennem 60'erne, som medlem af forskellige mod- og R&B-bands, udgivet en stribe singler, der sank som sten i havet. Det var således først med sin eponyme debut-LP han udgav musik af varig værdi og med reminiscens af den rollespillende og androgyne Bowie, vi senere skulle stifte bekendskab med.

Også i dansk rockhistorie er datoen særdeles afgørende, da Steppeulvene denne dag udgav deres eneste LP, Hip, som i høj grad kickstartede den dansksprogede rockmusik.

4. juni 2013

ELEKTRONISK MUSIK er i dag et vidt begreb, der spænder over mange genrer med dertilhørende undergenrer.

Tre af den elektroniske musiks fremmeste pionerer hed Peter Zinovieff, Tristram Cary og David Cockerell.

Efter siden begyndelsen af 1950'erne at have eksperimenteret med elektronisk musik og forudsætningerne herfor, lancerede de tre i 1969 verdens første bærbare synthesizer, EMS VCS 3, fra Zinovieff's firma EMS (Electronic Music Studios). Nogle af de bedst kendte musikere, der drog nytte af den, var The Who, King Crimson, Brian Eno og Pink Floyd.

Robert Moog havde allerede i 1965 lagt navn til verdens første kommercielle synthesizer på baggrund af Harald Bode's opfindelser fra 1959-60 og den elektroniske musiks fødsel er således aldeles kompleks og strækker sig over mange årtier.

Skal man alligevel pege på ét af de afgørende punkter, er Zinovieff, Cary og Cockerell's landvindinger evidente, som det fremgår af denne korte dokumentar fra 2006:

5. juni 2013

Forleden kunne vi fortælle om 46 års dagen for David Bowie's albumdebut.

I dag er det imidlertid 49 år siden han havde sin reelle debut på plade, dengang under navnet DAVIE JONES AND THE KING BEES med sangen "Liza Jane" og b-siden "Louie Louie Go Home". Bowie var kun 17 år.

5. juni 2013

Mange kender kun LEONARD COHEN for hans sange og dybe baryton.

Han var imidlertid en anerkendt poet og romanforfatter mange år før han debuterede som musiker, og Ørevoks bringer senere på ugen en overskuelig GUIDE til hans 10 digtsamlinger og 2 romaner: Fra debuten med Let Us Compare Mythologies i 1956 til e-bogen Fifteen Poems fra 2012.

6. juni 2013

I dag er det 7 år siden BILLY PRESTON (1946-2006) døde.

Soulmusikeren og pianisten udgav et hav af soloplader og medvirkede på endnu flere plader med navne som The Rolling Stones, Little Richard, Ray Charles, Bob Dylan, Elton John, Eric Clapton, Red Hot Chili Peppers, Jackson Five, Sam Cooke, Aretha Franklin osv osv.

Beatles-fans vil især huske ham for hans afgørende medvirken på Let It Be-albummet og den berømte tagkoncert.

I øvrigt er det i dag 41 år siden David Bowie udgav The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars.

8. juni 2013

På denne dato i 1969 blev guitaristen og multiinstrumentalisten BRIAN JONES (1942-69) fyret fra The Rolling Stones af Jagger og Richards.

Få uger efter, den 3 juli, blev han fundet død i sin swimmingpool.

Jones blev i første omgang nærmest omgående erstattet af Mick Taylor med hvem gruppen indspillede en række af dens bedste plader, inden Ron Wood fra 1975 officielt overtog pladsen, hvor han har befundet sig siden.

10. juni 2013

HOWLIN' WOLF (Chester Arthur Burnett, 1910-1976) bliver i dag 103 år.

Som en af de mest indflydelserige indenfor electric blues og Chigaco-blues var han med til at kickstarte en lang række især engelske rockbands i begyndelsen af 60'erne og optrådte eksempelvis med et ungt The Rolling Stones. Som en lille parentes kan det nævnes, at Howlin' Wolf er placeret som nr. 31 på Rolling Stone Magazine's liste over alletiders 100 bedste sangere, nr. 54 på bladets liste over alletiders 100 bedste musikere, ligesom hans selvbetitlede album ligger nr. 238 på deres liste over alltiders 500 bedste albums. Ganske godt hylet!

I den mere bedrøvelige ende af spektret, er det i dag 9 år siden den formidable RAY CHARLES (1930-2004) døde.

10. juni 2013

Også João Gilberto har fødselsdag i dag og bliver 82 år. Han er en af pionerne indenfor bossa nova.

12. juni 2013

I går bragte vi vores anmeldelse af BLACK SABBATH's nye plade, 13. I den forbindelse linker vi her til et arrangement sendt live på Youtube i aftes ved midnat.

15. juni 2013

Da ”LIKE A ROLLING STONE” med BOB DYLAN blev indspillet på denne dato for 48 år siden, var det en sand musikalsk revolution.

Sangen var først tænk som en mere folk-orienteret version i 3/4 takt (vals), men ændrede straks karakter, da Dylan hørte den 21-årige guitarist Al Kooper’s orgelspil og forlangte dette noget aparte og uortodokse spil med på pladen – og langt fremme i mixet! Producer Tom Wilson var ikke overbevist, men Dylan insisterede klogeligt:

Columbia tøvede i første omgang med at udgive en så lang sang(6:13 min, uhørt dengang flere år inden The Beatles’ ”Hey Jude”) med en så elektrificeret og fremmedartet håndtering af instrumenterne.

Musikken og teksten, der var startet som en endeløs tirade af bitterhed, overbeviste imidlertid radiolytterne, da DJ’s spillede den lækkede sang i radioen og den nåede en andenplads på den amerikanske hitliste og blev et verdenshit.

Sangens evne til at fascinere var intakt da Rolling Stone Magazine (!) i 2004 publicerede deres bud på de 500 bedste sange nogensinde: ”Like A Rolling Stone” var nummer 1 på listen.

En sand nyskabelse i både lyd, lyrik og format dengang – en udødelig klassiker i dag.

18. juni 2013

PAUL McCARTNEY bliver i dag 71 år.

Den tidligere beatle bliver ofte betragtet som lidt af en popdreng med hang til silly love songs. Dette er utvivlsomt rigtigt, men det er kun en del af sandheden om den mangefacetterede musiker. John Lennon er ofte omtalt som den avantgardistiske og intellektuelle i The Beatles, men også han kunne skrive nogle sødmefylde kærlighedssange hele karrieren igennem.

Rent faktisk var McCartney længe før Lennon aktivt ude at snuse til de avantgardistiske miljøer, særligt i London, og deltog fx aktivt i en performance ledet af Cornelius Cardew på Royal Collage of Art i 1966, hvor McCartney bl.a. spillede på radiator (!). To år før Lennon og Ono fremfragte den fantastiske lydcollage ”Revolution 9” til The White Album, havde McCartney planlagt at lave et avantgardistisk album med titlen Paul McCartney Goes Too Far. Desværre blev det aldrig til et helt album i første omgang, men han var dog særdeles banebrydende med sin 14 minutter lange lydcollage ”Carnival Of Light”, ligeledes fra 1966.

Samme år lavede McCartney to eksperimenterende kortfilm, ”The Defeat Of The Dog” og ”The Next Spring Then”, begge skabt på baggrund af erfaringer med LSD. Således foregreb han Lennon og Ono’s lignende film med flere år. Han lod ikke lydsiden på disse film bestå af egen musik, men derimod J.S. Bach og The Modern Jazz Quartet. Han var begyndt at lytte engageret til mange andre typer musik end sin egen pop/rock-boldgade og havde kort forinden i samspil med producer George Martin begået filmsoundtracket The Family Way med klassisk musik. Således var han den første beatle til at udgive solorelateret musik.

Orkestermusikken og den klassiske musik vendte McCartney frygtløst tilbage til mange gange: Liverpool Oratorio (selvbiografisk operaværk udsendt som dobbeltplade, 1991), Standing Stone (keltisk inspireret klassisk orkestermusik udsat for kor på baggrund af langt digt af McCartney, 1997), Ecce Cor Meum (orkestermusik/oratorium, 2006), Ocean’s Kingdom (ballet, 2011).

Foruden disse klassiske værker har McCartney med held besøgt avantgardemusikken flere gange: Liverpool Sound Collage (electronica/reallydcollage, 2000), Strawberries Oceans Ships Forest (electronica-plade udgivet sammen med Youth under navnet The Fireman, 1993), Rushes (electronica, ligeledes med Youth under navnet The Fireman, 1998), Twin Freaks (electronica-plade sammen med DJ Freelance Hellraiser, 2005) og endelig den fremragende Electric Arguments (ambient/house-electronica med Youth igen under navnet The Fireman, 2008).

Senest har dagens fødselar med stort held givet sig i kast med indspilning af standards på den let jazzede crooner-plade Kisses On The Bottom (2012).

18. juni 2013

I dag er det 46 år siden MONTEREY POP FESTIVAL løb af stablen.

Festivallen var den allerførste af sin art og er selve prototypen på de musikfestivaller vi kender i dag. Woodstock er måske mere kendt, men kom altså først 2 år senere.

Monterey Pop Festival varede fra 16.-18. juni 1967 og festen i the summer of love kunne bl.a. byde de kræsne gæster på:

Jimi Hendrix (det var hér han overhældte sin guitar med gas og stak ild den den)

Grateful Dead

The Who (et vendepunkt i deres livemæssige karriere)

Simon & Garfunkel

The Mamas & The Papas

Buffalo Springfield (med Neil Young)

Ravi Shankar (indisk sitarspiller og far til Norah Jones)

Otis Redding

Jefferson Airplane

Laura Nyro (tjek hende ud!)

The Byrds

Moby Grape (uretfærdigvis lettere glemte)

Electric Flag (psykedelisk jazzrock som vor far lavede den!)

Quicksilver Messenger Service

The Butterfield Blues Band (et af 60'ernes bedste bluesbands!)

Country Joe & The Fish

The Animals

Canned Heat

osv osv

19. juni 2013

NICK DRAKE (1948-1974) ville i dag være fyldt 65 år.

Den engelske singer-songwriter nåede kun at udgive tre albums:

Five Leaves Left (1969)

Bryter Layter (1970)

Pink Moon (1972)

Drake havde et plaget sind og afholdt sig næsten fra at optræde. Den sidste periode af sit liv flyttede den depressive og angstplagede musiker hjem til sine forældre, der en nat i 1974 fandt deres søn livløs, død af en overdosis Amitriptyline - ingen ved om der var tale om selvmord.

Nick Drake's posthume berømmelse og indflydelse er i dag evident og en række musikere som Peter Buck fra R.E.M., Robert Smith fra The Cure og Kate Bush har indrømmet, at de er inspirerede af ham.

20. juni 2013

ERIC DOLPHY (1928-1964) ville i dag være fyldt 85 år.

Dolphy var særdeles innovativ inden for avantgardejazzen med sin distinkte lyd på altsaxofon og fløjte og var jazzens første solist på basklarinet af betydning og prægnans; han introducerede praktisk talt basklarinetten som soloinstrument i jazzen ligesom han var en af de allerførste til at indspille uakkompagnerede hornsoli – hele 5 år før Anthony Braxton gjorde denne disciplin kendt.

Selvom han indspillede fornemme plader med avantgardejazz i eget navn, er han nok allermest kendt for sit arbejde som medlem af Charles Mingus Quartet og John Coltrane Quintet, om end han også spillede med store navne som Ornette Coleman, Herbie Hancock, Max Roach og Ron Carter.

Vil man stifte bekendtskab med Eric Dolphys soloplader, kan det varmt anbefales at starte med Iron Man (1963) og Out To Lunch (1964).

20. juni 2013

BRIAN WILSON bliver i dag 71 år.

Som hovedkraft og primær sangskriver i The Beach Boys var han i 60’erne en af de mest populære amerikanske sangskrivere. Først med de udødelige surf-sange og siden de mere modne eksperimenter på mesterværket Pet Sounds (1966), som af mange regnes for et af de bedste albums nogensinde, og befinder sig på andenpladsen på Rolling Stone Magazine’s liste over de 500 bedste albums. Brian Wilsons stjerne hos de kræsne hippier og rockfans var dengang ikke altid lige høj; han betragtedes stadig i vidt omfang som en glad surf-dreng, der skrev velklingende men overfladiske popsange.

Det har imidlertid vist sig, at Wilsons sange ubesværet har formået at stå tidens test og han beundres i dag rettelig for meritter som den nyskabende single, ”Good Vibration”, pladerne Today, Pet Sounds og Smile, hvoraf sidstnævnte nær havde knækket nakken på den gode Wilson. Tynget af egne ambitioner og konkurrencementalitet overfor tidens største rockkomponister, gik han næsten til i stofmisbrug og psykiske problemer og overlod dominansen af The Beach Boys til sin lillebror Carl. Han bidrog dog stadig sporadisk til gruppens sangkatalog fra sin isolation.

Brian Wilson kom heldigvis på benene igen og den relativt velfungerende musiker påbegyndte i 1988 en solokarriere med moderat succes. Det uudgivne mesterværk, pladen Smile, blev endelig udgivet i 2004 til stor succes. Brian Wilson har sideløbende med sin solokarriere genoptaget samarbejdet i The Beach Boys, som i 2012 udgav det fine comeback, That’s Why God Made The Radio.

21. juni 2013

RAY DAVIES, forsanger, sangskriver og guitarist i The Kinks, bliver i dag 69 år.

Som hovedmand i The Kinks udgav han en lang stribe udødelige singler og albums op gennem 60’erne og 70’erne. I starten var de et udpræget single-band med udspil som “You Really Got Me”, “All Day And All Of The Night” og “Tired Of Waiting For You”, men det var først med LP’en Face To Face (1966) at bandet for alvor blev et vægtigt og vigtigt orkester. En ”face” var en tilhænger af den ærkebritiske mod-subkultur, the mods (afledt af modern). Denne LP var nærmest selvstændigt prototypen for den britpop som særligt Blur og Pulp skulle blive fakkelbærere for i 90’erne med den særlige engelske humor, samfundsskildringer og referencer til vaudeville, music hall og engelsk folk music.

Efter at have fulgt succesen op med den lige så gode LP Something Else by The Kinks (1967) gik bandet i en mere konceptuel retning og beskrev nostalgisk engelske traditioner – og manglen herpå i deres samtid – på The Village Green Preservation Society (1968). Denne opfulgtes af endnu et konceptalbum, Arthur (Or The Decline And Fall Of The British Empire) I 1969.

Af andre plademæssige højdepunkter kan fremhæves Muswell Hillbillies (1971) og Misfits (1978).

Bandet udgav sin seneste plade i 1993 og spillede senest live i 1996, men er aldrig officielt opløst. Faktum er imidlertid, at Ray Davies solokarriere har været opprioriteret herefter, da han i hhv. 2006 og 2007 udgav pladerne Other People’s Lives og Workingman’s Café – allerede i 1985 havde han dog startet sin solokarriere med soundtracket Return To Waterloo.

22. juni 2013

"LIFE ON MARS?" af DAVID BOWIE udkom på 7" single for præcis 40 år siden i dag.

Den var første gang udkommet på albummet Hunky Dory i 1971, men blev efter den massive succes oven på Ziggy Stardust-mania udgivet på single og nåede #3 på den engelske hitliste og blev på listen i 13 uger.

Strygerdelen var skrevet af guitaristen Mick Ronson fra Bowie's eget band, The Spiders From Mars, og pianotemaet blev spillet af Rick Wakeman (fra gruppen Yes) da sangen blev indspillet i Londons Trident Studios i april 1971.

B-siden var den endnu ældre "The Man Who Sold The World" fra albummet af samme navn, fra 1970.

<iframe width="420" height="315" src="//www.youtube.com/embed/v--IqqusnNQ" frameborder="0" allowfullscreen></iframe>

22. juni 2013

Singer-songwriteren, guitaristen og skuespilleren KRIS KRISTOFFERSON (her sammen med Bob Dylan) bliver i dag 77 år.

Den amerikanske countrymusiker er bedst kendt for sine sange ”Sunday Mornin’ Comin’ Down” og ”Me and Bobby McGee”, hvorafsidstnævnte også blev et hit for Janis Joplin og rummer den kendte linje ”freedom is just another word for nothing left to lose”.

I 1985 blev Kristofferson medlem af supergruppen The Highway Men sammen med Johnny Cash, Willie Nelson og Wayon Jennings. Kristofferson har udgivet 17 regulære studiesoloalbums, foruden et hav af plader i andre regi, og medvirket i næsten 100 film. Han blev i 2004 optaget i Country Music Hall Of Fame.

22. juni 2013

BOBBY GILLESPIE, forsanger i og medstifter af det skotske band Primal Scream, bliver i dag 51 år.

Primal Scream har på indtil videre 11 fornemme studiealbums boltret sig uimodståeligt rundt i post-punk, psychedelia, dance-rock, indie, ambient, electronica, acid house og ja – alternativ rock af snart sagt ethvert tilsnit.

Gillespie spiller bas, guitar og trommer og var i midten af 80’erne trommeslager i The Jesus and Mary Chain.

Ørevoks anbefaler kraftigt Primal Scream.

25. juni 2013

Georgios Kyriacos Panagiòtou, bedre kendt som GEORGE MICHAEL, bliver i dag 50 år.

Han har haft enorm mainstreamsucces med sine popsange, først i Wham! og siden med sine 5 soloalbums. Ørevoks henleder i den forbindelse opmærksomheden på pladetitlen fra 1990:

Listen Without Prejudice. Et godt råd såvel i musik som blandt folk i almindelighed.

25. juni 2013

I dag bliver den engelske venstreorienterede kulturjournalist Eric Arthur Blair 110 år. Hvem?

Under pseudonymet GEORGE ORWELL blev han med anti-totalitære romaner som Animal Farm (1945) og Nineteen Eightyfour (1949) særdeles berømt og berygtet; især sidstnævnte vandt og vinder stadig, med sin bidende samfundskritik og faretruende fremtidsalarmeringer, foruroligende genklang i vores senmoderne samfund med dets overvågning og bureaukrati.

Orwell var som uafhængig socialistisk journalist og forfatter debuteret i 1935 med A Clergyman’s Daughter, opfulgt af Keep the Aspidistra Flying fra 1936. Da disse ikke umiddelbart fandt et publikum, vendte Orwell tilbage til det mere journalistisk dokumentariske med The Road to Wigan Pier i 1937, der søger en objektiv skildring af arbejdsløshed og socialt armod i Nordengland.

Vist var Orwell politisk, men han var aldrig partipolitisk og lod sig ikke bruge; han var ikke skråsikker, men oftest nuanceret, som i den følgende bog, Homage to Catalonia fra 1938, omhandlende hans oplevelser som frivillig på den uafhængige venstrefløj i Den Spanske Borgerkrig. Krigsdeltagelsen kostede ham en ikke dødelig men dog alvorlig kugle i halsen og skildringen er en utvetydig kritik af sovjetkommunismen.

Op gennem 1940’erne fulgte en lind strøm af samfundsrevsende essays, ofte pragmatisk forholdende sig til de enkelte emner på en alsidig og nuanceret facon.

Efter længere tids tuberkulose døde Orwell i 1950, kun 46 år gammel.

26. juni 2013

Lee Conley Bradley, bedre kendt som bluesmusikeren BIG BILL BROONZY (1893-1958), bliver i dag 120 år.

Broonzy var en særdeles fremtrædende bluesmusiker, en af pionererne indenfor Chicago blues og spillede så tidligt som i 1942 elektrisk forstærkede instrumenter. Hans publikum var, ganske typisk, i starten fattige afroamerikanere, men hans publikum blev bredere, da han i 1938 af produceren og musikarkæologen John Hammond blev opfordret til at spille ved koncerten From Spirituals To Swing i Carnegie Hall, Manhattan – en koncert arrangeret af Hammond med det formål at introducere den brede hvide befolkning for en bred vifte af de bedste sorte autentiske og stærkt innovative musikere, som modstykke til de ofte tarvelige hvide kopier som publikum præsenteredes for i radio og på dansesteder. Broonzy havde i sidste øjeblik overtaget pladsen fra den yderst sagnomspundne Robert Johnson, der kort forinden i en alder af 27 år var død, angiveligt forgivet af en jaloux rival.

I sine aktive år fra 1927-58 skrev han over 300 sange i genrerne folk, country blues, spirituals, protestsange og Chicago blues, som oftest udsat for hans akustiske guitar og eller violin. Som akustisk guitarist har Broonzy været kraftig inspirator for koryfæer som Muddy Waters, Memphis Slim, Ray Davies og Rory Gallagher.

Broonzy blev en international stjerne, først med sin urban blues for sorte arbejdere i Amerika, siden som en af de førende figurer i den amerikanske folk revival; han blev en stor stjerne i Europa og betragtes med sit varierende musikalske output rettelig som en af hovedaktørerne i udviklingen af bluesmusikken i det 20. århundrede.

Big Bill Broonzy blev i 1980 posthumt optaget i Blues Hall of Fame, som det første kuld, sammen med 20 andre af verdens største blueslegender. Han døde i 1958 af strubekræft.

29. juni 2013

Det er i dag 45 år siden PINK FLOYD's anden LP, A Saucerful of Secrets, udkom.

Efter den geniale debutplade, The Piper at the Gates of Dawn var udkommet året forinden, var bandets hovedkraft Syd Barrett blevet særdeles mentalt ustabil efter for mange LSD-trips. Barretts medvirken på Saucerful of Secrets er beskeden; guitar på "Remember a Day" og "Set the Controls for the Heart of the Sun" samt ikke mindst et af pladens absolutte højdepunkter; den afsluttende "Jugband Blues", som var det eneste nummer Barrett skrev til pladen. Det er et genialt nummer, klassisk Barrett, men en smule aparte i forhold til resten af pladen - Roger Waters havde set sit snit til at overtage rollen som kreativ leder (på godt og ondt).

Ind i folden kom også den geniale guitarist David Gilmour, som her medvirker på et Pink Floyd-album for første gang. Myten siger, at bandet en dag "glemte" at hente Barrett på vej til en koncert, herefter var han fortid i orkestret. Han udgav to soloplader; The Madcap Laughs og Barrett, begge '70.

Det tidlige Pink Floyd står ofte i skyggen af senere meritter som milepælene The Dark Side of the Moon ('73), Wish You Were Here ('75), Animals ('77) og den monumentale The Wall ('79).

Det tidlige Pink Floyd rummer imidlertid også fremragende perler. Foruden de ovenfor fremhævede bør nævnes:

Soundtrack from the Film More ('69)
Ummagumma ('69)

Atom Heart Mother ('70)

Meddle ('71)

Obscured by Clouds ('72)

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.