af Dennis Otte

Chambers (f. 1938) er en canadisk professor i
lingvistik, som bl.a. er kendt for sine musikskriverier. Så god og grundig er
hans research, at da Miles Davis skrev sin selvbiografi nogle år senere, var
enorme mængder af den direkte lånt, stjålet og omskrevet fra Chambers
monumentale værk om ham. Det er vel også en slags cadeau at få som
musikskribent.
Selvom tobindsværket er så nøje researchet og
spækket med jazzhistoriske detaljer om alle de største navne i genren gennem et
halvt århundrede, så bliver det aldrig tørt eller leksikalt. Sproget ejer
trompetsoloens rytme og det er næsten som at læse en glemt roman fra the
beat generation. Eneste ærgerlige anke er, at selvom denne udgave med ny
introduktion udkom i 1998, så har Chambers ikke følt det umagen værd at
opdatere bogen op til Miles Davis død syv år tidligere. Selvom de sidste plader
omtales flygtigt i den nye 19 siders introduktion, så omhandler denne mere Miles
plagiat af Chambers værk og om årsagerne til trompetistens relativt tidlige
død.
Dette kan virke uforståeligt, når værket ellers
er så gennemført, men den mere jordnære forklaring ligger nok deri, at de
senere plader simpelthen blegner totalt i sammenligning med nærmest samtlige
tidligere udgivelser. Faldet i kvalitet fra 1976’s Get Up With It, den
sidste inden Davis af helbredsmæssige årsager trak sig tilbage i fem år, til
comebacket med The Man With The Horn i 1981, er evident. Lavpunktet
nåede han imidlertid først med pladen You’re Under Arrest fra 1985: en
plade, som Musikpolitiet måske netop burde have arresteret ham for.
Den evigt nysgerrige
Den evigt nysgerrige
Når dette er sagt, så må man beundre Miles Davis
stædige trang til fornyelse, selvom forsøgene i 1980’erne ikke lykkes med nær
samme jazzhistoriske brillans, som dengang han i sine velmagtsdage praktisk
talt genopfandt jazzen hvert tiende år. Det er ikke mange musikere forundt at
bidrage så direkte til musikalske fornyelser blot én gang i deres karriere,
uanset genre; men det er nærmest uhørt at gøre det så ofte som Miles Davis
præsterede. Kreative og innovative landvindinger med så ikoniske plader som:
Birth Of The Cool (indspillet 1949-50 men
først udgivet i 1957) Pladetitlen taler for sig selv!
’Round About Midnight (1957)
Miles Ahead (1957)
Milestones (1958)
Kind of Blue (1959) Et hovedværk I
jazzen generelt!
Miles Smiles (1967)
In A Silent Way (1969)
Bitches Brew (1970) Fusionsjazzens fødsel!
On The Corner (1972)
For at undgå en alenlang liste, har jeg her
endda udeladt knap 20 værker, der er af næsten lige så høj kvalitet, om end
ikke lige så nyskabende. Selvom der er almindelig konsensus om at ovennævnte er
hans hovedværker, hvad de utvivlsomt også er, så elsker jeg i høj grad også
hans fusionsplader op gennem 1970’erne.
Selvom 1980’erne ikke generelt var Miles Davis
årti, bør det retfærdigvis nævnes, at især Star People, Amandla og ikke
mindst Aura er virkelig hæderlige plader. Man må også tage hatten af for
den sidste plade, den posthumt udgivne Doo-Bop, som blev færdiggjort
efter Davis død, og hvor han eksperimenterer med rapmusik. Eksperimentet lykkes
ikke tilfredsstillende, men visheden om, at Davis helt op til månederne inden
sin død insisterede på at afsøge nyt kreativt terræn er beundringsværdigt.
Man finder næppe nogen mere velskrevet og
velresearchet jazzbiografi end Chambers biografi om Miles Davis: Mezz Mezzrows Min
Aske Til De Sorte er delvist fiktiv og således upålidelig og Louis
Armstrongs er, fantastisk som den ellers er, begrænset af, at han var puritaner
og aldrig forstod udviklingen og fornyelserne i jazzen efter egen storhedstid.
Milestones:
The Music And Times Of Miles Davis bør være at finde på ethvert kommunebibliotek og kræver ikke et
ekstraordinært engelsk ordforråd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar