TIM CHRISTENSEN BLIVER I DAG 40 ÅR

af Dennis Otte

Det er ikke mange tidløse sangskrivere i absolut verdensklasse, vi har her i Danmark. En af dem, en af de mest slidstærke, runder i dag et skarpt hjørne. Han er forsøgt rubriceret som alt muligt i sin professionelle karriere, som har varet over halvdelen af hans liv; den grønne bølges gulddreng fra det hedengangne 90’er-band Dizzy Mizz Lizzy, popgenial ballademager med moderne evergreens som ”Love Is A Matter Of…”, ”Kings Garden”, ”Stranger”, ”How Far You Go” og ikke mindst ”Right Next To The Right One”, som både i kraft af status som titelmelodi til TV-serien Nikolaj & Julie og fordi en vis Celine Dion indspillede sin version af sangen til sit album Taking Chances (2007) blev så (over)eksponeret, at ophavsmanden selv gav den en velfortjent pause.

Men i bund og grund af Christensen en klassisk sangskriver af den gamle skole; ikke én, der løber efter tidens nyeste trends – selvom han netop har skrevet og udsendt en sang sammen med Mads Langer. Hans udogmatiske tilgang til musik stråler også ud af æteren, når han sidder som radiovært i Tims Top 3 på P6 Beat (et program, som havde sin indtil videre sidste udsendelse i søndags). Han er glødende passioneret musikelsker og har en bred smag; kan finde kvaliteter i de fleste genrer, blot der er noget på hjerte. Et godt eksempel på hans tro på egen dømmekraft er hans favntag med noget så potentielt cheesy som Michael Boltons tåreperser ”How Am I Supposed To Live Without You”, som han udgav på en EP i 2012. For som han sagde; nedenunder al staffagen ligger der jo en rigtig fin lille sang. Ligeledes har han givet tilladelse til, at børnekanalen Ramasjang bruger en af hans overskudssange, den stærkt fængende perle ”Caught In The Arms”, som til lejligheden er udstyret med en dansk børnetekst. Ærgerligt, kan man sige, for sangen fortjener i det mindste også at blive indspillet i originalversion af ophavsmanden selv.

De to albums, som det blev til i den hårdrockede drengerøvstrio Dizzy Mizz Lizzy, har for længst indskrevet sig som moderne klassikere og soundtrack til såvel teens som andre med hang til melodiøs rock af høj kaliber (og bemærkelsesværdigt nok viste det sig, da bandet i 2010 gendannedes for en række koncerter i Danmark og Japan, hvor de også var og er store, at det ingenlunde blot var 90’ernes teens, som skulle på nostalgisk genhør; nej, unge mennesker, som knap nok var født dengang, troppede begejstret op og sang med på hver en strofe). 2 albums, ”one guitar, one bass and a drummer, that’s really all it takes” før Dizzy sejrede sig ihjel; presset var hårdt, og uenigheden om den musikalske linje førte til bruddet. Vejen til solokarrieren var banet. Solodebuten fra 2000, Secrets On Parade, indeholder ikke én mindre god sang; der er fuldt hus fra start til slut, stor inderlig nødvendighed og et hold, som bare spiller blændende.

Tim Christensen er mildt sagt multiinstrumentalist, og har i en række tilfælde indspillet alle instrumenter selv på sine egne sange. Derudover er han i kraft af sine evner som arrangør, komponist og instrumentalist en efterspurgt herre på andre musikeres plader. Blandt disse Kashmir, Mew, Swan Lee, Lars H.U.G., Tue West, Rasmus Nøhr, Kim Larsen og Mads Langer. Rent faktisk spiller Tim også med på Celine Dions genindspilning af sangen, hvorefter sangerinden til slut indsang vokal i Las Vegas.

Da Paul McCartney 18. juni 2012 blev 70 år, fejrede den store Beatles-fan Tim Christensen det med en overbevisende genopførelse af hele eks-beatlens andet soloalbum, Ram, fra 1972, plus en række højdepunkter fra McCartneys øvrige soloår. Han havde allieret sig med sit fremragende band, The Damn Crystals, og sine to musikalske legekammerater, amerikanerne Tracy Bonham og Mike Viola. Resultatet udsendtes på DVD’en Pure McCartney i 2013. Ni år forinden, i 2004, havde Tim Christensen ligeledes gået i The Beatles’ fodspor – bogstaveligt talt – da han indspillede Live at Abbey Road, som udkom på DVD og CD. Det var med hans daværende tour-band, hans bedste til dato, bestående af blandt andre den uforlignelige trommeslager Olaf Olsen og multiinstrumentalisten Nicolai Munch-Hansen. Tim Christensen havde dog allerede tidligere indspillet plade i de legendariske Abbey Road-studier i London, da han indspillede den anden og sidste plade med Dizzy Mizz Lizzy, Rotator, fra 1996.  

Foruden de fire mesterlige soloalbums, Secrets On Parade (2000), Honeyburst (2003), Superior (2008) og The Damn Crystals (2011), har Tim Christensen i 2012 udsendt EP’en The EP Series - Volume 1: Acoustic Covers, som tager udgangspunkt i de såkaldte Low Key/Late Night Sessions, hvor musikeren bevæbnet med sin akustiske guitar i sin egen dagligstue spiller versioner af såvel egne som andres sange, til stor glæde for fanskaren, der ofte får lov at byde ind med forslag.

DEN BRITISKE BIGMOUTH MORRISSEY BLIVER I DAG 55 ÅR

af Dennis Otte

Man bliver mildere og rundere med alderen, siges det. Intet tyder imidlertid på, at Morrissey opfatter dét som andet end volapyk-nonsens. Få i musikken – og generelt! – har været så indædt kompromisløse i forhold til deres ungdoms idealer, hvad enten det gjaldt vegetarisme, politikere eller almindelig mainstream-skørlevned.  

Han har skiftet pladeselskab lige så ofte som vi andre skifter undertøj – eller er det snarere pladeselskaberne, der har kastet sorteper-sangeren rundt imellem sig gennem årtierne?

Hvorom alting er, har Morrissey stået uden pladekontrakt i de seneste år, men udgiver 15. juli i år et splinternyt album – det tiende i rækken, hvis man fraregner ”oprydningsalbummet” Bona Drag fra 1990. Det nye album bærer den meget Morrissey’ske titel World Peace Is None Of Your Business. 

Jo,  bigmouth strikes again, de første udspil fra pladen er lækker årgangs-Moz, og hvis han er i lige så god form som i selvbiografien Autobiography i fjor, ja så er der nok at glæde sig til!    

BRIAN ENO BLIVER I DAG 66 ÅR

af Dennis Otte

Lånt fra browndmt.blogspot.com

Det er en af verdens mest indflydelsesrige, velformulerede og enigmatiske musiker, der i dag har fødselsdag. Og så betegner han endda sig selv som anti-musiker, og store dele af dagens mainstreamungdom aner ikke hvem manden er, alt imens de danser rundt til den musik, han har produceret og været mentor for. For ikke at tale om al den musik, han gennem over fire årtiers stadigt nysgerrige arbejde har influeret og inspireret til. Jo, Brian Peter George St. John le Baptiste de la Salle Eno sætter sine tydelig spor i såvel poppen som rocken, avantgarden, electronica, art rock og selvfølgelig ikke mindst den ambient-genre som han selv er opfinder af (selvom han selv med klædelig beskedenhed påpeger, at andre omkring samme tid lavede lignende eksperimenter, men at han blot gav det et navn). Ingen har imidlertid defineret og forfinet ambientgenren så fornemt som Eno.

Først kendt som flamboyant keyboardspiller og lydtroldmand i det innovative Roxy Music, hvor han medvirkede på de to første plader. Siden blev kampen om opmærksomheden for stor mellem Eno og forsanger Bryan Ferry, og Eno forlod Roxy Music, som gradvist blev mindre og mindre interessant over de følgende plader. Eno har selv fortalt, at det til sidst var så trivielt at spille koncerter med Roxy Music, at han tog sig selv i at stå og tænke over sit vasketøj imens han spillede. Herefter indledtes en solokarriere, der er ulig nogen anden i musikhistorien. Der var de sangbårne plader som Here Come The Warm Jets og Taking Tiger Mountain By Strategy (begge 1974), Another Green World (1975) og Before And After Science (1977). Mesterlige LP’er! Der var lydlandskabseksperimenterne op gennem årtierne, enten alene eller sammen med kyndige folk som Robert Fripp, Kevin Ayers, Cluster, Harold Budd og David Byrne. David Byrne fra bandet Talking Head for hvem Eno også producerede flere albums fra slutningen af 1970’erne til 1980 og hvor han nærmest blev et femte medlem. Forinden havde han arbejdet med David Bowie på dennes plader Low, ”Heroes” (begge 1977) og delvist Lodger (1979). Mange eksperimenter blev til ved hjælp af de såkaldte Oblique Strategies, som Eno og Peter Schmidt udfærdigede som et tilfældighedssystem, hvor man fra en lille æske trækker et kort, der for eksempel kunne lyde: ”Honour thy error as a hidden intention”. På denne måde kunne fastlåste arbejdsrutiner opbrydes og en nye uforudsigelige resultater opnås.

Efter et uheld var Eno indlagt og sengeliggende, og en veninde besøgte ham. Da hun gik, havde hun efterladt pladespilleren på så lavt et lydniveau, at Eno først frustreredes over det, men efter noget tid funderede over en alternativ og ny måde at lytte til musik på/at bruge musik og lyde på – nemlig som ambiance; blot som en del af det omgivende miljø, hvor man ikke nødvendigvis behøver lytte koncentreret, men alligevel bliver helt hypnotisk opfyldt af lydene. Eno skelnede skarpt mellem ambient og muzak, og der er da også en verden til forskel i ambitionsniveau og udtryk. Ambientmusikken kom allerede til fulde til udtryk på Discreet Music fra 1975, men det var først med Ambient-serien – startende med Ambient 1: Music For Airports (1978) – at genren virkelig slog igennem. Herpå fulgte mesterlige LP’er i genren, samt producerrolle for store bands som U2 og langt senere Coldplay. Herudover er Eno vidt anerkendt som installationskunstner, visual artist, som kurator og som intellektuel talsmand for en række humanitære og politiske anliggender.

KRZYSZTOF KOMEDA (1931-1969) ville i dag være blevet 83 år.

af Dennis Otte

De fleste af jazzens fyrtårne har været amerikanere, men andre geografiske giganter har også sat sine præg på genren. I Skandinavien var Jazz på Svenska i 1964 genstand for megen opmærksomhed med den svenske pianist Jan Johansson i front. Andre jazzpianister fra cirka samme himmelstrøg kunne også være med: du har fx med stor sandsynlighed hørt fremragende polsk jazz – måske endda uden at vide det!

Den polske pianist er nok bedst kendt for sin uforlignelige filmmusik til især Roman Polanski (Rosemary’s Baby, Knife in the Water, The Fearless Vampire Killers, Cul-de-sac), men også til film af Ingmar Bergman og filmatiseringen af Knut Hamsuns roman Sult, som blev instrueret af danske Henning Carlsen i 1966.

Komeda var et kunstnernavn, som Krzysztof Trzcinski tog grundet det kommunistiske styres foragt for jazzen. I 1956 blev han medicinsk uddannet med speciale i øre, næse og hals. Mens ”Dr. Jekyll” således studerede medicin, spillede ”Mr. Hyde” jazz rundt omkring i Europa med stadig større succes ud i hard bop, cool, third stream, avantgarde, modal music og andet godt fra jazzmosfæren. En succes, der imidlertid blev sat en tragisk brat stopper for, da den end ikke fyrreårige musiker efter et voldsomt uheld endte i coma og siden døde af haematoma i hjernen den 23. april 1969 i Warszawa.

I 1995 afholdtes for første gang en festival til minde om komponisten: Komeda Jazz Festival har til formål at promovere nye kunstnere og holde mindet om en stor jazzmusiker i live.  

Den amerikanske diva DIANA ROSS fylder 70 år i dag.

af Dennis Otte

Som forsanger i en af alle tiders mest populære pigegrupper, The Supremes, blev hun lidt af et scoop for Detroits legendariske Motown plademærke med udødelige hits som ”Stop In The Name Of Love”, ”You Can’t Hurry Love” og ”Baby Love”. 

Også som soloartist fik hun allerede med sin første plade slået sit navn succesfuldt fast (fx med hitsinglen ”Ain’t No Mountain High Enough”), og har ubesværet opnået kultstatus som en af musikkens allerstørste dronninger. Og ikke uden grund; i 1993 blev hun kåret af Guinness Rekordbog som den mest succesfulde sangerinde nogensinde, målt i flest hitsingler på begge sider af Atlanten (ikke færre end 70 stk), og med et samlet salgstal på over 100 millioner plader. Denne massive succes har utvivlsomt banet vejen for den horde af r&b-sangerinder som særligt slog deres folder op gennem 80’erne og 90’erne. 

Også som skuespillerinde har Diana Ross haft succes, både på Broadway (hvor Billboard betegnede hende som ”Århundredes Kvindelige Entertainer”) og på det store lærred med filmsucceser som The Wiz og Mahogany (hvor nedenstående sang er fra).

I dag er det DAN TURÈLLs 68 års fødselsdag.

af Dennis Otte

I den forbindelse vil digteren, forfatteren og mediemanden blive fejret behørigt rundt omkring. Men hvad med stand up-komikeren Dan Turèll? Ham skal vi fejre med dette link: dansk stand up som det tog sig ud i 1992.

Den (halv)officielle historieskrivning siger, at det var Casper Christensen, der introducerede stand up-genren i Danmark, og sandt er det, at han var igangsættende for den stand up, som vi i et par årtier er blevet fortrolige med.

MEN! Så simple er tingene sjældent, og heller ikke i dette tilfælde. For allerede i midten af 70'erne snakkede Turèll om gerne at ville ende som en art dansk Lenny Bruce (amerikansk stand up-komiker, 1925-1966), og kunne man ikke meget vel betegne nogle af de shows Turèll gav omkring i landet i 70'erne og 80'erne - ofte med Jan Kaspersen ved klaveret - som slet og ret regulær stand up? Det havde i hvert fald ofte mere med stand up end digtoplæsning at gøre, mere med vittigheder og narrativ komik end (impro)-poesi eller historiefortælling - og han stod op, gjorde han, når han fyrede det beredvilligt kækt af. Så spørgsmålet er, om ikke "den første generation" af danske stand up-komikere i denne film i virkeligheden blot adresserer og vedkender sig deres DANske godfather?

LOU REED, som døde 2. oktober sidste år, ville i dag være fyldt 72 år.

af Dennis Otte

Lånt fra nme.com

Der er skrevet massivt om Reed de seneste måneder, men her bringes en selektiv liste over Reeds gæsteoptrædener på andre musikeres albums. Medvirken på soundtracks og various artist compilations er ikke medtaget. 
(For gennemgang af alle Reeds egne plader, inkl. Velvet Underground, læs Ørevoks' nekrolog)

Tom Tom Club: Boom Boom Chi Boom Boom (1988)

Rubén Blades: Nothing But The Truth (1988)

Dion DiMucci: Yo Frankie (1989)

Simple Minds: Street Fighting Years (1989)

Maureen Tucker: I Spent A Week There The Other Night (1991)

Vince Gill: I Still Believe In You (1992)

The Smithereens: A Date With The Smithereens (1994)

David A. Stewart: Greetings From The Gutter (1994)

John Zorn: Music For Children (1998)

Gordon Gano: Hitting The Ground (2002)

Jamie Richards: No Regrets (2002)

Kashmir: No Balance Palace (2005)

Antony and the Johnsons: I Am A Bird Now (2005)

Fernando Saunders: I Will Break Your Fall (2006)

Bruce Hornsby: Intersections 1985-2005 (2006)

Howard Tate: A Portrait Of Howard (2006)

The Killers: Sawdust (2007)

Lucibel Crater: The Family Album (2007)

Stephen Emmer: Recitement (2008)

Sara Wasserman: Solid Ground (2009)

Kevin Hearn and Thin Buckle: Havana Winter (2009)

Gorillaz: Plastic Beach (2010)

Booker T. Jones: The Road From Memphis (2011)

Metric: Synthetica (2012)

ROGER DALTREY bliver i dag 70 år.

af Dennis Otte

Lånt fra Biography.com

Who? Ja, netop: bedst kendt som karismatisk forsanger i det legendariske engelske rockband The Who, men også som solist med 8 albums i rygsækken og medvirken i et hav af film, somme tider som sig selv, somme tider som skuespiller. The Who var et af de mest besynderligt sammensatte rockbands, hvor hvert enkelt medlem var væsensforskelligt fra de andre, men på ejendommelig vis fremstod de alligevel altid som en enhed, ophøjet i en favorabel synergieffekt mellem intellekt og rå testosteronudladning. Som den upolerede gadedreng i bandet stod Daltrey altid som perfekt modspil til Townshends idémageri og lejlighedsvis småprætentiøse indfald. 

The Who har stået bag så vigtige pladeudspil som generationsmanifestet My Generation (1965), verdens første ”rockopera” i miniformat på titelnummeret til A Quick One (1966), pop art og kommerciel radio udsøgt udtænkt på The Who Sell Out (1967), den episke fuldblods ”rockopera” Tommy (1969), det gennemsolide potente rockalbum Who’s Next (1971), bandets smukke opsummering af mods-årene på dobbeltpladen Quadrophenia (1973) og Townshends ”terapiplade” The Who By Numbers (1975). Foruden det hårdtslående livealbum Live at Leeds (1970). 

Vekselvirkningen mellem det eftertænksomme og det rå og umiddelbare var til stede allerede da de som helt ungt mod-band kaldte sig The High Numbers. Det vil formentlig være intakt, når Daltrey medvirker på et afskedsalbum med den dødeligt syge Wilko Johnson – et album, som med titlen Going Back Home vil indeholde 10 originale Johnson-sange, både fra årene med Dr. Feelgood og Solid Senders, foruden et cover af Dylans ”Can You Please Crawl Out Your Window?”. Pladen udkommer efter planen nu i marts. Herudover barsler The Who med et nyt album senere i 2014, selvsagt med Daltrey og Townshend som de eneste originale medlemmer. Det bliver det første siden den fine Endless Wire fra 2006.

Tillykke til GEORGE HARRISON

af Dennis Otte

I dag er det GEORGE HARRISONs fødselsdag? Han ville i dag være blevet 71 år?

Ja undskyld, at oplysningerne ledsages af et par forvirrende spørgsmålstegn, men det er der en – endnu mere forvirrende – forklaring på:

Gennem hele hans liv var det alment anerkendt og udbredt, at Harrison var født den 25. februar 1943. Det står i snart sagt alle Beatles-bøger, leksika, biografier og lignende. Ikke desto mindre erklærede Harrison nogle år før sin tidlige død af kræft den 29. november 2001, at han faktisk havde fødselsdag dagen før; den 24. februar.  Der fandtes angiveligt familiedokumenter som fastslog, at guitaristen helt præcis fødtes 11:50 PM den 24. februar – og ikke, som hidtil ment, 12:10 AM den 25. februar. Hans fødselsattest siger imidlertid 25. februar, og det var en årligt tilbagevendende tradition, at hans mor og søster ringede ham op og lykønskede ham præcis klokken 12:10 den 25.

Men, men, men – Harrison insisterede! – hans fødselsdag var den 24. februar 1943. Så nu har ægte fans hele to datoer at fejre og mindes den store guitarist og sangskriver på, hvis de altså vil være på den helt sikre side.

Den kækt drengede gavflab ROBBIE WILLIAMS bliver i dag 40 år.

af Dennis Otte

Lånt fra fanart.tv

Som eksponent for den let tilgængelige popmusik har han i et par årtier vist sig som en af vor tids største entertainere og karismatiske showmen - elsk det eller rynk på næsen; det lader sig ikke benægte, at Williams med sine iørefaldende popsange og medfødte publikumstække har charmeret et talstærkt og bredt udsnit af særligt den europæiske befolkning.

Robert Peter Williams fra Stoke-on-Trent, Staffordshire, har solgt over 70 millioner plader på verdensplan, hvilket lister ham blandt de bedst sælgende musikere overhovedet. Han er angiveligt den bedst sælgende britiske soloartist nogensinde i Storbritannien – foran giganter som Paul McCartney og Elton John. Han kom i Guinness Rekordbog efter i 2006 at have solgt 1,6 millioner koncertbilletter – på én dag! Og sådan kan man fortsætte med opremsningerne, for Williams er en særdeles prisbelønnet herre, og en popmusiker, der med sit bedste arbejde har formået at skabe varig og intelligent popmusik til masserne. Han favner bredt, lige fra teenagehysteriet og idoldyrkelsen i Take That til midaldrende husmødre og snart sagt ethvert segment med øre for en god popmelodi, leveret med croon eller flabet glimt i øjet.

Han var medlem af Take That fra 1990 til 1995, hvor han forlod bandet til fordel for en solokarriere, men blev medlem igen i 2010, sideløbende med solokarrieren. Fra debuten med Life Thru a Lens i 1997 til Swing Both Ways i 2013, har han med god træfsikkerhed leveret soundtracket til bilradioer, stereoanlæg og diskoteker. Der findes en skæring til enhver lejlighed, og selvom ikke alle albums er helstøbte, så støder man somme tider på en begavet tekst med bid i, ofte skrevet i tæt samspil med Guy Chambers. Nok er Williams stjerne falmet de senere år; det er de færreste beskåret at holde sig på toppen af hitlisterne årti efter årti, men den faste fanskare er trofast, hvad enten det drejer sig om poppede ballader, flabet pop-rock eller Williams personlige favntag med dén crooner-tradition som han elsker så højt fra Sinatra til Elvis og Sammy Davis Jr.

Det er en mere moden drengerøv, der nu som 40-årig – med grå stænk i det sorte hår – efter mange vilde år med misbrug og en stjernestatus som ikke altid var lige let at tackle, har etableret sig med hustru og barn; i 2010 blev han gift med Ayda Field, og to år senere, i september 2012, blev han far til datteren Theodora Rose.

af Dennis Otte

Lånt fra Kulturformidleren.dk

Den danske singer-songwriter og skuespiller NIELS SKOUSEN fylder i dag 70 år.

Han var først sporadisk og lejlighedsvist medlem af de nu legendariske danske orkestre Pan (kort tid som sanger) og Young Flowers (gæstesanger), inden han slog eftertrykkeligt igennem med Skousen & Ingemann, sammen med Peter Ingemann m.fl., hvor han skrev og sang de nu klassiske episke sange med rødder til middelalderens skjaldesange. LP’en Herfra hvor vi står (1971) blev med sine seks lange dansksprogede sange en milepæl i dansk rock – sandsynligvis den vigtigste/vægtigste dansksprogede rockplade siden Steppeulvenes HIP (1967). Ligesom Eik Skaløe fra Steppeulvene er Skousen meget inspireret af Bob Dylan, men også af fx Leonard Cohen.

Skousen var en aktiv medspiller i ungdomsoprøret, særligt fra de spæde halvfjerdsere, hvor han fx sammen med bl.a. Klaus Rifbjerg og Ebbe Kløvedal Reich røg hash på kulturministeriets trappe som en happening for fri hash – og som demonstration imod myndighedernes lukning af ungdommens lokaler i Farvergade fordi der var blevet røget hash på stedet. Herudover var Skousen aktivist/skuespiller i den politisk humoristiske fis-med-borgermusikken-gruppe Solvognen, som afholdt en række opfindsomme og smågeniale happenings. Det er også blevet til en lang række roller på både teater, tv og film.

Siden 2003 har han været gift med digteren og filminstruktøren Linda Wendel. Samme år modtog han kritikerprisen Steppeulven som årets danske tekstforfatter, årets sangskriver og årets melodi. Det er i alt blevet til seks soloalbums fra Jeg vender mig i sengen (1973) til Lyt til din coach (2010). Efter musikalsk inaktivitet fra 1980 til 2002 kom Skousen overbevisende tilbage med pladen Dobbeltsyn i 2002, hvor han havde fået kyndig hjælp af Nikolaj Nørlund og en række andre yngre kapaciteter, der så en stor kvalitet og skønhed i den gamle veterans sange, som intet andet pladeselskab ville udgive. Hertil bl.a. en lille håndfuld plader i forskellige konstellationer af Skousen & Ingemann, bl.a. som Musikpatruljen, som ikke opnåede samme popularitet og bevågenhed som debuten. 

Niels Skousen selvbiografi, med den indlysende titel Herfra hvor jeg står (2011), kan i øvrigt på det varmeste anbefales.

Den amerikanske singer-songwriter LUCINDA WILLIAMS bliver i dag 61 år.

af Dennis Otte

Lånt fra spoletousa.org

Hun har fra debuten Ramblin’ i 1979 til Blessed i 2011 udgivet ti regulære albums – alle med et forbløffende højt og stabilt bundniveau – hvor Car Wheels on a Gravel Road fra 1998 af mange regnes for hovedværket. Det var samtidig medvirkende til, at hun blev indlemmet i en mainstreamkultur, hvor hun måske dybest set ikke hører hjemme. Hun har imidlertid aldrig solgt ud, men har bevaret den særlige integritet og følelse af nødvendighed, der gør hende så vedkommende og elskværdig. Hun har aldrig blot spyttet et nyt album ud fordi det var et par år siden sidst, men altid kun når hun har haft noget at meddele og noget på hjerte. 

Med sine rødder i Hank Williams (de er ikke i familie), Bob Dylan, Joni Mitchell og særligt Joan Baez har hun bevæget sig i grænsefelterne mellem folk, blues og country, og kan i dag regnes for en af de fremmeste fakkelbærere og fornyere af disse traditioner.

JIMMY PAGE bliver i dag 70 år.

af Dennis Otte

Lånt fra ultimateclassicrock.com

JIMMY PAGE bliver i dag 70 år. Den engelske stjerneguitarist, sangskriver og producer startede som en yderst efterspurgt sessionsmusiker (for notabiliteter som The Who, Donovan, The Kinks, Marianna Faithfull, Them, The Rolling Stones osv. osv.), inden han fra 1966-68 fungerede som guitarist i The Yardbirds; et udklækningsband for andre af århundredets fremmeste rockguitarister som Eric Clapton og Jeff Beck – og altså denne unge James Patrick Page. Om end det var lærerigt for Page at være landets mest ombejlede sessionsmusiker, så var det også kunstnerisk utilfredsstillende, og han stoppede, da han begyndte at få forespørgsler om indspilning af muzak. Han fortsatte dog med at indspille på udvalgte plader med bl.a. Jeff Beck og Joe Cocker.

Udover et par guitarlektioner i sin tidlige ungdom er han selvlært, og foruden ubesværet at bestride titlen som en af de mest innovative guitarister i rockens historie, er han en sand multiinstrumentalist som også behersker bl.a. dobro, mountain dulcimer, keyboard, lap steel, synthesizer, bass, pedal steel, mandolin, ukulele, mundharmonika og hurdy gurdy. Udover rockabilly-guitarister som Scotty Moore er Page forankret i bluespionerer som Buddy Guy, Elmore James og B.B. King, men også den akustiske blues og tidens skiffle-trend. Han optrådte allerede som teenager i den sagnomspundne Marquee Club flankeret af tidens blueskoryfæer som Alexis Korner og Cyril Davies. The Yardbirds gennemgik en transformation med stor udskiftning af medlemmerne forud for en koncert i Skandinavien, som startede 7. september 1968 – i Gladsaxe! Således lagde det danske spillested Teen Club lokaler til Led Zeppelins første koncert nogensinde! (selvom de på plakaten hed The New Yardbirds). Vi var i det hele taget godt med på rockfronten i Storkøbenhavn i de år; den første Deep Purple-koncert nogensinde fandt sted i Taastrup.

Konstellationen i Led Zeppelin var nu den klassiske; sanger Robert Plant, trommeslager John Bonham, bassist John Paul Jones og altså vor mand, Mr. Page. Gruppen var en svært håndterlig mundfuld for mange anmeldere dengang, de udgav helt usædvanligt aldrig singler, men fokuserede på albummediet – og publikum elskede dem. Så højt, at de rangerer blandt de bedst sælgende musiknavne nogensinde. Fra det eponyme debutalbum i 1969 til Coda i 1982 udgav gruppen ni albums, hvoraf i hvert fald de seks første er uomgængelige klassikere.

JOAN BAEZ fylder i dag 73 år

af Dennis Otte

Billede lånt fra Liverpoolecho.co.uk

JOAN BAEZ fylder i dag 73 år (tro det hvem der kan!)

JOAN BAEZ er, udover min kære mor, en af de kvinder, jeg respekterer dybest – og så hedder de endda det samme. Det er lidt en skam, at Baez så ofte bliver sat i bås udelukkende som værende folkemusiker. Det ER hun, og hun er en af de bedste og vigtigste fra det tyvende århundrede; men hun er så meget andet og mere end dét. For den brede befolkning associeres hun tilmed ofte som ”hende der optrådte med Bob Dylan i starten af hans karriere”. Well, det gjorde hun, men dengang, i Dylans spæde start, var det i langt højere grad Baez der hjalp ham frem end omvendt. De to havde et (sporadisk) romantisk forhold fra 1962-65 og optrådte bl.a. sammen ved March on Washington ved Lincoln Memoriam den dag Martin Luther King holdt sin ”I Have A Dream”-tale. 

Hun pladedebuterede allerede i 1959 – tre år før Dylan – på albummet Folksingers ’Round Harvard Square sammen med Bill Wood og Ted Alevizos, hvorpå hun sang hele 10 af pladens 18 sange. Det var imidlertid først året efter, i 1960, at hun markerede sig eftertrykkeligt med sit eponyme debutalbum. Hun var til sin første Pete Seeger-koncert som 13-årig og blev bjergtaget af denne folk-legendes musik. Snart optrådte hun offentligt med hans materiale; inden da domineredes hendes smag af rhythm & blues, som hun spillede på sin ukulele – et lettere atypisk instrument i den genre. Som 16-årig i 1957 købte hun sin første akustiske Gibson-guitar. Foruden Seeger var hun dybt optaget af Odetta. Gennembruddet kom, da hun i 1959 første gang optrådte på Newport Folk Festival. I november 1962 opnåede hun den ære, at pryde forsiden af Time Magazine som person of the year.

Baez har til dato udgivet 24 regulære studiealbums, 10 live-plader og et soundtrack. Hun har indspillet sange på seks forskellige sprog, dog mestendels engelsk og spansk. Udover folk har hun bevæget sig i grænsefelterne mellem country, gospel, folk-rock og pop. Selvom Baez selv er en glimrende sangskriver, har hun med afsæt i folkemusikkens tradition for fortolkning indspillet sange af en lang række prominente sangskrivere, heriblandt Leonard Cohen, The Rolling Stones, Paul Simon, The Beatles, Woody Guthrie, Stevie Wonder, Bob Dylan og Jackson Browne. Også nyere sangskrivere som Ryan Adams og Natalie Merchant har hun fortolket. Hendes hovedinstrument er – udover sin uforligneligt smukke stemme – den akustiske guitar, på hvilken hun mestrer et ganske sublimt fingerspil, men hun spiller også klaver og ukulele. Af hendes egne sange er ”Diamonds & Rust” en af perlerne fra det mesterlige album af samme navn (1975). Herudover associeres hun ofte med hittene ”There But For Fortune” (Ochs), ”We Shall Overcome” og ”Where Have All The Flowers Gone” (Seeger), “Farewell, Angelina” og “Love Is Just a Four-Letter Word” (Dylan). Danske lyttere vil spidse ører til “Geordie”, en gammel sang som Baez som en af de første indspillede på sin første live-plade i 1962. Melodien er identisk med Gasolin’s ”Langebro”, og det var netop på Baez’s plade Kim Larsen havde hørt sangen. Han var og er stor Baez-fan.  

Baez’s dedikerede og livslange sociale engagement blev støbt tidligt i barndommen, hvor familien, grundet faderens arbejde i UNESCO, flyttede hyppigt og udover diverse amerikanske stater bl.a. boede i Canada, Spanien, Frankrig, England og mellemøstlige lande som fx Irak. Den sociale bevidsthed og retfærdighedssans rodfæstedes for bestandigt, og har betydet, at hun var en af de første musikere, der så aktivt brugte sin popularitet til at generere opmærksomhed på menneskerettigheder, velartikulerede krigsprotester og en lang række specifikke mærkesager som antidødsstraf, homoseksuelles rettigheder og Occupy Wall Street. Listen over de velgørenhedssager hun igennem en menneskealder har involveret sig dedikeret til, er alenlang. I modsætning til mange andre musikere, som på mere naiv verdensfjern hippiemaner prædiker fred og kærlighed, så har Baez gjort en konkret indsats på utallige felter og sat sig godt ind i forholdene. Hun var venner med Martin Luther King, som hun første gang havde hørt tale da hun var 15, og i den mere kuriøse ende kan det nævnes, at hun i starten af 1980’erne var kærester med den nu afdøde Apple-medstifter Steve Jobs.