af Dennis Otte
Er Eik Skaløes breve til os?
Sidste år udkom musikskribenten Jan Poulsen med en grundig og velskreven biografi om Eik Skaløe, sanger og tekstforfatter i den mytiske danske beatgruppe, Steppeulvene. Det var der god ræson i; flere havde i årenes løb forsøgt sig med den store opgave det var at afdække Eiks færd og værk, og Poulsen løftede opgaven særdeles samvittighedsfuldt. Det var en vigtig bog om en central skikkelse i det danske ungdomsoprør og selve kickstarteren til den dansksprogede rock. En ung mand, der levede og oplevede i fuld fart, ikke var for fastholdere og så nysgerrigt afsøgte afkroge af både sind, samfund, musik, litteratur, film og rejser – plus det løse. Bogen cementerede, at Skaløe var så meget andet for og i sin tid end de otte smågeniale sangtekster til Steppeulvenes eneste LP, HIP, fra 1967. Han var på en lang række punkter foregangsmand for den hippiebølge, som med vanlig forsinkelse i forhold til udlandet ramte Danmark for alvor i årene EFTER hans selvmord i Indien i 1968.
Skaløe var i dén grad hip og med på beatet – han var velsagtens med til at skabe beatet her til lands, først som marcherende i kampagnen mod atomvåben fra Holbæk til København som 18-årig i 1961 og siden som heftigt skrivende og altfortærende litterær og musikalsk svamp med alle antenner ude i forhold til tidens impulser som beatmusik, den franske filmbølge, østlig kultur og alskens litteratur. Hans svigerfar var en vis Halfdan Rasmussen og selv fungerede han som redaktør af tidsskriftet Alternativ. Masser af kontakter i kunstens pulserende rækker faldt helt naturligt for den unge Eik – når han da ellers endelig var hjemme i Danmark for en kort bemærkning.
Tag med Eik til Nepal
Nu, et år efter biografien om ham, kommer så en 312 siders lang bog med Eik Skaløes breve hjem til familien fra de mange og lange vanvittige trips til eksotiske steder på kloden og fra arresten i Helsingør, hvor Eik sad inde for et apotekstyveri. Lillesøsteren Iben Lassesen har, efter forældrenes død for få år siden, været på loftet efter kassen med Eiks breve, tegninger, digte, halve noveller og artikler. Som hun skriver i sit forord til bogen:
”Som jeg sad der: Læste, lagde brevene kronologisk og huskede – blev jeg grebet af læsningen. Det var så dugfriske tekster, så levende og gribende, at de måtte deles med andre. Min subjektive erindring fra teenageårene blev ledsaget af objektiv bedømmelse: Dette tekstmateriale gjorde sig fortjent til en bog for sig. En brevbog”
Og hvorfor så egentlig dét? Vi har allerede den tyve år gamle bog Breve til en veninde med Eiks breve hjem til kæresten Iben Nagel Rasmussen fra hans mange rejser og bogen Ønsket om ordliv, der samler Eiks digte. Hvorfor er det vedkommende for nutidens dansker at læse en ung mands private breve fra tresserne, der både indeholder tilstræbte dybsindigheder, ungdommelig frustration, overmod, vemod, rejseekstase og trivielle nedskrivninger af problemer med visa og evindelige skriblerier om hvorvidt breve er nået frem og hvor meget han glæder sig til at modtage nye breve? Bevares, der ER nogle smukke og helt litterære passager imellem, hvor sprogekvilibristen virkelig brænder igennem, men problemet er, at der er lidt for langt imellem guldkornene. Det mærkes alt for tydeligt, at dette i sagens natur er private breve skrevet i farten, komplet med stavefejl og sproglige bommerter, som aldrig havde til hensigt at blive publiceret offentligt i bogform. Det er naturligvis præmissen, men det er ikke alle breve, der kan bære en bogudgivelse, og måske skulle der være selekteret noget mere. Det kan virke som overkill at ville delagtiggøre offentligheden i ALT hvad Eik skrev af privat karakter.
Ikke desto mindre skal bogen nok finde en dedikeret skare af læsere, der, ligesom jeg, holdt meget af biografien fra i fjor og som ikke har samme gnavne forbehold overfor Breve fra vejen af rågummisåler som denne anmelder. Ganske givet vil læsere fra og omkring Skaløes egen generation finde en anden glæde og indsigt i brevene, al den stund de også er historiske dokumenter med førstehånds øjenvidnebetragtninger og punktnedslag i det danske ungdomsoprørs fødsel. Paradoksalt nok har vi også at gøre med et ungt menneskes breve, som burde tale mere direkte til andre unge mennesker, også i dag, men jeg rammes kun alt for sjældent for alvor. Dertil er brevene simpelthen for private og indforståede, sine stedvise sproglige kvaliteter til trods.
Forlægget er øjensynligt sidste års udgivelse af John Lennons breve (udgivet på dansk på samme forlag som den aktuelle Skaløe-bog) til en lang række mennesker i hans liv, både medarbejdere, familie, børn, fans og venner. Bogen gav et unikt indblik i Lennons privatliv og tanker og lykkedes på en helt anden måde end den nye bog med Eiks breve. Måske fordi Eik bare ikke var nogen John Lennon, måske fordi de var udvalgt og kommenteret mere hensigtsmæssigt.
Eik Skaløe er for mig de otte udødelige sange på Steppeulvenes uopslidelige LP, HIP. Det er hovedstolen, og hvad jeg derudover havde af spørgsmål og sult på Skaløes baggrund, bevæggrunde, band og kulturelle berigelser blev rigeligt dækket i biografien Eik Skaløe. Spejder og steppeulv.
Eik Skaløe. Breve fra vejen af rågummisåler udkommer i dag, 15. oktober, på Lindhardt og Ringhof. 312 sider. 299,95 kr.
.jpg)
