tirsdag den 15. oktober 2013

EIK SKALØE. Breve fra vejen af rågummisåler. Boganmeldelse

af Dennis Otte

Er Eik Skaløes breve til os?
Sidste år udkom musikskribenten Jan Poulsen med en grundig og velskreven biografi om Eik Skaløe, sanger og tekstforfatter i den mytiske danske beatgruppe, Steppeulvene. Det var der god ræson i; flere havde i årenes løb forsøgt sig med den store opgave det var at afdække Eiks færd og værk, og Poulsen løftede opgaven særdeles samvittighedsfuldt. Det var en vigtig bog om en central skikkelse i det danske ungdomsoprør og selve kickstarteren til den dansksprogede rock. En ung mand, der levede og oplevede i fuld fart, ikke var for fastholdere og så nysgerrigt afsøgte afkroge af både sind, samfund, musik, litteratur, film og rejser – plus det løse. Bogen cementerede, at Skaløe var så meget andet for og i sin tid end de otte smågeniale sangtekster til Steppeulvenes eneste LP, HIP, fra 1967. Han var på en lang række punkter foregangsmand for den hippiebølge, som med vanlig forsinkelse i forhold til udlandet ramte Danmark for alvor i årene EFTER hans selvmord i Indien i 1968.
Skaløe var i dén grad hip og med på beatet – han var velsagtens med til at skabe beatet her til lands, først som marcherende i kampagnen mod atomvåben fra Holbæk til København som 18-årig i 1961 og siden som heftigt skrivende og altfortærende litterær og musikalsk svamp med alle antenner ude i forhold til tidens impulser som beatmusik, den franske filmbølge, østlig kultur og alskens litteratur. Hans svigerfar var en vis Halfdan Rasmussen og selv fungerede han som redaktør af tidsskriftet Alternativ. Masser af kontakter i kunstens pulserende rækker faldt helt naturligt for den unge Eik – når han da ellers endelig var hjemme i Danmark for en kort bemærkning.


Tag med Eik til Nepal
Nu, et år efter biografien om ham, kommer så en 312 siders lang bog med Eik Skaløes breve hjem til familien fra de mange og lange vanvittige trips til eksotiske steder på kloden og fra arresten i Helsingør, hvor Eik sad inde for et apotekstyveri. Lillesøsteren Iben Lassesen har, efter forældrenes død for få år siden, været på loftet efter kassen med Eiks breve, tegninger, digte, halve noveller og artikler. Som hun skriver i sit forord til bogen:
”Som jeg sad der: Læste, lagde brevene kronologisk og huskede – blev jeg grebet af læsningen. Det var så dugfriske tekster, så levende og gribende, at de måtte deles med andre. Min subjektive erindring fra teenageårene blev ledsaget af objektiv bedømmelse: Dette tekstmateriale gjorde sig fortjent til en bog for sig. En brevbog”
Og hvorfor så egentlig dét? Vi har allerede den tyve år gamle bog Breve til en veninde med Eiks breve hjem til kæresten Iben Nagel Rasmussen fra hans mange rejser og bogen Ønsket om ordliv, der samler Eiks digte. Hvorfor er det vedkommende for nutidens dansker at læse en ung mands private breve fra tresserne, der både indeholder tilstræbte dybsindigheder, ungdommelig frustration, overmod, vemod, rejseekstase og trivielle nedskrivninger af problemer med visa og evindelige skriblerier om hvorvidt breve er nået frem og hvor meget han glæder sig til at modtage nye breve? Bevares, der ER nogle smukke og helt litterære passager imellem, hvor sprogekvilibristen virkelig brænder igennem, men problemet er, at der er lidt for langt imellem guldkornene. Det mærkes alt for tydeligt, at dette i sagens natur er private breve skrevet i farten, komplet med stavefejl og sproglige bommerter, som aldrig havde til hensigt at blive publiceret offentligt i bogform. Det er naturligvis præmissen, men det er ikke alle breve, der kan bære en bogudgivelse, og måske skulle der være selekteret noget mere. Det kan virke som overkill at ville delagtiggøre offentligheden i ALT hvad Eik skrev af privat karakter.  
Ikke desto mindre skal bogen nok finde en dedikeret skare af læsere, der, ligesom jeg, holdt meget af biografien fra i fjor og som ikke har samme gnavne forbehold overfor Breve fra vejen af rågummisåler som denne anmelder. Ganske givet vil læsere fra og omkring Skaløes egen generation finde en anden glæde og indsigt i brevene, al den stund de også er historiske dokumenter med førstehånds øjenvidnebetragtninger og punktnedslag i det danske ungdomsoprørs fødsel. Paradoksalt nok har vi også at gøre med et ungt menneskes breve, som burde tale mere direkte til andre unge mennesker, også i dag, men jeg rammes kun alt for sjældent for alvor. Dertil er brevene simpelthen for private og indforståede, sine stedvise sproglige kvaliteter til trods.
Forlægget er øjensynligt sidste års udgivelse af John Lennons breve (udgivet på dansk på samme forlag som den aktuelle Skaløe-bog) til en lang række mennesker i hans liv, både medarbejdere, familie, børn, fans og venner. Bogen gav et unikt indblik i Lennons privatliv og tanker og lykkedes på en helt anden måde end den nye bog med Eiks breve. Måske fordi Eik bare ikke var nogen John Lennon, måske fordi de var udvalgt og kommenteret mere hensigtsmæssigt.
Eik Skaløe er for mig de otte udødelige sange på Steppeulvenes uopslidelige LP, HIP. Det er hovedstolen, og hvad jeg derudover havde af spørgsmål og sult på Skaløes baggrund, bevæggrunde, band og kulturelle berigelser blev rigeligt dækket i biografien Eik Skaløe. Spejder og steppeulv.
Eik Skaløe. Breve fra vejen af rågummisåler udkommer i dag, 15. oktober, på Lindhardt og Ringhof.  312 sider. 299,95 kr.

mandag den 14. oktober 2013

Pladeanmeldelse: PAUL MCCARTNEY: NEW

af Dennis Otte
Lad mig slå det fast med det samme; det er et ret godt album den 71-årige Paul McCartney i dag sender på gaden. Melodisk stærkt og nysgerrigt dog uden at bringe noget afgørende nyt på bordet.  
Som det bemærkelsesvist ofte sker, har sangskrivere fra hans generation ofte en ungdomsperiode hvori de blomstrer, revolutionerer og brillerer med et originalt udtryk, der cementerer deres status eftertrykkeligt og ofte skaber en myte om dem, allerede inden de er fyldt 30. Dernæst følger kampen for at leve op til ungdommens meritter og de umenneskelige forventninger til flere af de dybe tallerkner, som fanskaren er blevet forvænt med. Ofte serveres der i nogle årtier dog mestendels vandgrød eller i bedste fald opretholdes en middelmådig status quo, mens nogle i en årrække kommer helt ned og samle skårene op. Og SÅ er det ofte det sker, at når alderdommen så småt sætter ind, med al dens refleksion og, nåh ja, livsvisdom og levet liv, så begynder musikeren og sangskriveren igen at ramme tonerne klokkerent – og levere modne albums, der undgår at ville leve op til tidens moderne toner, men til gengæld brænder igennem med en klædelig værdighed. Denne cyklus har gjort sig gældende for giganter som fx Neil Young, Bob Dylan, David Bowie, Johnny Cash og - den eneste, der kan løfte arven fra The Beatles: Sir Paul McCartney.
What’s NEW?
Da han først begyndte at give pokker i hitlisteplaceringer med Michael Jackson og Stevie Wonder og tænke mere i albums, begyndte McCartneys nye gyldne periode for alvor med hans tilbagevenden til Beatles-lyden efter Anthology-projektet på Flaming Pie (1997), hvor han igen tog sit betydelige talent alvorligt og forsvarede sin position som en af vor tids største musikere og sangskrivere. Siden da har alt hvad McCartney har udsendt været af høj kvalitet – de klassiske værker måske undtaget – lige fra den mesterlige rock and roll coverplade garneret med egne nyskrevne numre, Run Devil Run (1999), den undervurderede Driving Rain (2001), mesterværkerne Chaos and Creation in the Backyard (2005) og Memory Almost Full (2007), ambiente electronica-eksperimenter med Youth på Firemans Electric Arguments (2008) og jazzede evergreens, plus et par selvskrevne fuldtræffere, på Kisses on the Bottom (2012).
Han har således intet at bevise, den gode Macca. Det gør han så alligevel, og man har ham mistænkt for at nyde det i fulde drag imens; det spritnye album NEW, som udkommer i dag, placerer sig blandt McCartneys bedste plader fra solokarrieren. En tanke, når man ser ned over eks beatlens diskografi, er, at han ofte har udgivet sine bedste plader, når han har været trængt op i en krog. Ram efter bruddet med The Beatles, Band on the Run, da halvdelen af Wings skred lige før afrejse til indspilningen i Lagos, Tug of War efter Lennons død, Flaming Pie under Linda McCartneys kræftsygdom, som året efter kostede hende livet og Memory Almost Full efter den pinsomme skilsmisse fra Heather Mills. Ikke at disse privatlivsomstændigheder altid direkte afspejler sig i sangene, men de har givetvis rystet ophavsmanden ud af mageligheden og væk fra laurbærrene. Efter alt at dømme er McCartney derimod en lykkelig og forelsket mand i disse år, og NEW rummer da også sin andel af de obligatoriske love songs, som ikke alle er lige silly. Pladen ejer en lethed, der umiddelbart står i kontrast til de dybere og eksistentielle tekster på Chaos and Creation in the Backyard og Memory Almost Full.
NEW har hele fire producere dementeret mantraet om, at for mange kokke fordærver maden; paradoksalt nok er albummet om ikke direkte homogent – dertil er det for alsidigt og spænder for vidt i udtryk – så dog alligevel sammenhængende. Noget af det tillokkende ved NEW er faktisk, at pladen er så nysgerrig og har en musikalsk spændvidde, der henleder tanken på The Beatles smeltedigler af værker fra sluttresserne. Resultatet er imidlertid alt andet end tresserpræget, men derimod højst moderne, vel at mærke uden desperat at ville lyde som tidens populære pop- og rockmusikere. En del af hemmeligheden er nok, at majoriteten af sangene er årgangs-McCartney; klassisk godt håndværk udført med sikker hånd og stemmeføring som vi kender den bedst, men samtidig lagt i hænderne på producere som Paul Epworth (Adele, Florence and the Machine, Bloc Party, Bruno Mars), Mark Ronson (DJ ved McCartneys bryllup med Nancy Shewell i 2011 og producer for fx Amy Winehouse og Lily Allen), Ethan Johns (søn af Beatles-lydtekniker Glyn Johns og har produceret bl.a. Ryan Adams og Kings of Leon) samt Giles Martin (som bl.a. bistod produktionen af Beatles remix-albummet Love fra 2006 og er søn af den legendariske Beatles-producer George Martin). Disse fire kapaciteter tilfører sangene en 2013-lyd og begiver sig ikke ud i hip hop eller dance, men opdaterer på værdig vis McCartneys univers og lydbillede, alt imens der indimellem høres reminiscenser af den ambiente lyd på Electric Arguments.
Solid samling sange
McCartney har bragt sit turneband med i studiet og de medvirker på syv af pladen sange, dog ikke alle medlemmerne på alle syv. Herudover spiller McCartney som sædvanlig en del selv. Pladen åbner med den potente rocker ”Save Us”, der med Paul på guitar og bas og Epworth på trommer banker albummet godt i gang. En klassisk rocksang om kærligheden som frelser. Budskabet går igen på næste sang, ”Alligator”, hvor kærligheden bringes ned på hverdagsplanet og sangen fungerer flot med synthesizer og gode riffs. Pladens første ballade er ”On My Way To Work”, en hverdagsskildring, der tematisk kan henlede tankerne på den tidlige Macca-single ”Another Day”, der dog alligevel er helt sin egen og givetvis ikke selvbiografisk. Herpå følger pladens anden single, den iørefaldende ”Queenie Eye”, om barndommens lege på gaden i barndommen Liverpool.  
Den akustiske lettere countryinspirerede ballade ”Early Days” langer ud efter alle dem, der gør sig kloge på hvordan forholdene var i The Beatles, når der synges; Now everybody seems to have their own opinion, who did this and who did that, but as for me I don't see how they can remember, when they weren't where it was at”, og ungdommens pladebutikker og plakater med brylcreme-indsmurte idoler erindres.
Pladens første single, titelnummeret ”New”, er en klassisk McCartney-popsang, som enhver fan vil elske øjeblikkeligt. ”Appreciate”, en lidt mørkere lettere ambient sag refererer i koret tilbage til ”Because” fra Abbey Road og ville ikke have været malplaceret på et Fireman-album. Den godmodige popsang ”Everybody Out There” lyder lidt som en overskudssang fra Off The Ground-pladen. Den skal nok komme til at fungere godt ved koncerter, men på NEW har den lidt karakter af filler. Kærlighedsballaden ”Hosanna” ejer en psykedelisk lyd, der dog i højere grad ender med at lyde doven end progressiv. En brat opvågnen kommer med den fine ”I Can Bet”, der er en effektiv dansabel pop-rocker, som skræddersyet til stadionkoncerter. En af de mest vellykkede ballader på pladen er ”Looking at Her”, en velproduceret sang med Macca på både Moog og Mellotron. Næsten endnu mere vellykket er den følgende ”Road”, der er et af albummets højdepunkter.
På deluxe-udgaven følger yderligere to sange, og det er en gåde, hvorfor den veloplagte ”Turned Out” ikke er med på det egentlige album, da den med sine effektive riffs og iørefaldende melodi er en herlig McCartney-skæring. Lige så uforståeligt er det, at ”Get Me Out Of Here” er henvist til en placering som bonus track, da det med sin blues-inspirerede ru charme er en af de bedste sange i puljen af nye numre. Det klaverbårne ghost track ”Scared” er ligeledes et virkelig godt nummer, som findes på både den almindelige plade og deluxe-udgaven. 
Herfra skal der dog lyde en klar opfordring til at investere i deluxe-udgaven, som også indeholder en 16-siders booklet med tekster og billeder.

søndag den 13. oktober 2013

Facebook voks uge 41

 af Dennis Otte
9. oktober 2013


Jazzmusikeren YUSEF LATEEF bliver i dag 93 år.
Han blev født som William Emanuel Huddleston i Tennessee i 1920 og begyndte allerede som 18-årig at turnere med forskellige swing-bands og kom i kontakt med en række musikere, som senere også skulle opnå stor popularitet; Paul Chambers, Milt Jackson, Elvin Jones og Kenny Burrell. Det er i dag sjovt at tænke på, at den unge musiker indtil 1950 brugte kunstnernavnet Bill Evans (hans far havde ændret familiens navn) – det skorter jo ikke på jazzmusikere med netop dét navn. Han konverterede i denne periode imidlertid til islam og tog navnet Yusef Lateef samtidig med at han blev inviteret til at turnere med selveste Dizzy Gillespies orkester. Lateefs hovedinstrumenter er tenorsaxofon og fløjte, men han er også en af de få jazzmusikere, der spiller obo og bassoon. Hertil kommer en række mere eksotiske instrumenter som koto, sarewa, arghul, shofar, shanai, bamboo-fløjte, kinesiske træfløjter og xun.
I 1957 begyndte han at indspille plader som orkesterleder på Savoy Records, men skiftede et par år senere til Prestige. Det var her hans indspilninger begyndte at vise sig signifikante og bevise deres originalitet; den formelt uddannede musiker inddrog et væld af østlige inspirationer og inkorporerede i sin jazz hvad man i dag ville betegne som verdensmusik. Særlig genklang vandt han med plader som Eastern Sounds og Into Something (begge 1961). Disse plader skulle senere blive en vigtig inspirationskilde for John Coltrane. Mod tressernes slutning influerede også soul og gospel hans plader. Lateef har holdt sig i form og relevant imponerende længe, og i 1987 vandt han en Grammy Award for bedste New Age Album for pladen Yusef Lateef’s Little Symphony. I 1992 etablerede han sit eget pladeselskab YAL Records og er foruden musikken kendt som skønlitterær forfatter, underviser og talsmand for Ahmadiyya Muslim Community. Han har udsendt over 50 plader i eget navn og fungeret som sideman for folk som Cannonball Adderley og Donald Byrd.

9. oktober 2013

Ønsker John tillykke med de 73 år med en demo af en sang som desværre aldrig blev indspillet som fortjent.



9. oktober 2013

THELONIOUS MONK (1917-1982) ville i dag være fyldt 96 år. I den forbindelse linker vi til den fremragende dokumentarfilm om ham, ”Straight, No Chaser”. Den dybt originale bebop pianist var ikke blot en sand pioner indenfor sit felt, men bidrog også i rigt mål til jazzens standardrepertoire med klassiske kompositioner som ”Round Midnight”, ”Blue Monk”, ”Epistrophy”, ”Straight, No Chaser” og ”Well, You Needn’t”. Næst efter Duke Ellington er han dén jazzmusiker hvis kompositioner der er indspillet flest versioner af – hvilket er bemærkelsesværdigt, da Ellington skrev omkring tusind numre, mens Monk skrev omkring 70.




Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

lørdag den 12. oktober 2013

LYSÅR: Frontfigur på Orlov. Pladeanmeldelse.


af Dennis Otte

Kan du lide Rasmus Nøhr og Tue West? 
Så er der god chance for, at du vil holde af den nye plade fra Lysår, et band centreret omkring sanger og sangskriver Thomas Ulrik Larsen og hans skiftende hold af musikere, der bl.a. tæller Klaus Caprani og Søren Rislund. Foruden 14 andre musikere! 

Dette forhold til trods lyder pladen ganske homogen og kommer godt ud over rampen med sine humoristiske ordlege og mundrette omkvæd, skrevet på et fundament af lige dele hverdagspoesi og lommefilosofi. Stilen er klassisk bandorienteret radiorock lige ud af landevejen og beslægtet med folkelige danske sangskrivere som Poul Krebs eller Michael Falch. 

Det er ingen dårlig plade og Thomas Ulrik Larsen kan noget med det danske sprog og versefødder. Nogle gange bliver det måske en smule for traditionelt og strømlinet både musikalsk og tekstmæssigt. Musikerne spiller upåklageligt og sangeren behersker et dansk, der nok skal gå rent ind i mange små hjem og stationcars, som når der på første skæring, ”Stills i Nashville”, synges;

“En freeway på farten uden huse og træer / Alene i bilen med blikket mod vest / Der mangler en guide med øjne der ser / Ude er snot men hjemme er pest”

Straks værre bliver det i denne anmelders ører på næste nummer, når der spørges;

”Mit hjerte bløder, vil du være plaster?”
Et højdepunkt er det country-klingende nummer ”En Åben Bog”, der lykkes tekstmæssigt, melodisk og ejer en rustik charme. En styrke ved pladen er generelt, at der veksles mellem seriøsitet, galgenhumor og finurlige varianter af folk, country og pub-stemning, uden at det bliver for fragmentarisk eller usammenhængende. En cello blander sig hist, et hammondorgel indtræder hér og en basun dér. Thomas Ulrik Larsen er en habil, om end lidt anonym sanger, med en tydelig og dedikeret diktion. På nummeret ”Donna Ø” ledsages han smukt af sangerinden på Maj-Brit Birch Lykkegaard, der lyder forbavsende meget som Signe Svendsen.

Frontfigur på Orlov er Lysårs andet album, er produceret af Troels Alsted og Thomas Ulrik Larsen og kan downloades på iTunes eller købes via www.lysaar.dk.


mandag den 7. oktober 2013

10 ting du (måske) ikke vidste om Thom Yorke

af Dennis Otte

THOM YORKE, forsanger og primær sangskriver i britiske Radiohead, bliver i dag 45 år.
I den forbindelse bringer vi en Top 10 over ting du måske ikke vidste om musikeren.



  1. Yorke behersker udover guitar og piano både trommer, keyboard, trommemaskiner, sampling, orgel og bas.
  2. Han figurerer som nr. 73 på Rolling Stone magazines liste over de 100 bedste musikere nogensinde og som nr. 66 på bladets liste over de 100 bedste sangere nogensinde.
  3. Det var i Abingdons drengeskole han som 11-årig mødte de fremtidige radiohoveder, brødrene Jonny og Colin Greenwood, Phil Selway og Ed O’Brien.
  4. I starten kaldte bandet sig On a Friday, da det var den eneste dag de havde tid til at øve.
  5. Det endelige navn Radiohead tog de fra Talking Heads-nummeret ”Radio Head” – afgørende var det også, at bandet dermed kom til at stå ved siden at R.E.M. på pladehylderne. Efter Radioheads andet album, The Bends, var de opvarmning for R.E.M. på deres Europæiske tour og Yorke har siden haft et nært venskab med Michael Stipe.
  6. Det lykkedes bandet at holde sig fri af prædikatet ”britpop”, en af musikhistorien mest besynderlige genrebetegnelser, al den stund navne som Pulp, Oasis, Blur og Suede ikke havde voldsomt meget til fælles og i øvrigt heller ikke var pop. Bandet gik i en langt mere eksperimenterede retning med pladerne Kid A (2000) og Amnesiac (2001), som var en original hybrid af electronica, avantgarde, art rock, jazz og millennium-fremmedgørelse.
  7. Gennem årene har Yorke bl.a. samarbejdet med Björk på hendes Selmasongs og igen på velgørenhedssinglen ”Náttúra” og med PJ Harvey på hendes album Stories from the City, Stories from the Sea.
  8. Yorke er kendt som politisk aktivist, særligt menneskerettigheder og krigsmodstand. Han har været involveret i Amnesty International, Trade Justice Movement, Jubilee 2000, Free Tibet, Friends of the Earth og troppede i 2009 op ved COP 15 i København. Yorke er vegetar og globaliseringsskeptiker.
  9. Blandt sin yndlingsmusik og inspirationskilder har han nævnt bl.a. Joy Division, Can, Charles Mingus, Neil Young, Scott Walker, Talking Heads, Sonic Youth og The Smiths, ligesom han har sagt, at Pixies og R.E.M. ændrede hans liv.
  10. Yorke har udsendt ét regulært soloalbum, The Eraser fra 2006, men man kan argumentere for, at pladen Amok med bandet Atoms For Peace også er et soloalbum, selvom bandet også består af Flea (Red Hot Chili Peppers), produceren Nigel Godrich, Joey Waronker (Beck og R.E.M.) og Mauro Refosco (Forro in the Dark).

søndag den 6. oktober 2013

Facebook voks uge 40

 af Dennis Otte
1. oktober 2013
Den senegalesiske musiker YOUSSOU N’DOUR bliver i dag 54 år.
Han er en af Afrikas mest berømte musikere og en af de fremmeste udøvere af, hvad der af mangel på bedre begreb ofte kategoriseres som verdensmusik. Han begyndte at spille musik og optræde allerede som 12-årig og blev et par år senere næsten fast inventar i Star Band fra Senegals hovedstad Dakar. I 1979 dannede han sit eget band, Étoile de Dakar, som siden blev forfinet og omdøbt til Super Étoile Dakar i 1980’erne. Succesen bevirkede, at han i 1991 kunne etablere sit eget pladestudie Xippi og fire år senere sit eget pladeselskab, Jololi. Hans musikalske virke har gennem årene spændt fra senegalesisk mbalax, cubansk rumba, hip hop, soul, reggae og jazz og af vestlige musikere har han arbejdet sammen med notabiliteter som Peter Gabriel, Paul Simon, Bruce Springsteen, Sting og Tracy Chapman. Bedst kendt af det brede publikum er han nok for hittet ”7 Seconds”, som han komponerede og sang sammen med Neneh Cherry i 1994.
Foruden sit virke som sanger, sangskriver, percussionist, forretningsmand og lejlighedsvis skuespiller er Youssou N’Dour politiker, og har siden april 2012 fungeret som Senegals minister for kultur og turisme. Han gik endda målrettet efter landets præsidentpost, blev i 2007 medlem af The World Future Council og optrådte hele tre gange ved de berømte Live 8 koncerter i 2005.
Fra solodebutpladen Bitim Rew i 1984 til Mbalakh Dafay Wakh i 2011 har han udgivet hele 27 albums. 

3. oktober 2013

Den amerikanske rock and roll-pioner EDDIE COCHRAN (Edward Raymond Cochran, 1938-1960) ville i dag være blevet 75 år.
Da Cochran slog igennem med rockabilly-klassikere som ”C’mon Everybody” (1958), ”Summertime Blues” (1958) og ”Something Else” (1959) var det langt fra almindeligt, at tidens populære ungdomsidoler selv var med til at skrive deres materiale. Langt mere udbredt var den såkaldte Tin Pan Alley-tradition, opkaldt efter den gade hvor de professionelle sangskrivere i kontortiden kreerede tidens melodier til de udøvende musikere. Cochran var imidlertid selv medkomponist på ovennævnte tre numre, noget som få år senere skulle være en medvirkende faktor til at få især den britiske bølge af unge bands i gang med unoderne: helt konkret var det Cochran-sangen ”Twenty Flight Rock” (1956) (som han dog ikke selv havde skrevet), der imponerede teenageren John Lennon så meget, da han hørte den i McCartneys fejlfri fortolkning ved de senere beatlers allerførste møde, at han, via mellemmanden Ivan Vaughan, tilbød McCartney medlemskab af sin skifflegruppe, The Quarrymen. Tak Ivan!
Cochran var blandt de allerførste til at anvende overdubs på sine sange, selv de allertidligste singler, og nåede i sin ultrakorte karriere at udvikle en guitarteknik, som siden er blevet skoledannende. Han fungerede som pladeproducer og spillede som backingmusiker på et hav af andre musikeres plader. Cochran beherskede både guitar, bas, trommer og klaver og hans sange er gennem årene blevet fortolket af så forskellige musikere som Jimi Hendrix, Cliff Richard, Van Halen, The Damned, The White Stripes, The Beatles, Led Zeppelin, Motörhead, The Who, The Rolling Stones, Sex Pistols, Blue Cheer, The Beach Boys og Bruce Springsteen.
Det er langt fra utænkeligt, at Cochran ville have drevet det lige så vidt som The Beatles, hvis han ikke var endt som en af rockens første tragiske unge døde, da han omkom i et biluheld 16. april 1960 under en turne i England. Han blev kun 21 år gammel. Cochrans kæreste Sharon Sheeley (som var medkomponist til flere af hans sange) og rockmusikeren Gene Vincent (ham med ”Be Bop A Lula”) overlevede det fatale taxiuheld, men Vincent brækkede kraveben, ribben og plagedes resten af livet af kroniske smerter i benet.
Posthumt havde Cochran hits med sange som ”Three Steps to Heaven”, som gik nr. 1 i UK, og ”My Way”, ”Weekend” og ”Nervous Breakdown”. Cochran blev optaget i The Rock and Roll Hall of Fame i 1987 og er placeret som nr. 84 på Rolling Stone magazines liste over de 100 bedste guitarister nogensinde.

Photos are found on Google. If you want us to remove them, please leave a comment.

tirsdag den 1. oktober 2013

Gæstevoks: 6 digte af Anne Katrine Bagai

Månedens Gæst i Ørevoks er Anne Katrine Bagai. Trods sine kun 19 år har hun allerede skabt fundamentet for et forfatterskab, som vi spår bliver blandt de mest interessante i den unge danske litteratur i de følgende år. Sidste år vandt hun Danmarksmesterskabet i Novelleskrivning for unge og har fået publiceret noveller i følgende antologier:

  • En buket blyanter – noveller af eleverne fra Brønderslev forfatterskole 2008.
  • Ret og slet – Slet og ret – noveller og kortprosa af eleverne fra Brønderslev Forfatterskole 2010.
  • Veje har altid tiltalt mig – 21 noveller udvalgt ved novelleskrivning for unge, 2012.

Hun spiller klaver og synger, har spillet teater og er netop nu i gang med at skrive sit første teaterstykke. Hun er meget aktiv i det århusianske poetry slam-miljø og har vundet flere konkurrencer. Ørevoks har her æren af at bringe 6 ikke tidligere bragte digte af den unge digter.



af Anne Katrine Bagai


tankeluder at gå direkte ind i mennesker og ud gennem rygraden de ånder med vægges mellemrum de krymper sig sammen og krøller sig om hinanden de skider lydløst har telefonmøder her kan man snakke i mobil og bruge ledninger som navlestreng deres stemmer knækker på midten jeg tager tilbage hvad der er mit og giver dem lyd til at råbe med og jeg har glemt støn, og alt det nogen gange kradser jeg mig selv på ryggen kattegatcenteret er en fisse når du spørger: hvad har du på lige nu? svarer jeg at jeg er iført dykkerdragt at jeg befinder mig under havet sammen med korallerne, muslingerne, sneglene når man skriger fyldes munden lungernes kapillærer eksploderer, læberne bliver blå jeg fandt rav i går. se vi kommer fra det samme vores rødder slår knuder i affektion og afstand jeg går i usonderet terræn og træder små dyr ned alle blade rasler provins efter festen, vælger jeg at gå forbi dit hus på vej hjem. jeg ser ind ad dine vinduer. forstår ikke at du bor der, at dine blodsprængte øjne kan kigge ud når som helst. så sætter jeg mig ned på hug, og pisser i din garage. jeg ser op. foran mig bevæger kaninerne sig rastløst rundt i deres bure. jeg kan høre dem trække vejret ud gennem lågerne. rødglidende rødglødende en granskov jeg er sgu da ligeglad er du ligeglad jeg er sgu da ligeglad måske forsvinder konteksten når man stirrer direkte ind i sol og kastanjetræer jeg er sgu da ligeglad måske forestiller jeg mig en nyre i vand i en montre måske forestiller jeg mig en forkrøblet dværg i et akvarium rødglødende rødglidende men 
når vi sidder der med blødkogte æg i bægre, og du åbner alle vinduer selvom det skærer mod huden, og insisterer på at efteråret ikke har sat sig helt fast endnu, og jeg kigger ind i dine grønne, brune, blå, grå, øjne, smiler et ubestemmeligt smil, og lader dig gøre det - så er jeg altid en skulptur, og ikke et menneske. (højest en af de der baby borns der kan skide mekanisk.)
måske råber jeg dit navn, måske mit eget, måske råber jeg: hvem er kvinden, hvem er manden, hvem er kvinden, hvem er manden. 
jeg vil nikke når du fortæller mig om et radioprogram, en krig, en politisk begivenhed. jeg vil tænke på at rejse væk i et blåt tog. vinden kan skifte retning, drivhuset kan eksplodere. så gør dog noget, for helvede, råber jeg ind i porcelænet.