Viser opslag med etiketten Eik Skaløe. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Eik Skaløe. Vis alle opslag

tirsdag den 15. oktober 2013

EIK SKALØE. Breve fra vejen af rågummisåler. Boganmeldelse

af Dennis Otte

Er Eik Skaløes breve til os?
Sidste år udkom musikskribenten Jan Poulsen med en grundig og velskreven biografi om Eik Skaløe, sanger og tekstforfatter i den mytiske danske beatgruppe, Steppeulvene. Det var der god ræson i; flere havde i årenes løb forsøgt sig med den store opgave det var at afdække Eiks færd og værk, og Poulsen løftede opgaven særdeles samvittighedsfuldt. Det var en vigtig bog om en central skikkelse i det danske ungdomsoprør og selve kickstarteren til den dansksprogede rock. En ung mand, der levede og oplevede i fuld fart, ikke var for fastholdere og så nysgerrigt afsøgte afkroge af både sind, samfund, musik, litteratur, film og rejser – plus det løse. Bogen cementerede, at Skaløe var så meget andet for og i sin tid end de otte smågeniale sangtekster til Steppeulvenes eneste LP, HIP, fra 1967. Han var på en lang række punkter foregangsmand for den hippiebølge, som med vanlig forsinkelse i forhold til udlandet ramte Danmark for alvor i årene EFTER hans selvmord i Indien i 1968.
Skaløe var i dén grad hip og med på beatet – han var velsagtens med til at skabe beatet her til lands, først som marcherende i kampagnen mod atomvåben fra Holbæk til København som 18-årig i 1961 og siden som heftigt skrivende og altfortærende litterær og musikalsk svamp med alle antenner ude i forhold til tidens impulser som beatmusik, den franske filmbølge, østlig kultur og alskens litteratur. Hans svigerfar var en vis Halfdan Rasmussen og selv fungerede han som redaktør af tidsskriftet Alternativ. Masser af kontakter i kunstens pulserende rækker faldt helt naturligt for den unge Eik – når han da ellers endelig var hjemme i Danmark for en kort bemærkning.


Tag med Eik til Nepal
Nu, et år efter biografien om ham, kommer så en 312 siders lang bog med Eik Skaløes breve hjem til familien fra de mange og lange vanvittige trips til eksotiske steder på kloden og fra arresten i Helsingør, hvor Eik sad inde for et apotekstyveri. Lillesøsteren Iben Lassesen har, efter forældrenes død for få år siden, været på loftet efter kassen med Eiks breve, tegninger, digte, halve noveller og artikler. Som hun skriver i sit forord til bogen:
”Som jeg sad der: Læste, lagde brevene kronologisk og huskede – blev jeg grebet af læsningen. Det var så dugfriske tekster, så levende og gribende, at de måtte deles med andre. Min subjektive erindring fra teenageårene blev ledsaget af objektiv bedømmelse: Dette tekstmateriale gjorde sig fortjent til en bog for sig. En brevbog”
Og hvorfor så egentlig dét? Vi har allerede den tyve år gamle bog Breve til en veninde med Eiks breve hjem til kæresten Iben Nagel Rasmussen fra hans mange rejser og bogen Ønsket om ordliv, der samler Eiks digte. Hvorfor er det vedkommende for nutidens dansker at læse en ung mands private breve fra tresserne, der både indeholder tilstræbte dybsindigheder, ungdommelig frustration, overmod, vemod, rejseekstase og trivielle nedskrivninger af problemer med visa og evindelige skriblerier om hvorvidt breve er nået frem og hvor meget han glæder sig til at modtage nye breve? Bevares, der ER nogle smukke og helt litterære passager imellem, hvor sprogekvilibristen virkelig brænder igennem, men problemet er, at der er lidt for langt imellem guldkornene. Det mærkes alt for tydeligt, at dette i sagens natur er private breve skrevet i farten, komplet med stavefejl og sproglige bommerter, som aldrig havde til hensigt at blive publiceret offentligt i bogform. Det er naturligvis præmissen, men det er ikke alle breve, der kan bære en bogudgivelse, og måske skulle der være selekteret noget mere. Det kan virke som overkill at ville delagtiggøre offentligheden i ALT hvad Eik skrev af privat karakter.  
Ikke desto mindre skal bogen nok finde en dedikeret skare af læsere, der, ligesom jeg, holdt meget af biografien fra i fjor og som ikke har samme gnavne forbehold overfor Breve fra vejen af rågummisåler som denne anmelder. Ganske givet vil læsere fra og omkring Skaløes egen generation finde en anden glæde og indsigt i brevene, al den stund de også er historiske dokumenter med førstehånds øjenvidnebetragtninger og punktnedslag i det danske ungdomsoprørs fødsel. Paradoksalt nok har vi også at gøre med et ungt menneskes breve, som burde tale mere direkte til andre unge mennesker, også i dag, men jeg rammes kun alt for sjældent for alvor. Dertil er brevene simpelthen for private og indforståede, sine stedvise sproglige kvaliteter til trods.
Forlægget er øjensynligt sidste års udgivelse af John Lennons breve (udgivet på dansk på samme forlag som den aktuelle Skaløe-bog) til en lang række mennesker i hans liv, både medarbejdere, familie, børn, fans og venner. Bogen gav et unikt indblik i Lennons privatliv og tanker og lykkedes på en helt anden måde end den nye bog med Eiks breve. Måske fordi Eik bare ikke var nogen John Lennon, måske fordi de var udvalgt og kommenteret mere hensigtsmæssigt.
Eik Skaløe er for mig de otte udødelige sange på Steppeulvenes uopslidelige LP, HIP. Det er hovedstolen, og hvad jeg derudover havde af spørgsmål og sult på Skaløes baggrund, bevæggrunde, band og kulturelle berigelser blev rigeligt dækket i biografien Eik Skaløe. Spejder og steppeulv.
Eik Skaløe. Breve fra vejen af rågummisåler udkommer i dag, 15. oktober, på Lindhardt og Ringhof.  312 sider. 299,95 kr.

lørdag den 1. juni 2013

Maj måneds Voks fra Facebook

af Dennis Otte
Noter fra vores Facebook
Fødselsdage, nekrologer, hyldester, anbefalinger... 


 21. maj 2013
I går mistede vi Ray Manzarek og i dag døde TREVOR BOLDER, bedst kendt som bassist i David Bowies band The Spiders From Mars og Uriah Heep. Trevor Bolder ville være blevet 63 om et par uger. R.I.P.

22. maj 2013
Denne knægt bliver 54 år i dag. Long live Morrissey!





22. maj 2013
Folk har spurgt os, hvorfor vi ikke rater de anmeldte værker, fx med hjerter eller stjerner. Udover at vi finder det lidt for poppet, vil vi simpelthen ikke byde kunstnerne en modtage 1-6 klumper ørevoks



24. maj 2013
Bob Dylan bliver i dag 72 år. Hvor er vi heldige, at han stadig lever og udgiver fantastiske plader.

24. maj 2013
Prince Buster har også fødselsdag i dag og bliver 75 år.
Som en af de mest indflydelsesrige og nyskabende indenfor ska og rocksteady satte jamaicanske Prince Buster et tydeligt aftryk på den senere reggae-musik, som blev så stort et hit på verdensplan.


26. maj 2013
Mick Ronson (1946-1993) ville i dag være fyldt 67 år.

Ronson associeres ofte med David Bowie, for hvem han var en ekstremt stildannende leadguitarist i de vigtige glam-år 1970-1973. Han arbejdede med Bowie en sidste gang på dennes tilbage-i-form-plade, Black Tie White Noise, fra 1993.

Inden sin alt for tidlige død samme år, havde han nået at arbejde med så forskellige navne som Bob Dylan, Lou Reed, Morrissey, Van Morrison og Elton John (for blot at nævne nogle), ligesom han udgav tre soloalbums, heraf det ene posthumt i 1994.

Mick Ronson var multiinstrumentalist og fungerede også som producer og arrangør, men guitaren var altid hans hovedinstrument. Han var inspireret af især Jeff Beck, men står selv som en af de helt store inspiratorer på sit instrument.

lånt fra actmusic.com
27. maj 2013
Bassisten Niels Henning Ørsted-Pedersen (1946-2005) ville i dag være fyldt 67 år.

Sandsynligvis den mest succesfulde danske jazzmusiker nogensinde og kendt blandt kollegaer som The Great Dane with the Never-Ending Name. De opgav hurtigt at udtale navnet og han blev hurtigt blot til NHØP.

Han spillede fra en helt ung alder sammen med en imponerende række af verdens største jazzmusikere (Oscar Peterson, Sonny Rollins, Chet Baker, Stan Getz, Count Basie, Dizzy Gillespie, Roland Kirk, Dextor Gordon, Bill Evans, Albert Ayler, Ben Webster osv osv) ofte i de legendariske år i Jazzhus Montmartre.

28. maj 2013
Eik Skaløe (28. maj 1943 - 15. oktober 1968) ville i dag være fyldt 70 år.

Hans legendariske og eneste LP, Hip med Steppeulvene, regnes for danskrockens fødsel.

Eik Skaløes myte beror således på kun 8 sange med fremragende tekster, som skulle få enorm betydning for hippiemiljøet i Danmark og sætte spor helt op til i dag, hvor den danske kritikerpris eksempelvis bærer titlen Steppeulv - et navn orkestret selv havde lånt fra Hermann Hesses kultroman af samme navn.
Mange omstændigheder i den unge sangskrivers liv var belagt med myter indtil den danske musikskribent Jan Poulsen i 2012 udkom med den gennemførte biografi, Eik Skaløe. Spejder og Steppeulv.

28. maj 2013
ØREVOKS ANBEFALER

Det månedlige engelske musikmagasin UNCUT har, foruden de almindelige numre, lanceret en serie solide magasiner helliget enkelte musikere eller bands. Denne gang handler hele det 146-siders magasin alene om Nick Cave og hans bands, film og romaner gennem årene.

"A whole magazine about me? How exciting", som Cave skriver i bladet.

Ligesom i de forrige udgivelser i den gennemførte serie (som bl.a. har omhandlet koryfæer som Bowie, The Smiths, The Who, The Kinks og Pink Floyd) har bladets bedste skribenter også denne gang gjort et smukt arbejde for at fortælle de respektive historier både detaljeret, overbliksskabende og frem for alt velskrevet med gennemgang af både hovedværker og rariteter. Alt sammen rigt illustreret og behandlet fra mange vinkler.

Fås i almindelige kiosker for 100 kr.

29. maj 2013
GARY BROOKER bliver i dag 68 år.
Som forsanger, pianist og sangskriver i Procol Harum gjorde han sin indflydelse og sit talent gældende, særligt i sidste halvdel af 1960’erne. Bedst kendt er A Whiter Shade Of Pale, men selvom denne sang er noget af det smukkeste der nogensinde er indspillet på plade, så skygger den lidt for gruppens øvrige værk; særligt mesterværkerne Procol Harum (1967), Shine On Brightly (1968) og A Salty Dog (1969).

Musikhistorisk har Procol Harum ofte fået æren for at være the Godfathers of Progrock, hvor tvivlsom denne ære end vil klinge i visse øren. Selv var bandet aldrig hvad man vil betegne som klassisk progressiv rock, men står som en af de mest slidstærke engelske rockgrupper fra tresserne.

lånt fra turellsamlingen.dk
29. maj 2013
Ørevoks bringer i morgen, onsdag, en guide til Dan Turèll's bøger under titlen DAN TURÈLL – FRA DUNKEL TIL ONKEL. 19 SIGNALEMENTER.

Det drejer sig om bøgerne fra Områder Af Skiftende Tæthed Og Tomhed (1970) til Drive-In Digte – Non-Stop Neon-Nat Lys-Avis (1976), da vi på redaktionen regner denne periode for hans mest afgørende. Det bliver lidt af en moppe-blog og er skrevet af Dennis Otte. STAY TUNED.

30. maj 2013
DEVENDRA BANHART bliver i dag 32 år.
Den venezuelansk-amerikanske singer-songwriter har udgivet 7 regulære albums debuterende i 2002 med Oh Me Oh My. Senest udgav han i marts i år den fine Mala efter fire års pladepause.
Alternativ lo-fi indierock? Lyt med og genrebestem selv.
Her er han i det hedengangne Musikprogrammet interviewet af hhv. Mikael Simpson og Anja Pil Overby.




31. maj 2013
Det er i dag 194 år siden den amerikanske digter WALT WHITMAN (1819-1892) blev født.

Hans betydning, ikke kun i amerikansk litteratur, har været enorm og markerer på mange måder overgangen fra romantikken til modernismen i Amerika. Det panteistiske udgangspunkt går igen hele forfatterskabet igennem, ikke mindst i Leaves of Grass, Græsstrå, hvori det blandt andet hedder:

"Dette er det græs der gror overalt hvor der er land eller vand, dette er den fælles, almindelige luft som kloden bader i."

Leaves of Grass fra 1855 må betegnes som hovedværket i Whitmans forfatterskab . Samlingen bestod i første omgang af kun 12 digte uden titel ligesom digteren var anonym. Da samlingen – efter at være udkommet i ni forskellige versioner – fandt sin endelige form som tobindsværk i 1891-1892, rummede den ikke færre end 389 tekster.

Af enkelte digte bør især fremhæves ”Song of Myself” og ”I Sing the Body Electric”.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.