Biografi om Miles Davis (Boganbefaling)

af Dennis Otte

Jack Chambers tobindsværk om Miles Davis er ikke en ny udgivelse; tilbage i 1983 kom det første bind, Milestones I: The Music and Times of Miles Davis to 1960 efterfulgt i 1985 af den lige så fornemme Milestones II: The Music and Times of Miles Davis since 1960.

Chambers (f. 1938) er en canadisk professor i lingvistik, som bl.a. er kendt for sine musikskriverier. Så god og grundig er hans research, at da Miles Davis skrev sin selvbiografi nogle år senere, var enorme mængder af den direkte lånt, stjålet og omskrevet fra Chambers monumentale værk om ham. Det er vel også en slags cadeau at få som musikskribent.

Selvom tobindsværket er så nøje researchet og spækket med jazzhistoriske detaljer om alle de største navne i genren gennem et halvt århundrede, så bliver det aldrig tørt eller leksikalt. Sproget ejer trompetsoloens rytme og det er næsten som at læse en glemt roman fra the beat generation. Eneste ærgerlige anke er, at selvom denne udgave med ny introduktion udkom i 1998, så har Chambers ikke følt det umagen værd at opdatere bogen op til Miles Davis død syv år tidligere. Selvom de sidste plader omtales flygtigt i den nye 19 siders introduktion, så omhandler denne mere Miles plagiat af Chambers værk og om årsagerne til trompetistens relativt tidlige død.

Dette kan virke uforståeligt, når værket ellers er så gennemført, men den mere jordnære forklaring ligger nok deri, at de senere plader simpelthen blegner totalt i sammenligning med nærmest samtlige tidligere udgivelser. Faldet i kvalitet fra 1976’s Get Up With It, den sidste inden Davis af helbredsmæssige årsager trak sig tilbage i fem år, til comebacket med The Man With The Horn i 1981, er evident. Lavpunktet nåede han imidlertid først med pladen You’re Under Arrest fra 1985: en plade, som Musikpolitiet måske netop burde have arresteret ham for.

Den evigt nysgerrige

Når dette er sagt, så må man beundre Miles Davis stædige trang til fornyelse, selvom forsøgene i 1980’erne ikke lykkes med nær samme jazzhistoriske brillans, som dengang han i sine velmagtsdage praktisk talt genopfandt jazzen hvert tiende år. Det er ikke mange musikere forundt at bidrage så direkte til musikalske fornyelser blot én gang i deres karriere, uanset genre; men det er nærmest uhørt at gøre det så ofte som Miles Davis præsterede. Kreative og innovative landvindinger med så ikoniske plader som:

Birth Of The Cool (indspillet 1949-50 men først udgivet i 1957) Pladetitlen taler for sig selv!

’Round About Midnight (1957)

Miles Ahead (1957)

Milestones (1958)

Kind of Blue (1959) Et hovedværk I jazzen generelt!

Miles Smiles (1967)

In A Silent Way (1969)

Bitches Brew (1970) Fusionsjazzens fødsel!

On The Corner (1972)

For at undgå en alenlang liste, har jeg her endda udeladt knap 20 værker, der er af næsten lige så høj kvalitet, om end ikke lige så nyskabende. Selvom der er almindelig konsensus om at ovennævnte er hans hovedværker, hvad de utvivlsomt også er, så elsker jeg i høj grad også hans fusionsplader op gennem 1970’erne.

Selvom 1980’erne ikke generelt var Miles Davis årti, bør det retfærdigvis nævnes, at især Star People, Amandla og ikke mindst Aura er virkelig hæderlige plader. Man må også tage hatten af for den sidste plade, den posthumt udgivne Doo-Bop, som blev færdiggjort efter Davis død, og hvor han eksperimenterer med rapmusik. Eksperimentet lykkes ikke tilfredsstillende, men visheden om, at Davis helt op til månederne inden sin død insisterede på at afsøge nyt kreativt terræn er beundringsværdigt.   

Man finder næppe nogen mere velskrevet og velresearchet jazzbiografi end Chambers biografi om Miles Davis: Mezz Mezzrows Min Aske Til De Sorte er delvist fiktiv og således upålidelig og Louis Armstrongs er, fantastisk som den ellers er, begrænset af, at han var puritaner og aldrig forstod udviklingen og fornyelserne i jazzen efter egen storhedstid.

Milestones: The Music And Times Of Miles Davis bør være at finde på ethvert kommunebibliotek og kræver ikke et ekstraordinært engelsk ordforråd.