tirsdag den 25. februar 2014

Tillykke til GEORGE HARRISON

af Dennis Otte

I dag er det GEORGE HARRISONs fødselsdag? Han ville i dag være blevet 71 år?
Ja undskyld, at oplysningerne ledsages af et par forvirrende spørgsmålstegn, men det er der en – endnu mere forvirrende – forklaring på:
Gennem hele hans liv var det alment anerkendt og udbredt, at Harrison var født den 25. februar 1943. Det står i snart sagt alle Beatles-bøger, leksika, biografier og lignende. Ikke desto mindre erklærede Harrison nogle år før sin tidlige død af kræft den 29. november 2001, at han faktisk havde fødselsdag dagen før; den 24. februar.  Der fandtes angiveligt familiedokumenter som fastslog, at guitaristen helt præcis fødtes 11:50 PM den 24. februar – og ikke, som hidtil ment, 12:10 AM den 25. februar. Hans fødselsattest siger imidlertid 25. februar, og det var en årligt tilbagevendende tradition, at hans mor og søster ringede ham op og lykønskede ham præcis klokken 12:10 den 25.
Men, men, men – Harrison insisterede! – hans fødselsdag var den 24. februar 1943. Så nu har ægte fans hele to datoer at fejre og mindes den store guitarist og sangskriver på, hvis de altså vil være på den helt sikre side.

torsdag den 13. februar 2014

Den kækt drengede gavflab ROBBIE WILLIAMS bliver i dag 40 år.

af Dennis Otte
Lånt fra fanart.tv
Som eksponent for den let tilgængelige popmusik har han i et par årtier vist sig som en af vor tids største entertainere og karismatiske showmen - elsk det eller rynk på næsen; det lader sig ikke benægte, at Williams med sine iørefaldende popsange og medfødte publikumstække har charmeret et talstærkt og bredt udsnit af særligt den europæiske befolkning.
Robert Peter Williams fra Stoke-on-Trent, Staffordshire, har solgt over 70 millioner plader på verdensplan, hvilket lister ham blandt de bedst sælgende musikere overhovedet. Han er angiveligt den bedst sælgende britiske soloartist nogensinde i Storbritannien – foran giganter som Paul McCartney og Elton John. Han kom i Guinness Rekordbog efter i 2006 at have solgt 1,6 millioner koncertbilletter – på én dag! Og sådan kan man fortsætte med opremsningerne, for Williams er en særdeles prisbelønnet herre, og en popmusiker, der med sit bedste arbejde har formået at skabe varig og intelligent popmusik til masserne. Han favner bredt, lige fra teenagehysteriet og idoldyrkelsen i Take That til midaldrende husmødre og snart sagt ethvert segment med øre for en god popmelodi, leveret med croon eller flabet glimt i øjet.
Han var medlem af Take That fra 1990 til 1995, hvor han forlod bandet til fordel for en solokarriere, men blev medlem igen i 2010, sideløbende med solokarrieren. Fra debuten med Life Thru a Lens i 1997 til Swing Both Ways i 2013, har han med god træfsikkerhed leveret soundtracket til bilradioer, stereoanlæg og diskoteker. Der findes en skæring til enhver lejlighed, og selvom ikke alle albums er helstøbte, så støder man somme tider på en begavet tekst med bid i, ofte skrevet i tæt samspil med Guy Chambers. Nok er Williams stjerne falmet de senere år; det er de færreste beskåret at holde sig på toppen af hitlisterne årti efter årti, men den faste fanskare er trofast, hvad enten det drejer sig om poppede ballader, flabet pop-rock eller Williams personlige favntag med dén crooner-tradition som han elsker så højt fra Sinatra til Elvis og Sammy Davis Jr.

Det er en mere moden drengerøv, der nu som 40-årig – med grå stænk i det sorte hår – efter mange vilde år med misbrug og en stjernestatus som ikke altid var lige let at tackle, har etableret sig med hustru og barn; i 2010 blev han gift med Ayda Field, og to år senere, i september 2012, blev han far til datteren Theodora Rose.

fredag den 7. februar 2014

I dag er det 50 år siden THE BEATLES første gang landede i Amerika.

af Dennis Otte
Lånt fra Beatlesinterviews.org

Det magtfulde land havde få måneder forinden fået århundredets mavepuster; mordet på præsidenten havde efterladt befolkningen i chok. Lufthavnen, hvor The Beatles landede i New York, var kort forinden blevet omdøbt til John F. Kennedy Airport, og den havde aldrig før været besøgt af så talstærk en folkemængde på én gang. Det skønnes, at fremmødet var på 4.000 personer – herudover 200 journalister – og grundet den almindelige blanding af begejstring, kaos og Beatle-mania blev flere meldt lettere tilskadekomne. 
Det var ikke kun gruppens fans, der havde sommerfugle i maven; fotos og filmstrimler fra begivenheden viser fire overvældelse og benovede musikere, udstrålende en uskyld, der i selv samme sekunder blev varigt udfordret. The Beatles blev efter en afvæbnende pressekonference, hvor de mange journalister for første gang stiftede bekendtskab med den kontante og friske Beatles-humor, eskorteret i hver sin limousine mens radiostationerne hektisk reporterede begivenhedens gang. Det var en musikhistorisk vigtig begivenhed; den faktiske start på the British invasion (selvom The Beatles allerede inden de satte fødderne på amerikansk jord havde opnået deres første nummer 1 hit på Billboard Hot 100 med ”I Want To Hold Your Hand” i den forgangne uge), som i de efterfølgende år skulle tage USA med storm og minde landets musikere og ungdom om deres egen enestående musikalske arv. Ikke for ingenting kaldte Bob Dylan året efter en LP Bringing It All Back Home.
Allerede to dage senere, den 9. februar, cementerede The Beatles deres position i deres første optræden på det populære Ed Sullivan Show, som skulle vise sig profetisk for gruppens massive sejrsgang over there: 73 millioner tv-seere så de fremmedartede Fab Four kaste sig selvsikkert ud i ”All My Loving”, for derpå at traktere med en overbevisende håndfuld af selvskrevne sange (bortset fra ”Till There Was You”, som til gengæld viste spændvidden i gruppens udtryk). Det var det højeste seertal til noget amerikansk tv-program nogensinde, og selv kriminaliteten blev målt til et minimum mens gruppen var på skærmen! 
Den 11. februar bød på gruppens første amerikanske koncert (se de legendariske optagelser fra Washington Coliseum), som blev overværet af 8.000 fans. Koncerten var bl.a. usædvanlig pga. opstillingen: The Beatles befandt sig på en slags boksering i midten, og skiftede undervejs i koncerten fokus, så de spillede med front mod en ny side af sportsarenaen. Dagen efter gjaldt det Carnegie Hall, New York, og den 16. februar leverede de deres anden optræden i Ed Sullivan Show, denne gang i Miami – set af ligeledes 70 millioner tv-seere. Den 22. gik turen hjemad efter det første amerikanske eventyr, men de engelske fans var ingenlunde jaloux; de mødte talstærkt op i Heathrow Airport for at modtage deres helte. Det anslås, at 10.000 fans var mødt op for at modtage de hjemvendte sønner.


onsdag den 5. februar 2014

I dag er det 100 år siden den amerikanske forfatter WILLIAM S. BURROUGHS kom til verden

af Dennis Otte

I den forbindelse bringer vi her en opdateret version af det beat-portræt der blev bragt i maj 2013.

Lånt fra ikewrites.com

William S. Burroughs (1914-1997), med det borgerlige navn William Seward Burroughs II, indskrev sig med sine 18 romaner, seks novellesamlinger og fire essaysamlinger i beatlitteraturens absolutte elite. Burroughs blev født ind i en velhavende familie i St. Louis, Missouri; hans farfar, William Seward Burroughs I, havde i 1897 opfundet regnemaskinen. Efter i 1932 at have forladt hjemmets trygge rammer startede han på Harvard University og blev i samme periode kraftigt tiltrukket og fascineret af den gryende modkultur med sin underverden af narkotika. Han havde allerede som teenager skrevet en række essayistiske tekster, men det var imidlertid først i 1945 at han for alvor havde besluttet at tage skriveriet seriøst.

Afskyvækkende kickstart Burroughs var gift med Joan Vollmer, som han boede sammen med, mens han ernærede sig ved en række småjobs som bartender og detektiv. Jobs som han senere, i øvrigt i et interview med Dan Turèll, har påpeget at han beherskede yderst ringe. Men ikke desto mindre er den slags lurvede jobs med til at skabe mystik om myten. Burroughs henslæbte et liv som narkoman, en tilstand han flere steder refererer til som ”sygdommen”, og i modsætning til de andre beatforfattere så begrænsede Burroughs forbrug af stoffer sig ikke til eksperimenter med bevidsthedsudvidende euforiserende stoffer. Han var hardcore stiknarkoman, afhængig til det livstruende. I en tilstand af beruselse havde den våbenfascinerede Burroughs i 1951 villet lege den såkaldte Wilhelm Tell-leg; en leg med liv og død, hvor en person placerer fx et æble oven på sit hoved, hvorefter en anden skal skyde æblet ned, vel at mærke uden at ramme vedkommende. En ekstrem foreteelse, der kan minde om knivkastning og lignende. Den stærkt benzedrinafhængige Joan Vollmer placerede beruset et glas på sit hoved, kiggede fnisende på Burroughs, der tog sigte og skød hende lige i hovedet. Hun var død med det samme.
Der er lige siden dette dybt sørgelige drab blevet spekuleret over, om hvorvidt denne leg blot var et påskud fra Burroughs side til at dræbe sin kone og moderen til deres fælles barn. Al efterforskning i sagen tyder dog på et ulykkestilfælde forårsaget at to randeksistensers skødesløse omgang med skydevåben i en yderst påvirket tilstand. Efter sådan en oplevelse var tømmermændene til at tage og føle på, og Burroughs har i en af sine yderst sjældne berøringer af emnet efterfølgende kommenteret: ”Jeg er nødt til at drage den afskyvækkende konklusion at jeg aldrig ville være blevet forfatter, hvis det ikke var for Joans død, og til at indse i hvor høj grad denne hændelse har foranlediget og formet mit forfatterskab. Jeg lever under besættelsens konstante åg og er altid på flugt fra besættelse, fra Kontrol. Joans død gav mig øjenkontakt med fremmedlegemet, den Onde Ånd, og åbnede herved en livslang kamp, hvor der ikke fandtes anden udvej end at skrive mig ud”. Efter denne makabre hændelse, som hjemsøgte og plagede Burroughs lige til hans død, var han helt konkret blevet en outlaw; en fredløs, som man kender det fra gamle amerikanske cowboymyter. Han blev efter 13 dage løsladt mod kaution og retssagen mod ham endte med at frifinde ham for agtsomt drab.
Burroughs var biseksuel, men udviklede efter Joans død en sær berøringsangst overfor kvinder og sprang nu ud som erklæret homoseksuel. Dette var aldeles ikke velanset i hverken hans overklassebaggrund eller i det amerikanske samfund generelt, men Burroughs hverken skjulte det eller koketterede med det, om end faktummet blev beskrevet i mange af hans værker og ligefrem lagde titel til bogen Queer. Burroughs var den første til at udgive et beatværk og indledte således generationen, som i de følgende år skulle blive oversvømmet med en række andre beatværker, før The Beat Generation i sidste halvdel af 1950’erne voksede sig fra at være et hipt undergrundsfænomen til at blive en kult med masseappel.
Burroughs var med sit næsten teoretiske syn på sproget måske den sværest tilgængelige af beatpionererne, eftersom hans ikke-lineære romaner ofte blander science fiction med cut up og andre påfund. Den første roman hed ganske betegnende Junky: Confessions of an Unredeemed Addict (1953). I dansk oversættelse; Junkie: En ikke omvendt narkoman og homoseksuels bekendelser. Den var en realistisk og i høj grad selvbiografisk skildring af forfatterens liv som dybt narkotikaafhængig og kontakt med læger, politi og psykologer. Bogen var revolutionerende ved at behandle emnet narkotika uden en moraliserende og lægelig tilgang, men som en rent realistisk og ikke-propaganderende litteratur. Allerede inden Joans død havde Burroughs omtrent færdiggjort hele to romaner i Mexico, selvom bogen Queer først blev udgivet så sent som i 1985.
Junkiens nøgne frokost Junkie (1953) blev til på opfordring af Ginsberg, der i sidste instans også var medvirkende til at få den publiceret under pseudonymet William Lee, selvom dette i første omgang blev i form af billig paperback – det gode ved dette var imidlertid, at bogen herved fik karakter af undergrund og det som amerikanerne kalder pulp: en underlødig form for litteratur, hvilket den jo i virkeligheden også var, og at en masse mennesker havde råd til at købe den. At den tilmed fik påklistret mærkatet ”farlige bøger” i både den amerikanske og den danske udgave, virkede sandsynligvis stik imod myndighedernes hensigt; på samme måde som med musik, der fik denne etikette blev værket kun endnu mere eftertragtet og spændende blandt folk, der opfattede sig selv som grænsesøgende og hardcore. Læseren blev herved implementeret i forfatterens egen antiautoritet. Burroughs første to romaner var skrevet i en mere konventionel lineær narrativ form med et traditionelt plot og fremadskridende handlingsforløb. Dette blev for alvor punkteret med den revolutionerende cut up roman, Naked Lunch (1959) som var skrevet på foranledning af vennen og billedkunstneren Brion Gysins opdagelser af cut up-teknikken.
Nu hjalp Ginsberg og Keroauc begge Burroughs med at redigere og arrangere disse afsnit i bogen, eller routines, som Burroughs kaldte dem; små afsnit i bogen, der var opbygget over en drøm, tanke eller vision han havde haft. Fx det absurd komiske afsnit om ”det talende røvhul”; en klar bøssereference med freudianske undertoner. Dette, at Burroughs involverede Ginsberg og Kerouac i sin litterære proces, vidner om det åndelige sammenhold og makkerskab der især op gennem 1950’erne kendetegnede beatforfatterne, hvor Ginsberg og Burroughs også boede sammen i perioder. Det følgende afsnit udgør de allerførste linjer i Naked Lunch og vidner om den paranoia, angst og afhængighed, som bogen er skrevet på. Man mærker også rytmen og den konstante følelse af bevægelse og nærvær i det ligefremme hverdagssprog:
”Jeg kan mærke strisserne i luften derude, mærke hvor de nærmer sig forsigtigt for at slutte ringen, anbringer deres luskede stikkerfælder, nynner stille over min ske og pipette som jeg smider væk ved Washington Street Station, hopper over en korsbom og to trapper ned ad jerntrinene, springer på et nordgående A-tog”.
Godfather of punk Ligesom Ginsberg Howl and other Poems blev også Naked Lunch anmeldt og retsforfulgt som uanstændig litteratur i en række stater. Først i 1966 kunne Massachusetts højesteret erklære bogen ”ikke uanstændig”, og hermed blev bogen det sidste eksempel på retsforfølgelse af et litterært værk, kun bestående af ord alene, som værende uanstændigt i Amerikas historie. Hans avantgardistiske ry voksede internationalt i takt med, at hippiernes modkultur opdagede hans tidligere værker. Han er tilmed blevet kaldt punkens gudfader. Dette naturligvis ikke i nogen musikalsk henseende, hvor denne titel i høj grad med rette er tilfaldet Iggy Pop & The Stooges og Lou Reeds Velvet Underground. 
Apropos rockmusik, så var der på Burroughs ældre dage bud efter ham i musikkens verdens, og han har således indspillet og udgivet musik med både Tom Waits (på pladen The Black Rider, 1993), med R.E.M. (på nummeret ”Star Me Kitten”, 1992, brugt i X-Files, 1996) og Kurt Cobain fra Nirvana (på ”The Priest They Called Him”, 1993).
Burroughs døde i sit hjem i Lawrence, Kansas efter et hjerteanfald i 1997.

søndag den 2. februar 2014

Gæstevoks: Klaus Lynggaard

af Dennis Otte
Månedens gæst er den danske forfatter, digter, musikanmelder og musiker KLAUS LYNGGAARD (f. 1956).
Hans litterære virke tog i første omgang form af lyrik: debutdigtsamlingen Vinterkrig kom i 1981, siden fulgte Mørket vi træder på i 1982 og Begær i 1983 (sidstnævnte med en udvidelse af paletten i retning af en mere prosapræget digtning). Det er over 25 år siden der sidst udkom en digtsamling fra hans hånd (Røv & Nøgler, 1988), og det er således en fornøjelse her at bringe et helt nyskrevet digt, ”Under højspændingen”.
At Lynggaard sidenhen har markeret sig som en af landets skarpeste musikkritikere – først i Kristeligt Dagblad og fra 1992 i Information – kom næppe som en overraskelse for læserne af disse tidlige digtsamlinger, som er spækket til randen med rockmusisk mytologi.
Det store litterære gennembrud kom imidlertid i 1985 med ungdomsromanen Martin og Victoria, som året efter fulgtes op af (den måske endnu bedre) Victorias år. Parallelt med disse spor kørte et helt tredje (eller hvor mange vi er oppe på); Lynggaard spillede rockmusik i orkestre som Pop du Nord, Mental Midget og The Bellboys. Senere har han udsendt plader med Mental Midget, Quote Unquote og ikke mindst de to plader På herrens mark (2005) og Tålt ophold (2010) i eget navn med egne numre og dygtige fordanskninger af Leonard Cohen og Lou Reed. Begge plader i øvrigt med omslagsmaleri af Peter Ravn.
Bibliofilt er udkommet musikessaysamlingen Febertid (1995), Verdens 25 bedste rock- og popalbums 1952-1975 (1999) samt opsamlingen af anmeldelser fra Information, Et kullet klarsyn, udgivet i 2006 i anledning af hans 50 års fødselsdag. 


af Klaus Lynggaard
Under højspændingen
Under højspændingens af elektricitet sitrende kabler
Løber vi og ler
Du er insektet i flugten
Et virrende zigzag
Summende som et uheld i en transformatorstation
Vi standser op, stirrer stift ind i frosten
Og går glødende ind i de kemiske forbindelser
Der som en langsom gift ætser sig ind i systemernes marv  
Fra en busk kommer en hund løbende
Optaget af sit
Ænder, måske eller en ræv eller noget helt tredje
Optaget af langt vigtigere ting end tanker
Plirrer med de gule øjne, varaner
Holder kort inde – læser os med overlegen ligegyldighed
Forsvinder ind i feltet hvor al energi opsluges
Og tilbage i al sin nøgne sandhed står
Lyset kort klart og glitrer
Nægter at lyve
Nægter at blive ved
Blive ved, bliver ved med at mærke
Dit hede åndedræt, din kolde pande
Trafikkens reptilagtige ulyd er soundtracket til dit ikkeliv
Vi løber og løber og standser så atter op
Under højspændingens dirrende kabler
Så fucking forpulet forbandet levende i live
Står vi tilbage med hænderne fulde