ROGER WATERS fylder i dag 70 år og det skal naturligvis markeres med lidt ekstra voks i øregangen.

af Dennis Otte

Den engelske musiker slog eftertrykkeligt igennem som først relativt menigt medlem af Syd Barretts psykedeliske rockband Pink Floyd, hvor han var bassist og sang lead på nogle af numrene, ligesom han skrev nummeret ”Take Up Thy Stethoscope and Walk” på bandets geniale debutalbum, The Piper at the Gates of Dawn fra 1967. Sammen med de resterende medlemmer er han også krediteret som medkomponist på ”Pow R. Toc H” og den suveræne ”Interstellar Overdrive”. Det var imidlertid først da Syd Barrett tog varig skade af for mange stoffer og forlod bandet, at Waters tog chefkasketten på. Og beholdt den på. Han skrev nu hovedparten af bandets sange og tekster og var den kunstneriske og praktiske leder.

Et progressivt band

Hvor mange af tidens andre store psykedeliske rockbands løb ud med badevandet, efter den første fascination af lyd- og lysshows var ovre blandt de trendy og stenede hippier, skulle Pink Floyd vise sig at være en hel del mere vedholdende og have en berettigelse hele vejen op gennem 1970’erne, hvor mange musikere fra 1960’erne ellers blev overhalet eftertrykkeligt indenom af først glam og heavy og siden punk og new wave. Men hvad med den progressive rock? Den havde jo meget medvind i de spæde 70’ere, inden det nogle år senere næsten blev mere pinligt at gå ind i en pladebutik og bede om prog-rock, end at spørge efter pornoblade i kiosken. Den progressive rock havde klart sin eksistensberettigelse i begyndelsen; velsagtens søsat af landvindinger fra fx Procol Harum og deres ”A Whiter Shade of Pale” fra 1967 – en dygtig blanding af klassisk musik og rock. Og virtuost spillet på kæmpemæssige udstyrsstykker, der hen ad vejen ofte endte med at være prætentiøse og ved genhør klinge lidt hult og pompøst. Det var tit symfoniske og meget lange stykker musik leveret af bl.a. Emerson, Lake & Palmer, Yes, King Crimson, Genesis og … Pink Floyd.

Man kan indvende, at disse bands både udgav skidt og kanel (som de fleste andre). Det er under alle omstændigheder en smagssag. Ørevoks lytter helst til King Crimson og Genesis – udover Pink Floyd, hvis plader Ummagumma (1969) og Atom Heart Mother (1970) nok var de mest prog-rockede – mens Yes og Emerson Lake & Palmer måske bliver lidt for meget tomt lir og prætentiøst. Selv når Pink Floyd var mest prog-rock, var de samtidig så meget andet: der var stiløvelser i og lån fra blues, art rock, hard rock, elektronisk musik, krautrock og endda country. Foruden en række af de eksperimenter med implementering af reallyd, som bandet næsten gjorde til et særkende.

Hovedværkerne

Men det var uden tvivl de store hovedværker, der afstedkom den klassikerstatus, som bandet har besiddet i efterhånden en del årtier. De var ikke blot hovedværker for Pink Floyd, men hovedværker i 1970’ernes musik. Foruden debuten også Saucerful of Secrets (1968), Meddle (1971), The Dark Side of the Moon (1973), Wish You Were Here (1975), Animals (1977) og den monumentale The Wall (1979), som er kendt af det bredeste publikum, omsat til film og som Roger Waters skamrider og malker lidt vel rigeligt i kæmpe (smagløse) musicallignende opsætninger på al verdens stadions. De fleste – for ikke at sige alle – disse plader var konceptalbums og hvis de ikke var udelukkende med musik og tekst af Waters, så var det meget tæt på. Han ledte gruppen, så ingen var i tvivl om, hvem der var chefen og den kreative drivkraft – som så desværre også aktivt kvalte de øvrige medlemmers forsøg på at skrive sange til pladerne. The Wall var i høj grad et selvbiografisk værk om Waters barndom og ungdom. Den sidste plade med Waters ved roret, med den passende titel The Final Cut, var endnu en (lettere prætentiøs) opsætning af Waters baggrund og tanker. Den var egentlig først tænkt som et soundtrack til filmen The Wall, men efter Thatchers Falklandskrig ændrede Waters retningen og resultatet blev en antikrigsplade med afsæt i hans fars skæbne som dræbt soldat under Anden Verdenskrig. Waters nævnte en række statsledere ved navn, herunder Margaret Thatcher, og var eksplicit kritisk overfor the Conservative Party. Pladen havde den sigende undertitel; ”A requiem for the post-war dream by Roger Waters, performed by Pink Floyd”.

Solo

Waters forlod herefter Pink Floyd og David Gilmour overtog styringen af bandet. Det kom der to ganske hæderlige albums ud af; A Momentary Lapse of Reason (1987) og The Division Bell (1994), som beviste hvad vi godt vidste i forvejen – at Gilmour er en gudsbenådet guitarist og en ret god sanger. Bedre end Waters, kan man mene.

Waters har udgivet tre egentlige soloalbums; The Pros and Cons of Hitch Hiking (1984), Radio K.A.O.S. (1987) og Amused to Death (1992). Alle til pæne anmeldelser. Herudover et soundtrack, When The Wind Blows, hvor David Bowie gæsteoptræder og er medforfatter på et nummer.   

I 2005 udgav Waters sit bud på en opera, Ça Ira. Ikke en rockopera som The Wall eller Tommy, men et stykke klassisk musik; en opera i 3 akter udsat for kvindelig operasanger og hele molevitten. Resultatet blev mere kuriøst end egentlig godt, lidt ligesom når Paul McCartney har forsøgt sig som klassisk komponist.

The Dark Side of the Moon lå på på Billboard 200 i hele 736 uger i træk og har solgt over 40 millioner eksemplarer. Det gør det ikke alene til Pink Floyds kommercielt mest succesfulde album, det er ligeledes det anden mest solgte album i musikhistorien. Ret godt gået af et så eksperimenterende album uden oplagte hitsingler. Det nærmeste man kommer et hit, er sangen ”Money”. I 2010 havde The Wall solgt over 23 millioner eksemplarer.

Roger Waters og resten af Pink Floyd blev i 1996 optaget i The Rock and Roll Hall of Fame.

BOB DYLAN: Another Self Portrait (1969-1971), The Bootleg Series Vol.: 10. Anmeldelse.

af Dennis Otte

Læser De liner notes, kære læser? Altså den tekst i den lille booklet, der somme tider ledsager en pladeudgivelse. Oftest er disse holdt rent informativt og er yderst sparsomme. Andre gange – især i bokssæt eller genudgivelser og opsamlinger – kan liner notes antage karakter af små værker i sig selv og være en ikke ubetydelig del af nydelsen omkring en plade.

Hvorfor trætter jeg nu med det, når det skulle handle om den nye og fremragende udgivelse fra Bob Dylan; Another Self Portrait (1969-1971), The Bootleg Series Vol. 10? Jo, fordi også denne udgivelse rummer fremragende liner notes og på fornem vis slutter cirklen tilbage til dengang de oprindelige tre plader fra perioden udkom: Nashville Skyline, Self Portrait og New Morning. Hvis den førstes favntag med countrymusikken og Dylans bløde indsmigrende stemme vakte (i første omgang negativ) opsigt, så var det et sandt ramaskrig, der gik igennem fanskaren, da Self Portrait udkom året efter. ”WHAT IS THIS SHIT?”, spurgte en forbavset og fortørnet Greil Marcus i overskriften til sin anmeldelse i Rolling Stone. Nu, 43 år efter, har den amerikanske forfatter, musikskribent og kulturjournalist modereret sit sprog og revurderet sit syn på pladen (og Dylan-perioden):

“Listening to this collection of Bob Dylan’s demos, undubbed masters, alternate takes, New Morning arranging experiments (”If Not For You” with a gypsy violin? Sure. “Sign on the Window” with strings? How about a harp? “New Morning” with “Got to Get You Into My Life” horns? Why not?), and other performances from 1967 to 1971, but focusing mostly on 1970, the year Self Portrait and New Morning were made – I’m tempted to immediately dive back into the burr of some of the songs, to get lost in the tangles of the previously unheard versions (….) There are rivers of voices here – passionate, crafty, plumy, probing, hollowed-out…”

Det er nu ikke fordi Greil Marcus komplet har vendt på en tallerken og nu ukritisk skamroser; han skriver detaljeret om såvel benovelse som forbehold og bringer en masse god information til torvs. Og jeg er enig med ham meget langt hen ad vejen. Det er virkelig en fremragende udgivelse, der med intet mindre end 35 sange fordelt på to plader (i normaludgaven) bringer et sandt overflødighedshorn af ikke tidligere udsendt materiale, gamle kendinge i demoversioner, med og uden diverse overdubs, alternative takes og en live version af klassikeren ”Highway 61 Revisited” fra Dylans koncert på Isle of Wight med The Band fra august 1969. Denne sang burde måske ikke være inkluderet; den er som bekendt fra 1965 fra en stilmæssigt ganske anden periode i Dylans oeuvre og virker lidt malplaceret på denne udgivelse – hvad andre koncertoptagelser fra samme koncert også gjorde på den oprindelige Self Portrait-plade fra 1969, hvilket var medvirkende til at give indtrykket af rodebutik. Alternativt kunne man have udsendt en live plade fra koncerten. Årsagen er nok, at selvom det var en historisk koncert af flere grunde (Dylan havde ikke optrådt live længe og Isle of Wight er i dag en legendarisk festival), så er det næppe mange der mener, at Dylan den dag levede op til sit ry og niveau.

Højdepunkter

Et helt stort højdepunkt på denne dobbeltplade er imidlertid ”Pretty Saro”; en traditional som Dylan har arrangeret og som han aldrig har udsendt i nogen version før nu. Hvilket siger en hel del om, hvor stor en skattekiste af uudgivet materiale Dylan har haft og stadig har liggende. Han er notorisk kendt for at være svær at blive klog på i et pladestudie: flere har gennem årtierne påpeget, at man endelige ikke måtte rose en sang for meget – så gad Dylan nemlig slet ikke have den med på pladen! Om nogen skamroste ”Pretty Saro” i sin tid, skal jeg være usagt. Men det blev skæbnen for mesterværker som fx ”Blind Willie McTell” og ”Series of Dreams”, der blev fravalgt på de regulære studiealbums for årtier senere at dukke op på den første (tredobbelte) bootleg i den serie som hermed har givet sin tiende afkast. I øvrigt alle med rigt informative og velskrevne liner notes af forskellige musikskribenter. Dette gælder i øvrigt ikke kun den mere end fremragende og imponerende serie af officielle bootlegs; der tegner sig samme omhyggelige kærlighed til gode liner notes (om end i noget kortere format) i en lang række af Dylans regulære albums. Nashville Skyline har endda liner notes af selveste Johnny Cash på bagsiden. Cash, som i perioden sang en lang række duetter med Dylan og inviterede ham med i sit populære The Johnny Cash Show - en Bob Johnson-produceret udgave af den klassiske Dylan-sang ”Girl From the North Country” indleder Nashville Skyline. Og nu vi er ved Nashville Skyline og højdepunkter fra den nye plade, så må versionen af den mesterlige ”I Threw It All Away” fremhæves. Bedst som man troede originalen ikke kunne toppes! På spørgsmålet om, hvilken sang han ville ønske, han havde skrevet, svarede Nick Cave engang straks: ””I Threw It All Away” by Bob Dylan!”.

Af andre ikke tidligere udgivne sange (som ikke ”blot” er andre versioner af tidligere udgivne sange, men sange, som Dylan aldrig før i nogen version officielt har udgivet) bør også fremhæves:

“Spanish is the Loving Tounge” (traditional arrangeret af Dylan)

“Annie’s Going to Sing Her Song” (Tom Paxton)

“Railrow Bill” (traditional arrangeret af Dylan)

“Thirsty Boots” (Eric Anderson)

“This Evening So Soon” (traditional arrangeret af Dylan)

“These Hands” (Eddie Noack)

“Working on a Guru” (Bob Dylan)  - med George Harrison på guitar!

“Bring Me A Little Water” (traditional arrangeret af Dylan)

“Tattle O’ Day” (traditional arrangeret af Dylan)

Sidst men ikke mindst skal den i plademæssig sammenhæng relativt sjældne “When I Paint My Masterpiece” også nævnes. Her i en demoversion kun udsat for Dylan og hans klaver. Blandt musikerne på indspilningerne er gengangerne bl.a. så talentfulde folk som David Bromberg, Al Kooper, Garth Hudson, Rick Danko, Charlie Daniels og Russ Kunkel.

De øvrige officielle bootlegs

Til sidst blot et kort signalement af de øvrige bootlegs i serien, alle smukt illustreret med fotos fra de respektive perioder og minutiøse informationer:

The Bootleg Series Vol.: 1-3: Rare & Unreleased 1961-1991 (1991). Uundværlig i enhver Dylan-samling.

The Bootleg Series Vol.: 4: Bob Dylan Live 1966 (1998). En af de vigtigste rockhistoriske koncerter!

The Bootleg Series Vol.: 5: Bob Dylan Live 1975 (2002). Koncertoptagelser fra The Rolling Thunder Revue, hvor Dylan sammen med andre musikere og digtere rejste som en karavane med rockcirkus i bedste americana-stil.

The Bootleg Series Vol.: 6: Bob Dylan Live 1964 (2004). Den tidlige akustiske Dylan live. Inkl. sjældenheder på repertoiret.

The Bootleg Series Vol.: 7: No Direction Home (2005). Soundtrack til Martin Scorseses dokumentarfilm om Dylan af same navn. Indeholder bl.a. meget tidlige sjældenheder.

The Bootleg Series Vol.: 8: Tell Tale Signs. Rare & Unreleased 1989-2006 (2008). Rummer tidlige versioner af senere kendte numre, særdeles oplagte live versioner og ikke tidligere udsendte numre.  

The Bootleg Series Vol.: 9: The Witmark Demos 1962-1964 (2010). Demoindspilninger af klassiske Dylan-sange og sjældenheder for Leeds Music og M. Witmark & Sons.

Facebook voks uge 35

af Dennis Otte

29. august 2013

En stribe musikere fylder år i dag. Hermed korte signalementer:

ELIZABETH FRASER bliver i dag 50 år. Den skotske sangerinde gjorde sig fra 1981 bemærket med sin smukke sopran, hvormed hun som sanger i Cocteau Twins fremførte den alternative rockgruppes ofte storladne sange, hvis tekster oftest bestod af selvopfundne lyde, der ikke bundede i noget kendt sprog, men altid var garant for himmelstormende sensibel ynde. Cocteau Twins opløstes i 1998, men har lejlighedsvist været gendannet. Cocteau Twins udgav 10 albums.

DIAMANDA GALÁS bliver i dag 58 år. Den amerikanske avantgardesangerinde, hvis stemme spænder over tre en halv oktav, arbejder både som sangskriver, pianist, maler og performancekunstner, ofte med temaer som sindslidelser, værdighedstab og AIDS. Siden debuten med Litanies of Satan i 1982 har hun udgivet en lang række plader, der er blevet forsøgt karakteriseret som eksperimenterende art rock, avantgarde, punk, blues, jazz, elektronica, new wave og no wave: En slags eksperimenterende Maria Callas i vild desperation.

GG ALLIN (1956-1993), døbt Jesus Christ Allin (!) var sandsynligvis den mest ekstreme mand i rockmusikkens historie. Med en sceneoptræden, der fik selv Iggy Pop til at ligne en spejderdreng, chokerede Allin alt og alle med sine grotesk grænseoverskridende excesser, der ofte involverede transgressive art, selvskade, afføring og voldelige angreb på publikum. Teksterne handlede ofte ganske eksplicit om racisme, blasfemi, pædofili og kvindehad. Og nåh ja, musikken; den var variationer over hardcore punk, country og spoken word. Han spillede i utallige bands, herunder The Jabbers og The Murder Junkies. Allin døde af en heroinoverdosis som 36-årig og nåede således ikke at efterleve sit løfte om at begå selvmord under en af sine koncerter.

STERLING MORRISON (1942-1995) var elektrisk guitarist i The Velvet Underground. Lejlighedsvis også bas og korsang. Efter opløsningen af bandet uddannede han sig maritimt og arbejdede i et par årtier som kaptajn på en slæbebåd. Den ikke-bluesbaserede rockmusik spores ofte med god grund tilbage til The Velvet Underground. Morrison var en essentiel brik i den lyd, som utallige toneangivende punk/post punk/new wave/noise rock og art rock-guitarister de følgende årtier skulle influeres af og videreudvikle. Da The Velvet Underground i 1996 blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame, fremførte Lou Reed, John Cale og Moe Tucker nummeret ”Last Night I Said Goodbye to My Friend”, dedikeret til deres afdøde bandfælle.

CHARLIE “BIRD” PARKER (1920-1955) ville i dag være blevet 93 år. Den amerikanske jazzsaxofonist var – sammen med Dizzy Gillespie – en hovedfigur i opfindelsen af jazzgenren bebop, som fra midtfyrrerne hurtig forældede den såkaldt traditionelle jazz, som Louis Armstrong i høj grad havde været innovativ leverandør af. Baseret på tempo, virtuositet og ikke mindst improvisation, blev Parker med sit hektiske spil en gudeskikkelse for intellektuelle og hipsters. Ikke uden grund: han spillede sig naturligt ind i jazzens hellige treenighed; Louis Armstrong, Charlie Parker, Miles Davis. Velsagtens tre af jazzens allerstørste fornyere overhovedet. Parker blev senere en afgørende inspirationskilde i den beatlitteratur, som særligt Jack Kerouac var garant for. Parker levede hårdt og døde som 34-årig af en kombination af heroinmisbrug, leversygdom, lungebetændelse og andre følgesygdomme.

MICHAEL JACKSON (1958-2009). Veldansende popsanger.

29. august 2013

GODT NYT til fans af THE BEATLES.

Til november udsendes endnu en plade med Liverpool-kvartettens BBC-indspilninger, denne gang med fokus på midttresserne. Den nye udgivelse får titlen On Air – Live at the BBC Volume 2. Allerede i 1994 udkom dobbeltpladen Live at the BBC med hele 56 sange og 13 dialoger fra æteren. 

Årsagen til den sene opkomst af disse indspilninger skal findes i, at BBC først hen mod slutningen af 1960’erne begyndte at arkivere deres bånd; indtil da overspillede man gamle bånd for at spare, og kilometervis af alskens historisk materiale gik således tabt. Hvis det da ikke var for de årvågne fans, som sad klar med båndoptageren på teenageværelserne og optog udsendelserne. Lydkvaliteten er således ikke så god, som man kunne ønske sig, men dog efter omstændighederne upåklagelig (hvad 1994-pladerne angår, Ørevoks har intet hørt af 2013-udgivelsen). 

Der forlyder endnu desværre intet om, hvilke sange der vil være at høre på efterårets Beatles-udgivelse, men et gæt vil være koncertmaterialet fra deres samtidige LP’er, måske suppleret med spændende fortolkninger, som vi så det med 1994-udgivelsen. Denne rummede endda den aldrig før udgivne Lennon/McCartney-komposition, ”I’ll Be On My Way” foruden perlen ”Soldier of Love” af Buzz Cason og Tony Moon – måske vi er lige så heldige dette efterår.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

Gæstevoks: "Veje" af Thomas Boberg

Ørevoks har her æren af at bringe et nyt digt af den danske digter, romanforfatter og rejseskildrer, THOMAS BOBERG (f. 1960).

Boberg har siden debuten med Hvæsende på mit Øjekast fra 1984 cementeret sin position som en af landets bedste nulevende digtere. Han har modtaget arbejds- og rejselegater fra Statens Kunstfond ligesom hans talent gennem årene er blevet belønnet med bl.a. Johannes Ewalds Legat, Morten Nielsens Mindelegat og Kunstfondens livsvarige ydelse. Sidste år modtog han Det Danske Akademis store pris.

Her bringes for første gang digtet ”Veje”.

af Thomas Boberg

VEJE

Li Po går i vejkanten, han plukker en viol og holder den op mod solen, solen er violet og kanonerne buldrer gennem Kina. I en blindgyde i 1872 møder Li Po en vagabond, han er mere fuld end Li Po, Li Po er ikke ulykkelig, han er beruset, men vagabonden er både ulykkelig og beruset.

Hvem er du, spørger Li Po?

Jeg er Paul.

Paul?

Ja, Paul. Jeg har brændt mit hus ned, min kones hår flammer ligesom skoven i solnedgangen, jeg er fuld og forfærdelig, jeg er færdig, jeg er et fængsel, en pistol rettet mod mit øje, jeg elskede en dreng, jeg kunne ikke tåle ikke at eje, jeg må slå mig selv ihjel, jeg var dranker før Jesus var Gud, før verden var moderne, jeg har tørlagt Paris, jeg skrev på værtshuset, jeg er ulæselig, jeg er en ring på Saturns finger, jeg spyttede i mit glas, jeg satte ild til stolen, der sad englen fra det uregerliges epoke, jeg var nødt til at skyde ham, jeg ramte dårligt, jeg har sunget om regnen, mens jeg stod i regnen, den regn som regner gennem alle de fornedrede hjerter, jeg er …

Paul, sagde, Li Po, lad os skrive årtusindets drikkevise sammen, forstå den berusede sommerfugl, vi er bare børn i bøddelkapper, tag den her serviet og tør blodet af dit øje. Sammen skriver de, at Li Po drømmer han er Paul, der svømmer på havets bund for at favne månen. Imens er Basho på vej over passet. Fujiyama ligner et kæmpemæssig blåt bryst, der stritter på universets kant. Sylfiden Sylvia stikker hovedet i en ovn og ser tidens begyndelse.

Facebook voks uge 34

af Dennis Otte

21. august 2013

JOE STRUMMER (John Graham Mellor, 1952-2002) ville i dag være fyldt 61 år.

Strummer er bedst kendt som forsanger og rytmeguitarist i punkgruppen The Clash, med hvem han udsendte seks regulære albums fra 1977 til 1985. Undervejs med udvikling fra den rene simple punk til senere klædeligt at implementere elementer som reggae, ska, rockabilly og et hav af andre stilarter – mest demonstrativt på den tredobbelte LP Sandinista fra 1980. The Clash nåede manegen rundt: fra små punkspillesteder med indforstået følge og materiale af stærkt politisk tilsnit til store stadionkoncerter og radiohits på begge sider af Atlanten. Dog altid med en vis portion integritet i behold.

Inden The Clash var Strummer medlem af gruppen The 101ers og havde senere i soloårene de to backingsbands Latino Rockabilly War og - op til sin pludselige død af en uopdaget hjertefejl – The Mescaleros. I starten af 1990’erne var Strummer tilmed kortvarigt frontmand for The Pogues, da deres ikoniske forsanger Shane MacGowan forlod bandet grundet sine massive alkoholproblemer. Udover soloalbums og soundtracks nåede Strummer også at fungere som radiovært og skuespiller.

Joe Strummer blev posthumt, sammen med The Clash, optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 2003. 

21. august 2013

SID BERNSTEIN er død, 95 år gammel.

Den legendariske koncertarrangør og impresario var den første i verden til at arrangere store stadionkoncerter og stod ligeledes bag den første rockkoncert i Madison Square Garden. Som promoter var han den første, der fik The Beatles, The Rolling Stones, The Kinks, The Moody Blues og et hav af andre engelske navne til USA. På denne måde var han en afgørende brik i the ”british invasion”. Han var koncertarrangør for alle fra Frank Sinatra til Jimi Hendrix og det er ikke en overdrivelse at sige, at han ændrede musikindustrien i sine velmagtsdage. 







23. august 2013

KEITH MOON (1946-78) ville i dag være fyldt 67 år. Moon var en ganske afgørende force i et af alle tiders største rockband, The Who: ligesom en stol har fire ben og ville tilte uden det ene, var hans originale, uortodokse og vanvittige spil noget nær uundværligt for bandets lyd. Dette skulle også vise sig efter hans død: bandet udgav et par plader uden stor succes og magien var væk. Moon’s trommespil var monumentalt. Hvor Ringo Starr’s force snarere var det solide backbeat og en distinkt lyd, der ikke kan købes for penge, tillod Moon sig at være lige så meget frontmand som Daltrey og Townshend og blev en rock and roll persona på højde med de allerstørste i branchen. Ørevoks bringer her en liste over 10 ting du måske ikke vidste om Keith Moon:  

1) Moon var stor fan af amerikansk surfmusik som fx Dick Dale (kender du ham ikke, tjek ham ud) og The Beach Boys.

2) Netop Dick Dale var blandt de mange gæster på Moon’s eneste soloalbum, verdens måske mest kitschede LP fra en seriøs rockstjerne, Two Sides of the Moon (1975), hvor hovedpersonen selv sang alle sange – heriblandt Beach Boys’ ”Don’t Worry Baby”. Øvrige medvirkende tæller fx Ringo Starr, David Bowie, Spencer Davis, Suzi Quatro, Klaus Voorman og Bobby Keys.

3) Blandt Moon’s forbilleder var den geniale jazztrommeslager Gene Krupa og rocktrommeslagere som DJ Fontana (Elvis Presley) og Tony Meehan (The Shadows).

4) Selvom man umiddelbart ikke skulle tro Moon var klassisk skolet, så tog han rent faktisk timer hos trommeslageren Carlo Little, der var med i en meget tidlig konstellation af The Rolling Stones og senere  Screaming Lord Sutch & The Savages og Cyril Davies All Stars.

5) I modsætning til samtidige trommeslagere som John Bonham (Led Zeppelin) og Ginger Baker (Cream) kunne Moon ikke fordrage trommesoloer. For at drille ham, og måske af musikalsk nysgerrighed, besluttede det øvrige band ved en koncert at stoppe med at spille pludseligt og overlade pladsen til en trommesolo. Moon stoppede imidlertid også brat og råbte: ”drum solos are boring!”

6) Pete Townshend var som bekendt hovedsangskriver i The Who, men Moon’s bidrag til sangskrivningen omfatter følgende 7 kompositioner: ”I Need You” (som han også synger), ”Cobwebs and Strange”, ”In The City”, ”Dogs Part Two”, ”Tommy’s Holiday Camp”, ”Waspman” og ”Girl’s Eyes”.

7) Hvor Townshend’s bevæggrunde for at smadre sit instrument var en del af hans auto destructive art, havde Moon mere jordnære motiver for at smadre sit trommesæt; det var simpelthen sjovt. Var knofedt ikke nok, supplerede han gerne med eksplosiver og havde under TV-udsendelsen ”Ready Steady Go!” fyldt så meget krudt i stortrommen, at Townshend fik lagt kimen til sin livslange høreskade.

8) Moon inspirerede angiveligt til navnet Led Zeppelin, da han i 1966 overvejede at forlade The Who og starte en supergruppe med John Entwistle og Jimmy Page. Forslaget blev stemt ned som en ”lead zeppelin”.

9) Det skete flere gange med års mellemrum at Moon besvimede under koncerter som resultat af massivt stof- og alkoholmisbrug. Under Quadrophenia-turnéen i 1973 besvimede han ind over sit trommesæt midt under ”Won’t Get Fooled Again”, blev båret ud af roadies, fik en hurtig indsprøjtning cortisone og kunne spille en halv time mere, inden han én gang for alle gik ud som et lys under ”Magic Bus”. Townshend spurgte publikum om nogen kunne spille trommer – og en lokal trommeslager hoppede spontant op på scenen og spillede resten af koncerten.

10) Moon’s excentriske adfærd, showmanship og humor kom til udtryk i en række kuriøse filmroller, bl.a. Frank Zappa’s 200 Motels og Buddy Holly-filmen That’ll Be The Day.

25. august 2013

I morgen, mandag 26. august, udkommer det fjerde og længe ventede album fra skotske FRANZ FERDINAND. Opfølgeren til 2009’s Tonight-album har fået titlen Right Thoughts, Right Words, Right Action og lægger sig i naturlig forlængelse af de tre foregående plader (foruden den fine dub-plade Blood fra 2009), der både er forsøgt karakteriseret som ”indie”, ”post punk”, ”dance punk” og ”new wave” – Franz Ferdinand lyder dog fortsat hovedsageligt som sig selv og er selvrefererende frem for – som fx Coldplay – hovedløst at jagte den til enhver tid mest populære lyd. Dette tjener Alex Kaprano og hans kumpaner til ære på et fornemt album, der ganske vist ikke lever op til den mesterlige debut fra 2004, hvilket da også ville være lidt af en bedrift al den stund debuten vitterligt er et af forrige årtis mest friske pust på en stadig hensygnende alternativ rockscene.

Dengang for snart 10 år siden havde medlemmerne netop fået deres første instrumenter og havde lært sig selv at spille med en hensigtserklæring om at lave musik, der kunne få de unge damer på dansegulvet. Dette synes stadig at være opskriften, men der er, ligesom på de to foregående albums, føjet stadig nye nuancer og aspekter til det selvproducerede lydbillede. Det er fornemt, velspillet, oplagt, intelligent og tounge-in-cheek med dét ekstra lag, der har gjort Franz Ferdinand til det måske mest postmoderne band efter årtusindeskiftet. Alene navnet! Det rigt varierede album er kun 35 minutter langt, rummer 10 velskrevne og velleverede numre, hvoraf afslutningsnummeret, ”Goodbye Lovers & Friends” giver tydelige associationer til Talking Heads og David Byrne – hvilket bestemt er positivt ment. ”Evil Eye” er årgangs-Franz Ferdinand, titelnummeret og ”Love Illumination” er som de to første singler fra pladen begge slagkraftige dansable perler og ”Stand on the Horizon” har klare disco-reminiscenser. Den lydmæssige legesyge i ”The Universe Expanded” og ”Brief Encounters” bør også fremhæves. 

Right Thoughts, Right Words, Right Action er produceret af bandet selv og udkommer på selskabet Domino som digitalt download, CD, deluxe limited edition dobbelt CD, LP og deluxe dobbelt LP. Bonus-pladen er i LP- såvel som CD-versionen en live session optaget i Konk Studios i London og har fået titlen Right Notes, Right Words, Wrong Order.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

Facebook voks uge 33

af Dennis Otte

15. AUGUST 2013

Det er i dag 48 år siden THE BEATLES skrev historie med deres legendariske koncert på SHEA STADIUM i New York City: verdens første store stadionkoncert! Det er svært at forestille sig i dag, hvor skelsættende denne begivenhed var: siden 1970’erne er stadionkoncerter blevet almindelig kutyme for musikkens store navne, og musikere som fx U2, The Rolling Stones, Michael Jackson og Paul McCartney har udfordret hinanden i nye bizarre sceneopsætninger og omfangsrige udstyrsstykker. Der var ca. 55.600 publikummer til Beatles-koncerten på Shea Stadium den 15. august 1965. Selv i dag er det et højt antal.

Hvor mange, der rent faktisk fik en musikalsk oplevelse den dag, er tvivlsomt: Ikke alene var der utroligt langt fra publikum til scene. Selve plænen var tom for publikum, som til gengæld stod som sild i tønder på tribunerne i mange etager. The Beatles må have været næsten umulige at se; det var årtier før de i dag så obligatoriske storskærme. Publikums øredøvende skrig hjalp ikke just på det faktum, at lyden i forvejen var ringe: musikken kom ud til koncertgæsterne direkte via de højttalere, som sportsudøverne plejede at blive præsenteret igennem - dette var den eneste lydkilde!

Som McCartney mange år senere bemærkede, var det ham en gåde, hvordan folk overhovedet kunne skelne de enkelte sange fra hinanden. I en berømt sekvens i den 50 minutters koncertfilm, som efterfølgende blev sendt på BBC 1. maj 1966, ser man Lennon opgive at få ørenlyd til at præsentere et nummer og i stedet, med himmelvendte øjne og manisk smilende, foretage sine velkendte fysiske skabagtigheder tilsat gutturale vrøvlelyde. I 2008 spillede Paul McCartney og Billy Joel den uigenkaldeligt sidste koncert på Shea Stadium nogensinde inden det berømte stadion lukkede og slukkede.

Om hele denne udvikling med massive stadionkoncerter tjener musikken vel, skal vi lade være op til den enkelte at vurdere: Vi hører gerne jeres bud i kommentarfeltet herunder.

15. AUGUST 2013

FRANZ BECKERLEE bliver i dag 71 år.

Inden den danske musiker, værktøjsmager, skulptør, billedkunstner og forfatter slog bredt igennem som ”Mr. Stone Free” – den Hendrix-influerede guitarist i Gasolin’ – havde han allerede markeret sig som både avantgardistisk jazzsaxofonist i The Contemporary Jazz Quintet og som pladeproducer for så fremtrædende danske bands i tiden som Burnin Red Ivanhoe og Alrune Rod. Beckerlee sad i producerstolen på begge bands debutplader, begge i 1969, samme år som Gasolin’ blev dannet med Wili Jønsson, Kim Larsen og Bjørn Uglebjerg.

Senere overtog Søren Berlev som bekendt stikkerne efter den allerede erfarne trommeslager Uglebjerg, der ikke kunne forene sig med bandets højlydte skænderier. Hverken Jønsson, Larsen eller Beckerlee var imidlertid erfarne på deres respektive instrumenter: Jønsson havde lige købt sin basguitar og Franz havde set lyset på en rejse til New York med multitalentet Torben Ulrich, en studierejse finansieret af et legat fra Den Danske Jazzkreds, som Beckerlee havde modtaget for anden gang. Som landets velsagtens førende jazzskribent var Ulrich den ideelle guide for den hungrende musiker. Ulrich fik behørigt ansporet Beckerlee til en jamsession på en club downtown med den stærkt Hendrix-influerede trio, The Third Eye. Herfra var der ingen vej tilbage: efter i 1968 at have udgivet den anden og sidste LP med The Contemporary Jazz Quintet koncentrerede Beckerlee sig om den elektriske guitar.

Beckerlee havde således allerede bl.a. spillet klarinet i Torben Dyjaks Jazzband og indspillet to plader med The Contemporary Jazz Quintet (flankeret af Hugh Steinmetz, Niels Harrit, Steffen Andersen og Bo Thrige Andersen), da den brede befolkning stiftede bekendtskab med den farvestrålende Gasolin’-guitarist. Efter Gasolin’ udsendte Beckerlee solopladen No Kiddin’ (1979) og en plade med bandet Wild Honey (1981), forsøgte sig som krimiforfatter (1984-85) og spillede i Christianshavn Bluesband med bl.a. Lone Kellermann og Søren Berlev (1987-93).

I starten af 1990’erne lagde han imidlertid musikken på hylden for at koncentrere sig om sine malerier og skulpturer. Beckerlee bryder årtiers musikalske tavshed, når han – som tidligere nævnt i Ørevoks – medvirker på Søren Andersens og Mika Vandborgs plade Electric Guitars, som udkommer 9. september i år. Beckerlee har dog (desværre) ingen planer om at genoptage musikken herudover.

16. AUGUST 2013

CHARLES BUKOWSKI (1920-1994) ville i dag være fyldt 93 år.

Den amerikanske digter, forfatter og evige outsider blev født som Heinrich Karl Bukowski i Tyskland og havde både polske og tyske aner.

Det sted de fleste forbinder med Bukowski, og som han selv aktivt valgte som sit eksil, var Los Angeles. Herfra hans verden gik, herfra flaskerne tømtes og hestene betragtedes på væddeløbsbanen. Herfra blev den særlige ”dirty realism” udlevet såvel i hans romaner, digte og i det private inferno af sex, selvhad og skrumpelever.

Tusinder af digte, hundredvis af noveller og 6 ikoniske romaner. I alt et livsværk på over 60 bøger – plus ikke så lidt løst herudover. Anset som misantropisk depraveret af den brede pæne offentlighed – og end ikke rigtig velkommen i the beatgeneration – var Bukowski en født outsider af nihilistisk tilsnit. ”Born into This”, som en fremragende dokumentarfilm fra 2003 om forfatteren hed. Heri fortalte bl.a. Sean Penn, Tom Waits og Bono om deres forhold til poeten. Om hønen eller ægget kom først – den massive sociale udstødelse eller det selvvalgte outsidereksil – er ikke så ligetil at svare på. Velsagtens en umage kombination.

De karsk humoristiske udfald mod den øvrige menneskehed er talrige og lyder fx, på spørgsmålet om hvorvidt han hader andre mennesker, således:

“I don’t hate them…I just feel better when they’re not around.”

Lige så lakonisk koncist som tiraden mod de intellektuelle:

 “An intellectual says a simple thing in a hard way. An artist says a hard thing in a simple way.”

Charles Bukowski er ikke for lalleglade skyklap-eskapister eller strømlinede moralister. Eller måske har han NETOP et og andet at sige til præcis dem:

“Some people never go crazy. What truly horrible lives they must lead.”

16. AUGUST 2013

ROCKSELVBIOGRAFIER vol V:

Keith Richards: Livet. 564 sider. 2010.

Der findes mange gode bøger i denne verden. Flere end man nogensinde vil kunne nå at gnave sig igennem i dette usle liv, om man så afsatte samtlige resterende år dertil – hvad jeg ikke sjældent har budgetteret med.

Det sker imidlertid ikke ofte, at der dumper en så velskreven selvbiografi ned i turbanen som denne af inkarnationen af rock og rul, for at bruge en lidt udslidt kliché. Dog en underbygget kliché, bliver man hurtigt klar over; med kyndig hjælp fra biografisten James Fox udpensler Rolling Stones-guitaristen sit liv og levned på en ubarmhjertig og stærkt underholdende facon. Man tager sig selv i gang på gang for sit indre øre at høre Keef’s raspende stemme, når man tages i hånden og føres ud i the crossfire hurricane, som har udgjort livet for Richards.

Jeg var på vagt inden jeg påbegyndte denne bog, havde mine forbehold: skulle jeg spises af med ren attitude og lir? Spil for galleriet og overfladisk smartness med fare for konstant at drøne hovedkulds ned i de så oplagte rock and roll klichéer, som en selvbiografi af netop denne dinosaurus hurtigt kunne resultere i? Allerede ved titlen rynkede jeg brynene: Life/Livet? Hvor banalt.

Well, Richards balancerer på kanten af klichéen, men falder aldrig i. Samtlige sider er fyldt til bristepunktet med levet liv, dyrekøbte erfaringer og almindelig skørlevned. Førstehåndsanekdoterne fra et halvt århundrede blandt musikkens største navne og detaljerigdommene leveres med et sprogligt overskud, der er en beatroman værdig. Clapton’s selvbiografi var rørende og gribende, Cash’s var autentisk og sanddrueligt nøgtern og Dylans var mytisk og cinematisk – Richards’ er det hele.

18. AUGUST 2013

Fik man ikke hørt LEONARD COHENs koncert i Odense lørdag aften, er der stadig mulighed for lidt Cohen på dansk grund i disse dage:

Udover forfatter, digter og musiker kan Cohen nemlig også skrive billedkunstner på sit CV – om end han selv er den første til at nedtone bibeskæftigelsen, der ofte er simplistiske stregtegninger ledsaget af underfundige kommentarer.  Leonard Cohen udstiller sine værker på Gallery Poulsen i Kødbyen indtil den 31. august. Der er åbent torsdag til fredag 12-17.30 og lørdag 11-15.

Om udstillingen og sine værker i almindelighed siger Cohen med vanlig ydmyghed:

”If there were no paintings in the world, mine would be very important. Same with my songs. Since this is not the case, let us make haste to get in line … The Curator has called this exhibition Leonard Cohen Artworks. I call my work Acceptable Decorations”.

Velsagtens en grotesk undervurdering af sine sange, men måske et ganske nøgternt og klædeligt forhold til sin billedkunst, som kan ses som et interessant appendix til hovedværket; sangene og bøgerne. For fans og almindelige beundrere af Cohens person og værk, er udstillingen imidlertid absolut et besøg værd. Og så er entréen gratis.


Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.